Balancen mellem indre og ydre er presset

En af de største udfordringer som menneske er at finde en balance mellem indre og ydre. Mellem egne behov og andres. Begge dele er nødvendige – at kende og følge vores egen indre stemme, og at føle os som en del af sociale fællesskaber, hvor vi tilpasser os andres behov og ønsker i en levende udveksling.

Det er selv i de bedste perioder en stadig udfordring at få til at balancere.

Derfor er det værd at være opmærksom på hvad der sker med den balance, når forholdet mellem indre og ydre ændres så radikalt som det gør med de digitale teknologiers stadig større tilstedeværelse i vores liv. I stadig flere af døgnets timer befinder vi os i situationer, hvor vi primært bare reagerer på input fra en skærm – åbner mails, læser opslag, svarer, scroller, klikker, deler, indtaster passwords, udfylder formularer osv.

Når konkurrencestaten samtidig har gjort det muligt for markedslogikken at sive ind ad alle sprækker, så vi befinder os i en konstant konkurrencetilstand, hvor ydre vurderinger er afgørende, kan det være meget vanskeligt at holde balancen. Mellemrummene, hvor vi selv kan styre vores tid, vores tanker og vores adfærd indefra, fra vores egne behov, sansninger, længsler, drømme, visioner og værdier, er der stadig længere imellem.

Mange tyr til mindfulness, yoga osv. for at rette op indefra, hvilket kan være helt nødvendigt for at overleve, når stress og andre mentale livsstilssygdomme begynder at trænge sig på. Men jeg tror det er vigtigt at holde sig for øje, at ubalancen mellem indre og ydre også betyder, at man må se nærmere på hvad det er ved de ydre krav, der gør det så svært at holde balancen. Du kan lave nok så meget yoga og meditation, men hvis du igen og igen støder ind i urimelige vilkår på arbejdsmarkedet, er det en umulig stræben efter balance. Og hvis mindfulness bruges af arbejdsgivere til at presse folk til at yde endnu mere, bliver det endnu en kilde til stress.

Vi kan hver især have vores egne historier, der gør det svært at holde fast i vores grænser overfor andres krav. Men det betyder ikke at det er vores eget ansvar, når vi bukker under for urimelige krav.  Hvis vi er nødsaget til at lade os styre af udefrakommende krav, forventninger, fristelser og impulser i størstedelen af tiden, vælter læsset.

Derfor er mental bæredygtighed et forsøg på at se både indad og udad – og gøre det både individuelt og som samfund.

 

Udgivet den

Look at me: why attention-seeking is the defining need of our times | Society | The Guardian

Vi må huske hvorfor det er så nødvendigt at skelne mellem opmærksomhed og intimitet.

“We don’t know yet whether social media makes people lonely. Even if it does, we should remember that it is also useful to keep real friendships going. But an MHF survey last month found that 30% of young Scots say social media makes them feel isolated. The 2015 Pisa schools report showed a dramatic fall across the developed world since 2012 in the number of children who would say that “I make friends easily at school”. By a small margin, those who use the internet the most were also most likely (17%) to say that they felt lonely – although we don’t know which was causing which, if either. We also don’t know how much of their time online was spent on social media.”

Kilde: Look at me: why attention-seeking is the defining need of our times | Society | The Guardian

Udgivet den

Forholdet mellem menneske og natur

Bierne dør, vi er midt i den 6. massedød af arter, polerne smelter osv.  Strømmen af skræmmende information om klodens tilstand er stadig tiltagende.

Helt grundlæggende er problemet, at vi har gjort os så afhængige af forbrug og vækst, at vi har svært ved at forestille os en verden uden. Vores civilisation bygger på en myte om vækst, om fremskridt, der igen bygger på en myte om at vi, homo sapiens, står over naturen. Med de monoteistiske religioners opfindelse af en gud i menneskets billede grundlagde vi en katastrofal adskillelse mellem menneske og natur. I stedet for at være en integreret del af naturen, bildte vi os ind, at være sat på jorden for at herske over naturen. Konsekvenserne af denne megalomane hybris rammer os i disse år på alle fronter.

På den ene side er de ændringer af naturen, som menneskets hæmningsløse adfærd har forårsaget – det vi for at skubbe gruen lidt på afstand med et pænt  ord kalder det antropocæne – i fuld gang med at indhente os med oversvømmelser, bidød, storme, skovbrande osv.

På den anden side er de psykiske konsekvenser af adskillelsen mellem menneske  og natur ved at antage epidemiske proportioner. Det problematiske er både manglen på kontakt med fri natur, og vores manglende respekt for det faktum, at vi selv er natur med de fordele og ulemper det  indebærer. Symptomerne er ved at blive så alvorlige, at WHO sætter stress og andre mentale livsstilssygdomme på top 5 af trusler mod helbredet.

Vi ved (de fleste af os), at der må gøres noget – eller også er vi blevet ramt af følelsen af at det allerede er for sent. Det er et konstant dilemma hvordan man skal formidle de bekymrende forskningsresultater, så de vækker nok opmærksomhed til at føre til handling – uden samtidig at sprede så meget håbløshed, at folk i stedet rammes af afmagt og såkaldt klimaangst (når angsten for klodens fremtid bliver så overvældende, at det fører til deciderede angstanfald og depression, som det er udbredt blandt klimaforskere.)

En vej at gå er måske, at gøre mental  bæredygtighed til det omdrejningspunkt, der kan gøre det tydeligt, at de holdnings-og adfærdsændringer vi bliver nødt til at gennemgå, hvis vi skal bremse klimaændringerne, i realiteten også er de ændringer, der vil være mest hensigtsmæssige for vores mentale helbred. Sagt på en anden måde : det er det samme teknologi-fikserede vækst-ideal, der skader klimaet, som ligger til grund for vores mentale livsstilssygdomme. Det er de samme adfærdsændringer, der skal til for at gavne miljøet, der ville hjælpe os selv til at finde veje ud af stress, angst og depression.

Kun ved at finde frem til en mere harmonisk relation mellem menneske og natur, kan vi opnå såvel økologisk som mental bæredygtighed.

 

 

Udgivet den

Tech Backlash Grows as Investors Press Apple to Act on Children’s Use – The New York Times

Når selv Apples egne investorer begynder at kalde på tiltag for at forebygge digital afhængighed, ved vi at det er på tide at kalde til handling. Udbredt i tech-miljøet er skepsisen vokset over det monster Silicon Valley har skabt. Jeg tror de begynder at se risikoen for at blive bombarderet af sagsanlæg ligesom tobaksindustrien, når folk inden længe bliver bevidst om hvor alvorlige skader smartphones, sociale medier osv. har forvoldt på det mentale miljø. Hvor invaliderende de mentale livsstilssygdomme, som disse medier er stærkt medvirkende til at fremkalde, er.

Kilde: Tech Backlash Grows as Investors Press Apple to Act on Children’s Use – The New York Times

Stress

Med et konkurrence-orienteret arbejdsmarked, hvor indtjening er det eneste styrende parameter, og konstant vækst, effektivisering osv. som konsekvens er en selvfølge, frarøves vi stadig mere af vores menneskelighed. Som medarbejder presses man konstant til at gå stadig mere på kompromis med sine værdier. Når sjælen til sidst reagerer på de umenneskelige vilkår, ved at tvinge en til at sige fra med stadig voldsommere fysiske symptomer, kalder vi det stress. Med et snuptag gøres den sunde reaktion på en usund situation til et personligt, individuelt problem. Du får en diagnose, en sygemelding, og en  recept på noget angstdæmpende, noget humørløftende, noget søvndyssende osv.

Ovenstående er et sammenkog af en kronik om stress, jeg havde i Kristeligt Dagblad i oktober 2017  – du kan læse hele kronikken -“Den stressramte er ikke syg – det er vores kultur” –  her.

Jeg var overrasket over hvor meget den blev delt og læst og kommenteret af mennesker fra alle mulige brancher. Og det var en af årsagerne til at jeg har valgt at gå videre med at prøve at artikulere den kritik, som mange åbenbart syntes ramte deres egen oplevelse på kornet.

Der siges og skrives uendeligt meget forskelligt om stress i disse år.  Kloge forskere og behandlere har masser af gode analyser, forklaringer og anvisninger på strategier til at komme videre, når man er blevet så ramt, at man er syg. På disse sider er jeg mere optaget af de dybere samfundsmæssige årsager til at så mange mennesker ikke kan få livet til at hænge sammen og ender med at pådrage sig det jeg kalder mentale livsstilssygdomme. Vi har et sundhedssystem, der ser meget teknisk/biologisk på psykiske sygdomme. Psykiatrien vil gerne have flere penge til forebyggelse, men beskriver stadig psykiske lidelser, som “noget der kommer snigende”. På trods af at antallet af folk med behov for behandling vokser eksplosivt og WHO forudser at depression bliver den mest udbredte sygdom om 10-15 år.

Det er min overbevisning, at denne voldsomme vækst kun kan forstås – og tackles – hvis man begriber og anerkender de helt direkte sammenhænge mellem kultur og sygdom. Og altså begynder at tale om mentale livsstilssygdomme, som noget, der kan forebygges ved at ændre levevilkår – ligesom vi allerede længe har gjort det om de fysiske livsstilssygdomme – fedme, diabetes, hjertesygdomme, lungekræft osv.

Helt kort fortalt opfatter jeg stress – i den form, hvor man “går ned” – som et traume, der bliver ætset ind i nervesystemet. Hvis man er uheldig giver det varige skader på de kognitive funktioner og kan blive noget man må kæmpe med resten af livet. Det er en af grundene til at det er så fuldkommen afgørende, at vi tager epidemien alvorligt. Jo flere der bliver skadet, jo færre kognitive ressourcer har vi som kultur til at løse de problemer, vi har fået skabt.

For mig at se er en af de vigtigste kilder til stress, at såvel konkurrencekulturen som de digitale teknologier misbruger vores nervesystem.

En måde at beskrive nervesystemet på er at det består af 3 grundlæggende funktionaliteter, der skal være nogenlunde i balance for at vi trives :

  • Et trusselssystem, drevet af adrenalin og kortisol, der gør at vi kan reagere på farer, så vi kan sikre vores overlevelse – Fight or Flight
  • Et motivationssystem, drevet af dopamin, der gør at vi har lyst at handle og præstere for at få en belønning – Jagt og konkurrence
  • Et beroligelsessystem, drevet af oxytocin, der sørger for at vi restituerer fysisk, følelsesmæssigt og socialt – Omsorg, kærlighed, fællesskab

Et arbejdsmarked, der har gjort markedsøkonomiens konkurrencekultur til et uomgængeligt vilkår, udnytter konstant såvel motivations- som trussels-systemet. Hvis du ikke klarer mosten, er det ud. Der er ingen flexicurity længere. Ingen plads til at fravælge acceleration, vækst, effektivisering.

Når privatlivets fred derudover uafbrudt bliver forstyrret – dels af flydende grænser mellem arbejde og fritid, dels af fristende distraktions-teknologier, der insisterer på interaktion – er der ikke meget plads til den hvile, intimitet og nærvær, der skal til for at få de vigtige doser af oxytocin, som er nødvendige for et liv i mental balance.

Her er en rask lille video om de måder stress påvirker hjernen, og hvordan en del af konsekvenserne af stress i praksis bliver nedarvet til kommende generationer.

How does stress affect your brain?

How chronic stress can affect your brain's size, structure, and how it functions:

Opslået af Constantly Curious på 10. januar 2018

Natur/Klima

Bierne dør, vi er midt i den 6. massedød af arter, polerne smelter osv.  Strømmen af skræmmende information om klodens tilstand er stadig tiltagende. Vi ved (de fleste af os), at der må gøres noget – eller også er vi blevet ramt af følelsen af at det allerede er for sent. Det er et konstant dilemma hvordan man skal formidle de bekymrende forskningsresultater, så de vækker nok opmærksomhed til at føre til handling – uden samtidig at sprede så meget håbløshed, at folk i stedet rammes af afmagt og såkaldt klimaangst (når angsten for klodens fremtid bliver så overvældende, at det fører til deciderede angstanfald og depression, som det er udbredt blandt klimaforskere.)

Helt grundlæggende er problemet, at vi har gjort os så afhængige af forbrug og vækst, at vi ikke kan forestille os en verden uden. Vores civilisation bygger på en myte om vækst, om fremskridt, der igen bygger på en myte om at vi, homo sapiens, står over naturen. Med de monoteistiske religioners opfindelse af en gud i menneskets billede grundlagde vi den katastrofale adskillelse mellem menneske og natur. I stedet for at være en integreret del af naturen, bildte vi os ind, at være sat på jorden for at herske over naturen. Konsekvenserne af denne megalomane hybris er nu i fuld gang med at ramme os på alle fronter.

På den ene side er de ændringer af naturen, som menneskets hæmningsløse adfærd har forårsaget – det vi for at skubbe gruen lidt på afstand med et pænt  ord kalder det antropocæne – stille og roligt på vej til at indhente os med oversvømmelser, bidød, storme, skovbrande osv.

På den anden side er de psykiske konsekvenser af adskillelsen mellem menneske  og natur langsomt ved at blive så alvorlige, at WHO sætter stress og andre mentale livsstilssygdomme på top 5 af trusler mod helbredet.

Mentale livsstilssygdomme

Alle statistikker peger på en eksplosiv vækst i tilfældene af stress, depression og angst.

I en kultur der er gennemsyret af neoliberalistisk konkurrencelogik, er det blevet en selvfølge, at al kritik, der tidligere ville have været rettet mod systemer og strukturelle problemer, vendes tilbage mod individet. Det er dig, der ikke er tilstrækkeligt robust, forandringsvillig, fleksibel, omstillingsparat osv.  Kritik bliver til selvkritik. Og skammen over ikke at kunne klare mosten kaster stadig mere kortisol på bålet – med udbrændthed som den naturlige konsekvens.

Hvad hvis vi i stedet betragtede den epidemiske bølge af mentale lidelser som en konsekvens af et sundhedsskadeligt mentalt miljø? Hvis vi kaldte disse lidelser “mentale livsstilssygdomme” i stedet for at betragte dem som individuelle og forårsaget af personlige psykiske problemer?

 

—-

Mængden af forskning, der påviser hvordan digital afhængighed påvirker det mentale helbred negativt, eksploderer i denne tid.

Phone Addiction Is Real — And So Are Its Mental Health Risks – forbes 11/12 2017

Samtidig med at det er stadig mere anerkendt at se kontakt som den eneste kur mod afhængighed.