Udgivet den

Kære venner !

 
I erkendelse af at jeg er ligeså meget en plage for facebook som facebook er en plage for mig, har jeg nu lavet en hjemmeside og en blog. I fremtiden er det primært der jeg vil dele mine tanker om udlicitering af stress, sociale medier, tekno-determinisme og andre trusler mod det mentale klima. Jeg lover at prøve at begrænse mig til at poste højst 2 gange om ugen ;-), så din opmærksomhed ikke bliver yderligere belastet end den allerede er.
Så kom meget gerne hvis du har lyst at følge med og deltage i en debat om hvordan vi skaber en større grad af mental bæredygtighed i samfundet.
http://mentalbæredygtighed.nu/blog/
Jeg kommer fortsat til at autoposte links på facebook, da det stadig er den mest effektive måde at sprede et budskab. Men jeg starter en selvstændig blog for :
1) at tage magten over mine ord tilbage og ikke kun at være prisgivet uforudsigelige algoritmers lunefuldhed
2) at undgå selv at være nødt til at gå på facebook i tide og utide
3) og for ikke at være med til at give folk en følelse af kun at kunne følge med hvis man er der.
Udgivet den

Hvad er det med Løkkeriddernes guldgraverdrømme?

Hver gang jeg hører ordet disruption, mærker jeg uroen komme krybende op ad rygsøjlen. At vi har en regering, der tilsyneladende seriøst tror, at det giver mening at staten approprierer begrebet, burde gøre os dybt bekymrede for rigets tilstand.
I bund og grund handler disruption for mig at se om unge narcissistiske entreprenører, der hensynsløst vil rage til sig ved at bryde alle regler for social samfundsmæssig adfærd. Det er forretningsmæssige metoder, der bygger på den wildwest-kultur, der rådede blandt pionererne, da internettets territorier blev erobret. Guldgravere og banditter fandt her enorme områder udenfor sheriffens jusrisdiktion, hvor de ganske uhindret kunne tage kontrollen og begynde at udvikle stadig mere raffinerede metoder til at udvinde det nyfundne guld. Det guld som primært var at tappe data og sælge det videre. Vinderne i det goldrush blev dem, der fandt de bedst camouflerede måder at narre folk til at træde ind på deres territorium og blive længe nok til at de uafvidende havde efterladt al den viden om sig selv, som der er penge i at sælge videre. Lidt som i gamle kriminalfilm, hvor detektiverne prøvede at holde morderen fast i telefonen, så teknikerne kunne nå at spore opkaldet. Bare omvendt. Her var røverne, der prøvede at få alle oplysningerne.
Disruption har som sit primære formål at skabe kaos ved konstant at udvikle nye forretningsmodeller og nye forretningsområder, som endnu ikke er underlagt regulering. Det er en fordel for guldgravere, der vil presse markedet til det yderste. Men dette kaos betyder bl.a., at ingenting er sikkert for almindelige lønarbejdere. Vi bringes tværtimod i en tilstand af konstant alarm, der gør os til superlet bytte for guldgravernes Weapons of Mass Distraction, der så får endnu lettere adgang til vores data. Vores nervesystem, der allerede er i fuldt alarmberedskab på grund af konkurrencekulturens blinde insisteren på vækst, provokeres yderligere. Den præfrontale styring ligger underdrejet sammen med de andre kognitive ressourcer – og vi er lette ofre for annoncer, impulskøb og populisme.
Man kunne tro, at det var den slags kaos, som man havde staten til at beskytte borgerne imod gennem regulering og sikkerhedsnet i en tid fuld af omvæltninger. Men nej, vi har en regering, der tværtimod gør sig til fortaler for disruption.
Den eneste form for disruption vi kunne have brug for midt under stress-epidemien, er indførelse af borgerløn og en radikal nedsættelse af arbejdstiden. Men lur mig om det er det, der er planen med regeringens disruptionsråd….

Udgivet den

Efterlader de digitale medier os i hvert vores “Truman Show” ?

Supermarkeder har altid brugt tricket med at placere hylderne med slik lige der, hvor man står i kø til kassen, så fristelsen er effektiv netop når blodsukkeret er lavt og børnene trætte. Med digitale mediers markedsføring er der bare blevet sat trumf på. Fordi de har samlet læssevis af data om min adfærd og mine præferencer fra sporene af mit liv på nettet, ved de lige præcis om det er gummibamser eller lakridskonfekt, der skal ligge ved udgangen for at jeg er lettest at friste. Og de har min opmærksomhed i langt flere timer end Føtex har. Derfor ved de også præcis hvornår jeg er mest tilbøjelig til at købe tøj, fordi jeg er trist, eller hvornår jeg er lettest at forføre til at bestille rejser, medicin – eller våben for den sags skyld.  Og hvis ikke jeg er meget opmærksom og bevidst, er der ikke noget som helst, der afslører at alt dette er omhyggeligt designet til at ramme netop mine svage punkter.

I praksis lever vi mere og mere som Jim Carrey i filmen “The Truman Show” – i en stor iscenesættelse, som ligner virkelighed så meget, at vi ikke kan se forskel. Og ikke et sekund er der grund til at overveje, at alle andre befinder sig i hver deres helt anderledes, men ligeså specifikt og troværdigt designede personlige virkelighed.

Fra markedets og vækstideologiens synspunkt er det naturligvis genialt. Men når de skræddersyede varer vi tilbydes i det digitale rum er holdninger og politiske budskaber, bliver det problematisk, hvis vi ikke opdager, at de andre ikke ser den samme virkelighed som os. Og at den virkelighed vi præsenteres for i vores newsfeed, i annoncer og i vores søgninger på google, er subtilt og nøjagtigt designet til at ramme vores mest følsomme steder. Det er en dybt uholdbar situation for demokratiet.

Og gad vidst hvilke konsekvenser det har vores mentale helbred, at oplevelsen af en fælles virkelighed langsomt går i opløsning – uden at vi kan sætte fingeren på at og hvordan det sker. Hvis vi aldrig opdager andet end at det er stadig sværere at forstå hinandens virkelighedsopfattelse, kunne man let forestille sig, at det kunne virke nedbrydende på mennesker med lavt selvværd.

Udgivet den

Kan de sociale medier genvinde vores tillid?

Unilever, der er en af de virkeligt store annoncører online lægger nu pres på de store tech-firmaer. Hvis ikke platformene får styr på det “toxiske” indhold, der spredes på deres sociale medier – fra børneporno til fake news – vil man overveje at trække sine annoncer. Unilevers CMO Keith Weed opfordrer de digitale medie-giganter til at udvikle “social responsibility”, der beskytter børn og forhindrer spredning af had og polariserende budskaber.

“2018 is either the year of techlash, where the world turns on the tech giants — and we have seen some of this already — or the year of trust. The year where we collectively rebuild trust back in our systems and our society”.

Unilever warns social media to clean up “toxic” content

Udgivet den

Kan man slette sine data på facebook?

Den norske journalist, Per Thorsheim, har prøvet at slette sin facebook-historik, men det er ikke nemt. Hvis man f.eks. får lyst til at slette nogle af de personlige begivenheder, som facebook kan finde på at tilbyde en som en festlig nytårsvideo, er det noget af en opgave. Det kan være et problem, hvis man er bange for hacking – eller bare overhovedet bekymret for at ens oplysninger og præferencer skal blive opsnappet af nogen, der kan finde på at bruge dem mod en. Chrome-browseren har åbenbart en «Social Book Post Manager», der skulle gøre det lidt nemmere, hvis man sætter sig for at slette sin historie på facebook uden at slette sin profil.

– Det er jo umulig å slette alt, det dukker alltid noe nytt opp

Udgivet den

Tech-industriens whistleblowers

The Guardian skriver om konferencen Truth About Tech i Washington i onsdags, hvor bl.a. Tristan Harris, der er tidligere Google medarbejder og den facebook-investoren Roger McNamee fra det nystiftede Center for Humane Technology talte om hvordan man kan standse den digitale opmærksomheds krise. Det blev diskuteret hvordan man kan presse tech-giganterne til at ændre kurs, så der kan komme regulering af bl.a. hvordan børn bliver trukket ind i de afhængighedsskabende medier.

Ex-tech workers plead with Facebook: consider the harm you’re doing to kids

 

Udgivet den

The techlash against Amazon, Facebook and Google—and what they can do – A memo to big tech

Superskarp gennemgang af alle problemerne omkring monopolerne Facebook, Google og Amazon i forhold til anti-trust krav om regulering og andre tiltag for at standse den skadelige magtkoncentration disse firmaer har opnået.

“Tech” is not yet a four-letter word, but it could soon become one. BAADD to worse You are an industry that embraces acronyms, so let me explain the situation with a new one: “BAADD”. You are thought to be too big, anti-competitive, addictive and destructive to democracy.

Kilde: The techlash against Amazon, Facebook and Google—and what they can do – A memo to big tech

Udgivet den

Japan: robots will care for 80% of elderly by 2020 | World news | The Guardian

Har vi på nogen måde lyst  til  at vænne os til at det skal være robotter, der giver pleje? Eller kan vi give os selv lov til at lytte til den “psykologiske modstand” ?

“Hirukawa said lifting robotics had so far been deployed in only about 8% of nursing homes in Japan, partly because of the cost and partly because of the “the mindset by the people on the frontline of caregiving that after all it must be human beings who provide this kind of care”. Advertisement He added: “On the side of those who receive care, of course initially there will be psychological resistance.””

Kilde: Japan: robots will care for 80% of elderly by 2020 | World news | The Guardian

Udgivet den

Washington Monthly | How to Fix Facebook—Before It Fixes Us

Så kort og præcist kan det siges:

“Whenever you log into Facebook, there are millions of posts the platform could show you. The key to its business model is the use of algorithms, driven by individual user data, to show you stuff you’re more likely to react to. Wikipedia defines an algorithm as “a set of rules that precisely defines a sequence of operations.” Algorithms appear value neutral, but the platforms’ algorithms are actually designed with a specific value in mind: maximum share of attention, which optimizes profits. They do this by sucking up and analyzing your data, using it to predict what will cause you to react most strongly, and then giving you more of that. Algorithms that maximize attention give an advantage to negative messages. People tend to react more to inputs that land low on the brainstem. Fear and anger produce a lot more engagement and sharing than joy. The result is that the algorithms favor sensational content over substance.”

Kilde: Washington Monthly | How to Fix Facebook—Before It Fixes Us