Overmenneske eller overflødig?

Kronik i Politiken i dag

“Er der andre, der har problemer med bananfluer?”

“Hvad er det lige med lugten i opgangen? Er der nogen der har efterladt noget affald?”

Jeg var på sommerferie og fulgte dialogen i andelsforeningens facebook-gruppe fra sidelinjen. Først da jeg nogle uger senere var kommet hjem og så en vogn fra Skadeservice og nogle mænd i sikkerhedsdragter, begyndte det at dæmre.  Det var Lars fra nabo-opgangen, der var død alene i sin lejlighed, og først blevet fundet, da lugten 2 uger senere blev så voldsom, at naboerne slog alarm.

Senere var der en, der delte en opfordring om at gå til begravelsen. Jeg ved ikke om der var nogen, der mødte op. Jeg må indrømme at jeg ikke gjorde. Jeg syntes ikke det gav mening at komme, når jeg ikke kendte ham. I de 5 år, jeg har boet her,  har jeg kun set ham i gården 2-3 gange.

Men bagefter blev jeg ramt af lige dele skam og forundring over, at jeg har accepteret de rammer og normer, der gør, at det føltes normalt ikke at gøre noget for at lære Lars at kende, få hans historie, se hvad han var for et menneske.

Hvordan kunne det blive så nemt for mig at overse, at et andet menneske var ved at gå til grunde i ensomhed? Men endnu mere, hvad er det for et samfund vi har lavet, hvor folk kan falde helt ud mellem sprækkerne på den måde som Lars?

Mennesket er et socialt dyr. Vi har brug for at blive set, mærke at vi hører til, har betydning. Det er deltagelsen i fællesskabet, der skaber dybde, fylde og en følelse af mening i tilværelsen. Menneskets neurobiologi er designet til socialt engagement. Det er vores eneste sikre vej til overlevelse. Som art er vi derfor drevet af et stærkt behov for at være og yde et betydningsfuldt bidrag til fællesskabet.

Men i disse år virker det som om alle de metoder, vi har udviklet til at gøre samfundsmaskinen mere effektiv, har den bagside, at de med nærmest kirurgisk præcision fjerner den enkeltes følelse af betydning.

Ja, for at maskinen rigtigt kan køre, og helst også accelerere, er det tilsyneladende nødvendigt, at det enkelte individ har minimal betydning.

Men hvad sker der med en, hvis alt hvad man møder er mere eller mindre direkte beskeder om at man er udskiftelig, overflødig, at man så let som ingenting kan rationaliseres væk eller ens funktioner nårsomhelst kan blive udliciteret, digitaliseret eller overtaget af en robot? Når alt i arbejdsliv, politik og medier fortæller en, at man ikke er noget værd, at det at være menneske ikke er nok, er det måske ikke sært at mange bliver syge i sjælen. Ikke sært at folk skader sig selv på alle mulige måder. Eller tror at andre mennesker er nogen man frit kan snyde. Frit kan skyde.

Hvordan er det kommet så vidt?

Jeg har lige genset filmen “Moderne Tider” hvor Chaplin med stor skarphed skildrer industrisamfundets absurditeter. Et af højdepunkterne er scenen, hvor hovedpersonen danser ud på gaden efter at være gået over gevind, da tempoet på samlebåndet er blevet øget til det groteske. Med en skruenøgle i hver hånd bliver han ved med at udføre sine mekaniske bevægelser idet han går til angreb på alt fra brandhaner til de møtrikformede knapper på en forbipasserende kvindes bryster. Bevægelsesmønsteret har så at sige brændt sig fast i kroppen på ham.

Chaplins film er fra 1936 og selvom den meget fremsynet har skærme på toilettet, så chefen kan holde øje med medarbejderne, er der selvfølgelig sket meget siden da. Det er på uendeligt mange måder et stort fremskridt, at så mange af os er blevet frigjort fra industri-arbejdets byrde, men når man ser på udbredelsen af stress og andre mentale lidelser, kan man blive grebet af spørgsmålet om vi bare har bevæget os fra en kropsopslidende aske ind i en sjælsfortærende ild?

I vores tid er det ikke så meget et fysisk som et mentalt adfærdsmønster, der brænder sig fast, og er næsten umuligt at slippe når vi har fri. Konkurrencekulturens koreografi, kunne man kalde det.

Fredag morgen på motorvejen mellem Hobro og Århus. Tempoet er hæsblæsende. Det virker som om alle er grebet af følelsen af at være vigtig, usårlig, udødelig, når de kommer med 170 km i timen lige op i bagruden på mig med blinkende lygter for at få mig til at trække ind, så de kan overhale. Konkurrence-adrenalinet for fuld udblæsning

Og så kommer jeg til at tænke på Karinas svoger, lad os kalde ham Frederik, der røg i grøften i forgårs, mens han talte stadig mere sort til en kunde i sin mobiltelefon – om den var håndholdt eller ej er her uden betydning.

Kunden blev i telefonen og talte med Frederik, mens han fik sin kone til at ringe efter hjælp, fordi det lød som om der var noget helt galt med den sorte snak.

Da familien kom frem og fandt bilen i grøftekanten, troede de først at Frederik havde fået en blodprop og var klar til at give hjertemassage til den 35-årige.  Men da hans telefon ringede, mens ambulancefolkene var ved at bugsere ham ud af bilen, gjorde han pludselig voldsomt modstand og insisterede på at tage telefonen. Hvis nu det var vigtigt!

Efter en nat på hospitalet, hvor man konstaterede at han hverken havde blodprop eller hjerneblødning blev han sendt hjem. Uden et ord om at tage en pause. Og selv mente han, at han bare havde haft lidt for travlt på det sidste.

Som jeg sidder der bag rattet på motorvejen, slår det mig, at hvis ikke det er lykkedes for Frederiks familie at tvinge ham til at blive hjemme, kan han være på motorvejen lige nu. Det kan være ham, der kommer tordnende bagfra. Igang med at indhente det forsømte i sin telefon. For at opretholde følelsen af betydning, af at være nødvendig. Det øjeblik han tillod sig at slippe den og blev liggende i sengen, ville han sandsynligvis blive overvældet af den enorme utilstrækkelighedsfølelse, der truer os alle, når vi konstant befinder os i konkurrence-kulturens sammenligningsspor.

Vi bliver konstant fodret med historien om, at det eneste, der tæller er at vinde.  På stort set alle sendeflader presses ethvert emne ind i et konkurrenceformat. De fleste sendes hjem og The winner takes it all!                 Er det i virkeligheden det binære mindset, der er blevet vores tids skruenøgle?

Man kan kun blive enten vinder eller taber. Nr. 1 eller et 0. Overmenneske eller overflødig. Vinderne, der kører derudad med samfundsmaskinen i højeste gear og derfor synes alt ser lyst ud – og taberne, der falder af i stadig større antal. Vinderne er subjekter – dem, der handler i verden; dem, der styrer den maskine, de kalder Udviklingen. Taberne er objekter, reduceret til data – det, der bliver handlet med, og behandlet, og ender i parallelsamfund, som man ikke har en chance for at undslippe.

Og når vi ovenikøbet har ladet forbrug være det tegn på succes, som alle prøver at udleve, har vi opskriften på en global katastrofe.

Den binære konkurrencekultur efterlader tilsyneladende ikke noget rum til at identificere sig som middelmådig, som almindelig, som mellemklasse. Ideen om at leve et almindeligt og tilfredsstillende liv i en jævn og bæredygtig hverdag opleves af mange ikke længere som en realistisk mulighed.

Blandt de 25-34-årige studerende har hver anden kvinde et højt stressniveau – mange taler om at deres egne forventninger om at skulle yde en toppræstation er den primære årsag – sammen med bekymringen for om de har nogen chancer på jobmarkedet, hvis de ikke får topkarakterer.

Når hele den offentlige sektor er underlagt samme konkurrencelogik som det private erhvervsliv, strammer det til. Læreplaner, prøver, tests, dokumentation, evaluering osv. i vuggestuer, børnehaver, skoler og på arbejdspladser er alt sammen pres, der skaber en dyb følelse af at være udsat for en mistillid, der nårsomhelst kan føre til et puf ud over kanten. Enhver der ikke passer ind, får en diagnose og bliver dømt ude. Hvis man viser svaghedstegn, bliver man spurgt om man er sikker på at man virkelig ”vil jobbet”. Det er sjældent arbejdspladsen, der laver ændringer for at tilpasse sig medarbejdernes ressourcer og behov. Den højt besungne fleksibilitet foregår altid på de ansattes bane, på medarbejdernes regning.

Vi er tilsyneladende blevet en kultur, hvor ”human resources” er det anonyme brændstof, der skal skovles ind i fyrrummet i et stadig højere tempo. En kultur, der forguder ”disruption” i en blind mangel på respekt for det grundlæggende menneskelige behov for balance mellem tryghed og udfordring. Og alt sammen skaber det et miljø, der tvinger os til at præstere solen sort såvel på arbejdet som i fritiden i håb om at opnå en følelse af betydning.

Jeg går ud fra at det giver mening, hvis man tror på at alle altid kan yde mere, hvis de bliver presset. Men hvem ville presse en væddeløbshest til på den måde konstant at løbe hurtigere, oftere og længere, uden pauser til at restituere? Som jeg ser det, har den neoliberale konkurrencekultur fået hamsterhjulet til at accelerere så voldsomt, at det er næsten umuligt at undgå at blive slynget af i farten.

På gaden passerer vi hinanden uden øjenkontakt, bøjede over vores skærme i alle offentlige rum. Vi behandler hinanden som overflødige. Det breder sig som en virus.  Måske er smartphonen (oveni alt det andet den er) blevet den overflødiggjorte borgers krampagtige forsøg på at signalere – også til sig selv – at man har betydning. At det er magtpåliggende at checke sin telefon, modtage notifikationer og læse beskeder.

Men denne følelse af betydningsfuldhed er desværre et slemt tilfælde af at tisse i bukserne for at holde varmen, når hvert eneste blik på skærmen i praksis er et blik væk fra den nære verden, og de fællesskaber, hvor man faktisk kunne være betydningsfuld.

Omstillingsparat og plastisk som sindet er, accepterer vi langt henad vejen vilkårene. Så længe man har en plads i bussen, skal man ikke risikere noget ved at kritisere eller sætte spørgsmålstegn.  Og hvem kan i øvrigt se det store billede, når man allerede hager sig fast med det sorte af neglene og kæmper for ikke at blive den næste, der ryger af i svinget? Blive en af de tabere, vi ved hvad der sker med – de gamle, de arbejdsløse, de stress-ramte, de psykisk syge, de hjemløse – de udstødte, der ikke har nogen betydning i en kultur, hvor ordet sammenhængskraft er blevet en tom floskel.   Taberne man ikke kan holde ud at se på eller høre om, så længe man er i stand til at opretholde illusionen om at man flyver ved egen kraft – og ikke har lyst at få øje på, at man bare er en af de heldige vindere i et dybt vilkårligt pyramidespil. De, der har været heldige at erobre magt og rigdom støttes i at tro, at de er mere værd end andre – som skattesvindlerne i DRs dokumentar, der sidder på toppen af verden og føler sig hævet over alt og alle. Og alle andre flakser vildt med arme og ben for ikke at synke til bunds i menneskehavet. Den eneste måde at komme op, hvor man kan trække vejret frit, er tilsyneladende at trampe på de andre.

Men en middelklasse, der ikke bare accepterer, men annekterer elitens værdier og menneskesyn, graver sin egen grav. Flertallet har ikke en chance i et samfund, hvor det kun handler om at vinde.

Over hele verden ser vi i denne tid voksende bevægelser af utilfredshed. I forskellige lande tager det forskellige former og får forskellige udtryk. Men set fra helikopteren virker det som om de, der rejser sig, er de altfor store grupper af mennesker, der er blevet overflødiggjort. Dem, der er blevet hægtet af samfundsmaskinen under overgangen fra industrisamfund til globalisering og digitalisering, fordi markedet har fået lov at styre udviklingen og man har undladt at skabe rum til nye meningsfulde livssammenhænge.

Overalt er øget overvågning øjensynlig magthavernes vigtigste tiltag i forhold til at få folk til at føle sig set…. Men hvis vi vil undgå at stadig flere befolkningsgrupper følger ruten fra marginalisering og eksklusion til populisme og radikalisering i den ene eller den anden retning, bliver vi nødt til at få sat en stopper for overflødiggørelsen.

Hvordan kommer vi til at føle os som et fællesskab igen? Ligger svaret ikke ret lige for? Hvis vi lytter til advarslerne om den ulmende klimakatastrofe og sætter alt ind på i fællesskab at skabe den nødvendige omstilling til bæredygtighed, kan alle spille en rolle. I kampen for at ændre kurs inden det er for sent, bliver ingen overflødig. Set i det perspektiv har alt hvad vi foretager os betydning.

Ville det ikke være den mest oplagte måde at slippe konkurrencekulturens destruktive koreografi, og starte en ny dans? En dans i respekt og ærefrygt for vores fælles hjem, planeten. En dans, der anerkender, at mennesket mere end noget andet er et socialt væsen, der på alle måder trives bedst, når vi er tæt forbundet med andre; når vi tør se både hinanden, vores børn og os selv i øjnene.

Det må være den ultimative win-win situation.