Bierne dør, vi er midt i den 6. massedød af arter, polerne smelter osv. Strømmen af skræmmende information om klodens tilstand er stadig tiltagende. Vi ved (de fleste af os), at der må gøres noget – eller også er vi blevet ramt af følelsen af at det allerede er for sent. Det er et konstant dilemma hvordan man skal formidle de bekymrende forskningsresultater, så de vækker nok opmærksomhed til at føre til handling – uden samtidig at sprede så meget håbløshed, at folk i stedet rammes af afmagt og såkaldt klimaangst (når angsten for klodens fremtid bliver så overvældende, at det fører til deciderede angstanfald og depression, som det er udbredt blandt klimaforskere.)
Helt grundlæggende er problemet, at vi har gjort os så afhængige af forbrug og vækst, at vi ikke kan forestille os en verden uden. Vores civilisation bygger på en myte om vækst, om fremskridt, der igen bygger på en myte om at vi, homo sapiens, står over naturen. Med de monoteistiske religioners opfindelse af en gud i menneskets billede grundlagde vi den katastrofale adskillelse mellem menneske og natur. I stedet for at være en integreret del af naturen, bildte vi os ind, at være sat på jorden for at herske over naturen. Konsekvenserne af denne megalomane hybris er nu i fuld gang med at ramme os på alle fronter.
På den ene side er de ændringer af naturen, som menneskets hæmningsløse adfærd har forårsaget – det vi for at skubbe gruen lidt på afstand med et pænt ord kalder det antropocæne – stille og roligt på vej til at indhente os med oversvømmelser, bidød, storme, skovbrande osv.
På den anden side er de psykiske konsekvenser af adskillelsen mellem menneske og natur langsomt ved at blive så alvorlige, at WHO sætter stress og andre mentale livsstilssygdomme på top 5 af trusler mod helbredet.