Frygtens kultur på steroider

Kronik i Kristeligt Dagblad 1/5 2020 (Uforkortet version)

Forleden stod jeg på mine forældres altan iført en ansigtsmaske fra malerbutikken og prøvede at forklare min mor, der stod 3 meter inde i stuen, hvordan hun skulle indtaste genvejs-numre på den nye mobiltelefon jeg lige var kommet med. Ligegyldigt hvor højt jeg råbte, var det umuligt for hende at høre hvad jeg sagde gennem ansigtsmasken. Situationen var grotesk. Da jeg fortalte historien til mine søstre senere, kom vi til at grine. Men imens var jeg ved at tude af frustration og afmagt.

Det var allerede startet, da jeg sad ude på trappen og prøvede at flytte sim-kortet fra den telefon de havde tabt ned i kaffen (med fløde og sukker) over i den nye, jeg havde været henne og købe til dem. I min iver efter ikke at komme til at sprede nogen mulig smitte til mine sårbare 85-årige forældre, havde jeg på forhånd iført mig ovennævnte (dybest set ubrugelige) støvmaske og et par gummihandsker – ligeledes fra malerbutikken. Men hvis der er en ting, min motorik ikke er gearet til, så ved jeg nu, at det er at skifte sim-kort på en lille Nokia iført gummihandsker.  Med sveden piskende ned over ansigtet, kunne jeg ikke fokusere på andet end at jeg måtte skynde mig.

Måske var det fordi hele kroppen allerede var i fuld alarm efter det mislykkede stop jeg havde  gjort hos boghandleren på vejen.  I håb om at kunne glæde min mor, der siden en hofte-operation før jul ikke har kunnet gå ud, ville jeg lige smutte ind og finde en bog til hende. På døren sidder et fint skilt om at der må være maks. 5 kunder i butikken. Jeg venter et øjeblik til der kommer et par ud, og går så ind og leder efter noget relevant. Men 2 minutter efter kommer en flok på 4 ind, tilsyneladende helt uden at registrere at vi derved er 8-9 kunder i butikken. Anspændt ved tanken om at skulle direkte videre til mine forældre, mærker jeg angst og vrede vælte op i kroppen. Jeg smider den bog, jeg lige har fundet og stryger ud af døren. Udenfor stopper jeg op et øjeblik og kigger tilbage i butikken. Overmandet af infantil vrede hører jeg mig selv råbe et eller andet om egoisme ind af døren.

Mit nervesystem, som allerede kører på konstant high-alert efter at have været i Corona-karantæne fra 8.-20.marts, har tydeligvis ikke skyggen af elastik tilbage.

Da jeg endelig kom hjem efter besøget, brød jeg sammen. Billedet af min mor bag rollatoren, der prøvede at trække sig baglæns, så jeg kunne komme forbi uden at komme for tæt på. Min far, der så ud som om han egentlig syntes det var fuldkommen latterligt at jeg ikke bare satte mig ned og drak kaffe.  Og så alle de uvilkårlige fremskrivninger af dette fortabtheds-billede, som min allerede katastrofe-orienterede hjerne kørte i højtempo på den indre skærm.  Samtidig med at et sammenfiltret tjørnekrat af skam og afmagt og angst og raseri voksede sig stadig højere og tættere op omkring mig, så jeg var ude af stand til at kommunikere med min søn og min kæreste.

Efter en stor whisky og lang tids gråd har fået angsten til at slippe, rammes jeg pludselig af et fandenivoldsk raseri. Når jeg nu ved hvor altafgørende nærvær og kontakt er for livskvaliteten, hvorfor ind i helvede lader jeg så det her ske? Hvad nu hvis jeg kunne tale med mine forældre om sammen at opgive fantasien om at kunne styre døden? Hvad nu hvis vi sammen besluttede, at nærheden er vigtigere end antallet af måneder i den sidste fase af livet? Min overophedede hjerne kører videre : Hvad nu hvis vi sammen valgte at tage risikoen på den måde, at vi sås som altid, og hvis de så blev syge måtte jeg gå i karantæne sammen med dem, og passe dem hjemme til det var slut, så de ikke skulle ende deres dage i isolation omgivet af personale i rumdragter?

Vi er jo for fanden natur, og derfor skal vi jo for fanden dø!

Det tager dog ikke mange minutter før luften fiser ud af denne ballon af en ide. Jeg behøver egentlig bare at huske, hvordan jeg ikke havde mod til at se på det sår min søn havde fået på hånden i går, for at komme i tanker om hvor enestående uduelig jeg ville være som sygehjælper i den dødsproces.

Men alligevel bliver frustrationen over sammenstødet mellem mine værdier og min adfærd ved med at gnave.

Jeg forstår fuldt ud nødvendigheden af at forsinke spredningen, så vi undgår det knæk i tilliden til staten, som et kollaps i sygehusvæsenet ville medføre.

Men samtidig føles det som om vores reaktion på Corona sætter hele vores kulturs til absurditet grænsende dødsangst til skue.

Lige under overfladen har vi alle den urmenneskelige angst for kaos – for at blive spist af vilde dyr, for at spise noget giftigt, for ikke at have noget at spise, for at dø af kulde eller varme, dø af tørst eller drukne, fare vild og aldrig finde hjem, blive ramt af lyn eller væltende træer osv.

Der er ikke noget at sige til at mennesket gav sig til at prøve at kontrollere kaos – at beskytte sig mod trusler fra naturen.

Men uanset hvor meget vores civilisation har gjort for at kontrollere naturen og beskytte os imod dens kaos, forsvinder angsten ikke. Vi ved jo stadig at vi skal dø, vores forældre skal dø, og vores børn skal. Det er det vilkår, vi nok kan drømme om at teknologien skal give os en udvej fra, men som i realiteten også er det, der gør os til mennesker.

I alle kulturer har mennesker brugt kolossale ressourcer og kreativitet til at holde angsten i ave. Vilde myter, ritualer og komplicerede trossystemer, har vi gang på gang udviklet for at finde og skabe mening i det, der ellers kunne føle som galskab og kaos.

I vores ubændige frihedstrang smed vi først ritualerne ud. Senere røg også traditionerne, som vi følte os hævet over. Og nu står vi så, nøgne og hjælpeløse overfor hver eneste af de livskriser, som vi ikke får udryddet, før vi har skiftet os alle ud med robotter og uploadet vores bevidsthed til Skyen…

Vi har intet sprog, ingen omgangsformer, intet fordøjelsessystem, når vi nærmer os mødet med døden, og hvirvles derfor som hjælpeløse fnug ind i forventningen om alle risici kan kontrolleres.

Selvfølgelig vil vi gerne kontrollere det værste kaos. Problemet er, at der tilsyneladende er et kritisk punkt, hvor det tipper over.   Hvor illusionen om at vi kan eliminere al lidelse, gør os stadig dårligere til at håndtere det uundgåelige. Hvor de redskaber vi bruger til at kontrollere risici ender med i sig selv at skabe mere angst.

Corona-virus er en trussel – ingen tvivl om det. Men set i forhold til andre risici, som vi har vænnet os til at leve med – trafikulykker, selvmord, hjertekarsygdomme – kan man spørge om der er et punkt, hvor konsekvenserne af smittekontrollen tipper over og bliver et større problem end sygdommen selv.

Jeg ved godt, at det er nødvendigt at vi passer på hinanden ved at holde afstand og tænke os om. Men det bekymrer mig hvis angsten for smitte kommer til at betyde, at vi mister stadig mere af den kropskontakt, der er nødvendig for at aktivere det livsvigtige hormon oxytocin, og dermed spreder den triste lidelse man kunne kalde IDD – Intimacy Deficit Disorder.

Og det bekymrer mig at vi vænner os til en umenneskeliggørelse, når vi ikke synes vi kan besøge vores gamle; når folk er nødt til at dø alene;  når vi allesammen passerer hinanden med skræmte blikke.

Evolutionært set er et de afgørende spring fra reptiler til pattedyr udviklingen af et nervesystem, der er i stand til at registrere tryghed og slå forsvarsmekanismerne fra. Kun når vi selv føler os trygge, kan vi kommunikere tryghed til andre – og dermed forbinde os.

Som neuro-biologen Stephen Porges har påvist, er nervesystemet sådan udformet, at tryg menneskelig kontakt er en nødvendig forudsætning for såvel mental sundhed som kognitiv og kreativ udfoldelse.

Når vores alarmsystem bliver aktiveret, lukker vi ned for det sociale engagement – for at gå i kamp, flygt eller frys. Og når vi lukker ned for det sociale engagement, ser vi alt og alle som trusler eller forhindringer. Derfor bliver vores adfærd mekanisk – hvorved vi selv kommer til at virke som trusler for andre, hvis alarmsystem derved aktiveres.

På den måde spredes bølger af manglende kontakt, der skaber de dybe følelser af utryghed og adskilthed, der igen fører til mentale livsstilssygdomme som ensomhed, stress, angst, depression osv.

På mange måder er det en frygtens kultur, som har været under udvikling i lang tid. F.eks. har vi siden 9/11 set en endeløs række af sikkerhedsritualer, der i praksis skaber mere angst end tryghed, fordi de ikke er designet med nogen form for indsigt i nervesystemet. Hvis tomme perroner uden billetpersonale gør folk utrygge, så sætter vi da bare overvågningskameraer op – uden den mindste erkendelse af, at dette i sig selv aktiverer frygtsystemet.

Og det er her det føles som om Corona sætter sagen på spidsen og har potentiale til at skabe en frygtens kultur på stereorider.  Det kan godt være vi betragter den rationalistiske videnskab som en radikalt anderledes tankeform end de religiøse strategier vi tidligere brugte til at kontrollere angsten, men på mange måder virker smittekontrollen i disse dage som en absurd kult med sine afvaskningsritualer og sære danse på stier og fortov. Da jeg kigger ud af mit vindue ned i skolegården, og ser de lange rækker af gule streger med numre, der er malet på asfalten i løbet af natten, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om vi virkelig har lyst til at lære vores børn disse undgåelses-danse.

Jeg prøver at finde en balance mellem afstand og nærhed, når jeg afleverer varer til mine forældre, men der er virkelig ingen lette løsninger i denne situation.

Hvis vi lader smitte-angsten holde os fanget i kæmp, flygt eller frys, kan vi risikere at der sættes ny turbo på den udvikling hvor frygten styrer og designer en verden, der skaber stadig mere frygt og ensomhed.

I yderste konsekvens kan man være bekymret for at det vi med et slidt ord kalder populistiske politikere direkte udnytter frygten til at skabe momentum for at bevæge sig skridt for skridt længere over mod overvågning og andre autoritære agendaer. Jo mere skræmte vi bliver, des mere tilbøjelige er vi historisk set til at støtte dem, der præsenterer sig som “stærke mænd”.

Jeg så forleden Svend Brinkmann gøre sig vittig om alle folks ideer om hvad vi kan lære af Corona.  Og ja, det kan godt være han får ret i, at vi ikke kommer til at lære noget af krisen.

Hvis vi allesammen, som han, vælger at rulle ironiens sorte elefanthue nedover vores sårbarhed, så står vi nok bare lammede og traumatiserede bagefter.

Hvis vi ikke gør noget for at fordøje og bearbejde hvad Corona-krisen gør ved os som individer, som familier, som samfund, som civilisation, så kommer vi nok ikke til at lære så meget af den. Hvis vi sidder alene hver især og kæmper med disse reaktioner i den tro, at det er vores personlige svaghed og noget, der skal overvindes, sker der givetvis kun det, at vi graver os endnu længere ned i vores isolerede og polariserende bobler af angst bagefter.

Hvis vi bare bagatelliserer krisens psykiske effekter, når vi ikke får de kram vi har brug for til at berolige vores nervesystem, risikerer vi at stå med tusindvis af mennesker med uerkendt PTSD.

Men hvis vi allesammen sørger for at skabe rum til at fordøje og bearbejde det store kollektive traume, som en katastrofe, der både er global og personlig, aktiverer, tror jeg på at denne radikale rystelse, som enhver anden stor psykisk krise, kan få os til at tage vores værdier og vores livsstil op til revision. Og altså skabe mulighed for at lære noget. Måske noget afgørende for hvordan vi vælger at fortsætte vores liv. Om vi vil blive ved med at understøtte frygtens kultur eller om det er på tide at slippe illusionen om kontrol.

Måske kunne vi vælge at udforske hvordan vi kunne få et mere realistisk og accepterende forhold til døden?

Måske kunne en genopdagelse af vores forbundethed med naturen, gøre det lettere at acceptere døden som vilkår?

Måske kunne vi bruge oplevelsen af afstand og isolation til at minde os om nødvendigheden af nærvær og kontakt?

Måske kunne vi bruge den oplevelse af forbundethed og vores genopdagede samfundssind, som Corona har givet, som inspiration til at skabe en verden, der er mere mentalt og socialt bæredygtig fremfor mindre?

 

 

 

 

Feel free to follow

Overmenneske eller overflødig?

Kronik i Politiken i dag

“Er der andre, der har problemer med bananfluer?”

“Hvad er det lige med lugten i opgangen? Er der nogen der har efterladt noget affald?”

Jeg var på sommerferie og fulgte dialogen i andelsforeningens facebook-gruppe fra sidelinjen. Først da jeg nogle uger senere var kommet hjem og så en vogn fra Skadeservice og nogle mænd i sikkerhedsdragter, begyndte det at dæmre.  Det var Lars fra nabo-opgangen, der var død alene i sin lejlighed, og først blevet fundet, da lugten 2 uger senere blev så voldsom, at naboerne slog alarm.

Senere var der en, der delte en opfordring om at gå til begravelsen. Jeg ved ikke om der var nogen, der mødte op. Jeg må indrømme at jeg ikke gjorde. Jeg syntes ikke det gav mening at komme, når jeg ikke kendte ham. I de 5 år, jeg har boet her,  har jeg kun set ham i gården 2-3 gange.

Men bagefter blev jeg ramt af lige dele skam og forundring over, at jeg har accepteret de rammer og normer, der gør, at det føltes normalt ikke at gøre noget for at lære Lars at kende, få hans historie, se hvad han var for et menneske.

Hvordan kunne det blive så nemt for mig at overse, at et andet menneske var ved at gå til grunde i ensomhed? Men endnu mere, hvad er det for et samfund vi har lavet, hvor folk kan falde helt ud mellem sprækkerne på den måde som Lars?

Mennesket er et socialt dyr. Vi har brug for at blive set, mærke at vi hører til, har betydning. Det er deltagelsen i fællesskabet, der skaber dybde, fylde og en følelse af mening i tilværelsen. Menneskets neurobiologi er designet til socialt engagement. Det er vores eneste sikre vej til overlevelse. Som art er vi derfor drevet af et stærkt behov for at være og yde et betydningsfuldt bidrag til fællesskabet.

Men i disse år virker det som om alle de metoder, vi har udviklet til at gøre samfundsmaskinen mere effektiv, har den bagside, at de med nærmest kirurgisk præcision fjerner den enkeltes følelse af betydning.

Ja, for at maskinen rigtigt kan køre, og helst også accelerere, er det tilsyneladende nødvendigt, at det enkelte individ har minimal betydning.

Men hvad sker der med en, hvis alt hvad man møder er mere eller mindre direkte beskeder om at man er udskiftelig, overflødig, at man så let som ingenting kan rationaliseres væk eller ens funktioner nårsomhelst kan blive udliciteret, digitaliseret eller overtaget af en robot? Når alt i arbejdsliv, politik og medier fortæller en, at man ikke er noget værd, at det at være menneske ikke er nok, er det måske ikke sært at mange bliver syge i sjælen. Ikke sært at folk skader sig selv på alle mulige måder. Eller tror at andre mennesker er nogen man frit kan snyde. Frit kan skyde.

Hvordan er det kommet så vidt?

Jeg har lige genset filmen “Moderne Tider” hvor Chaplin med stor skarphed skildrer industrisamfundets absurditeter. Et af højdepunkterne er scenen, hvor hovedpersonen danser ud på gaden efter at være gået over gevind, da tempoet på samlebåndet er blevet øget til det groteske. Med en skruenøgle i hver hånd bliver han ved med at udføre sine mekaniske bevægelser idet han går til angreb på alt fra brandhaner til de møtrikformede knapper på en forbipasserende kvindes bryster. Bevægelsesmønsteret har så at sige brændt sig fast i kroppen på ham.

Chaplins film er fra 1936 og selvom den meget fremsynet har skærme på toilettet, så chefen kan holde øje med medarbejderne, er der selvfølgelig sket meget siden da. Det er på uendeligt mange måder et stort fremskridt, at så mange af os er blevet frigjort fra industri-arbejdets byrde, men når man ser på udbredelsen af stress og andre mentale lidelser, kan man blive grebet af spørgsmålet om vi bare har bevæget os fra en kropsopslidende aske ind i en sjælsfortærende ild?

I vores tid er det ikke så meget et fysisk som et mentalt adfærdsmønster, der brænder sig fast, og er næsten umuligt at slippe når vi har fri. Konkurrencekulturens koreografi, kunne man kalde det.

Fredag morgen på motorvejen mellem Hobro og Århus. Tempoet er hæsblæsende. Det virker som om alle er grebet af følelsen af at være vigtig, usårlig, udødelig, når de kommer med 170 km i timen lige op i bagruden på mig med blinkende lygter for at få mig til at trække ind, så de kan overhale. Konkurrence-adrenalinet for fuld udblæsning

Og så kommer jeg til at tænke på Karinas svoger, lad os kalde ham Frederik, der røg i grøften i forgårs, mens han talte stadig mere sort til en kunde i sin mobiltelefon – om den var håndholdt eller ej er her uden betydning.

Kunden blev i telefonen og talte med Frederik, mens han fik sin kone til at ringe efter hjælp, fordi det lød som om der var noget helt galt med den sorte snak.

Da familien kom frem og fandt bilen i grøftekanten, troede de først at Frederik havde fået en blodprop og var klar til at give hjertemassage til den 35-årige.  Men da hans telefon ringede, mens ambulancefolkene var ved at bugsere ham ud af bilen, gjorde han pludselig voldsomt modstand og insisterede på at tage telefonen. Hvis nu det var vigtigt!

Efter en nat på hospitalet, hvor man konstaterede at han hverken havde blodprop eller hjerneblødning blev han sendt hjem. Uden et ord om at tage en pause. Og selv mente han, at han bare havde haft lidt for travlt på det sidste.

Som jeg sidder der bag rattet på motorvejen, slår det mig, at hvis ikke det er lykkedes for Frederiks familie at tvinge ham til at blive hjemme, kan han være på motorvejen lige nu. Det kan være ham, der kommer tordnende bagfra. Igang med at indhente det forsømte i sin telefon. For at opretholde følelsen af betydning, af at være nødvendig. Det øjeblik han tillod sig at slippe den og blev liggende i sengen, ville han sandsynligvis blive overvældet af den enorme utilstrækkelighedsfølelse, der truer os alle, når vi konstant befinder os i konkurrence-kulturens sammenligningsspor.

Vi bliver konstant fodret med historien om, at det eneste, der tæller er at vinde.  På stort set alle sendeflader presses ethvert emne ind i et konkurrenceformat. De fleste sendes hjem og The winner takes it all!                 Er det i virkeligheden det binære mindset, der er blevet vores tids skruenøgle?

Man kan kun blive enten vinder eller taber. Nr. 1 eller et 0. Overmenneske eller overflødig. Vinderne, der kører derudad med samfundsmaskinen i højeste gear og derfor synes alt ser lyst ud – og taberne, der falder af i stadig større antal. Vinderne er subjekter – dem, der handler i verden; dem, der styrer den maskine, de kalder Udviklingen. Taberne er objekter, reduceret til data – det, der bliver handlet med, og behandlet, og ender i parallelsamfund, som man ikke har en chance for at undslippe.

Og når vi ovenikøbet har ladet forbrug være det tegn på succes, som alle prøver at udleve, har vi opskriften på en global katastrofe.

Den binære konkurrencekultur efterlader tilsyneladende ikke noget rum til at identificere sig som middelmådig, som almindelig, som mellemklasse. Ideen om at leve et almindeligt og tilfredsstillende liv i en jævn og bæredygtig hverdag opleves af mange ikke længere som en realistisk mulighed.

Blandt de 25-34-årige studerende har hver anden kvinde et højt stressniveau – mange taler om at deres egne forventninger om at skulle yde en toppræstation er den primære årsag – sammen med bekymringen for om de har nogen chancer på jobmarkedet, hvis de ikke får topkarakterer.

Når hele den offentlige sektor er underlagt samme konkurrencelogik som det private erhvervsliv, strammer det til. Læreplaner, prøver, tests, dokumentation, evaluering osv. i vuggestuer, børnehaver, skoler og på arbejdspladser er alt sammen pres, der skaber en dyb følelse af at være udsat for en mistillid, der nårsomhelst kan føre til et puf ud over kanten. Enhver der ikke passer ind, får en diagnose og bliver dømt ude. Hvis man viser svaghedstegn, bliver man spurgt om man er sikker på at man virkelig ”vil jobbet”. Det er sjældent arbejdspladsen, der laver ændringer for at tilpasse sig medarbejdernes ressourcer og behov. Den højt besungne fleksibilitet foregår altid på de ansattes bane, på medarbejdernes regning.

Vi er tilsyneladende blevet en kultur, hvor ”human resources” er det anonyme brændstof, der skal skovles ind i fyrrummet i et stadig højere tempo. En kultur, der forguder ”disruption” i en blind mangel på respekt for det grundlæggende menneskelige behov for balance mellem tryghed og udfordring. Og alt sammen skaber det et miljø, der tvinger os til at præstere solen sort såvel på arbejdet som i fritiden i håb om at opnå en følelse af betydning.

Jeg går ud fra at det giver mening, hvis man tror på at alle altid kan yde mere, hvis de bliver presset. Men hvem ville presse en væddeløbshest til på den måde konstant at løbe hurtigere, oftere og længere, uden pauser til at restituere? Som jeg ser det, har den neoliberale konkurrencekultur fået hamsterhjulet til at accelerere så voldsomt, at det er næsten umuligt at undgå at blive slynget af i farten.

På gaden passerer vi hinanden uden øjenkontakt, bøjede over vores skærme i alle offentlige rum. Vi behandler hinanden som overflødige. Det breder sig som en virus.  Måske er smartphonen (oveni alt det andet den er) blevet den overflødiggjorte borgers krampagtige forsøg på at signalere – også til sig selv – at man har betydning. At det er magtpåliggende at checke sin telefon, modtage notifikationer og læse beskeder.

Men denne følelse af betydningsfuldhed er desværre et slemt tilfælde af at tisse i bukserne for at holde varmen, når hvert eneste blik på skærmen i praksis er et blik væk fra den nære verden, og de fællesskaber, hvor man faktisk kunne være betydningsfuld.

Omstillingsparat og plastisk som sindet er, accepterer vi langt henad vejen vilkårene. Så længe man har en plads i bussen, skal man ikke risikere noget ved at kritisere eller sætte spørgsmålstegn.  Og hvem kan i øvrigt se det store billede, når man allerede hager sig fast med det sorte af neglene og kæmper for ikke at blive den næste, der ryger af i svinget? Blive en af de tabere, vi ved hvad der sker med – de gamle, de arbejdsløse, de stress-ramte, de psykisk syge, de hjemløse – de udstødte, der ikke har nogen betydning i en kultur, hvor ordet sammenhængskraft er blevet en tom floskel.   Taberne man ikke kan holde ud at se på eller høre om, så længe man er i stand til at opretholde illusionen om at man flyver ved egen kraft – og ikke har lyst at få øje på, at man bare er en af de heldige vindere i et dybt vilkårligt pyramidespil. De, der har været heldige at erobre magt og rigdom støttes i at tro, at de er mere værd end andre – som skattesvindlerne i DRs dokumentar, der sidder på toppen af verden og føler sig hævet over alt og alle. Og alle andre flakser vildt med arme og ben for ikke at synke til bunds i menneskehavet. Den eneste måde at komme op, hvor man kan trække vejret frit, er tilsyneladende at trampe på de andre.

Men en middelklasse, der ikke bare accepterer, men annekterer elitens værdier og menneskesyn, graver sin egen grav. Flertallet har ikke en chance i et samfund, hvor det kun handler om at vinde.

Over hele verden ser vi i denne tid voksende bevægelser af utilfredshed. I forskellige lande tager det forskellige former og får forskellige udtryk. Men set fra helikopteren virker det som om de, der rejser sig, er de altfor store grupper af mennesker, der er blevet overflødiggjort. Dem, der er blevet hægtet af samfundsmaskinen under overgangen fra industrisamfund til globalisering og digitalisering, fordi markedet har fået lov at styre udviklingen og man har undladt at skabe rum til nye meningsfulde livssammenhænge.

Overalt er øget overvågning øjensynlig magthavernes vigtigste tiltag i forhold til at få folk til at føle sig set…. Men hvis vi vil undgå at stadig flere befolkningsgrupper følger ruten fra marginalisering og eksklusion til populisme og radikalisering i den ene eller den anden retning, bliver vi nødt til at få sat en stopper for overflødiggørelsen.

Hvordan kommer vi til at føle os som et fællesskab igen? Ligger svaret ikke ret lige for? Hvis vi lytter til advarslerne om den ulmende klimakatastrofe og sætter alt ind på i fællesskab at skabe den nødvendige omstilling til bæredygtighed, kan alle spille en rolle. I kampen for at ændre kurs inden det er for sent, bliver ingen overflødig. Set i det perspektiv har alt hvad vi foretager os betydning.

Ville det ikke være den mest oplagte måde at slippe konkurrencekulturens destruktive koreografi, og starte en ny dans? En dans i respekt og ærefrygt for vores fælles hjem, planeten. En dans, der anerkender, at mennesket mere end noget andet er et socialt væsen, der på alle måder trives bedst, når vi er tæt forbundet med andre; når vi tør se både hinanden, vores børn og os selv i øjnene.

Det må være den ultimative win-win situation.

Feel free to follow