Zoom-Out

Har du set det verserende meme? Hvor nogen trækker tæppet af et monster for at afsløre hvad der ligger bag Corona, og det der viser sig er ZOOM. Den online konference-platform, der har set en eksplosiv vækst siden vi allesammen blev sendt hjem fra arbejde.
Jeg må indrømme, at jeg var på. Jeg deltog i morgendans på Zoom. Jeg mediterede på Zoom. Meget hurtigt oprettede jeg en konto, og havde en fest med at arrangere Zoom-møder. Men næsten ligeså hurtigt blev jeg mæt. Kvalmende mæt og frustreret. For ligeså fantastisk det var at få genoplivet noget af euforien fra Internettets unge dage i halvfemserne, hvor bare det at få forbindelse var et kick. Ligeså tungt ramte frustrationen over hvor lidt næret jeg følte mig efter disse møder. Hvor dybt utilfredsstillende jeg faktisk stadig synes kontakt i cyberspace er. Og hvor intenst den virtuelle kontakt aktiverer savnet af virkelig, kropslig og sjælelig forbundethed.
Samtidig så jeg min søn på 18 sidde inde i det andet værelse og prøve at engagere sig i gymnasiets online-undervisning, mens jeg hørte mine bekendte kæmpe for at holde deres mindre børn underholdt med i-pads, mens de selv forsøgte at gennemføre deres møder fra hjemmearbejdspladsen,
Vi står med generationer af børn og unge, der allerede før Corona havde mindre daglig udetid end de indsatte i fængsler – ramt af det forfatteren Richard Louv kalder “Nature Deficit Disorder”. At forestille sig en fremtid hvor vores allesammens skærmtid skulle øges endnu mere, fik mig til at vågne brat af min Zoom-eufori.

Uanset hvad, har krisen vist os mange ting om os selv – der er mange forskellige mulige læringer. Vi har set hvor hurtigt vi kan reducere CO2 udslip radikalt (hvis vi ikke straks udligner reduktionen fra fly med øget forbrug fra internettet). Vi har set hvor hjælpsomme og offervillige vi kan være, når det virkelig gælder. Vi har set hvor ondt det gør at måtte være langt fra hinanden. Vi er blevet mindet om vores dødelighed.
Men samtidig er der også nogen i den anden ende, der har set hvor meget man kan få os til at indordne os, når vi er bange. Hvor meget man kan få os til at acceptere at blive overvåget digitalt. Hvor meget man kan få os til at ordne hjemmefra computeren, hvis vi bliver tilstrækkeligt bange for hinanden.
På den bane sætter Corona-krisen dybest set bare turbo på en udvikling, der har været igang i lang tid. Selvom man kan spørge sig selv, hvordan vi stiller os til begrebet disruption, når Corona-krisen ebber ud, vil jeg minde om at Disruptionsrådet fornylig anslog at op mod 40% af de samlede arbejdstimer i Danmark kan automatiseres.
Kontaktløs betaling, scan-selv-kasser, personaleløse butikker, biblioteker uden betjening, online læge-konsultation osv. Overflødiggørelsen af menneskelig kontakt har været på vej længe. Hvis vi nu har åbnet ballet for at selv undervisning ligeså godt kan foregå på distancen, er det svært at se hvor grænsen går for stadig reduktion af menneskelig kontakt.

Derfor er det sådan set en lettelse, når jeg nu ser børnene samles (eller spredes) i skolegården igen, selvom det også aktiverer endnu en runde af uvirkelighedsfølelse, når jeg samtidig taler med venner i Spanien, England og USA om hvor intens undtagelsestilstanden er hos dem.
Det er da fantastisk, hvis Danmark virkelig på enestående vis har formået at kontrollere virus, men det er som om det hele snurrer omkring mig hver gang jeg kommer i tanker om hvor uvirkelig virkeligheden er blevet. Selvom det nu er flere uger siden katastrofe-opbremsningen startede, kan jeg stadig høre bremserne hvine. Ligesom de egentlige trafik-uheld jeg har oplevet et par gange i mit liv, er det som om øjeblikket hvor man opdager man har mistet kontrollen og ikke aner hvordan det vil ende, har uendelig udstrækning. Tiden er opløst i et tavst skrig, der strækker sig endeløst i alle dimensioner. Bilen bliver bare ved og ved at snurre om sig selv, ukontrollabelt, svimlende.
Jeg holder vejret på femte uge uden at kunne standse den indre film af katastrofe-scenarier om hvad denne spindende maskine vil ende med at hamre ind i. Mange er stadig i en tilstand af chok og forvirring. Råber og skriger og skælder ud på hinanden. Angst og ø-kuller sætter gang i konspirations-teorier, rygter og beskyldninger om fejl. Altsammen vira, der spreder sig så eksplosivt på nettet, at man kunne ønske sig at der snart kom påbud om virtuel distancing også.

Mens bilen snurrer kan man slå sig selv i hovedet over, at man aldrig fik taget det kursus i glatførekørsel, så man havde haft en ide om hvordan det nu var med at bremse og styre. Men vi ved egentlig godt, at det næppe ville have hjulpet. Når ulykken sker er det i sidste ende hastigheden, der er det afgørende for, hvor alvorlige konsekvenserne bliver.
Så hvad nu hvis vi kunne beslutte os for, at det vigtigste, når denne krise klinger af, ikke skal være at skynde os at sætte farten op igen?
Der er ingen ende på hvor mange wake-up calls vi gennem de sidste år har fået om at den accelererende vækstkultur er på katastrofe-kurs. Klima, biodiversitet, ulighed, mental helbredskrise osv. Hvad nu hvis vi lod være med at trykke snooze denne gang? Hvad nu hvis vi – i stedet for straks at sætte maskinen i gear igen for at indhente “det forsømte” på den økonomiske racerbane – benyttede denne enestående time-out til at omprioritere?
Man kunne argumentere for, at det er altfor tidligt at begynde at tænke fremad. I mellemrummet mellem før og efter kan det være svært at vælge om der skal skrives afslutninger eller begyndelser. Men hvis vi ikke allesammen engagerer os i valget om hvor vi vil hen, risikerer vi at beslutningerne bliver overilede og kortsigtede. Mere styret af frygt og behov for kontrol end af visioner og blik for muligheder.

Sat på spidsen er der to veje at gå efter virusen. En hvor vi skruer op for alle vækstkulturens og digitaliseringens kedler og lægger endnu større afstand til naturen og hinanden end før. Og en hvor vi bruger virusens wake-up call til at gå i gang med at rette op på vores forstyrrede og destruktive forhold til naturen og hinanden.
Da jeg i de første dages karantæne blev ramt af den udbredte Kondo-demi, og gav mig til at rydde op på hylderne, faldt jeg over et par af de gamle bøger om ”Naturfolkenes liv”, som jeg elskede at forsvinde ind i som barn. Og pludselig gik det op for mig, at uanset at ordet ”naturmennesker” givetvis ikke længere er politisk korrekt, så er vores kultur stadig gennemsyret af den tankegang, der skabte det ord – den forestilling, at vi mennesker, som lever i moderne kulturer dybest set ikke er natur. At naturen er ikke bare et sted, men en tilstand vi har forladt. At vi i en eller anden forstand er noget andet – underforstået bedre – end natur.
Og langsomt begyndte jeg at tænke over hvilke historier de kommende Naturmennesker 2.0. i en ikke alt for fjern, forhåbentlig genfortryllet fremtid vil fortælle om “Den Indbildske Art” og dens storhed og fald.

Arten Human Unkind, der i sin egocentrerede vanvidsrus savede alle de grene over, den sad på, så den endte med at styrte i afgrunden.
Der vil være mange sagn om artens sidste dage. Nogle vil fortælle, at de brændte sig selv op, andre at de blev skyllet væk af en enorm flodbølge af smeltevand fra polerne. De kvalte sig selv i røg fra deres egne bål. De blev udslettet af maskiner, de selv havde skabt – maskiner de havde været så dumme at give magten over liv og død.
En særlig gruppe af myter vil fortælle om hvordan de døde af vanvid, ensomme i hver deres hermetisk lukkede betonhule eller jernbur, fordi de havde glemt hvordan man talte sammen og rørte hinanden; fordi de havde glemt at de alle var beslægtet; fordi de var begyndt at tro, at alle andre var imod dem eller efter dem.
Og alle historierne vil være sande.
For Den Indbildske Art havde været på forkert kurs i lang tid. Lige fra dengang de satte sig selv over – og dermed udenfor – naturen. Dengang de gjorde sig selv til herskere over naturen ved at skabe en gud i deres eget billede, der kunne udnævne dem selv til herskere over jordens planter og dyr. Det var det første fatale skridt på vejen væk fra deres dybeste natur, som var at være forbundet til alting gennem sansernes sjæl.
Fra det øjeblik de lod sig forføre af den historie, var de i realiteten dømt til undergang, når de skridt for skridt fornægtede naturens grundlæggende lovmæssigheder og satte fornuft over følelse, adskilthed over forbundethed, vækst over bæredygtighed, marked over værdier, systemer over mennesker.
I den nye tid vil mange diskutere hvordan det kunne være, at en hel art lod sig forføre af den vanvittige fantasi. Det kan godt være arten startede med at være så bange for at blive ædt, at det gav mening at prøve at beskytte sig mod naturen – at prøve at kontrollere kaos. Men at bilde sig ind at de var adskilt fra og hævet over naturen, var begyndelsen til enden. At tro at de ikke bare skulle helbrede og forlænge liv, men ligefrem stræbe efter udødelighed.
Man vil diskutere hvornår overvægten af udfordringer til det menneskelige helbred tippede fra at være naturskabte til at være menneskeskabte: giftstoffer, stress, trafikdrab, mord, krig, terror, sukker, alkohol, narko, medicin, klimaændringer… Og hvordan de kunne finde på alligevel at leve videre som om det vigtigste i verden var at kontrollere naturen.
Hvordan kunne de undgå at indse, at grænseløs vækst ikke var fysisk muligt? Hvordan kunne de finde på at behandle mennesker på måder de aldrig ville behandle dyr? Ingen ville presse en væddeløbshest til konstant at løbe hurtigere, længere og oftere uden pauser til at restituere, men Den Indbildske Art tvang i de sidste år sig selv og hinanden til at accelerere i det uendelige.

Er det mon ikke nu, hvor Coronaen har givet os en time-out, at vi skal se i øjnene, at vi er den indbildske art, der har glemt, eller prøvet at fortrænge, det faktum, at vi er natur ? Os der i vores grænseløse arrogance først godt og vel har taget livet af naturen, og siden med raske skridt prøver at gøre os selv overflødige ved at reducere alt til data og lade som om databehandling er det samme som intelligens. Men databehandling er kun det samme som den intelligens, der har taget livet af naturen. Den isolerede intelligens, der tror at tal er den eneste sandhed, der tror at kontrol, udnyttelse og magt er den eneste vej til overlevelse. Den reducerede og reduktionistiske intelligens, der ikke kan acceptere eller forstå sjælens intelligens, naturens intelligens.

Det er nu vi har chancen for at huske, at den myte om fremskridt, der styrer vores kultur med fast hånd, er født med den tragiske fejl, at den er i modstrid med naturen.
Naturen fungerer ikke lineært men cyklisk, dynamisk, i bølger og spasmer, pulserende og foranderlig.
En myte, der insisterer på fremskridt kan derfor aldrig være andet end første del af en større historie – den velkendte historie om store civilisationers storhed og fald.
Ideen om at vi kan producere os ud af krisen, eller flytte civilisationen til andre planeter er del af samme felt af absurde drengedrømme, som transhumanisternes superheltefantasier om at gøre sig udødelige ved at uploade deres bevidsthed til “skyen”.

Lad os benytte katastrofe-opbremsningen nu til at droppe disse fantasier om menneskelig almægtighed. Fremskridt og vækst er ikke holdbare omdrejningspunkter. Vi har brug for nye mål, nye myter og nye helte.
I Coronaens tid har vi endelig fået øje på vores forbundethed og vores uselviske gen, der har ligget i dvale altfor længe. Det er disse sider af os selv, som vi må satse på, når genopretningen går igang.
”Tilbage til naturen” har i mange år været brugt som hånlig nedgørelse af alternative ideer. Jeg tror vores eneste mulighed for overlevelse som art er at komme “frem til naturen”.
Vi bliver nødt til at genoprette respekten for naturen i og omkring os. Tiden er inde til at indse, at natur hverken er noget vi skal overvinde eller udnytte. Vi er selv natur og før vi kan redde isbjørne, bier og pandaer, er vi nok nødt til at redde os selv ved at favne det faktum, at vi ikke har en chance, hvis vi prøver at gøre os selv til maskiner. Det nytter ikke at spejle os i teknologi og tro, at vi skal leve op til den. Ufejlbarlighed, robusthed, acceleration og fleksibilitet er ikke menneskets natur – men fører til endeløst overforbrug, overbelastning, ubalance, overophedning, udbrændthed – fysisk såvel som mentalt.
Vi må zoome ud og forstå, at vi grundlæggende er én organisme – os og naturen. Vi er dødelige, fejlbarlige og sårbare. Når man er fuldt tilstede i sin krop, kan man mærke det. Vi er afhængige af naturen – på alle måder – fordi vi er en del af den. Når vi mister kontakten med naturen – omkring os, i os selv og i hinanden – lever vi i en tilstand af evigt savn. En dyb følelse af mangel bliver den grundtone, der gør grådighed, konkurrence og egoisme til automat-reaktioner.
Tilbage til naturen er ikke en trussel, men et håb – nok vores eneste.
Det er samme omstilling væk fra det vækstorienterede paradigme, der er nødvendig for at sikre såvel vores egen som de andre dyrs fremtid.
Det er nu vi har chancen for at vælge, om vi vil vokse tættere endnu tættere sammen med skærmene – eller om vi vil gå igang med at udvikle os til Naturmennesker version 2.0., så vi kan forhindre, at næste katastrofeopbremsning bliver fatal.

 

Feel free to follow

Rygestop – Flyvestop – Full stop

Kronik i Kristeligt Dagblad 18/3 2020

Hvad sker der indeni, når vi ikke længere bare kan ryge og rejse?

Tirsdag d.10/3 –  Dag 3 i Corona-karantæne. Sammen med min søn på 18, hvis klassekammerat er blevet syg. Vi indretter os. Vi ændrer vaner. Jeg rydder op i de bunker, der har hobet sig op gennem nogle travle måneder…Min søn laver terminsprøver i sit værelse. Indimellem leger vi pludselig, som vi ikke har gjort i mange år. Og indimellem er vi ved at blive tossede over ikke at kunne komme ud og løbe en tur, se nogle andre. Gøre noget som vi plejer. I går nævnte min søn, at det føles ligesom hjemve. Selvom sagen altså er, at vi ikke skal være andet end hjemme de næste 11 dage.

Det giver plads. Plads til at mærke. Mærke hvad man længes efter. Og plads til at tænke over hvorfor. (Det er godt at prøve at tænke. Så er der mindre rum til bekymringen over hvad vi skal stille op, hvis vi bliver syge, og karantænen skal forlænges…)

Jeg kan for eksempel gribe mig selv i at længes efter at flyve.

Efter i mange år at have været frygteligt god til jævnligt at finde en eller anden afgørende grund til, at jeg absolut måtte flyve til Spanien, Marokko, Italien, besluttede jeg for omkring et år siden, at den ikke gik længere, hvis jeg skulle kunne se mig selv i øjnene, når jeg skrev om miljøet. Jeg ville ikke være ultimativ – hvis jeg af arbejdsmæssige årsager pludselig skulle stå i en situation, hvor det var umuligt at undgå, ville jeg stadig flyve. Det var bare alle de dybest set overflødige lystrejser, jeg ville holde op med at tænke som fly-ture. Hvor svært kan det være, tænkte jeg. Det er jo bare en beslutning. Og så bliver det jo skønt at begynde at planlægge rolige togrejser med plads til mindfulness. Slippe for lufthavns-stress og flyskræk. Osv.

Det lignede en win-win situation, og har sådan set også været det. Bare på en lidt anden måde end jeg så for mig på det tidspunkt.

For det, der har vist sig er, at det at holde op med at flyve, på virkelig mange måder lignede det, der skete, da jeg for snart mange år siden holdt op med at ryge. Men det gik egentlig først op for mig forleden, da jeg pludselig mærkede hvordan jeg intenst savnede det uendelige blå over skyerne. Den helt særlige følelse af grænseløs frihed, som jeg kun kender fra det øjeblik, hvor anspændelsen fra take-off har lagt sig, og man kan give sig hen til flyvningens vægtløshed. En følelse, der minder overraskende meget om den tilstand, jeg stadig husker fra øjeblikket efter det første sug af en virkeligt god smøg.

Da først den lighed havde taget form i min bevidsthed, begyndte jeg at få øje på det mønster, jeg har oplevet det sidste år. Mønsteret i hvornår det har været næsten ubeskriveligt svært at holde fingrene fra at klikke på mailen med reward-points og tilbud fra Norwegian eller Momondo. Mønsteret i hvornår længslen efter en uges inspiration i Barcelona, en lang weekends skønhed i Rom, en måneds arbejdsro i de Andalusiske Bjerge, en uges jule-eksil i Marokko, har været så intenst anmassende, at det krævede opbydelsen af al min viljestyrke at holde fast i min beslutning.

Og det mønster viste så, hvordan impulsen til at bestille en rejse var fuldkommen parallel til den impuls til at tage en smøg, som jeg opdagede, da jeg holdt op med at ryge. Når jeg egentlig var vred, men ikke måtte vise det. Når jeg var fanget i en ubehagelig situation, som jeg ikke kunne finde ud af at ændre. Når jeg var stresset og havde brug for at dulme nervesystemet. Dengang det handlede om smøger, var det de små ting. Men da det var flyveture, der fristede, var det lidt større problemer, som strakte sig over tid. Familiekriser, der trak tænder ud, triggede en dyb længsel efter at sidde på havnen i Essaouira i Marokko. Stadigt forstyrrende konflikter, som jeg ikke kunne finde ud af at løse, gjorde det næsten umuligt ikke at overbevise mig selv om, at det ville være langt bedre for mit arbejde at sidde et par uger i en Airbnb i Barcelona og fokusere på at skrive.

Fælles for lysten til at ryge og lysten til at rejse var tydeligvis impulsen til at flygte. Flygte fra noget, der var for stressende eller for følelsesmæssigt intenst, til at jeg kunne rumme det.

Det er jo ikke noget nyt. Masser af rejse-selskaber reklamerer med Great Escapes, Escape Travel, Secret Escapes osv.

Men det som parallellerne mellem de psykiske reaktioner på rygestop og på flyvestop fik mig til at opdage var, at det måske i virkeligheden overhovedet ikke var så fedt med de her escapes, som jeg har gået og bildt mig ind. At det måske tværtimod – nøjagtigt ligesom med smøger – er en ekstremt kortsigtet flugt, man får fra sit livs realiteter, når man flyver væk. En flugt, der i praksis betyder, at man endeløst udskyder muligheden for at se virkeligheden i øjnene. Tage tyren ved hornene og sige fra, i stedet for at tænde en smøg. Indse at jeg har indrettet mit liv på en måde, der får mig til at hade hverdagene intenst, og drømme om en ferie “jeg ikke vil hjem fra”. Overgive mig til at mærke det jeg virkelig føler – og tage ansvar for at tage konsekvensen af det.

Pludselig slår det mig, at vi der lever det privilegerede liv, som de obskønt lave priser på flyrejser har gjort muligt i de seneste 10-15 år, på en bizar måde også er en slags flygtninge. Mentale flygtninge, der flygter fra vores egen uudholdelige stress/konkurrence/accelerations-kultur. Den  hungersnød vi flygter fra, handler ikke om mad men om sjæleføde. De krige vi flygter fra handler ikke om magten over landskaber, men om magten over vores opmærksomhed. Men tilsyneladende føles det næsten ligeså tvingende nødvendigt for os, når man ser hvor højt vi trods al mulig viden om CO2 stadig prioriterer at komme afsted på vores yoga-retreats i Indien, mindfulness i Bali, eventyr i Afrika, druk-ferie i Bulgarien, golf-ferie i Spanien, dykkerferie i Australien osv. osv.

Men alt det sætter Corona-virus lige nu en brutal stopper for. Godt for klimaet, men udover hvor forfærdeligt det er for dem, der bliver syge, er det sikkert hårdt for de mange mennesker, der er afhængige af jet-kicks og great escapes. Pludselig bliver vi allesammen tvunget til at blive hjemme. Noget af en “kold tyrker”.  Men måske kunne vi bruge det som en anledning til at se os selv i øjnene. Indrømme over for os selv, at vi faktisk er fanget i en afhængighed – og tage ansvaret for at finde ud af, hvad det er for følelser, vi bruger rejserne til at undgå. Hvad det er for dimensioner af tilværelsen, som vi bruger vores afhængighed til at beskytte os mod at rydde op i. Hvad det er ved livet i vores ekstremt privilegerede hjørne af kloden, der tvinger os til at flygte til de rester af natur, af simple living, af oprindelig kultur, som andre strømme af mennesker er tvunget til at flygte fra….

Søndag d.15/3 – Dag 8 i isolation

En slags ro efter de sidste par dages konstant nye meldinger. Min søn og jeg er heldige  stadig at være raske, men også stadig i karantæne. Selvom det kan begynde at føles sært efter at situationen og retnings-linierne for alle andre har ændret sig. Men vi kan ikke overskue at forholde os til alle mulige menneskers forslag om hvordan vi skal ændre strategi. Det enkleste er at holde os til de oprindelige forskrifter. Og minde os selv om hvor vigtigt det er for at passe på folk som mine forældre. Vi prøver at lade være med at blive grebet af skræk-scenarier, men det bliver ikke nemmere af at have været afskåret fra normal-liv i 8 dage. Vi tænker på dem, der er eller vil blive rigtigt syge, men det hele har en tendens til at føles enten uvirkeligt – eller så rædselsvækkende, at det ikke er til at holde ud. Jeg prøver at træne mig selv i at se ind i det svære uden at drukne.

Nu hvor det er hele samfundet, der er tvunget på pause, er det som om Corona brutalt har revet Business-as-Usual plasteret af.

Selvfølgelig gør det ondt at miste illusionen om udødelighed. Selvfølgelig er det sorgfuldt at måtte opgive drømmen om at vi kan kontrollere tilværelsen. Selvfølgelig er det fristende at prøve at undgå at mærke både angsten og smerten og sorgen. At distrahere sig, at joke og spille cool, at håne de andre, skælde ud på regeringen osv. Men måske ville det være mere givende at bruge dette uventede, uønskede hul i tiden til at lade smerten og sorgen åbne døren til sjælens rum, hvor mange af os ikke har været i evigheder.

Tænk hvis vi kunne bruge den afbrydelse af festen på Titanic, som Corona påtvinger os, til at komme i gang med den indre omstilling, der er nødvendig, hvis vi skal finde mod og styrke til den ydre omstilling, som kloden og klimaet kræver med stadig større utålmodighed. Lad os bruge pausen til at sørge over tabet af det luksusliv vi har kendt. Lad os bruge stilheden og isolationen til at mærke efter hvad det er vi virkelig savner og længes efter. Las os få ordentligt fat i det, der virkeligt tæller, så vi ikke behøver styrte ud og købe smøger og flyrejser, så snart Corona-alarmen er afblæst. Så vi er klar til at reorientere os mod et nyt, mere bæredygtigt, mere solidarisk liv, når den akutte krise er overstået.

Hvis alle dem, der er så heldige at komme helskindet gennem denne her store fælles tur på rehab, ville beslutte sig for at lade være med at falde tilbage i afhængigheden af flyrejser, overforbrug osv., kan denne krise måske blive muligheden for det kurs-og gear-skift, som kloden har så voldsomt brug.

Feel free to follow

Overmenneske eller overflødig?

Kronik i Politiken i dag

“Er der andre, der har problemer med bananfluer?”

“Hvad er det lige med lugten i opgangen? Er der nogen der har efterladt noget affald?”

Jeg var på sommerferie og fulgte dialogen i andelsforeningens facebook-gruppe fra sidelinjen. Først da jeg nogle uger senere var kommet hjem og så en vogn fra Skadeservice og nogle mænd i sikkerhedsdragter, begyndte det at dæmre.  Det var Lars fra nabo-opgangen, der var død alene i sin lejlighed, og først blevet fundet, da lugten 2 uger senere blev så voldsom, at naboerne slog alarm.

Senere var der en, der delte en opfordring om at gå til begravelsen. Jeg ved ikke om der var nogen, der mødte op. Jeg må indrømme at jeg ikke gjorde. Jeg syntes ikke det gav mening at komme, når jeg ikke kendte ham. I de 5 år, jeg har boet her,  har jeg kun set ham i gården 2-3 gange.

Men bagefter blev jeg ramt af lige dele skam og forundring over, at jeg har accepteret de rammer og normer, der gør, at det føltes normalt ikke at gøre noget for at lære Lars at kende, få hans historie, se hvad han var for et menneske.

Hvordan kunne det blive så nemt for mig at overse, at et andet menneske var ved at gå til grunde i ensomhed? Men endnu mere, hvad er det for et samfund vi har lavet, hvor folk kan falde helt ud mellem sprækkerne på den måde som Lars?

Mennesket er et socialt dyr. Vi har brug for at blive set, mærke at vi hører til, har betydning. Det er deltagelsen i fællesskabet, der skaber dybde, fylde og en følelse af mening i tilværelsen. Menneskets neurobiologi er designet til socialt engagement. Det er vores eneste sikre vej til overlevelse. Som art er vi derfor drevet af et stærkt behov for at være og yde et betydningsfuldt bidrag til fællesskabet.

Men i disse år virker det som om alle de metoder, vi har udviklet til at gøre samfundsmaskinen mere effektiv, har den bagside, at de med nærmest kirurgisk præcision fjerner den enkeltes følelse af betydning.

Ja, for at maskinen rigtigt kan køre, og helst også accelerere, er det tilsyneladende nødvendigt, at det enkelte individ har minimal betydning.

Men hvad sker der med en, hvis alt hvad man møder er mere eller mindre direkte beskeder om at man er udskiftelig, overflødig, at man så let som ingenting kan rationaliseres væk eller ens funktioner nårsomhelst kan blive udliciteret, digitaliseret eller overtaget af en robot? Når alt i arbejdsliv, politik og medier fortæller en, at man ikke er noget værd, at det at være menneske ikke er nok, er det måske ikke sært at mange bliver syge i sjælen. Ikke sært at folk skader sig selv på alle mulige måder. Eller tror at andre mennesker er nogen man frit kan snyde. Frit kan skyde.

Hvordan er det kommet så vidt?

Jeg har lige genset filmen “Moderne Tider” hvor Chaplin med stor skarphed skildrer industrisamfundets absurditeter. Et af højdepunkterne er scenen, hvor hovedpersonen danser ud på gaden efter at være gået over gevind, da tempoet på samlebåndet er blevet øget til det groteske. Med en skruenøgle i hver hånd bliver han ved med at udføre sine mekaniske bevægelser idet han går til angreb på alt fra brandhaner til de møtrikformede knapper på en forbipasserende kvindes bryster. Bevægelsesmønsteret har så at sige brændt sig fast i kroppen på ham.

Chaplins film er fra 1936 og selvom den meget fremsynet har skærme på toilettet, så chefen kan holde øje med medarbejderne, er der selvfølgelig sket meget siden da. Det er på uendeligt mange måder et stort fremskridt, at så mange af os er blevet frigjort fra industri-arbejdets byrde, men når man ser på udbredelsen af stress og andre mentale lidelser, kan man blive grebet af spørgsmålet om vi bare har bevæget os fra en kropsopslidende aske ind i en sjælsfortærende ild?

I vores tid er det ikke så meget et fysisk som et mentalt adfærdsmønster, der brænder sig fast, og er næsten umuligt at slippe når vi har fri. Konkurrencekulturens koreografi, kunne man kalde det.

Fredag morgen på motorvejen mellem Hobro og Århus. Tempoet er hæsblæsende. Det virker som om alle er grebet af følelsen af at være vigtig, usårlig, udødelig, når de kommer med 170 km i timen lige op i bagruden på mig med blinkende lygter for at få mig til at trække ind, så de kan overhale. Konkurrence-adrenalinet for fuld udblæsning

Og så kommer jeg til at tænke på Karinas svoger, lad os kalde ham Frederik, der røg i grøften i forgårs, mens han talte stadig mere sort til en kunde i sin mobiltelefon – om den var håndholdt eller ej er her uden betydning.

Kunden blev i telefonen og talte med Frederik, mens han fik sin kone til at ringe efter hjælp, fordi det lød som om der var noget helt galt med den sorte snak.

Da familien kom frem og fandt bilen i grøftekanten, troede de først at Frederik havde fået en blodprop og var klar til at give hjertemassage til den 35-årige.  Men da hans telefon ringede, mens ambulancefolkene var ved at bugsere ham ud af bilen, gjorde han pludselig voldsomt modstand og insisterede på at tage telefonen. Hvis nu det var vigtigt!

Efter en nat på hospitalet, hvor man konstaterede at han hverken havde blodprop eller hjerneblødning blev han sendt hjem. Uden et ord om at tage en pause. Og selv mente han, at han bare havde haft lidt for travlt på det sidste.

Som jeg sidder der bag rattet på motorvejen, slår det mig, at hvis ikke det er lykkedes for Frederiks familie at tvinge ham til at blive hjemme, kan han være på motorvejen lige nu. Det kan være ham, der kommer tordnende bagfra. Igang med at indhente det forsømte i sin telefon. For at opretholde følelsen af betydning, af at være nødvendig. Det øjeblik han tillod sig at slippe den og blev liggende i sengen, ville han sandsynligvis blive overvældet af den enorme utilstrækkelighedsfølelse, der truer os alle, når vi konstant befinder os i konkurrence-kulturens sammenligningsspor.

Vi bliver konstant fodret med historien om, at det eneste, der tæller er at vinde.  På stort set alle sendeflader presses ethvert emne ind i et konkurrenceformat. De fleste sendes hjem og The winner takes it all!                 Er det i virkeligheden det binære mindset, der er blevet vores tids skruenøgle?

Man kan kun blive enten vinder eller taber. Nr. 1 eller et 0. Overmenneske eller overflødig. Vinderne, der kører derudad med samfundsmaskinen i højeste gear og derfor synes alt ser lyst ud – og taberne, der falder af i stadig større antal. Vinderne er subjekter – dem, der handler i verden; dem, der styrer den maskine, de kalder Udviklingen. Taberne er objekter, reduceret til data – det, der bliver handlet med, og behandlet, og ender i parallelsamfund, som man ikke har en chance for at undslippe.

Og når vi ovenikøbet har ladet forbrug være det tegn på succes, som alle prøver at udleve, har vi opskriften på en global katastrofe.

Den binære konkurrencekultur efterlader tilsyneladende ikke noget rum til at identificere sig som middelmådig, som almindelig, som mellemklasse. Ideen om at leve et almindeligt og tilfredsstillende liv i en jævn og bæredygtig hverdag opleves af mange ikke længere som en realistisk mulighed.

Blandt de 25-34-årige studerende har hver anden kvinde et højt stressniveau – mange taler om at deres egne forventninger om at skulle yde en toppræstation er den primære årsag – sammen med bekymringen for om de har nogen chancer på jobmarkedet, hvis de ikke får topkarakterer.

Når hele den offentlige sektor er underlagt samme konkurrencelogik som det private erhvervsliv, strammer det til. Læreplaner, prøver, tests, dokumentation, evaluering osv. i vuggestuer, børnehaver, skoler og på arbejdspladser er alt sammen pres, der skaber en dyb følelse af at være udsat for en mistillid, der nårsomhelst kan føre til et puf ud over kanten. Enhver der ikke passer ind, får en diagnose og bliver dømt ude. Hvis man viser svaghedstegn, bliver man spurgt om man er sikker på at man virkelig ”vil jobbet”. Det er sjældent arbejdspladsen, der laver ændringer for at tilpasse sig medarbejdernes ressourcer og behov. Den højt besungne fleksibilitet foregår altid på de ansattes bane, på medarbejdernes regning.

Vi er tilsyneladende blevet en kultur, hvor ”human resources” er det anonyme brændstof, der skal skovles ind i fyrrummet i et stadig højere tempo. En kultur, der forguder ”disruption” i en blind mangel på respekt for det grundlæggende menneskelige behov for balance mellem tryghed og udfordring. Og alt sammen skaber det et miljø, der tvinger os til at præstere solen sort såvel på arbejdet som i fritiden i håb om at opnå en følelse af betydning.

Jeg går ud fra at det giver mening, hvis man tror på at alle altid kan yde mere, hvis de bliver presset. Men hvem ville presse en væddeløbshest til på den måde konstant at løbe hurtigere, oftere og længere, uden pauser til at restituere? Som jeg ser det, har den neoliberale konkurrencekultur fået hamsterhjulet til at accelerere så voldsomt, at det er næsten umuligt at undgå at blive slynget af i farten.

På gaden passerer vi hinanden uden øjenkontakt, bøjede over vores skærme i alle offentlige rum. Vi behandler hinanden som overflødige. Det breder sig som en virus.  Måske er smartphonen (oveni alt det andet den er) blevet den overflødiggjorte borgers krampagtige forsøg på at signalere – også til sig selv – at man har betydning. At det er magtpåliggende at checke sin telefon, modtage notifikationer og læse beskeder.

Men denne følelse af betydningsfuldhed er desværre et slemt tilfælde af at tisse i bukserne for at holde varmen, når hvert eneste blik på skærmen i praksis er et blik væk fra den nære verden, og de fællesskaber, hvor man faktisk kunne være betydningsfuld.

Omstillingsparat og plastisk som sindet er, accepterer vi langt henad vejen vilkårene. Så længe man har en plads i bussen, skal man ikke risikere noget ved at kritisere eller sætte spørgsmålstegn.  Og hvem kan i øvrigt se det store billede, når man allerede hager sig fast med det sorte af neglene og kæmper for ikke at blive den næste, der ryger af i svinget? Blive en af de tabere, vi ved hvad der sker med – de gamle, de arbejdsløse, de stress-ramte, de psykisk syge, de hjemløse – de udstødte, der ikke har nogen betydning i en kultur, hvor ordet sammenhængskraft er blevet en tom floskel.   Taberne man ikke kan holde ud at se på eller høre om, så længe man er i stand til at opretholde illusionen om at man flyver ved egen kraft – og ikke har lyst at få øje på, at man bare er en af de heldige vindere i et dybt vilkårligt pyramidespil. De, der har været heldige at erobre magt og rigdom støttes i at tro, at de er mere værd end andre – som skattesvindlerne i DRs dokumentar, der sidder på toppen af verden og føler sig hævet over alt og alle. Og alle andre flakser vildt med arme og ben for ikke at synke til bunds i menneskehavet. Den eneste måde at komme op, hvor man kan trække vejret frit, er tilsyneladende at trampe på de andre.

Men en middelklasse, der ikke bare accepterer, men annekterer elitens værdier og menneskesyn, graver sin egen grav. Flertallet har ikke en chance i et samfund, hvor det kun handler om at vinde.

Over hele verden ser vi i denne tid voksende bevægelser af utilfredshed. I forskellige lande tager det forskellige former og får forskellige udtryk. Men set fra helikopteren virker det som om de, der rejser sig, er de altfor store grupper af mennesker, der er blevet overflødiggjort. Dem, der er blevet hægtet af samfundsmaskinen under overgangen fra industrisamfund til globalisering og digitalisering, fordi markedet har fået lov at styre udviklingen og man har undladt at skabe rum til nye meningsfulde livssammenhænge.

Overalt er øget overvågning øjensynlig magthavernes vigtigste tiltag i forhold til at få folk til at føle sig set…. Men hvis vi vil undgå at stadig flere befolkningsgrupper følger ruten fra marginalisering og eksklusion til populisme og radikalisering i den ene eller den anden retning, bliver vi nødt til at få sat en stopper for overflødiggørelsen.

Hvordan kommer vi til at føle os som et fællesskab igen? Ligger svaret ikke ret lige for? Hvis vi lytter til advarslerne om den ulmende klimakatastrofe og sætter alt ind på i fællesskab at skabe den nødvendige omstilling til bæredygtighed, kan alle spille en rolle. I kampen for at ændre kurs inden det er for sent, bliver ingen overflødig. Set i det perspektiv har alt hvad vi foretager os betydning.

Ville det ikke være den mest oplagte måde at slippe konkurrencekulturens destruktive koreografi, og starte en ny dans? En dans i respekt og ærefrygt for vores fælles hjem, planeten. En dans, der anerkender, at mennesket mere end noget andet er et socialt væsen, der på alle måder trives bedst, når vi er tæt forbundet med andre; når vi tør se både hinanden, vores børn og os selv i øjnene.

Det må være den ultimative win-win situation.

Feel free to follow

Black Friday og udfordringen af den frie vilje

Denne kronik er i Kristeligt Dagblad idag. De også har lavet en video, hvor jeg laver en klovnet parodi på top-10 lister…

 

Der tælles ned til Black Friday. Forbrugskultens sorte messe. Mobile pay, kontaktløs betaling, click-and-get, one-click. Markedet har alle interesser investeret i at overbevise os om, at teknologier, der gør det nemt at købe, giver os mere frihed.

Men forbrug er ikke frihed. Tværtimod. Forbrug er det fængsel, der gør os syge, ensomme, forvirrede og ulykkelige. Black Friday er i sandhed en sort dag. Forbrug er den heroin, som vi er blevet gjort afhængige af. Hooket op døgnet rundt til et intravenøst drop via smartphones med shoppingapps og kviklån.

“Vi giver bare folk det de vil have”, siger man som forklaring på at sælge vold, porno, dårlig kvalitet, hurtige meninger, nemme løsninger osv. Med strømme af top 10 lister, forføres vi til at tro, at alle andre “vil” den forplumrede suppe af rabiate meninger, dårlige produkter, voldsporno osv.

Men hvad er det for et “vil”? Hvad er det for en vilje, der har styret de forbrugsvalg, som algoritmen viser os, at de andre har taget? Tilsyneladende er forskellen mellem impulskøb og velovervejede valg glemt eller gået i opløsning. Hvem tager sig stadig tid til at overveje? Hvem har nok kontrol over deres opmærksomhed til at vælge at overveje?

Med et marked, der har brugt enorme ressourcer på at forske i den neurovidenskab, der skal til for at udføre den mest subtile mindhacking, er der ingen ende på hvor præcist fristelserne med afhængighedsskabende forbrug kan plantes. Jo mere forvirrede og bedøvede vi er, des lettere er det at hijacke vores hjerner til forbrug.

Vi er blevet narret til at forveksle det at følge en impuls, et glimt af begær, med at ville noget. Vi bliver forført af illusionen om at det impulsive køb er et udtryk for handlekraft og effektivitet. Vi føler os kompetente og beslutsomme, når vi klikker køb.

Vi gør det ikke fordi vi er dumme. Vi gør det fordi alle, der vil sælge os noget, har brugt maksimale ressourcer på at hacke vores sind, vores neurokemi, så de ved nøjagtigt hvordan de kan trigge vores begær (bl.a. Ved at fodre vores lave selvværd), aktivere vores handlingsimpuls – og sidst men ikke mindst manipulere hjernen til at springe over den besværlige proces det er at overveje om det nu egentlig er en god ide at følge den impuls og bruge 3000 kroner på en ny køkkenmaskine, når vi lige har fået en ekstra varme-regning, og egentlig havde besluttet, at vi havde brug for at gå ned i tid på jobbet for ikke at gå ned med stress.

Alt er designet til at få os til at droppe den “besværlige omvej” via det præfrontale cortex, der engang var det, der hed det frie valg, den frie vilje. Vi narres til at tro at vi er frie, når vi følger den første den bedste impuls (til at købe), men virkeligheden er tværtimod, at vi mere end nogensinde er slaver af dem, der styrer hvornår og hvordan vores impulser bliver aktiveret.

Indtil for 20 år siden havde man, om ikke andet, mulighed for at mærke sin kerne, for at tænke sig om, når man var på lokum. Med smartphones (der direkte er designet til at skabe afhængighed) i enhver lomme og dermed internettets globale marked lige ved hånden 24/7, kræver det et bevidst, aktivt valg at skabe rum til at lade sit sind finde sin egen vej igennem følelser, tanker, beslutninger – såvel om sit eget liv som om fremtiden for kloden.

Når apps som Wish, der vil sælge dig alt hvad du tror du drømmer om, har direkte adgang til dine virtuelle penge i det splitsekund hvor de har aktiveret impulsen til at købe, har du reelt ingen frihed til at styre hvilket liv du vil leve.

Du klikker, du køber, du mangler penge, du må arbejde mere, du bliver mere stresset, din impulskontrol svækkes yderligere, (samtidig med at din følelse af enten forurettelse over dit elendige job eller din følelse af at have fortjent at blive forkælet vokser, så det føles stadig vigtigere at købe noget), så du køber igen, køber mere og mere og mere.

Når man følger de nyeste tendenser indenfor teknologisk forretningsudvikling, kan man se at der er et ønske om at bringe skærmene endnu tættere ind på os. Hvis vi tillader markedet at fortsætte med at styre den teknologiske udvikling i den retning, er perspektivet at fremtidige generationer ikke har en chance for at vide, at den tekst eller det ikon, der kommer frem inde i brillen, eller på øjets linse, ikke er en del af virkeligheden, men er et indgreb, fra magt eller penge, der vil manipulere vores adfærd, så den plejer deres interesser.

Jo tættere på vi lader de medierende skærme komme, des mindre rum er der tilbage til pauser, hvor man kan genskabe kontakten med sig selv – kontakten med den kerne, som man er nødt til at kunne mærke for at foretage frie valg. For at have en fri vilje.

Læg dertil de miljømæssige konsekvenser af at alt det billige plastic vi føler os frie til at købe, først skal transporteres fra Kina med hvad det har af CO2 omkostninger. Derefter går det snart i stykker og bliver en del af den tsunami af affald, der er ved at oversvømme kloden – dels fordi det er lavet i elendig kvalitet for at blive så billigt, at det går under selvkontrollens radar; dels fordi hele forbrugs- og vækst-maskinen kun fungerer hvis vi kan forføres til at købe en ny igen og igen og igen, med stadig kortere intervaller.

Og så vil jeg undlade at komme ind på de langsigtede sociale og politiske konsekvenser af at mennesker overalt i den 3. verden slider sig op ved at udvinde ressourcer og mineraler til produktionen, mens mennesker i den 2.verden – Kina, Indien osv. – slider sig op ved at sætte plastic og chips sammen på stadig nye måder, for at vi i den 1.verden kan få tilfredsstillet vores umættelige sult.

En sult, der tilsyneladende bare vokser; bliver et bundløst hul i vores sjæl skabt af den akkumulerede frustration, der vokser indeni, når de købte ting aldrig nogensinde kan give os den tilfredsstillelse, som de lokkede med. Fordi den tilfredsstillelse, den lykke vi drømmer om og længes efter,  i virkeligheden er al den ro, det nærvær, den kontakt og intimitet, den meningsfuldhed og eksistentielle fylde, som hele det her cirkus af effektivitet og forbrug har berøvet os.

Black Friday er i sandhed en sort dag, som for (eventuelle) fremtidige civilisationer vil ligne en bizar selvmordskults skræmmende og absurde ritualer.

Hver eneste gang vi klikker “køb” bidrager vi til miseren. Vi bliver nødt til at erstatte vores destruktive konsumkultur med en livsbekræftende kultur. En kultur med værdier, der understøtter vækst i livskvalitetet i stedet for i forbrug.

Hvis vi vil hele os selv og verden, bliver vi nødt til at stoppe det marked, der splitter alting i atomer for at omsætte og tjene penge.

Det er tid for en frihedskamp. En kamp hvor vi først og fremmest generobrer vores egen frie vilje til at vælge. Til at vælge bevidst og reflekteret. Vælge en livsstil, der ikke gør os syge. Vælge en livsform, der ikke suger alt liv ud af planeten.

 

Feel free to follow

Forholdet mellem menneske og natur

Bierne dør, vi er midt i den 6. massedød af arter, polerne smelter osv.  Strømmen af skræmmende information om klodens tilstand er stadig tiltagende.

Helt grundlæggende er problemet, at vi har gjort os så afhængige af forbrug og vækst, at vi har svært ved at forestille os en verden uden. Vores civilisation bygger på en myte om vækst, om fremskridt, der igen bygger på en myte om at vi, homo sapiens, står over naturen. Med de monoteistiske religioners opfindelse af en gud i menneskets billede grundlagde vi en katastrofal adskillelse mellem menneske og natur. I stedet for at være en integreret del af naturen, bildte vi os ind, at være sat på jorden for at herske over naturen. Konsekvenserne af denne megalomane hybris rammer os i disse år på alle fronter.

På den ene side er de ændringer af naturen, som menneskets hæmningsløse adfærd har forårsaget – det vi for at skubbe gruen lidt på afstand med et pænt  ord kalder det antropocæne – i fuld gang med at indhente os med oversvømmelser, bidød, storme, skovbrande osv.

På den anden side er de psykiske konsekvenser af adskillelsen mellem menneske  og natur ved at antage epidemiske proportioner. Det problematiske er både manglen på kontakt med fri natur, og vores manglende respekt for det faktum, at vi selv er natur med de fordele og ulemper det  indebærer. Symptomerne er ved at blive så alvorlige, at WHO sætter stress og andre mentale livsstilssygdomme på top 5 af trusler mod helbredet.

Vi ved (de fleste af os), at der må gøres noget – eller også er vi blevet ramt af følelsen af at det allerede er for sent. Det er et konstant dilemma hvordan man skal formidle de bekymrende forskningsresultater, så de vækker nok opmærksomhed til at føre til handling – uden samtidig at sprede så meget håbløshed, at folk i stedet rammes af afmagt og såkaldt klimaangst (når angsten for klodens fremtid bliver så overvældende, at det fører til deciderede angstanfald og depression, som det er udbredt blandt klimaforskere.)

En vej at gå er måske, at gøre mental  bæredygtighed til det omdrejningspunkt, der kan gøre det tydeligt, at de holdnings-og adfærdsændringer vi bliver nødt til at gennemgå, hvis vi skal bremse klimaændringerne, i realiteten også er de ændringer, der vil være mest hensigtsmæssige for vores mentale helbred. Sagt på en anden måde : det er det samme teknologi-fikserede vækst-ideal, der skader klimaet, som ligger til grund for vores mentale livsstilssygdomme. Det er de samme adfærdsændringer, der skal til for at gavne miljøet, der ville hjælpe os selv til at finde veje ud af stress, angst og depression.

Kun ved at finde frem til en mere harmonisk relation mellem menneske og natur, kan vi opnå såvel økologisk som mental bæredygtighed.

 

 

Feel free to follow

Neoliberalisme

Flexisme

Sociologen Rasmus Willig skriver i den vigtige bog “Afvæbnet Kritik” : “I de seneste år har vi oplevet, hvordan menneskets indre ikke længere  kan holde til det massive pres om at være mere og mere fleksibel. Ideen om fleksibilitet er i en neoliberal tidsalder blevet et tvangsforhold, og – hvad der er mere bekymrende – neoliberalismen fængsler kritikken på en ny og hidtil uset måde. Ikke ved hjælp af hård brutal fysisk vold, men ved hjælp af blød psykisk vold, når den svarer på kritik, heraf bogens titel, Afvæbnet Kritik.

Willigs bog er skarp og præcis i sin påvisning af sammenhængen mellem neoliberalismens kultur og den voksende epidemi af stress :    “Flere undersøgelser har påpeget, at alt for mange sygeplejersker, lærere og pædagoger … oplever, at deres ytringsfrihed er under angreb. Desuden påpeger nyere  forskning, at selvcensur leder til det, der kan betegnes som moralsk stress, dvs. at de, der oplever, at deres ytringer censureres, udsættes for en signifikant negativ stressbelastning, fordi de oplever ikke at kunne tale om de kritisable forhold, som de erfarer i deres arbejdsliv.”

Det svarer fuldkommen til de reaktioner jeg fik, efter jeg havde skrevet kronik om stress i Kristeligt Dagblad. Hvor jeg prøvede at beskrive stress som sjælens besked om at det var på tide at sige fra, svarede mange mennesker, at problemet jo netop ofte var, at man ikke turde sige fra af angst for at blive fyret. Kritik opleves ganske enkelt ikke som en reel mulighed for den enkelte. Hvilket er en af mange grunde til at jeg gerne vil være med til at starte en  folkebevægelse, der kan skabe momentum for en bred kritik af det skred i værdier, der påtvinger folk en umenneskelig grad af fleksibilitet – og undertrykker al dialog.

For mig at se er selve begrebet stress i vid udstrækning et socialt undertrykkende retorisk  greb, der har til formål at vende mulig kritik til selvkritik.

Som Rasmus Willig siger det : “Kommercialiseringen, dvs. neoliberaliseringen af følelseslivet, leder til et falsk selvforhold, fordi strukturelle problemer individualiseres, således at ydre problemer går fri af kritik og reproduceres uden at blive genstand for kritik, korrektion eller politik.”

Du ved du lever i en neoliberalistisk tidsalder når :

– staten vil samle alle borgeres DNA-oplysninger for at sælge dem til BigPharma

– der ikke længere er nogen, der undrer sig over, at vi bliver kaldt forbrugere i stedet for borgere

Feel free to follow