Rygestop – Flyvestop – Full stop

Kronik i Kristeligt Dagblad 18/3 2020

Hvad sker der indeni, når vi ikke længere bare kan ryge og rejse?

Tirsdag d.10/3 –  Dag 3 i Corona-karantæne. Sammen med min søn på 18, hvis klassekammerat er blevet syg. Vi indretter os. Vi ændrer vaner. Jeg rydder op i de bunker, der har hobet sig op gennem nogle travle måneder…Min søn laver terminsprøver i sit værelse. Indimellem leger vi pludselig, som vi ikke har gjort i mange år. Og indimellem er vi ved at blive tossede over ikke at kunne komme ud og løbe en tur, se nogle andre. Gøre noget som vi plejer. I går nævnte min søn, at det føles ligesom hjemve. Selvom sagen altså er, at vi ikke skal være andet end hjemme de næste 11 dage.

Det giver plads. Plads til at mærke. Mærke hvad man længes efter. Og plads til at tænke over hvorfor. (Det er godt at prøve at tænke. Så er der mindre rum til bekymringen over hvad vi skal stille op, hvis vi bliver syge, og karantænen skal forlænges…)

Jeg kan for eksempel gribe mig selv i at længes efter at flyve.

Efter i mange år at have været frygteligt god til jævnligt at finde en eller anden afgørende grund til, at jeg absolut måtte flyve til Spanien, Marokko, Italien, besluttede jeg for omkring et år siden, at den ikke gik længere, hvis jeg skulle kunne se mig selv i øjnene, når jeg skrev om miljøet. Jeg ville ikke være ultimativ – hvis jeg af arbejdsmæssige årsager pludselig skulle stå i en situation, hvor det var umuligt at undgå, ville jeg stadig flyve. Det var bare alle de dybest set overflødige lystrejser, jeg ville holde op med at tænke som fly-ture. Hvor svært kan det være, tænkte jeg. Det er jo bare en beslutning. Og så bliver det jo skønt at begynde at planlægge rolige togrejser med plads til mindfulness. Slippe for lufthavns-stress og flyskræk. Osv.

Det lignede en win-win situation, og har sådan set også været det. Bare på en lidt anden måde end jeg så for mig på det tidspunkt.

For det, der har vist sig er, at det at holde op med at flyve, på virkelig mange måder lignede det, der skete, da jeg for snart mange år siden holdt op med at ryge. Men det gik egentlig først op for mig forleden, da jeg pludselig mærkede hvordan jeg intenst savnede det uendelige blå over skyerne. Den helt særlige følelse af grænseløs frihed, som jeg kun kender fra det øjeblik, hvor anspændelsen fra take-off har lagt sig, og man kan give sig hen til flyvningens vægtløshed. En følelse, der minder overraskende meget om den tilstand, jeg stadig husker fra øjeblikket efter det første sug af en virkeligt god smøg.

Da først den lighed havde taget form i min bevidsthed, begyndte jeg at få øje på det mønster, jeg har oplevet det sidste år. Mønsteret i hvornår det har været næsten ubeskriveligt svært at holde fingrene fra at klikke på mailen med reward-points og tilbud fra Norwegian eller Momondo. Mønsteret i hvornår længslen efter en uges inspiration i Barcelona, en lang weekends skønhed i Rom, en måneds arbejdsro i de Andalusiske Bjerge, en uges jule-eksil i Marokko, har været så intenst anmassende, at det krævede opbydelsen af al min viljestyrke at holde fast i min beslutning.

Og det mønster viste så, hvordan impulsen til at bestille en rejse var fuldkommen parallel til den impuls til at tage en smøg, som jeg opdagede, da jeg holdt op med at ryge. Når jeg egentlig var vred, men ikke måtte vise det. Når jeg var fanget i en ubehagelig situation, som jeg ikke kunne finde ud af at ændre. Når jeg var stresset og havde brug for at dulme nervesystemet. Dengang det handlede om smøger, var det de små ting. Men da det var flyveture, der fristede, var det lidt større problemer, som strakte sig over tid. Familiekriser, der trak tænder ud, triggede en dyb længsel efter at sidde på havnen i Essaouira i Marokko. Stadigt forstyrrende konflikter, som jeg ikke kunne finde ud af at løse, gjorde det næsten umuligt ikke at overbevise mig selv om, at det ville være langt bedre for mit arbejde at sidde et par uger i en Airbnb i Barcelona og fokusere på at skrive.

Fælles for lysten til at ryge og lysten til at rejse var tydeligvis impulsen til at flygte. Flygte fra noget, der var for stressende eller for følelsesmæssigt intenst, til at jeg kunne rumme det.

Det er jo ikke noget nyt. Masser af rejse-selskaber reklamerer med Great Escapes, Escape Travel, Secret Escapes osv.

Men det som parallellerne mellem de psykiske reaktioner på rygestop og på flyvestop fik mig til at opdage var, at det måske i virkeligheden overhovedet ikke var så fedt med de her escapes, som jeg har gået og bildt mig ind. At det måske tværtimod – nøjagtigt ligesom med smøger – er en ekstremt kortsigtet flugt, man får fra sit livs realiteter, når man flyver væk. En flugt, der i praksis betyder, at man endeløst udskyder muligheden for at se virkeligheden i øjnene. Tage tyren ved hornene og sige fra, i stedet for at tænde en smøg. Indse at jeg har indrettet mit liv på en måde, der får mig til at hade hverdagene intenst, og drømme om en ferie “jeg ikke vil hjem fra”. Overgive mig til at mærke det jeg virkelig føler – og tage ansvar for at tage konsekvensen af det.

Pludselig slår det mig, at vi der lever det privilegerede liv, som de obskønt lave priser på flyrejser har gjort muligt i de seneste 10-15 år, på en bizar måde også er en slags flygtninge. Mentale flygtninge, der flygter fra vores egen uudholdelige stress/konkurrence/accelerations-kultur. Den  hungersnød vi flygter fra, handler ikke om mad men om sjæleføde. De krige vi flygter fra handler ikke om magten over landskaber, men om magten over vores opmærksomhed. Men tilsyneladende føles det næsten ligeså tvingende nødvendigt for os, når man ser hvor højt vi trods al mulig viden om CO2 stadig prioriterer at komme afsted på vores yoga-retreats i Indien, mindfulness i Bali, eventyr i Afrika, druk-ferie i Bulgarien, golf-ferie i Spanien, dykkerferie i Australien osv. osv.

Men alt det sætter Corona-virus lige nu en brutal stopper for. Godt for klimaet, men udover hvor forfærdeligt det er for dem, der bliver syge, er det sikkert hårdt for de mange mennesker, der er afhængige af jet-kicks og great escapes. Pludselig bliver vi allesammen tvunget til at blive hjemme. Noget af en “kold tyrker”.  Men måske kunne vi bruge det som en anledning til at se os selv i øjnene. Indrømme over for os selv, at vi faktisk er fanget i en afhængighed – og tage ansvaret for at finde ud af, hvad det er for følelser, vi bruger rejserne til at undgå. Hvad det er for dimensioner af tilværelsen, som vi bruger vores afhængighed til at beskytte os mod at rydde op i. Hvad det er ved livet i vores ekstremt privilegerede hjørne af kloden, der tvinger os til at flygte til de rester af natur, af simple living, af oprindelig kultur, som andre strømme af mennesker er tvunget til at flygte fra….

Søndag d.15/3 – Dag 8 i isolation

En slags ro efter de sidste par dages konstant nye meldinger. Min søn og jeg er heldige  stadig at være raske, men også stadig i karantæne. Selvom det kan begynde at føles sært efter at situationen og retnings-linierne for alle andre har ændret sig. Men vi kan ikke overskue at forholde os til alle mulige menneskers forslag om hvordan vi skal ændre strategi. Det enkleste er at holde os til de oprindelige forskrifter. Og minde os selv om hvor vigtigt det er for at passe på folk som mine forældre. Vi prøver at lade være med at blive grebet af skræk-scenarier, men det bliver ikke nemmere af at have været afskåret fra normal-liv i 8 dage. Vi tænker på dem, der er eller vil blive rigtigt syge, men det hele har en tendens til at føles enten uvirkeligt – eller så rædselsvækkende, at det ikke er til at holde ud. Jeg prøver at træne mig selv i at se ind i det svære uden at drukne.

Nu hvor det er hele samfundet, der er tvunget på pause, er det som om Corona brutalt har revet Business-as-Usual plasteret af.

Selvfølgelig gør det ondt at miste illusionen om udødelighed. Selvfølgelig er det sorgfuldt at måtte opgive drømmen om at vi kan kontrollere tilværelsen. Selvfølgelig er det fristende at prøve at undgå at mærke både angsten og smerten og sorgen. At distrahere sig, at joke og spille cool, at håne de andre, skælde ud på regeringen osv. Men måske ville det være mere givende at bruge dette uventede, uønskede hul i tiden til at lade smerten og sorgen åbne døren til sjælens rum, hvor mange af os ikke har været i evigheder.

Tænk hvis vi kunne bruge den afbrydelse af festen på Titanic, som Corona påtvinger os, til at komme i gang med den indre omstilling, der er nødvendig, hvis vi skal finde mod og styrke til den ydre omstilling, som kloden og klimaet kræver med stadig større utålmodighed. Lad os bruge pausen til at sørge over tabet af det luksusliv vi har kendt. Lad os bruge stilheden og isolationen til at mærke efter hvad det er vi virkelig savner og længes efter. Las os få ordentligt fat i det, der virkeligt tæller, så vi ikke behøver styrte ud og købe smøger og flyrejser, så snart Corona-alarmen er afblæst. Så vi er klar til at reorientere os mod et nyt, mere bæredygtigt, mere solidarisk liv, når den akutte krise er overstået.

Hvis alle dem, der er så heldige at komme helskindet gennem denne her store fælles tur på rehab, ville beslutte sig for at lade være med at falde tilbage i afhængigheden af flyrejser, overforbrug osv., kan denne krise måske blive muligheden for det kurs-og gear-skift, som kloden har så voldsomt brug.

Overmenneske eller overflødig?

Kronik i Politiken i dag

“Er der andre, der har problemer med bananfluer?”

“Hvad er det lige med lugten i opgangen? Er der nogen der har efterladt noget affald?”

Jeg var på sommerferie og fulgte dialogen i andelsforeningens facebook-gruppe fra sidelinjen. Først da jeg nogle uger senere var kommet hjem og så en vogn fra Skadeservice og nogle mænd i sikkerhedsdragter, begyndte det at dæmre.  Det var Lars fra nabo-opgangen, der var død alene i sin lejlighed, og først blevet fundet, da lugten 2 uger senere blev så voldsom, at naboerne slog alarm.

Senere var der en, der delte en opfordring om at gå til begravelsen. Jeg ved ikke om der var nogen, der mødte op. Jeg må indrømme at jeg ikke gjorde. Jeg syntes ikke det gav mening at komme, når jeg ikke kendte ham. I de 5 år, jeg har boet her,  har jeg kun set ham i gården 2-3 gange.

Men bagefter blev jeg ramt af lige dele skam og forundring over, at jeg har accepteret de rammer og normer, der gør, at det føltes normalt ikke at gøre noget for at lære Lars at kende, få hans historie, se hvad han var for et menneske.

Hvordan kunne det blive så nemt for mig at overse, at et andet menneske var ved at gå til grunde i ensomhed? Men endnu mere, hvad er det for et samfund vi har lavet, hvor folk kan falde helt ud mellem sprækkerne på den måde som Lars?

Mennesket er et socialt dyr. Vi har brug for at blive set, mærke at vi hører til, har betydning. Det er deltagelsen i fællesskabet, der skaber dybde, fylde og en følelse af mening i tilværelsen. Menneskets neurobiologi er designet til socialt engagement. Det er vores eneste sikre vej til overlevelse. Som art er vi derfor drevet af et stærkt behov for at være og yde et betydningsfuldt bidrag til fællesskabet.

Men i disse år virker det som om alle de metoder, vi har udviklet til at gøre samfundsmaskinen mere effektiv, har den bagside, at de med nærmest kirurgisk præcision fjerner den enkeltes følelse af betydning.

Ja, for at maskinen rigtigt kan køre, og helst også accelerere, er det tilsyneladende nødvendigt, at det enkelte individ har minimal betydning.

Men hvad sker der med en, hvis alt hvad man møder er mere eller mindre direkte beskeder om at man er udskiftelig, overflødig, at man så let som ingenting kan rationaliseres væk eller ens funktioner nårsomhelst kan blive udliciteret, digitaliseret eller overtaget af en robot? Når alt i arbejdsliv, politik og medier fortæller en, at man ikke er noget værd, at det at være menneske ikke er nok, er det måske ikke sært at mange bliver syge i sjælen. Ikke sært at folk skader sig selv på alle mulige måder. Eller tror at andre mennesker er nogen man frit kan snyde. Frit kan skyde.

Hvordan er det kommet så vidt?

Jeg har lige genset filmen “Moderne Tider” hvor Chaplin med stor skarphed skildrer industrisamfundets absurditeter. Et af højdepunkterne er scenen, hvor hovedpersonen danser ud på gaden efter at være gået over gevind, da tempoet på samlebåndet er blevet øget til det groteske. Med en skruenøgle i hver hånd bliver han ved med at udføre sine mekaniske bevægelser idet han går til angreb på alt fra brandhaner til de møtrikformede knapper på en forbipasserende kvindes bryster. Bevægelsesmønsteret har så at sige brændt sig fast i kroppen på ham.

Chaplins film er fra 1936 og selvom den meget fremsynet har skærme på toilettet, så chefen kan holde øje med medarbejderne, er der selvfølgelig sket meget siden da. Det er på uendeligt mange måder et stort fremskridt, at så mange af os er blevet frigjort fra industri-arbejdets byrde, men når man ser på udbredelsen af stress og andre mentale lidelser, kan man blive grebet af spørgsmålet om vi bare har bevæget os fra en kropsopslidende aske ind i en sjælsfortærende ild?

I vores tid er det ikke så meget et fysisk som et mentalt adfærdsmønster, der brænder sig fast, og er næsten umuligt at slippe når vi har fri. Konkurrencekulturens koreografi, kunne man kalde det.

Fredag morgen på motorvejen mellem Hobro og Århus. Tempoet er hæsblæsende. Det virker som om alle er grebet af følelsen af at være vigtig, usårlig, udødelig, når de kommer med 170 km i timen lige op i bagruden på mig med blinkende lygter for at få mig til at trække ind, så de kan overhale. Konkurrence-adrenalinet for fuld udblæsning

Og så kommer jeg til at tænke på Karinas svoger, lad os kalde ham Frederik, der røg i grøften i forgårs, mens han talte stadig mere sort til en kunde i sin mobiltelefon – om den var håndholdt eller ej er her uden betydning.

Kunden blev i telefonen og talte med Frederik, mens han fik sin kone til at ringe efter hjælp, fordi det lød som om der var noget helt galt med den sorte snak.

Da familien kom frem og fandt bilen i grøftekanten, troede de først at Frederik havde fået en blodprop og var klar til at give hjertemassage til den 35-årige.  Men da hans telefon ringede, mens ambulancefolkene var ved at bugsere ham ud af bilen, gjorde han pludselig voldsomt modstand og insisterede på at tage telefonen. Hvis nu det var vigtigt!

Efter en nat på hospitalet, hvor man konstaterede at han hverken havde blodprop eller hjerneblødning blev han sendt hjem. Uden et ord om at tage en pause. Og selv mente han, at han bare havde haft lidt for travlt på det sidste.

Som jeg sidder der bag rattet på motorvejen, slår det mig, at hvis ikke det er lykkedes for Frederiks familie at tvinge ham til at blive hjemme, kan han være på motorvejen lige nu. Det kan være ham, der kommer tordnende bagfra. Igang med at indhente det forsømte i sin telefon. For at opretholde følelsen af betydning, af at være nødvendig. Det øjeblik han tillod sig at slippe den og blev liggende i sengen, ville han sandsynligvis blive overvældet af den enorme utilstrækkelighedsfølelse, der truer os alle, når vi konstant befinder os i konkurrence-kulturens sammenligningsspor.

Vi bliver konstant fodret med historien om, at det eneste, der tæller er at vinde.  På stort set alle sendeflader presses ethvert emne ind i et konkurrenceformat. De fleste sendes hjem og The winner takes it all!                 Er det i virkeligheden det binære mindset, der er blevet vores tids skruenøgle?

Man kan kun blive enten vinder eller taber. Nr. 1 eller et 0. Overmenneske eller overflødig. Vinderne, der kører derudad med samfundsmaskinen i højeste gear og derfor synes alt ser lyst ud – og taberne, der falder af i stadig større antal. Vinderne er subjekter – dem, der handler i verden; dem, der styrer den maskine, de kalder Udviklingen. Taberne er objekter, reduceret til data – det, der bliver handlet med, og behandlet, og ender i parallelsamfund, som man ikke har en chance for at undslippe.

Og når vi ovenikøbet har ladet forbrug være det tegn på succes, som alle prøver at udleve, har vi opskriften på en global katastrofe.

Den binære konkurrencekultur efterlader tilsyneladende ikke noget rum til at identificere sig som middelmådig, som almindelig, som mellemklasse. Ideen om at leve et almindeligt og tilfredsstillende liv i en jævn og bæredygtig hverdag opleves af mange ikke længere som en realistisk mulighed.

Blandt de 25-34-årige studerende har hver anden kvinde et højt stressniveau – mange taler om at deres egne forventninger om at skulle yde en toppræstation er den primære årsag – sammen med bekymringen for om de har nogen chancer på jobmarkedet, hvis de ikke får topkarakterer.

Når hele den offentlige sektor er underlagt samme konkurrencelogik som det private erhvervsliv, strammer det til. Læreplaner, prøver, tests, dokumentation, evaluering osv. i vuggestuer, børnehaver, skoler og på arbejdspladser er alt sammen pres, der skaber en dyb følelse af at være udsat for en mistillid, der nårsomhelst kan føre til et puf ud over kanten. Enhver der ikke passer ind, får en diagnose og bliver dømt ude. Hvis man viser svaghedstegn, bliver man spurgt om man er sikker på at man virkelig ”vil jobbet”. Det er sjældent arbejdspladsen, der laver ændringer for at tilpasse sig medarbejdernes ressourcer og behov. Den højt besungne fleksibilitet foregår altid på de ansattes bane, på medarbejdernes regning.

Vi er tilsyneladende blevet en kultur, hvor ”human resources” er det anonyme brændstof, der skal skovles ind i fyrrummet i et stadig højere tempo. En kultur, der forguder ”disruption” i en blind mangel på respekt for det grundlæggende menneskelige behov for balance mellem tryghed og udfordring. Og alt sammen skaber det et miljø, der tvinger os til at præstere solen sort såvel på arbejdet som i fritiden i håb om at opnå en følelse af betydning.

Jeg går ud fra at det giver mening, hvis man tror på at alle altid kan yde mere, hvis de bliver presset. Men hvem ville presse en væddeløbshest til på den måde konstant at løbe hurtigere, oftere og længere, uden pauser til at restituere? Som jeg ser det, har den neoliberale konkurrencekultur fået hamsterhjulet til at accelerere så voldsomt, at det er næsten umuligt at undgå at blive slynget af i farten.

På gaden passerer vi hinanden uden øjenkontakt, bøjede over vores skærme i alle offentlige rum. Vi behandler hinanden som overflødige. Det breder sig som en virus.  Måske er smartphonen (oveni alt det andet den er) blevet den overflødiggjorte borgers krampagtige forsøg på at signalere – også til sig selv – at man har betydning. At det er magtpåliggende at checke sin telefon, modtage notifikationer og læse beskeder.

Men denne følelse af betydningsfuldhed er desværre et slemt tilfælde af at tisse i bukserne for at holde varmen, når hvert eneste blik på skærmen i praksis er et blik væk fra den nære verden, og de fællesskaber, hvor man faktisk kunne være betydningsfuld.

Omstillingsparat og plastisk som sindet er, accepterer vi langt henad vejen vilkårene. Så længe man har en plads i bussen, skal man ikke risikere noget ved at kritisere eller sætte spørgsmålstegn.  Og hvem kan i øvrigt se det store billede, når man allerede hager sig fast med det sorte af neglene og kæmper for ikke at blive den næste, der ryger af i svinget? Blive en af de tabere, vi ved hvad der sker med – de gamle, de arbejdsløse, de stress-ramte, de psykisk syge, de hjemløse – de udstødte, der ikke har nogen betydning i en kultur, hvor ordet sammenhængskraft er blevet en tom floskel.   Taberne man ikke kan holde ud at se på eller høre om, så længe man er i stand til at opretholde illusionen om at man flyver ved egen kraft – og ikke har lyst at få øje på, at man bare er en af de heldige vindere i et dybt vilkårligt pyramidespil. De, der har været heldige at erobre magt og rigdom støttes i at tro, at de er mere værd end andre – som skattesvindlerne i DRs dokumentar, der sidder på toppen af verden og føler sig hævet over alt og alle. Og alle andre flakser vildt med arme og ben for ikke at synke til bunds i menneskehavet. Den eneste måde at komme op, hvor man kan trække vejret frit, er tilsyneladende at trampe på de andre.

Men en middelklasse, der ikke bare accepterer, men annekterer elitens værdier og menneskesyn, graver sin egen grav. Flertallet har ikke en chance i et samfund, hvor det kun handler om at vinde.

Over hele verden ser vi i denne tid voksende bevægelser af utilfredshed. I forskellige lande tager det forskellige former og får forskellige udtryk. Men set fra helikopteren virker det som om de, der rejser sig, er de altfor store grupper af mennesker, der er blevet overflødiggjort. Dem, der er blevet hægtet af samfundsmaskinen under overgangen fra industrisamfund til globalisering og digitalisering, fordi markedet har fået lov at styre udviklingen og man har undladt at skabe rum til nye meningsfulde livssammenhænge.

Overalt er øget overvågning øjensynlig magthavernes vigtigste tiltag i forhold til at få folk til at føle sig set…. Men hvis vi vil undgå at stadig flere befolkningsgrupper følger ruten fra marginalisering og eksklusion til populisme og radikalisering i den ene eller den anden retning, bliver vi nødt til at få sat en stopper for overflødiggørelsen.

Hvordan kommer vi til at føle os som et fællesskab igen? Ligger svaret ikke ret lige for? Hvis vi lytter til advarslerne om den ulmende klimakatastrofe og sætter alt ind på i fællesskab at skabe den nødvendige omstilling til bæredygtighed, kan alle spille en rolle. I kampen for at ændre kurs inden det er for sent, bliver ingen overflødig. Set i det perspektiv har alt hvad vi foretager os betydning.

Ville det ikke være den mest oplagte måde at slippe konkurrencekulturens destruktive koreografi, og starte en ny dans? En dans i respekt og ærefrygt for vores fælles hjem, planeten. En dans, der anerkender, at mennesket mere end noget andet er et socialt væsen, der på alle måder trives bedst, når vi er tæt forbundet med andre; når vi tør se både hinanden, vores børn og os selv i øjnene.

Det må være den ultimative win-win situation.

Black Friday og udfordringen af den frie vilje

Denne kronik er i Kristeligt Dagblad idag. De også har lavet en video, hvor jeg laver en klovnet parodi på top-10 lister…

 

Der tælles ned til Black Friday. Forbrugskultens sorte messe. Mobile pay, kontaktløs betaling, click-and-get, one-click. Markedet har alle interesser investeret i at overbevise os om, at teknologier, der gør det nemt at købe, giver os mere frihed.

Men forbrug er ikke frihed. Tværtimod. Forbrug er det fængsel, der gør os syge, ensomme, forvirrede og ulykkelige. Black Friday er i sandhed en sort dag. Forbrug er den heroin, som vi er blevet gjort afhængige af. Hooket op døgnet rundt til et intravenøst drop via smartphones med shoppingapps og kviklån.

“Vi giver bare folk det de vil have”, siger man som forklaring på at sælge vold, porno, dårlig kvalitet, hurtige meninger, nemme løsninger osv. Med strømme af top 10 lister, forføres vi til at tro, at alle andre “vil” den forplumrede suppe af rabiate meninger, dårlige produkter, voldsporno osv.

Men hvad er det for et “vil”? Hvad er det for en vilje, der har styret de forbrugsvalg, som algoritmen viser os, at de andre har taget? Tilsyneladende er forskellen mellem impulskøb og velovervejede valg glemt eller gået i opløsning. Hvem tager sig stadig tid til at overveje? Hvem har nok kontrol over deres opmærksomhed til at vælge at overveje?

Med et marked, der har brugt enorme ressourcer på at forske i den neurovidenskab, der skal til for at udføre den mest subtile mindhacking, er der ingen ende på hvor præcist fristelserne med afhængighedsskabende forbrug kan plantes. Jo mere forvirrede og bedøvede vi er, des lettere er det at hijacke vores hjerner til forbrug.

Vi er blevet narret til at forveksle det at følge en impuls, et glimt af begær, med at ville noget. Vi bliver forført af illusionen om at det impulsive køb er et udtryk for handlekraft og effektivitet. Vi føler os kompetente og beslutsomme, når vi klikker køb.

Vi gør det ikke fordi vi er dumme. Vi gør det fordi alle, der vil sælge os noget, har brugt maksimale ressourcer på at hacke vores sind, vores neurokemi, så de ved nøjagtigt hvordan de kan trigge vores begær (bl.a. Ved at fodre vores lave selvværd), aktivere vores handlingsimpuls – og sidst men ikke mindst manipulere hjernen til at springe over den besværlige proces det er at overveje om det nu egentlig er en god ide at følge den impuls og bruge 3000 kroner på en ny køkkenmaskine, når vi lige har fået en ekstra varme-regning, og egentlig havde besluttet, at vi havde brug for at gå ned i tid på jobbet for ikke at gå ned med stress.

Alt er designet til at få os til at droppe den “besværlige omvej” via det præfrontale cortex, der engang var det, der hed det frie valg, den frie vilje. Vi narres til at tro at vi er frie, når vi følger den første den bedste impuls (til at købe), men virkeligheden er tværtimod, at vi mere end nogensinde er slaver af dem, der styrer hvornår og hvordan vores impulser bliver aktiveret.

Indtil for 20 år siden havde man, om ikke andet, mulighed for at mærke sin kerne, for at tænke sig om, når man var på lokum. Med smartphones (der direkte er designet til at skabe afhængighed) i enhver lomme og dermed internettets globale marked lige ved hånden 24/7, kræver det et bevidst, aktivt valg at skabe rum til at lade sit sind finde sin egen vej igennem følelser, tanker, beslutninger – såvel om sit eget liv som om fremtiden for kloden.

Når apps som Wish, der vil sælge dig alt hvad du tror du drømmer om, har direkte adgang til dine virtuelle penge i det splitsekund hvor de har aktiveret impulsen til at købe, har du reelt ingen frihed til at styre hvilket liv du vil leve.

Du klikker, du køber, du mangler penge, du må arbejde mere, du bliver mere stresset, din impulskontrol svækkes yderligere, (samtidig med at din følelse af enten forurettelse over dit elendige job eller din følelse af at have fortjent at blive forkælet vokser, så det føles stadig vigtigere at købe noget), så du køber igen, køber mere og mere og mere.

Når man følger de nyeste tendenser indenfor teknologisk forretningsudvikling, kan man se at der er et ønske om at bringe skærmene endnu tættere ind på os. Hvis vi tillader markedet at fortsætte med at styre den teknologiske udvikling i den retning, er perspektivet at fremtidige generationer ikke har en chance for at vide, at den tekst eller det ikon, der kommer frem inde i brillen, eller på øjets linse, ikke er en del af virkeligheden, men er et indgreb, fra magt eller penge, der vil manipulere vores adfærd, så den plejer deres interesser.

Jo tættere på vi lader de medierende skærme komme, des mindre rum er der tilbage til pauser, hvor man kan genskabe kontakten med sig selv – kontakten med den kerne, som man er nødt til at kunne mærke for at foretage frie valg. For at have en fri vilje.

Læg dertil de miljømæssige konsekvenser af at alt det billige plastic vi føler os frie til at købe, først skal transporteres fra Kina med hvad det har af CO2 omkostninger. Derefter går det snart i stykker og bliver en del af den tsunami af affald, der er ved at oversvømme kloden – dels fordi det er lavet i elendig kvalitet for at blive så billigt, at det går under selvkontrollens radar; dels fordi hele forbrugs- og vækst-maskinen kun fungerer hvis vi kan forføres til at købe en ny igen og igen og igen, med stadig kortere intervaller.

Og så vil jeg undlade at komme ind på de langsigtede sociale og politiske konsekvenser af at mennesker overalt i den 3. verden slider sig op ved at udvinde ressourcer og mineraler til produktionen, mens mennesker i den 2.verden – Kina, Indien osv. – slider sig op ved at sætte plastic og chips sammen på stadig nye måder, for at vi i den 1.verden kan få tilfredsstillet vores umættelige sult.

En sult, der tilsyneladende bare vokser; bliver et bundløst hul i vores sjæl skabt af den akkumulerede frustration, der vokser indeni, når de købte ting aldrig nogensinde kan give os den tilfredsstillelse, som de lokkede med. Fordi den tilfredsstillelse, den lykke vi drømmer om og længes efter,  i virkeligheden er al den ro, det nærvær, den kontakt og intimitet, den meningsfuldhed og eksistentielle fylde, som hele det her cirkus af effektivitet og forbrug har berøvet os.

Black Friday er i sandhed en sort dag, som for (eventuelle) fremtidige civilisationer vil ligne en bizar selvmordskults skræmmende og absurde ritualer.

Hver eneste gang vi klikker “køb” bidrager vi til miseren. Vi bliver nødt til at erstatte vores destruktive konsumkultur med en livsbekræftende kultur. En kultur med værdier, der understøtter vækst i livskvalitetet i stedet for i forbrug.

Hvis vi vil hele os selv og verden, bliver vi nødt til at stoppe det marked, der splitter alting i atomer for at omsætte og tjene penge.

Det er tid for en frihedskamp. En kamp hvor vi først og fremmest generobrer vores egen frie vilje til at vælge. Til at vælge bevidst og reflekteret. Vælge en livsstil, der ikke gør os syge. Vælge en livsform, der ikke suger alt liv ud af planeten.

 

Hvis fremtiden var min coach

Hvad betyder ytringsfrihed,

Hvis der ikke er nogen der lytter?

Hvad betyder fredninger,

Hvis de bare kan ophæves?

Giver det mening at bekymre sig om ulighed,

Hvis alle snart er lige

Døde?

Giver det mening at bekymre sig om menneskelighed,

Hvis menneskeheden….?

Giver det overhovedet mening at bekymre sig om noget,

Når proportionsforvirringen allerede

Har spredt sit skidengule hentehår

Udover det meste af det net,

Der lukker sig stadig strammere om

Halsen på os?

 

 

Hvordan vil vi se

På det liv vi lever nu

Hvis det viser sig

At det her var

Den sidste tid?

 

Tiden hvor vi ikke længere

Kunne se hinanden i øjnene,

Når vi talte om vejret

Eller havet

Eller bierne

Eller demokratiet

Eller fremtiden

 

Alt det vi vidste,

Men ikke kunne se i øjnene,

Fordi det gjorde for ondt.

 

Alt det vi ikke kunne holde ud

At tale om,

Fordi frygten, skammen, skyldfølelsen alt for let

Blev til raseri, som vi kastede

I hovedet på hinanden.

 

Hvordan vi svingede

Som hysteriske penduler

Mellem panik og afmagt.

Hektisk talende for ikke at mærke.

 

Tvunget af selvopholdelsesdriften

Til at knuse de spejle,

Der kunne vise os den rædselsvækkende

Sandhed.

 

Fanget som bedøvede forsøgskaniner

I det umulige paradoks

At det var uudholdeligt at leve

Med gruen for fremtiden,

Men at vi måske ikke fik nogen

Fremtid overhovedet,

Hvis vi ikke så gruen i øjnene.

 

At vi inficerede hinanden

Med lammende afmagt,

Hver gang vi delte et nyt

Dommedagsprofeti,

Men hvis vi tav

Var vi en del af det samme selvbedrag,

Der truede med at blive vores nemesis.

 

Overvældet af den umulige opgave

At gennemskue hvilke trusler

Var reelle og hvilke blot distraktioner

Fra noget endnu værre.

 

At videnskabsfolk og forskere

Kunne skrive hundredevis af hyldemeter

Om de skader vi havde pådraget planeten,

Men først når en 15-årig pige

Med fletninger og alvorlige øjne talte sort-hvidt,

Var der nogen der lyttede.

 

Lyttede, indtil insektdød blev det nye sort.

Indtil en ny krise

Blev mere trendy, gik viralt, toppede listen.

 

At vi brugte tiden til at slå

Hinanden i hovedet med hver

Vores version af dommedag,

Mere optaget af at få ret

End at skifte retning.

 

At behovet for at føle os

Unikke, sku’ forhindre os i at stå

Sammen i kampen for det

der gjaldt os alle;

Det der var så oplagt vigtigt, at det virkede

Banalt, kedeligt, usexet.

 

 

Hvad vil vi sige til os selv

At vi skulle have gjort

Mens tid var?

 

Time Out

 

Gid der var en pause

Mellem fortiden

Og fremtiden.

Bare et kort stop

Hvor man kunne

Stige ud og strække

Benene. Få en kop

Kaffe og måske

En smøg. Veksle

Et par ord. Kigge lidt

På køreplanen. Snuse

Til foråret.

Tage et øjeblik

Til at overveje

Sine planer eller måske

Bare på impulsen fra et

Blik bag vinduet i vognen

På det andet spor

Skifte tog, helt uden at ane

Hvor det kører hen.

Til en by med et ukendt navn.

Eller måske gå

En rask tur rundt

Om stationen. Tage en bid

Mad på en gammeldags

Banegårdsrestaurant og se

På udsigten

På de andre rejsende,

De ventende

Og dem der tilsyneladende

Bor her.

Læse et digt.

Lade toget køre

Og også det næste måske.

Måske vente så længe

At det ikke mere er klart

Hvilken retning man kom fra

Og hvor man var

På vej

Hen

Om vreden – og hvorfor jeg er blevet nødt til at slippe den

Det er længe siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. Jeg vil godt  fortælle lidt om hvorfor, fordi jeg tror det er vigtigt at prøve at indfange den proces, der måske er den nødvendige vej fra en version af virkeligheden til en ny.

Jeg har brugt altfor meget tid og energi på vreden. Selvom jeg stadig føler, at vreden er fuldt berettiget, når jeg ser på de ting, der sker i verden, så har jeg været nødt til at slippe den. Hvor meget jeg end troede, at jeg skulle og kunne bruge vredens vildskab til at skabe forandring i verden, er det langsomt gået op for mig, at det, der skete nærmere var, at jeg blev en fange af vreden. Jo mere vred jeg var, des mere vred blev jeg. En selvforsynende evighedsmaskine af frustration og raseri, der blev stadig mindre konstruktiv. Jeg kunne skrive endeløse strømme af vrede indlæg om de vanvittige, kortsigtede, umenneskelige og destruktive ting, jeg så i verden. Men langsomt gik det op for mig, at det ikke førte til andet end mere vrede. Både hos mig og hos dem, der læste hvad jeg skrev, tror jeg.
Vreden førte tilsyneladende ikke til handling, som jeg havde forestillet mig, men til afmagt.
Måske var det fordi vreden i sig selv var en del af det tankesæt, som gjorde mig vred. Så længe jeg lod mig forføre af vreden, lod mig narre til at blive vred, var jeg ude af stand til at ændre kurs – ude af stand til at gøre noget reelt for forandringen.
Det var svimlende at erkende, at vreden i realiteten ikke var samfundsomvæltende, men tværtimod tilsyneladende decideret system-bevarende.

Men det gav mening, da jeg begyndte at tænke over, at verden kun bliver stadig mere som det vi fortæller, det vi visualiserer. Enhver dystopi fungerer tilsyneladende mere som en arbejdstegning end som en advarsel.
Derfor gik det op for mig, at den eneste vej frem var at prøve at give slip på vreden, og i stedet give mig til at forestille mig hvordan jeg ønskede verden skulle være.
Som enhver, der har været fanget i en håbløs situation, ved, er det noget af en udfordring, at finde modet til at visualisere det, man drømmer om, når man længe har levet i vreden – eller måske ligefrem har identificeret sig med den.
I den atmosfære af kynisk bedrevidenhed, som det kritiske synspunkt, den kritiske indstilling, let skaber, føles det som en stor risiko at formulere en positiv vision. Ligesom det er meget lettere at skrive negative anmeldelser end positive, kan man blive så fanget i det kritisk/kyniske paradigme, at mareridt altid virker mere interessante end drømme.

Jeg ved ikke hvorfor vi har denne tendens til at overfalde enhver positiv vision med anklager om naivitet, manglende realitetssans osv. Det er som om behovet for at fremstå som mere intelligent altid vinder, uanset om vi egentlig kan mærke drømmen klinge ind dybt i vores sjæl. Eller måske netop da? Jo mere vi kan mærke længslen, som drømmen vækker, des stærkere er impulsen til at flå den i småstykker? Som om angsten for at blive skuffet, igen, er for stor til at man tør se sine stærkeste drømme i øjnene?
Det minder lidt om de gamle kostskole-traditioner, hvor hver årgang uvægerligt ville udsætte de nye elever for de samme pinefulde og ydmygende overgangs-ritualer, som de selv var blevet tvunget igennem. Understøttet af lærere, der selv havde fået knækket sjælen i deres egen skoletid. Som om den eneste måde at udholde sin egen lidelse var at give sorteper videre.

Jo mere vi ved om traumer, des mere absurd virker det, at vi ikke tager ansvaret for at standse denne evighedsmaskine, at bryde denne den rationelle arvesynds forbandelse og insistere på retten til at visualisere en bedre verden.
Er det ikke ved at være nu, vi skal finde modet til at bryde den negative arv? Lad os give vores børn retten til at være den generation, der nægter at lade sig fange i kynismens og vredens destruktive fængsler og vælger at tro på, at de kan skabe en ny og bedre verden. Måske har de ikke andet valg efter vi og vores forældre har kørt denne her helt ud til et stykke over kanten.

Hvem vil være med til at kæmpe for håb og handling?

Helle!!!

 Hvem har opfundet ordet ”af-fredning”?

Kan du huske dem, der tog en i et-tag-fat, selvom man havde helle? Bøllerne man ikke havde tillid til, fordi de aldrig respekterede hverken ens grænser eller legens regler?

Jeg bor på Vesterbro i København, nærmere bestemt på Enghave Plads. Her har været gang i mange støjende ting de senere år med bl.a. metrobyggeri, distortion og skybrudssikring af Enghave Parken. Derfor har jeg nydt den særlige helle, jeg har fundet ude i Sydhavnen – 8 minutter på cykel og så kan jeg gå tur i den fredelige Fiskerihavn, mærke vandet, himmelen og det stadig levende havnemiljø. Og endnu bedre, tage en runde i det vildtvoksende grønne område, jeg aldrig har vidst havde et navn.

Først da det for nylig blev kendt, at Borgerrepræsentationen har besluttet, at området skal bebygges fra kant til kant med 550 boliger, fandt jeg ud af, at min helle kaldes Stejlepladsen. Og Stejlepladsen er nu blevet del af de mange studehandler for at få indtægter til By og Havn i hus ved at sælge byggegrunde.

I starten af oktober var vi til demonstration på Rådhuspladsen med fiskenet og det hele for at påvirke beslutningen. Stemningen var relativt fortrøstningsfuld: området var jo fredet.

Nu, mindre end en måned senere, har Folketinget på opfordring fra Overborgmesteren vedtaget at igangsætte en såkaldt ”affredning” af området.

Hvordan kan man have tillid til politikere og myndigheder, hvis en fredning med en håndbevægelse kan overtrumfes af en ”af-fredning”? Et ord, der slet ikke burde kunne eksistere, hvis begrebet fredning skal have nogen mening.

Udover at det virker dybt uhensigtsmæssigt på den måde at underminere borgernes tillid til det politiske system, mener jeg også den blinde udfyldning af alle byens mellemrum og heller er uendeligt kortsigtet.

Det er i ukurante mellemrum som Stejlepladsen, Fiskerihavnen og de netop nedrevne Slagtergårdene på Enghavevej, at de uforudsigelige ressourcer skal rummes. Alt det, der får det menneskelige til at udvikle sig ad andet end de kalkulerbare rationelle baner. Alt det, som gør København til en attraktiv by for såvel indbyggere som turister.

Forleden var Frank Jensen på besøg i Sydhavnen og citeres ifølge Politiken for på spørgsmålet om områdets værdier, at have svaret: ”Alle vil jo gerne slås. Det er det gode ved København.” Gad vidst hvor vred man skal være for at blive hørt. Eller er det ligesom bøllerne på legepladsen, der opfattede ofrenes modstand som en anledning til at pine dem endnu mere?

Og afmagtsfølelsen bliver ikke mindre, når det så ikke er muligt at få aviserne til at tage dette debatindlæg….

 

Måske er solgte data og fake news det mindste problem?

Hvad hvis såvel “fake news” som salg af vores data kun er toppen af isbjerget og det i virkeligheden er sådan, at virtualiteten over en bred kam er ved at æde vores sjæle op?
Hvis alle de virale og epidemiske løgne bare er et symptomatisk klimaks, det sidste skridt på en lang rejse væk fra virkeligheden. En kulmination på den virtualisering, som vi har tilladt at brede sig i stadig flere zoner af tilværelsen.
Dovne drømmere, som forestillede os, at vi kunne opnå et let, et perfekt liv, hvis vi slap for det praktiske, fysiske livs byrder, har vi lidt efter lidt ofret alt for denne forstyrrede fantasi. Alle opgaver, som keder os det mindste, som ikke booster vores ego, er blevet overladt til maskiner – enhver modstand elimineret. Enhver naturlig sammenhæng mellem problem og løsning er udvisket. Opvaskemaskine, vaskemaskine, færdigmad – alt arbejde, der er nødvendigt for det umiddelbare livs opretholdelse, er reduceret til det minimale for at øge effektiviteten i den produktion, der skal skabe såkaldt “vækst”.
Vi kunne ikke affinde os med at leve i balance, cyklisk, nært, men lod os drive frem af forestillingen om mere – ville være rigere, ville udrydde døden, fremtiden skulle altid være bedre. Men undervejs har vi måske sat selve essensen over styr. Har mistet den enkle og basale forbindelse med den natur, vi er en del af – mistet den direkte oplevelse af en fysisk virkeligheds betydning i vores liv. Og har derved tabt kontakten med livets konstante mirakel som en nærværende del af vores hverdag.

Hvert øjeblik på dagen falder lyset fra en ny vinkel og alting kaster andre skygger end kort tid før og kort tid efter. Hver eneste lille detalje er ny – en fugl, der vælger at lette, fordi et vindstød kaster en flue i dens retning; en hund, der gør, fordi lyden fra fuglens vinger får en kat til at spidse øren. Stadig forandring udenfor vores kontrol. Bare det simple faktum, at hver morgen er ny og anderledes end den foregående, burde være en advarsel mod at prøve at gøre alting på samme måde hver dag. Det kan en maskine. Det kan et menneske ikke. Ikke uden at miste evnen til at mærke sig selv. Mærke den kerne af sin væren, der er natur, og derfor, ligesom hver morgen er ny, altid er i stadig bevægelse, i stadig forandring, anderledes hver dag. Det er selve livets essens, det magiske ved at være levende, som vi har ofret for at være effektive som maskiner. Ikke noget under at vi lider.
Kun ved at være tilstede i de stadig skiftende nu-øjeblikke, kan vi være hele, i kontakt med virkeligheden. Alt det andet – fortid, fremtid og virtualitet – er steder vi kun skal besøge kort, hvis vi ikke skal miste os selv og fare vild.
Men det respekterer vi ikke. Altfor meget af vores vågne tid er fyldt ud med gøremål, der ikke er andet end luft og forestillinger – uendelige konstruktioner og postulater om betydning, der blokerer vores muligheder for at forbinde os direkte til den virkelige virkelighed. Den virkelighed, hvor man kan mærke sin krop i direkte forbindelse med den fysiske verden i en meningsfuld udveksling af energi : arbejde og resultat. Stoltheden, værdigheden, tilfredsstillelsen ved at skabe direkte.
Ufattelige mængder af vores liv foregår medieret – gennem skærme og automatiserede processer, hvor vi ikke aner hvad der egentlig sker i rummet mellem os og resultatet.
Vores kommunikation foregår ikke direkte, men via skærme – med venner, med familie, med kolleger og arbejdsgivere, med foreninger, skoler og kommuner.
Vores arbejde har i vidt omfang skærmene som omdrejningspunkt – enten fordi vi direkte arbejder med viden og anden luft, eller fordi vi påtvinges New Public Managements dokumentations-krav, der lidt efter lidt tager mere tid end de praktiske opgaver, vi egentlig er ansat til at udføre.
Vi er nødt til at overgive os i blind tillid til at processerne er programmeret korrekt, så der ikke går noget galt. Man hvad gør det ved os? At befinde os i en konstant tilstand af overgivelse til systemer, som vi ikke forstår? Systemer, som udgiver sig for at være en hjælp, være til for vores skyld – men som i realiteten sandsynligvis er skabt med det formål at spare arbejdsgange, at effektivisere, at kontrollere, at manipulere, at overflødiggøre os. Men når der ikke findes nogen alternativer, ingen andre måder at kommunikere med kommunen, med banken, med lægen, med butikken, så er vi nødt til at håbe det bedste. Nødt til at bilde os selv ind, at det er bedst sådan. Og så ikke forstå hvorfor vi bliver ramt af meningsløshed, desperation, ydmygelse og afmagt, når systemerne laver fejl – eller bare ikke er designet med vores velfærd for øje.

Penge har altid været virtuelle. Boligmarkeder, aktiebobler, valuta-spekulation – altsammen intet andet end indbildning, manipulation og massepsykoser.
Vores synsfelt i det offentlige og det virtuelle rum er dækket med billeder af virtuelle mennesker – retoucheret og boostet af såvel plastickirurger som photoshop.
Vores fritid udspiller sig i de sociale mediers store virtuelle rollespil om status og opmærksomhed. Og endeløse serier på netflix og de andre kanaler
Selvfølgelig har fiktion altid været en legen med det virtuelle. Men bøger er trods alt fysiske genstande, som vores krop kan sætte mærker i – kaffe, æselører, myggeblod, sperm, tårer og syltetøj, der for altid vil forbinde dem til det øjeblik vi læste dem. Og de er ens hver gang vi læser dem, og ens for alle andre også. Ikke som tekster i det digitale rum, der til hver en tid kan ændres uden vi kan se det. Virtuelle tekster, som vi ikke aner om er skabt af algoritmer til at ramme netop os, netop hvor vi er allermest påvirkelige – i fasen før en manisk episode, lige når vi har fået løn, lige før et valg osv.
Alt er skræddersyet, så det ligner virkelighed – men en virkelighed, der kun er vores personlige. Den “virkelighed” naboen bliver præsenteret for ser sandsynligvis helt anderledes ud, skræddersyet til ham – til hans overbevisninger, til hans svagheder, til hans købekraft, til hans begær.
Vi har ingen mulighed for at mærke hvad der er virkelig virkeligt.

Så nærvær er blevet et projekt. Vi gør os umage – tvunget af vores stadig dybere frustration – med at genskabe hjørner af kontakt med vores essens. Mærke kroppen ved at dyrke mere eller mindre ekstrem sport. Mærke sindet ved at dyrke mindfulness. Mærke modstand og grundelementer ved at bage vores eget brød, dyrke en køkkenhave, bygge en carport, holde høns osv. Men så længe det ikke er andet end hobbies, er det dybest set stadig en del af den samme virtualitet, der gør os syge i sjælen. Det er en verden gennemsyret af make-believe, hvor meningsløsheden konstant truer med at invadere os.
Hvordan kan vi genskabe kontakten med en virkelighed vi tør tro på?

Stop teknodeterminismens selvkørende udvikling

Jeg har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad om min frustration over den altgennemgribende digitalisering.

“Jo mere teknologi fylder i vores liv – jo mere af vores tid vi interagerer med maskiner eller gennem maskiner – des større tendens er der tilsyneladende til at vi kommer til at behandle os selv og hinanden som maskiner. Sådan fungerer mennesker. Vi spejler os og afspejler.”

Find den på avisens side.

Eller læs den her.

Alt det Siri ikke ved

Selvfølgelig er der ting, som de digitale teknologier har gjort nemmere. Jeg er ikke maskinstormer i den forstand. Jeg ved hvor skønt det er, når noget er nemt. Men den integrering af funktioner, der virkede så praktisk i starten af den digitale tid, gør os meget let til fanger af gadgets og apps.

Hver gang jeg vælger den hurtige nemme løsning, som teknologien tilbyder, er det som om livet mister både dybde og fylde.

Hvis jeg bruger min smartphone til at skrive huskesedler, er jeg forbundet med mit arbejde (og alt muligt andet), selv mens jeg køber ind.

Hvis jeg bruger min smartphone som kamera, kan jeg ikke tage en tur i skoven for at fotografere fugle eller børn uden at have hele verden med i lommen.

Måske er det værd at overveje om alt det, der kalder sig “smart” – smartphone, smartcar, smartcity – overhovedet er ligeså smart for mig, som det er for dem, der kan bruge det til at få adgang til min opmærksomhed, mine penge og mine data.

Jeg tror det er et langt smartere valg, at adskille funktionerne igen, så man selv tager kontrollen over hvilken aktivitet, der skal have hvilken opmærksomhed.

Jo travlere vi har, des mere fristende er det, at tage den nemme vej, via teknologien, men jeg tror det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen: pludselig bliver det meget koldt, når vi opdager at vi har malet os selv op i et hjørne, hvor vi ikke har andre muligheder end de nemme og hurtige fix.

Hvis ikke vi stadig indimellem husker at spørge hinanden i stedet for at spørge Siri; bruge et leksikon i stedet for Google; bruge den lokale boghandel stedet for Amazon, risikerer vi at ende et sted, hvor vi ikke har noget valg, når alle andre veje til viden er kvalt af tech-monopolerne.

Lad os hjælpe hinanden med at huske, at der er ting i livet, Siri ikke ved; ting hun aldrig kommer til at vide; og ting hun ikke bør få adgang til at vide.