Stop Fuckfinger-planen!

Kære SF og Radikale, så er det nu I skal vise, at I mener hvad I siger, når I taler om grøn omstilling!

Forleden besluttede 8 mennesker i Teknik og Miljøudvalget i Københavs Kommune at anbefale, at der skal bygges på de tidligere fredede områder Stejlepladsen og Amager Fælled. Som det er nu, vil et flertal på omkring 30 mennesker i borgerrepræsentationen afgøre Amager Fælled og Stejlepladsens fremtid, når der skal stemmes d.21/1.

Jeg ved ikke hvor mange, der kan huske 40´ernes Femfingerplan for Københavns udvikling? Ligemeget. Det nuværende bystyre gør tingene meget enklere. Nu er der tilsyneladende bare en Fuckfinger-plan. Fuck til natur, fuck til sjæl, fuck til grøn omstilling, fuck til fredninger, fuck til biodiversitet…

Ud af mit vindue ser jeg dag for dag Carlsberg-grunden blive plastret til med tårnhøje fuck-fingre. For et par år siden røg Slagtergårdene, en af de sidste oaser for sjælen på Vesterbro. Og nu er man så ved at beslutte, at dække nogle af byens sidste åndehuller med beton.
At Socialdemokratiet handler med hovedet under armen i forhold til byplanlægning, kommer ikke som en overraskelse, men jeg må indrømme, at det skuffer mig, at SF og de Radikale på den måde løber fra alle de værdier, de siger de står for. Min stemme kan de godt glemme alt om at få igen, hvis de ikke tager sig gevaldigt sammen og overvejer om de virkelig synes de kan se sig selv og deres vælgere i øjnene, hvis de ikke standser den endelige vedtagelse af den destruktive lokalplan.

Vi vidste allerede for 40 år siden, at planeten ikke kunne tåle en fortsat vækst i brugen af fossile brændstoffer, men fortsatte alligevel med at lade økonomien, eller rettere olieindustrien, bestemme. Derfor står vi nu med en klimakatastrofe.
Vi har vidst længe, at den igangværende sjette masseudryddelse, der reducerer mængden af levende arter hver dag, kan få katastrofale følger for den biodiversitet, der er en nødvendig forudsætning for at alle de økosystemer, der opretholder liv (også vores) på kloden kan fungere. Alligevel fortsætter vi med at hælde beton ud over hvert eneste lille hjørne af grønt, så mængden af menneskeskabt materiale i sidste måned nåede det punkt, hvor den oversteg mængden af natur-skabt masse på kloden.
Vi ved også stadig mere om hvor afgørende adgang til og ophold i natur er for såvel børns udvikling som voksnes mentale helbred. Alligevel reducerer vi uhæmmet mængden af grønne områder.
Løb ud og leg på motorvejen, unger !
Det er snart 50 år siden Rom-klubben påpegede, at der er “Grænser for Vækst”. Alligevel tromler Københavns Kommune ufortrødent videre med at insistere på at byen skal vokse og vokse og vokse… Den stadige ekspansion, nu f.eks med Lynetteholmen, øger trafikbelastningen, så antallet af ofre for luftforurening, der allerede ligger langt over antallet af corona-døde, vil vokse yderligere.
Det ligner storhedsvanvid, når man blindt koloniserer ethvert tilgængeligt naturområde gennem overgreb som “affredning” og salg af fælleder. Er der ingen grænse for hvor langt man vil gå med at ændre ordenes betydning for at skaffe penge i kassen? Hvordan skal vi have tillid til politikere, hvis en fredning ikke længere er fredet og en fælled ikke længere er noget vi er fælles om?
Hvis naturen havde en metoo#-bevægelse, ved jeg godt hvem der skulle fyres for deres gentagne overgreb. For naturen går det lidt langsommere, men der er ved at være stærke kræfter, der arbejder for at gøre det til international ret, at overgreb mod naturen, såkaldt Ecocide, skal gøres strafbart.

Vi kan ikke blive ved med at udskyde det med at ændre kurs og starte den grønne omstilling. Det er NU vi skal sætte hælene i og begynde at vælge udfra vores viden og overbevisning i stedet for at lade økonomien styre os ud i nye katastrofer. Hvis det bliver nødt til at tage 30 år mere at tilbagebetale gælden fra metrobyggeriet, så er det sådan det må være.
Fra forskere alle vegne peges der på, at den eneste bæredygtige fremtid er Degrowth, Rewilding og Regeneration af den smule natur, vi endnu ikke har taget livet af.
Hvornår fatter politikerne, at det er den vej de skal gå, hvis de virkelig vil sætte København på verdenskortet? For slet ikke at tale om noget så lavpraktisk som at skabe en by, hvor det er muligt både at leve og at ånde.

Forhåbentlig besinder medlemmerne af borgerrepræsentationen sig inden den afgørende afstemning d.21/1, og vælger at droppe den seneste del af fuckfinger-planen

Om ikke andet kunne man opfordre til at de lagde beslutningen ud til en folkeafstemning på samme måde som bystyret i Berlin gjorde mht. lukningen af lufthavnen i Tempelhof i 2008.

 

Tryghedens tid er forbi

Kronik i Kristeligt Dagblad 13/11 2020

Nu er det ikke sjov længere!

Hvor der i foråret måske var noget spændende, noget eksotisk, ved pandemien, hvor skræmmende det end var, er anden bølge anderledes prosaisk. Jeg husker hvor optaget jeg var af de forskellige faser af den karantæne jeg og min 18-årige søn var i helt tilbage fra d.8.marts. Det var dengang det hele var nyt, og folk kom med mad og sad på trappen og snakkede, og vi sang på altanen om aftenen. Men siden da er man blevet noget slidt.  Nu er det bare dybt frustrerende hver gang nogen er nødt til at aflyse alle planer for at gå i isolation, mens de venter på svar på test 1 og test 2. Lige da vi troede, at vi kunne komme igang eller videre med alting, er det næsten ikke til at holde ud at det hele skal gå i stå igen. Tålmodigheden er tyndslidt.  De mange falske alarmer har tæret på alarmsystemet. Nogle orker næsten ikke blive bekymrede mere, mens andre aldrig når at falde til ro.

Tilbage i april havde jeg en ide om at arrangere et sorgritual, som skulle afholdes, når pandemien var ovre for at skabe rum til at dele sorgen over alle dem, jeg forestillede mig vi ville have mistet. Men det hele føles meget anderledes nu. Personligt kender jeg ingen der er døde eller bare har hørt om nogen der er det. Selvfølgelig kan de næste måneder jo let ændre på det, men her og nu er det som om den største sorg vi har, er tabet af den ubegrænsede frihed, vi føler vi havde før Corona. Jeg hører mange rette denne sorg som frustration mod politikerne og de begrænsninger de pålægger vores bevægelsesfrihed og forsamlingsfrihed. Vi skyder på budbringeren, fordi den kaotiske naturkraft, som en virus er, ikke er sådan lige at skælde ud på. Det er vel også derfor den kritik, der kommer af beslutningstagernes beslutninger mest bliver en vild fægten med arme og ben –  det er svært at beslutte om man er mest frustreret over at indgrebene er for omfattende eller over at de ikke virker.

Men er den dybere sorg, der ligger under og bag vores frustration og “tristesse” ikke den, der skyldes at vi er blevet berøvet vores naive ubekymretheds slør? Sådan en skide virus har med et snuptag revet tæppet væk under troværdigheden af hele vores civilisatoriske projekt med at kontrollere naturen. Pludselig er det ikke kun folk i de varme lande, der kan blive ramt af katastrofer. Den intenst dramatiske virkelighed, hvor det gælder liv&død har trængt sig helt ind i vores trygge, vel-designede fornufts-stat. Ikke på en højlydt og spektakulær måde, men snigende og indtil mundbindene nærmest usynligt, og dermed måske næsten endnu mere forvirrende og skræmmende. Det er da noget at sørge over. Ikke trist og tøsefornærmet brokke sig over, at man ikke må holde fest eller rejse på ferie, men rase og tude over at tryghedens tid er forbi. At vi ikke længere kan opretholde illusionen om, at vi har fuld kontrol over vores skæbne.

Vi har levet så længe med den vækstkultur, der udover at pine livet af kloden, arrogant lader som om den kan udrydde sorg og smerte, mørke og lidelse, at vi har svært ved at rumme det svære.

Man kan blive overfaldet af lysten til at tænde lys alle vegne hele tiden for ikke at forsvinde i mørket, men risikerer så at blive stadig mere mørkeræd og dårlig til at finde vej, når det uvægerligt alligevel bliver mørkt igen. Som det altid gør.

I en kultur hvor sorg er en diagnose; hvor folk har timere til at tænde lys i huset, før de står op; og hvor de eneste ritualer, der er tilbage er dem, der bliver holdt i live af konsumkulturen som shopping-anledninger, er det ikke så sært at vi bliver forvirrede i en situation som denne.

Naturligvis er det meget forskelligt hvordan vi er ramt – selv indenfor Danmark. Chok, kaos, angst, tab, ændrede livsomstændigheder, skilsmisse, arbejdsløshed, fjernarbejde. Og hvad konsekvenserne bliver på den lange bane, med en rystet verdensøkonomi og radikalt ændrede vilkår for globaliseringsprojektet, er umuligt at sige. Angsten og utrygheden og længslen efter at få hverdagen tilbage kan let forføre os til at ønske det Normale tilbage. Til at skrue op for alle vækstkulturens kedler og lægge endnu større afstand til naturen og hinanden end før.

Men samtidig er der stadig flere, der peger på, at det vi tog som Det Normale, dybest set ikke var en ønskværdig tilstand; at det er tvingende nødvendigt at bruge krisens time-out til at tage bestik af hvor vi egentlig vil have verden til at bevæge sig hen.   Hvad det er for en verden, vi reelt har lyst til at leve i. Og hvilke ændringer, vi bliver nødt til at foretage for at undgå at ende i stadig flere katastrofale kriser i de kommende år.

På mørke dage ser jeg coronaen som en meget mild forsmag på de udfordringer, vi kommer til at stå overfor, når klimakrisen tager rigtigt fart om 5-10 år. En kostumeprøve, hvor vi lige kan få et glimt af hvordan det føles, når vi ikke længere kan tromle blindt derudaf som om alle ressourcer var uendelige.

Måske kan vi bruge corona-tiden som det nødvendige overgangsritual, der skal til for at få den nordlige halvkugles forkælede teenagere af en befolkning til at blive voksne og begynde at tage ansvar.

Ifølge religions-antropologen Van Gennep består overgangsritualer af 3 faser – i øjeblikket befinder vi os i den såkaldt “liminale” mellemfase, der er kendetegnet ved kaos og forvirring, fordi man befinder sig i grænseområdet mellem en gammel og en ny orden. Den tidligere identitet går i opløsning, hvilket er smertefuldt, men samtidig åbner der sig nye perspektiver.

Hvis man ser sådan på det, åbner der sig helt andre måder at forholde sig til “tristessen”.

Hvad nu hvis vi startede med at slippe forventningen om at vi skal prøve at gennemføre alle de planer vi havde og nå ligeså meget som ellers ? Lad os anerkende at det tager voldsomt på kræfterne at leve i det liminale.

Og hvad hvis vi så tog modet til os, og brugte dette sære efterår til at prøve at favne smerten? I stedet for som vi plejer at kvæle eller bedøve den ved at distrahere os selv med stadig mere frenetisk aktivitet, blinkende lys og hektiske indkøb.

Hvad nu hvis vi brugte den tid vi troede vi skulle tilbringe med at rejse og holde julefrokoster, til at sørge over alt det vores rasende konsumkultur har ødelagt? At se i øjnene at drømmen om at kontrollere naturen reelt har ført til en rovdrift, hvis konsekvenser nu rammer os i nakken.

Måske er det nu vi skal tage afsked med en livsform, der blindt har accepteret f.eks. at mange millioner mink skal leve et liv i bur med det eneste formål at blive pelset.

Og så give os til at overveje hvor det egentlig er vi skal hen bagefter.

Som Rob Hopkins fra den Britiske omstillingsbevægelse Transition Towns siger i bogen “From What Is to What If” :

“We need to be able to imagine positive, feasible, delightful versions of the future before we can create them. Not utopias, but futures where things turned out ok.”

Måske er det nu vi skal bruge vores fantasi til at prøve at forestille os en fremtid med et mere ligebyrdigt og respektfuldt forhold til naturen.

Og måske kan vi bruge den mørke tid i tvungen isolation til at øve os på den mere bæredygtige livsform, som nødvendigvis må blive vores fremtid.

Hvad hvis vi brugte den tid vi ville have brugt på shopping til at stoppe sokker og reparere gamle stole? Til at lave hjemmelavede julegaver?

Til at mærke alle de nærende ting man foretog sig før begrebet oplevelser blev opfundet.

Hvad hvis vi prøvede at træne halvt uddøde færdigheder som ydmyghed, taknemmelighed og fordybelse?

Måske kan dette efterår blive en indvielse til en livsform, hvor vi husker, at livet er hvert øjeblik vi stjæler fra døden?

Frygtens kultur på steroider

Kronik i Kristeligt Dagblad 1/5 2020 (Uforkortet version)

Forleden stod jeg på mine forældres altan iført en ansigtsmaske fra malerbutikken og prøvede at forklare min mor, der stod 3 meter inde i stuen, hvordan hun skulle indtaste genvejs-numre på den nye mobiltelefon jeg lige var kommet med. Ligegyldigt hvor højt jeg råbte, var det umuligt for hende at høre hvad jeg sagde gennem ansigtsmasken. Situationen var grotesk. Da jeg fortalte historien til mine søstre senere, kom vi til at grine. Men imens var jeg ved at tude af frustration og afmagt.

Det var allerede startet, da jeg sad ude på trappen og prøvede at flytte sim-kortet fra den telefon de havde tabt ned i kaffen (med fløde og sukker) over i den nye, jeg havde været henne og købe til dem. I min iver efter ikke at komme til at sprede nogen mulig smitte til mine sårbare 85-årige forældre, havde jeg på forhånd iført mig ovennævnte (dybest set ubrugelige) støvmaske og et par gummihandsker – ligeledes fra malerbutikken. Men hvis der er en ting, min motorik ikke er gearet til, så ved jeg nu, at det er at skifte sim-kort på en lille Nokia iført gummihandsker.  Med sveden piskende ned over ansigtet, kunne jeg ikke fokusere på andet end at jeg måtte skynde mig.

Måske var det fordi hele kroppen allerede var i fuld alarm efter det mislykkede stop jeg havde  gjort hos boghandleren på vejen.  I håb om at kunne glæde min mor, der siden en hofte-operation før jul ikke har kunnet gå ud, ville jeg lige smutte ind og finde en bog til hende. På døren sidder et fint skilt om at der må være maks. 5 kunder i butikken. Jeg venter et øjeblik til der kommer et par ud, og går så ind og leder efter noget relevant. Men 2 minutter efter kommer en flok på 4 ind, tilsyneladende helt uden at registrere at vi derved er 8-9 kunder i butikken. Anspændt ved tanken om at skulle direkte videre til mine forældre, mærker jeg angst og vrede vælte op i kroppen. Jeg smider den bog, jeg lige har fundet og stryger ud af døren. Udenfor stopper jeg op et øjeblik og kigger tilbage i butikken. Overmandet af infantil vrede hører jeg mig selv råbe et eller andet om egoisme ind af døren.

Mit nervesystem, som allerede kører på konstant high-alert efter at have været i Corona-karantæne fra 8.-20.marts, har tydeligvis ikke skyggen af elastik tilbage.

Da jeg endelig kom hjem efter besøget, brød jeg sammen. Billedet af min mor bag rollatoren, der prøvede at trække sig baglæns, så jeg kunne komme forbi uden at komme for tæt på. Min far, der så ud som om han egentlig syntes det var fuldkommen latterligt at jeg ikke bare satte mig ned og drak kaffe.  Og så alle de uvilkårlige fremskrivninger af dette fortabtheds-billede, som min allerede katastrofe-orienterede hjerne kørte i højtempo på den indre skærm.  Samtidig med at et sammenfiltret tjørnekrat af skam og afmagt og angst og raseri voksede sig stadig højere og tættere op omkring mig, så jeg var ude af stand til at kommunikere med min søn og min kæreste.

Efter en stor whisky og lang tids gråd har fået angsten til at slippe, rammes jeg pludselig af et fandenivoldsk raseri. Når jeg nu ved hvor altafgørende nærvær og kontakt er for livskvaliteten, hvorfor ind i helvede lader jeg så det her ske? Hvad nu hvis jeg kunne tale med mine forældre om sammen at opgive fantasien om at kunne styre døden? Hvad nu hvis vi sammen besluttede, at nærheden er vigtigere end antallet af måneder i den sidste fase af livet? Min overophedede hjerne kører videre : Hvad nu hvis vi sammen valgte at tage risikoen på den måde, at vi sås som altid, og hvis de så blev syge måtte jeg gå i karantæne sammen med dem, og passe dem hjemme til det var slut, så de ikke skulle ende deres dage i isolation omgivet af personale i rumdragter?

Vi er jo for fanden natur, og derfor skal vi jo for fanden dø!

Det tager dog ikke mange minutter før luften fiser ud af denne ballon af en ide. Jeg behøver egentlig bare at huske, hvordan jeg ikke havde mod til at se på det sår min søn havde fået på hånden i går, for at komme i tanker om hvor enestående uduelig jeg ville være som sygehjælper i den dødsproces.

Men alligevel bliver frustrationen over sammenstødet mellem mine værdier og min adfærd ved med at gnave.

Jeg forstår fuldt ud nødvendigheden af at forsinke spredningen, så vi undgår det knæk i tilliden til staten, som et kollaps i sygehusvæsenet ville medføre.

Men samtidig føles det som om vores reaktion på Corona sætter hele vores kulturs til absurditet grænsende dødsangst til skue.

Lige under overfladen har vi alle den urmenneskelige angst for kaos – for at blive spist af vilde dyr, for at spise noget giftigt, for ikke at have noget at spise, for at dø af kulde eller varme, dø af tørst eller drukne, fare vild og aldrig finde hjem, blive ramt af lyn eller væltende træer osv.

Der er ikke noget at sige til at mennesket gav sig til at prøve at kontrollere kaos – at beskytte sig mod trusler fra naturen.

Men uanset hvor meget vores civilisation har gjort for at kontrollere naturen og beskytte os imod dens kaos, forsvinder angsten ikke. Vi ved jo stadig at vi skal dø, vores forældre skal dø, og vores børn skal. Det er det vilkår, vi nok kan drømme om at teknologien skal give os en udvej fra, men som i realiteten også er det, der gør os til mennesker.

I alle kulturer har mennesker brugt kolossale ressourcer og kreativitet til at holde angsten i ave. Vilde myter, ritualer og komplicerede trossystemer, har vi gang på gang udviklet for at finde og skabe mening i det, der ellers kunne føle som galskab og kaos.

I vores ubændige frihedstrang smed vi først ritualerne ud. Senere røg også traditionerne, som vi følte os hævet over. Og nu står vi så, nøgne og hjælpeløse overfor hver eneste af de livskriser, som vi ikke får udryddet, før vi har skiftet os alle ud med robotter og uploadet vores bevidsthed til Skyen…

Vi har intet sprog, ingen omgangsformer, intet fordøjelsessystem, når vi nærmer os mødet med døden, og hvirvles derfor som hjælpeløse fnug ind i forventningen om alle risici kan kontrolleres.

Selvfølgelig vil vi gerne kontrollere det værste kaos. Problemet er, at der tilsyneladende er et kritisk punkt, hvor det tipper over.   Hvor illusionen om at vi kan eliminere al lidelse, gør os stadig dårligere til at håndtere det uundgåelige. Hvor de redskaber vi bruger til at kontrollere risici ender med i sig selv at skabe mere angst.

Corona-virus er en trussel – ingen tvivl om det. Men set i forhold til andre risici, som vi har vænnet os til at leve med – trafikulykker, selvmord, hjertekarsygdomme – kan man spørge om der er et punkt, hvor konsekvenserne af smittekontrollen tipper over og bliver et større problem end sygdommen selv.

Jeg ved godt, at det er nødvendigt at vi passer på hinanden ved at holde afstand og tænke os om. Men det bekymrer mig hvis angsten for smitte kommer til at betyde, at vi mister stadig mere af den kropskontakt, der er nødvendig for at aktivere det livsvigtige hormon oxytocin, og dermed spreder den triste lidelse man kunne kalde IDD – Intimacy Deficit Disorder.

Og det bekymrer mig at vi vænner os til en umenneskeliggørelse, når vi ikke synes vi kan besøge vores gamle; når folk er nødt til at dø alene;  når vi allesammen passerer hinanden med skræmte blikke.

Evolutionært set er et de afgørende spring fra reptiler til pattedyr udviklingen af et nervesystem, der er i stand til at registrere tryghed og slå forsvarsmekanismerne fra. Kun når vi selv føler os trygge, kan vi kommunikere tryghed til andre – og dermed forbinde os.

Som neuro-biologen Stephen Porges har påvist, er nervesystemet sådan udformet, at tryg menneskelig kontakt er en nødvendig forudsætning for såvel mental sundhed som kognitiv og kreativ udfoldelse.

Når vores alarmsystem bliver aktiveret, lukker vi ned for det sociale engagement – for at gå i kamp, flygt eller frys. Og når vi lukker ned for det sociale engagement, ser vi alt og alle som trusler eller forhindringer. Derfor bliver vores adfærd mekanisk – hvorved vi selv kommer til at virke som trusler for andre, hvis alarmsystem derved aktiveres.

På den måde spredes bølger af manglende kontakt, der skaber de dybe følelser af utryghed og adskilthed, der igen fører til mentale livsstilssygdomme som ensomhed, stress, angst, depression osv.

På mange måder er det en frygtens kultur, som har været under udvikling i lang tid. F.eks. har vi siden 9/11 set en endeløs række af sikkerhedsritualer, der i praksis skaber mere angst end tryghed, fordi de ikke er designet med nogen form for indsigt i nervesystemet. Hvis tomme perroner uden billetpersonale gør folk utrygge, så sætter vi da bare overvågningskameraer op – uden den mindste erkendelse af, at dette i sig selv aktiverer frygtsystemet.

Og det er her det føles som om Corona sætter sagen på spidsen og har potentiale til at skabe en frygtens kultur på stereorider.  Det kan godt være vi betragter den rationalistiske videnskab som en radikalt anderledes tankeform end de religiøse strategier vi tidligere brugte til at kontrollere angsten, men på mange måder virker smittekontrollen i disse dage som en absurd kult med sine afvaskningsritualer og sære danse på stier og fortov. Da jeg kigger ud af mit vindue ned i skolegården, og ser de lange rækker af gule streger med numre, der er malet på asfalten i løbet af natten, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om vi virkelig har lyst til at lære vores børn disse undgåelses-danse.

Jeg prøver at finde en balance mellem afstand og nærhed, når jeg afleverer varer til mine forældre, men der er virkelig ingen lette løsninger i denne situation.

Hvis vi lader smitte-angsten holde os fanget i kæmp, flygt eller frys, kan vi risikere at der sættes ny turbo på den udvikling hvor frygten styrer og designer en verden, der skaber stadig mere frygt og ensomhed.

I yderste konsekvens kan man være bekymret for at det vi med et slidt ord kalder populistiske politikere direkte udnytter frygten til at skabe momentum for at bevæge sig skridt for skridt længere over mod overvågning og andre autoritære agendaer. Jo mere skræmte vi bliver, des mere tilbøjelige er vi historisk set til at støtte dem, der præsenterer sig som “stærke mænd”.

Jeg så forleden Svend Brinkmann gøre sig vittig om alle folks ideer om hvad vi kan lære af Corona.  Og ja, det kan godt være han får ret i, at vi ikke kommer til at lære noget af krisen.

Hvis vi allesammen, som han, vælger at rulle ironiens sorte elefanthue nedover vores sårbarhed, så står vi nok bare lammede og traumatiserede bagefter.

Hvis vi ikke gør noget for at fordøje og bearbejde hvad Corona-krisen gør ved os som individer, som familier, som samfund, som civilisation, så kommer vi nok ikke til at lære så meget af den. Hvis vi sidder alene hver især og kæmper med disse reaktioner i den tro, at det er vores personlige svaghed og noget, der skal overvindes, sker der givetvis kun det, at vi graver os endnu længere ned i vores isolerede og polariserende bobler af angst bagefter.

Hvis vi bare bagatelliserer krisens psykiske effekter, når vi ikke får de kram vi har brug for til at berolige vores nervesystem, risikerer vi at stå med tusindvis af mennesker med uerkendt PTSD.

Men hvis vi allesammen sørger for at skabe rum til at fordøje og bearbejde det store kollektive traume, som en katastrofe, der både er global og personlig, aktiverer, tror jeg på at denne radikale rystelse, som enhver anden stor psykisk krise, kan få os til at tage vores værdier og vores livsstil op til revision. Og altså skabe mulighed for at lære noget. Måske noget afgørende for hvordan vi vælger at fortsætte vores liv. Om vi vil blive ved med at understøtte frygtens kultur eller om det er på tide at slippe illusionen om kontrol.

Måske kunne vi vælge at udforske hvordan vi kunne få et mere realistisk og accepterende forhold til døden?

Måske kunne en genopdagelse af vores forbundethed med naturen, gøre det lettere at acceptere døden som vilkår?

Måske kunne vi bruge oplevelsen af afstand og isolation til at minde os om nødvendigheden af nærvær og kontakt?

Måske kunne vi bruge den oplevelse af forbundethed og vores genopdagede samfundssind, som Corona har givet, som inspiration til at skabe en verden, der er mere mentalt og socialt bæredygtig fremfor mindre?

 

 

 

 

Zoom-Out

Har du set det verserende meme? Hvor nogen trækker tæppet af et monster for at afsløre hvad der ligger bag Corona, og det der viser sig er ZOOM. Den online konference-platform, der har set en eksplosiv vækst siden vi allesammen blev sendt hjem fra arbejde.
Jeg må indrømme, at jeg var på. Jeg deltog i morgendans på Zoom. Jeg mediterede på Zoom. Meget hurtigt oprettede jeg en konto, og havde en fest med at arrangere Zoom-møder. Men næsten ligeså hurtigt blev jeg mæt. Kvalmende mæt og frustreret. For ligeså fantastisk det var at få genoplivet noget af euforien fra Internettets unge dage i halvfemserne, hvor bare det at få forbindelse var et kick. Ligeså tungt ramte frustrationen over hvor lidt næret jeg følte mig efter disse møder. Hvor dybt utilfredsstillende jeg faktisk stadig synes kontakt i cyberspace er. Og hvor intenst den virtuelle kontakt aktiverer savnet af virkelig, kropslig og sjælelig forbundethed.
Samtidig så jeg min søn på 18 sidde inde i det andet værelse og prøve at engagere sig i gymnasiets online-undervisning, mens jeg hørte mine bekendte kæmpe for at holde deres mindre børn underholdt med i-pads, mens de selv forsøgte at gennemføre deres møder fra hjemmearbejdspladsen,
Vi står med generationer af børn og unge, der allerede før Corona havde mindre daglig udetid end de indsatte i fængsler – ramt af det forfatteren Richard Louv kalder “Nature Deficit Disorder”. At forestille sig en fremtid hvor vores allesammens skærmtid skulle øges endnu mere, fik mig til at vågne brat af min Zoom-eufori.

Uanset hvad, har krisen vist os mange ting om os selv – der er mange forskellige mulige læringer. Vi har set hvor hurtigt vi kan reducere CO2 udslip radikalt (hvis vi ikke straks udligner reduktionen fra fly med øget forbrug fra internettet). Vi har set hvor hjælpsomme og offervillige vi kan være, når det virkelig gælder. Vi har set hvor ondt det gør at måtte være langt fra hinanden. Vi er blevet mindet om vores dødelighed.
Men samtidig er der også nogen i den anden ende, der har set hvor meget man kan få os til at indordne os, når vi er bange. Hvor meget man kan få os til at acceptere at blive overvåget digitalt. Hvor meget man kan få os til at ordne hjemmefra computeren, hvis vi bliver tilstrækkeligt bange for hinanden.
På den bane sætter Corona-krisen dybest set bare turbo på en udvikling, der har været igang i lang tid. Selvom man kan spørge sig selv, hvordan vi stiller os til begrebet disruption, når Corona-krisen ebber ud, vil jeg minde om at Disruptionsrådet fornylig anslog at op mod 40% af de samlede arbejdstimer i Danmark kan automatiseres.
Kontaktløs betaling, scan-selv-kasser, personaleløse butikker, biblioteker uden betjening, online læge-konsultation osv. Overflødiggørelsen af menneskelig kontakt har været på vej længe. Hvis vi nu har åbnet ballet for at selv undervisning ligeså godt kan foregå på distancen, er det svært at se hvor grænsen går for stadig reduktion af menneskelig kontakt.

Derfor er det sådan set en lettelse, når jeg nu ser børnene samles (eller spredes) i skolegården igen, selvom det også aktiverer endnu en runde af uvirkelighedsfølelse, når jeg samtidig taler med venner i Spanien, England og USA om hvor intens undtagelsestilstanden er hos dem.
Det er da fantastisk, hvis Danmark virkelig på enestående vis har formået at kontrollere virus, men det er som om det hele snurrer omkring mig hver gang jeg kommer i tanker om hvor uvirkelig virkeligheden er blevet. Selvom det nu er flere uger siden katastrofe-opbremsningen startede, kan jeg stadig høre bremserne hvine. Ligesom de egentlige trafik-uheld jeg har oplevet et par gange i mit liv, er det som om øjeblikket hvor man opdager man har mistet kontrollen og ikke aner hvordan det vil ende, har uendelig udstrækning. Tiden er opløst i et tavst skrig, der strækker sig endeløst i alle dimensioner. Bilen bliver bare ved og ved at snurre om sig selv, ukontrollabelt, svimlende.
Jeg holder vejret på femte uge uden at kunne standse den indre film af katastrofe-scenarier om hvad denne spindende maskine vil ende med at hamre ind i. Mange er stadig i en tilstand af chok og forvirring. Råber og skriger og skælder ud på hinanden. Angst og ø-kuller sætter gang i konspirations-teorier, rygter og beskyldninger om fejl. Altsammen vira, der spreder sig så eksplosivt på nettet, at man kunne ønske sig at der snart kom påbud om virtuel distancing også.

Mens bilen snurrer kan man slå sig selv i hovedet over, at man aldrig fik taget det kursus i glatførekørsel, så man havde haft en ide om hvordan det nu var med at bremse og styre. Men vi ved egentlig godt, at det næppe ville have hjulpet. Når ulykken sker er det i sidste ende hastigheden, der er det afgørende for, hvor alvorlige konsekvenserne bliver.
Så hvad nu hvis vi kunne beslutte os for, at det vigtigste, når denne krise klinger af, ikke skal være at skynde os at sætte farten op igen?
Der er ingen ende på hvor mange wake-up calls vi gennem de sidste år har fået om at den accelererende vækstkultur er på katastrofe-kurs. Klima, biodiversitet, ulighed, mental helbredskrise osv. Hvad nu hvis vi lod være med at trykke snooze denne gang? Hvad nu hvis vi – i stedet for straks at sætte maskinen i gear igen for at indhente “det forsømte” på den økonomiske racerbane – benyttede denne enestående time-out til at omprioritere?
Man kunne argumentere for, at det er altfor tidligt at begynde at tænke fremad. I mellemrummet mellem før og efter kan det være svært at vælge om der skal skrives afslutninger eller begyndelser. Men hvis vi ikke allesammen engagerer os i valget om hvor vi vil hen, risikerer vi at beslutningerne bliver overilede og kortsigtede. Mere styret af frygt og behov for kontrol end af visioner og blik for muligheder.

Sat på spidsen er der to veje at gå efter virusen. En hvor vi skruer op for alle vækstkulturens og digitaliseringens kedler og lægger endnu større afstand til naturen og hinanden end før. Og en hvor vi bruger virusens wake-up call til at gå i gang med at rette op på vores forstyrrede og destruktive forhold til naturen og hinanden.
Da jeg i de første dages karantæne blev ramt af den udbredte Kondo-demi, og gav mig til at rydde op på hylderne, faldt jeg over et par af de gamle bøger om ”Naturfolkenes liv”, som jeg elskede at forsvinde ind i som barn. Og pludselig gik det op for mig, at uanset at ordet ”naturmennesker” givetvis ikke længere er politisk korrekt, så er vores kultur stadig gennemsyret af den tankegang, der skabte det ord – den forestilling, at vi mennesker, som lever i moderne kulturer dybest set ikke er natur. At naturen er ikke bare et sted, men en tilstand vi har forladt. At vi i en eller anden forstand er noget andet – underforstået bedre – end natur.
Og langsomt begyndte jeg at tænke over hvilke historier de kommende Naturmennesker 2.0. i en ikke alt for fjern, forhåbentlig genfortryllet fremtid vil fortælle om “Den Indbildske Art” og dens storhed og fald.

Arten Human Unkind, der i sin egocentrerede vanvidsrus savede alle de grene over, den sad på, så den endte med at styrte i afgrunden.
Der vil være mange sagn om artens sidste dage. Nogle vil fortælle, at de brændte sig selv op, andre at de blev skyllet væk af en enorm flodbølge af smeltevand fra polerne. De kvalte sig selv i røg fra deres egne bål. De blev udslettet af maskiner, de selv havde skabt – maskiner de havde været så dumme at give magten over liv og død.
En særlig gruppe af myter vil fortælle om hvordan de døde af vanvid, ensomme i hver deres hermetisk lukkede betonhule eller jernbur, fordi de havde glemt hvordan man talte sammen og rørte hinanden; fordi de havde glemt at de alle var beslægtet; fordi de var begyndt at tro, at alle andre var imod dem eller efter dem.
Og alle historierne vil være sande.
For Den Indbildske Art havde været på forkert kurs i lang tid. Lige fra dengang de satte sig selv over – og dermed udenfor – naturen. Dengang de gjorde sig selv til herskere over naturen ved at skabe en gud i deres eget billede, der kunne udnævne dem selv til herskere over jordens planter og dyr. Det var det første fatale skridt på vejen væk fra deres dybeste natur, som var at være forbundet til alting gennem sansernes sjæl.
Fra det øjeblik de lod sig forføre af den historie, var de i realiteten dømt til undergang, når de skridt for skridt fornægtede naturens grundlæggende lovmæssigheder og satte fornuft over følelse, adskilthed over forbundethed, vækst over bæredygtighed, marked over værdier, systemer over mennesker.
I den nye tid vil mange diskutere hvordan det kunne være, at en hel art lod sig forføre af den vanvittige fantasi. Det kan godt være arten startede med at være så bange for at blive ædt, at det gav mening at prøve at beskytte sig mod naturen – at prøve at kontrollere kaos. Men at bilde sig ind at de var adskilt fra og hævet over naturen, var begyndelsen til enden. At tro at de ikke bare skulle helbrede og forlænge liv, men ligefrem stræbe efter udødelighed.
Man vil diskutere hvornår overvægten af udfordringer til det menneskelige helbred tippede fra at være naturskabte til at være menneskeskabte: giftstoffer, stress, trafikdrab, mord, krig, terror, sukker, alkohol, narko, medicin, klimaændringer… Og hvordan de kunne finde på alligevel at leve videre som om det vigtigste i verden var at kontrollere naturen.
Hvordan kunne de undgå at indse, at grænseløs vækst ikke var fysisk muligt? Hvordan kunne de finde på at behandle mennesker på måder de aldrig ville behandle dyr? Ingen ville presse en væddeløbshest til konstant at løbe hurtigere, længere og oftere uden pauser til at restituere, men Den Indbildske Art tvang i de sidste år sig selv og hinanden til at accelerere i det uendelige.

Er det mon ikke nu, hvor Coronaen har givet os en time-out, at vi skal se i øjnene, at vi er den indbildske art, der har glemt, eller prøvet at fortrænge, det faktum, at vi er natur ? Os der i vores grænseløse arrogance først godt og vel har taget livet af naturen, og siden med raske skridt prøver at gøre os selv overflødige ved at reducere alt til data og lade som om databehandling er det samme som intelligens. Men databehandling er kun det samme som den intelligens, der har taget livet af naturen. Den isolerede intelligens, der tror at tal er den eneste sandhed, der tror at kontrol, udnyttelse og magt er den eneste vej til overlevelse. Den reducerede og reduktionistiske intelligens, der ikke kan acceptere eller forstå sjælens intelligens, naturens intelligens.

Det er nu vi har chancen for at huske, at den myte om fremskridt, der styrer vores kultur med fast hånd, er født med den tragiske fejl, at den er i modstrid med naturen.
Naturen fungerer ikke lineært men cyklisk, dynamisk, i bølger og spasmer, pulserende og foranderlig.
En myte, der insisterer på fremskridt kan derfor aldrig være andet end første del af en større historie – den velkendte historie om store civilisationers storhed og fald.
Ideen om at vi kan producere os ud af krisen, eller flytte civilisationen til andre planeter er del af samme felt af absurde drengedrømme, som transhumanisternes superheltefantasier om at gøre sig udødelige ved at uploade deres bevidsthed til “skyen”.

Lad os benytte katastrofe-opbremsningen nu til at droppe disse fantasier om menneskelig almægtighed. Fremskridt og vækst er ikke holdbare omdrejningspunkter. Vi har brug for nye mål, nye myter og nye helte.
I Coronaens tid har vi endelig fået øje på vores forbundethed og vores uselviske gen, der har ligget i dvale altfor længe. Det er disse sider af os selv, som vi må satse på, når genopretningen går igang.
”Tilbage til naturen” har i mange år været brugt som hånlig nedgørelse af alternative ideer. Jeg tror vores eneste mulighed for overlevelse som art er at komme “frem til naturen”.
Vi bliver nødt til at genoprette respekten for naturen i og omkring os. Tiden er inde til at indse, at natur hverken er noget vi skal overvinde eller udnytte. Vi er selv natur og før vi kan redde isbjørne, bier og pandaer, er vi nok nødt til at redde os selv ved at favne det faktum, at vi ikke har en chance, hvis vi prøver at gøre os selv til maskiner. Det nytter ikke at spejle os i teknologi og tro, at vi skal leve op til den. Ufejlbarlighed, robusthed, acceleration og fleksibilitet er ikke menneskets natur – men fører til endeløst overforbrug, overbelastning, ubalance, overophedning, udbrændthed – fysisk såvel som mentalt.
Vi må zoome ud og forstå, at vi grundlæggende er én organisme – os og naturen. Vi er dødelige, fejlbarlige og sårbare. Når man er fuldt tilstede i sin krop, kan man mærke det. Vi er afhængige af naturen – på alle måder – fordi vi er en del af den. Når vi mister kontakten med naturen – omkring os, i os selv og i hinanden – lever vi i en tilstand af evigt savn. En dyb følelse af mangel bliver den grundtone, der gør grådighed, konkurrence og egoisme til automat-reaktioner.
Tilbage til naturen er ikke en trussel, men et håb – nok vores eneste.
Det er samme omstilling væk fra det vækstorienterede paradigme, der er nødvendig for at sikre såvel vores egen som de andre dyrs fremtid.
Det er nu vi har chancen for at vælge, om vi vil vokse tættere endnu tættere sammen med skærmene – eller om vi vil gå igang med at udvikle os til Naturmennesker version 2.0., så vi kan forhindre, at næste katastrofeopbremsning bliver fatal.

 

Rygestop – Flyvestop – Full stop

Kronik i Kristeligt Dagblad 18/3 2020

Hvad sker der indeni, når vi ikke længere bare kan ryge og rejse?

Tirsdag d.10/3 –  Dag 3 i Corona-karantæne. Sammen med min søn på 18, hvis klassekammerat er blevet syg. Vi indretter os. Vi ændrer vaner. Jeg rydder op i de bunker, der har hobet sig op gennem nogle travle måneder…Min søn laver terminsprøver i sit værelse. Indimellem leger vi pludselig, som vi ikke har gjort i mange år. Og indimellem er vi ved at blive tossede over ikke at kunne komme ud og løbe en tur, se nogle andre. Gøre noget som vi plejer. I går nævnte min søn, at det føles ligesom hjemve. Selvom sagen altså er, at vi ikke skal være andet end hjemme de næste 11 dage.

Det giver plads. Plads til at mærke. Mærke hvad man længes efter. Og plads til at tænke over hvorfor. (Det er godt at prøve at tænke. Så er der mindre rum til bekymringen over hvad vi skal stille op, hvis vi bliver syge, og karantænen skal forlænges…)

Jeg kan for eksempel gribe mig selv i at længes efter at flyve.

Efter i mange år at have været frygteligt god til jævnligt at finde en eller anden afgørende grund til, at jeg absolut måtte flyve til Spanien, Marokko, Italien, besluttede jeg for omkring et år siden, at den ikke gik længere, hvis jeg skulle kunne se mig selv i øjnene, når jeg skrev om miljøet. Jeg ville ikke være ultimativ – hvis jeg af arbejdsmæssige årsager pludselig skulle stå i en situation, hvor det var umuligt at undgå, ville jeg stadig flyve. Det var bare alle de dybest set overflødige lystrejser, jeg ville holde op med at tænke som fly-ture. Hvor svært kan det være, tænkte jeg. Det er jo bare en beslutning. Og så bliver det jo skønt at begynde at planlægge rolige togrejser med plads til mindfulness. Slippe for lufthavns-stress og flyskræk. Osv.

Det lignede en win-win situation, og har sådan set også været det. Bare på en lidt anden måde end jeg så for mig på det tidspunkt.

For det, der har vist sig er, at det at holde op med at flyve, på virkelig mange måder lignede det, der skete, da jeg for snart mange år siden holdt op med at ryge. Men det gik egentlig først op for mig forleden, da jeg pludselig mærkede hvordan jeg intenst savnede det uendelige blå over skyerne. Den helt særlige følelse af grænseløs frihed, som jeg kun kender fra det øjeblik, hvor anspændelsen fra take-off har lagt sig, og man kan give sig hen til flyvningens vægtløshed. En følelse, der minder overraskende meget om den tilstand, jeg stadig husker fra øjeblikket efter det første sug af en virkeligt god smøg.

Da først den lighed havde taget form i min bevidsthed, begyndte jeg at få øje på det mønster, jeg har oplevet det sidste år. Mønsteret i hvornår det har været næsten ubeskriveligt svært at holde fingrene fra at klikke på mailen med reward-points og tilbud fra Norwegian eller Momondo. Mønsteret i hvornår længslen efter en uges inspiration i Barcelona, en lang weekends skønhed i Rom, en måneds arbejdsro i de Andalusiske Bjerge, en uges jule-eksil i Marokko, har været så intenst anmassende, at det krævede opbydelsen af al min viljestyrke at holde fast i min beslutning.

Og det mønster viste så, hvordan impulsen til at bestille en rejse var fuldkommen parallel til den impuls til at tage en smøg, som jeg opdagede, da jeg holdt op med at ryge. Når jeg egentlig var vred, men ikke måtte vise det. Når jeg var fanget i en ubehagelig situation, som jeg ikke kunne finde ud af at ændre. Når jeg var stresset og havde brug for at dulme nervesystemet. Dengang det handlede om smøger, var det de små ting. Men da det var flyveture, der fristede, var det lidt større problemer, som strakte sig over tid. Familiekriser, der trak tænder ud, triggede en dyb længsel efter at sidde på havnen i Essaouira i Marokko. Stadigt forstyrrende konflikter, som jeg ikke kunne finde ud af at løse, gjorde det næsten umuligt ikke at overbevise mig selv om, at det ville være langt bedre for mit arbejde at sidde et par uger i en Airbnb i Barcelona og fokusere på at skrive.

Fælles for lysten til at ryge og lysten til at rejse var tydeligvis impulsen til at flygte. Flygte fra noget, der var for stressende eller for følelsesmæssigt intenst, til at jeg kunne rumme det.

Det er jo ikke noget nyt. Masser af rejse-selskaber reklamerer med Great Escapes, Escape Travel, Secret Escapes osv.

Men det som parallellerne mellem de psykiske reaktioner på rygestop og på flyvestop fik mig til at opdage var, at det måske i virkeligheden overhovedet ikke var så fedt med de her escapes, som jeg har gået og bildt mig ind. At det måske tværtimod – nøjagtigt ligesom med smøger – er en ekstremt kortsigtet flugt, man får fra sit livs realiteter, når man flyver væk. En flugt, der i praksis betyder, at man endeløst udskyder muligheden for at se virkeligheden i øjnene. Tage tyren ved hornene og sige fra, i stedet for at tænde en smøg. Indse at jeg har indrettet mit liv på en måde, der får mig til at hade hverdagene intenst, og drømme om en ferie “jeg ikke vil hjem fra”. Overgive mig til at mærke det jeg virkelig føler – og tage ansvar for at tage konsekvensen af det.

Pludselig slår det mig, at vi der lever det privilegerede liv, som de obskønt lave priser på flyrejser har gjort muligt i de seneste 10-15 år, på en bizar måde også er en slags flygtninge. Mentale flygtninge, der flygter fra vores egen uudholdelige stress/konkurrence/accelerations-kultur. Den  hungersnød vi flygter fra, handler ikke om mad men om sjæleføde. De krige vi flygter fra handler ikke om magten over landskaber, men om magten over vores opmærksomhed. Men tilsyneladende føles det næsten ligeså tvingende nødvendigt for os, når man ser hvor højt vi trods al mulig viden om CO2 stadig prioriterer at komme afsted på vores yoga-retreats i Indien, mindfulness i Bali, eventyr i Afrika, druk-ferie i Bulgarien, golf-ferie i Spanien, dykkerferie i Australien osv. osv.

Men alt det sætter Corona-virus lige nu en brutal stopper for. Godt for klimaet, men udover hvor forfærdeligt det er for dem, der bliver syge, er det sikkert hårdt for de mange mennesker, der er afhængige af jet-kicks og great escapes. Pludselig bliver vi allesammen tvunget til at blive hjemme. Noget af en “kold tyrker”.  Men måske kunne vi bruge det som en anledning til at se os selv i øjnene. Indrømme over for os selv, at vi faktisk er fanget i en afhængighed – og tage ansvaret for at finde ud af, hvad det er for følelser, vi bruger rejserne til at undgå. Hvad det er for dimensioner af tilværelsen, som vi bruger vores afhængighed til at beskytte os mod at rydde op i. Hvad det er ved livet i vores ekstremt privilegerede hjørne af kloden, der tvinger os til at flygte til de rester af natur, af simple living, af oprindelig kultur, som andre strømme af mennesker er tvunget til at flygte fra….

Søndag d.15/3 – Dag 8 i isolation

En slags ro efter de sidste par dages konstant nye meldinger. Min søn og jeg er heldige  stadig at være raske, men også stadig i karantæne. Selvom det kan begynde at føles sært efter at situationen og retnings-linierne for alle andre har ændret sig. Men vi kan ikke overskue at forholde os til alle mulige menneskers forslag om hvordan vi skal ændre strategi. Det enkleste er at holde os til de oprindelige forskrifter. Og minde os selv om hvor vigtigt det er for at passe på folk som mine forældre. Vi prøver at lade være med at blive grebet af skræk-scenarier, men det bliver ikke nemmere af at have været afskåret fra normal-liv i 8 dage. Vi tænker på dem, der er eller vil blive rigtigt syge, men det hele har en tendens til at føles enten uvirkeligt – eller så rædselsvækkende, at det ikke er til at holde ud. Jeg prøver at træne mig selv i at se ind i det svære uden at drukne.

Nu hvor det er hele samfundet, der er tvunget på pause, er det som om Corona brutalt har revet Business-as-Usual plasteret af.

Selvfølgelig gør det ondt at miste illusionen om udødelighed. Selvfølgelig er det sorgfuldt at måtte opgive drømmen om at vi kan kontrollere tilværelsen. Selvfølgelig er det fristende at prøve at undgå at mærke både angsten og smerten og sorgen. At distrahere sig, at joke og spille cool, at håne de andre, skælde ud på regeringen osv. Men måske ville det være mere givende at bruge dette uventede, uønskede hul i tiden til at lade smerten og sorgen åbne døren til sjælens rum, hvor mange af os ikke har været i evigheder.

Tænk hvis vi kunne bruge den afbrydelse af festen på Titanic, som Corona påtvinger os, til at komme i gang med den indre omstilling, der er nødvendig, hvis vi skal finde mod og styrke til den ydre omstilling, som kloden og klimaet kræver med stadig større utålmodighed. Lad os bruge pausen til at sørge over tabet af det luksusliv vi har kendt. Lad os bruge stilheden og isolationen til at mærke efter hvad det er vi virkelig savner og længes efter. Las os få ordentligt fat i det, der virkeligt tæller, så vi ikke behøver styrte ud og købe smøger og flyrejser, så snart Corona-alarmen er afblæst. Så vi er klar til at reorientere os mod et nyt, mere bæredygtigt, mere solidarisk liv, når den akutte krise er overstået.

Hvis alle dem, der er så heldige at komme helskindet gennem denne her store fælles tur på rehab, ville beslutte sig for at lade være med at falde tilbage i afhængigheden af flyrejser, overforbrug osv., kan denne krise måske blive muligheden for det kurs-og gear-skift, som kloden har så voldsomt brug.

Overmenneske eller overflødig?

Kronik i Politiken i dag

“Er der andre, der har problemer med bananfluer?”

“Hvad er det lige med lugten i opgangen? Er der nogen der har efterladt noget affald?”

Jeg var på sommerferie og fulgte dialogen i andelsforeningens facebook-gruppe fra sidelinjen. Først da jeg nogle uger senere var kommet hjem og så en vogn fra Skadeservice og nogle mænd i sikkerhedsdragter, begyndte det at dæmre.  Det var Lars fra nabo-opgangen, der var død alene i sin lejlighed, og først blevet fundet, da lugten 2 uger senere blev så voldsom, at naboerne slog alarm.

Senere var der en, der delte en opfordring om at gå til begravelsen. Jeg ved ikke om der var nogen, der mødte op. Jeg må indrømme at jeg ikke gjorde. Jeg syntes ikke det gav mening at komme, når jeg ikke kendte ham. I de 5 år, jeg har boet her,  har jeg kun set ham i gården 2-3 gange.

Men bagefter blev jeg ramt af lige dele skam og forundring over, at jeg har accepteret de rammer og normer, der gør, at det føltes normalt ikke at gøre noget for at lære Lars at kende, få hans historie, se hvad han var for et menneske.

Hvordan kunne det blive så nemt for mig at overse, at et andet menneske var ved at gå til grunde i ensomhed? Men endnu mere, hvad er det for et samfund vi har lavet, hvor folk kan falde helt ud mellem sprækkerne på den måde som Lars?

Mennesket er et socialt dyr. Vi har brug for at blive set, mærke at vi hører til, har betydning. Det er deltagelsen i fællesskabet, der skaber dybde, fylde og en følelse af mening i tilværelsen. Menneskets neurobiologi er designet til socialt engagement. Det er vores eneste sikre vej til overlevelse. Som art er vi derfor drevet af et stærkt behov for at være og yde et betydningsfuldt bidrag til fællesskabet.

Men i disse år virker det som om alle de metoder, vi har udviklet til at gøre samfundsmaskinen mere effektiv, har den bagside, at de med nærmest kirurgisk præcision fjerner den enkeltes følelse af betydning.

Ja, for at maskinen rigtigt kan køre, og helst også accelerere, er det tilsyneladende nødvendigt, at det enkelte individ har minimal betydning.

Men hvad sker der med en, hvis alt hvad man møder er mere eller mindre direkte beskeder om at man er udskiftelig, overflødig, at man så let som ingenting kan rationaliseres væk eller ens funktioner nårsomhelst kan blive udliciteret, digitaliseret eller overtaget af en robot? Når alt i arbejdsliv, politik og medier fortæller en, at man ikke er noget værd, at det at være menneske ikke er nok, er det måske ikke sært at mange bliver syge i sjælen. Ikke sært at folk skader sig selv på alle mulige måder. Eller tror at andre mennesker er nogen man frit kan snyde. Frit kan skyde.

Hvordan er det kommet så vidt?

Jeg har lige genset filmen “Moderne Tider” hvor Chaplin med stor skarphed skildrer industrisamfundets absurditeter. Et af højdepunkterne er scenen, hvor hovedpersonen danser ud på gaden efter at være gået over gevind, da tempoet på samlebåndet er blevet øget til det groteske. Med en skruenøgle i hver hånd bliver han ved med at udføre sine mekaniske bevægelser idet han går til angreb på alt fra brandhaner til de møtrikformede knapper på en forbipasserende kvindes bryster. Bevægelsesmønsteret har så at sige brændt sig fast i kroppen på ham.

Chaplins film er fra 1936 og selvom den meget fremsynet har skærme på toilettet, så chefen kan holde øje med medarbejderne, er der selvfølgelig sket meget siden da. Det er på uendeligt mange måder et stort fremskridt, at så mange af os er blevet frigjort fra industri-arbejdets byrde, men når man ser på udbredelsen af stress og andre mentale lidelser, kan man blive grebet af spørgsmålet om vi bare har bevæget os fra en kropsopslidende aske ind i en sjælsfortærende ild?

I vores tid er det ikke så meget et fysisk som et mentalt adfærdsmønster, der brænder sig fast, og er næsten umuligt at slippe når vi har fri. Konkurrencekulturens koreografi, kunne man kalde det.

Fredag morgen på motorvejen mellem Hobro og Århus. Tempoet er hæsblæsende. Det virker som om alle er grebet af følelsen af at være vigtig, usårlig, udødelig, når de kommer med 170 km i timen lige op i bagruden på mig med blinkende lygter for at få mig til at trække ind, så de kan overhale. Konkurrence-adrenalinet for fuld udblæsning

Og så kommer jeg til at tænke på Karinas svoger, lad os kalde ham Frederik, der røg i grøften i forgårs, mens han talte stadig mere sort til en kunde i sin mobiltelefon – om den var håndholdt eller ej er her uden betydning.

Kunden blev i telefonen og talte med Frederik, mens han fik sin kone til at ringe efter hjælp, fordi det lød som om der var noget helt galt med den sorte snak.

Da familien kom frem og fandt bilen i grøftekanten, troede de først at Frederik havde fået en blodprop og var klar til at give hjertemassage til den 35-årige.  Men da hans telefon ringede, mens ambulancefolkene var ved at bugsere ham ud af bilen, gjorde han pludselig voldsomt modstand og insisterede på at tage telefonen. Hvis nu det var vigtigt!

Efter en nat på hospitalet, hvor man konstaterede at han hverken havde blodprop eller hjerneblødning blev han sendt hjem. Uden et ord om at tage en pause. Og selv mente han, at han bare havde haft lidt for travlt på det sidste.

Som jeg sidder der bag rattet på motorvejen, slår det mig, at hvis ikke det er lykkedes for Frederiks familie at tvinge ham til at blive hjemme, kan han være på motorvejen lige nu. Det kan være ham, der kommer tordnende bagfra. Igang med at indhente det forsømte i sin telefon. For at opretholde følelsen af betydning, af at være nødvendig. Det øjeblik han tillod sig at slippe den og blev liggende i sengen, ville han sandsynligvis blive overvældet af den enorme utilstrækkelighedsfølelse, der truer os alle, når vi konstant befinder os i konkurrence-kulturens sammenligningsspor.

Vi bliver konstant fodret med historien om, at det eneste, der tæller er at vinde.  På stort set alle sendeflader presses ethvert emne ind i et konkurrenceformat. De fleste sendes hjem og The winner takes it all!                 Er det i virkeligheden det binære mindset, der er blevet vores tids skruenøgle?

Man kan kun blive enten vinder eller taber. Nr. 1 eller et 0. Overmenneske eller overflødig. Vinderne, der kører derudad med samfundsmaskinen i højeste gear og derfor synes alt ser lyst ud – og taberne, der falder af i stadig større antal. Vinderne er subjekter – dem, der handler i verden; dem, der styrer den maskine, de kalder Udviklingen. Taberne er objekter, reduceret til data – det, der bliver handlet med, og behandlet, og ender i parallelsamfund, som man ikke har en chance for at undslippe.

Og når vi ovenikøbet har ladet forbrug være det tegn på succes, som alle prøver at udleve, har vi opskriften på en global katastrofe.

Den binære konkurrencekultur efterlader tilsyneladende ikke noget rum til at identificere sig som middelmådig, som almindelig, som mellemklasse. Ideen om at leve et almindeligt og tilfredsstillende liv i en jævn og bæredygtig hverdag opleves af mange ikke længere som en realistisk mulighed.

Blandt de 25-34-årige studerende har hver anden kvinde et højt stressniveau – mange taler om at deres egne forventninger om at skulle yde en toppræstation er den primære årsag – sammen med bekymringen for om de har nogen chancer på jobmarkedet, hvis de ikke får topkarakterer.

Når hele den offentlige sektor er underlagt samme konkurrencelogik som det private erhvervsliv, strammer det til. Læreplaner, prøver, tests, dokumentation, evaluering osv. i vuggestuer, børnehaver, skoler og på arbejdspladser er alt sammen pres, der skaber en dyb følelse af at være udsat for en mistillid, der nårsomhelst kan føre til et puf ud over kanten. Enhver der ikke passer ind, får en diagnose og bliver dømt ude. Hvis man viser svaghedstegn, bliver man spurgt om man er sikker på at man virkelig ”vil jobbet”. Det er sjældent arbejdspladsen, der laver ændringer for at tilpasse sig medarbejdernes ressourcer og behov. Den højt besungne fleksibilitet foregår altid på de ansattes bane, på medarbejdernes regning.

Vi er tilsyneladende blevet en kultur, hvor ”human resources” er det anonyme brændstof, der skal skovles ind i fyrrummet i et stadig højere tempo. En kultur, der forguder ”disruption” i en blind mangel på respekt for det grundlæggende menneskelige behov for balance mellem tryghed og udfordring. Og alt sammen skaber det et miljø, der tvinger os til at præstere solen sort såvel på arbejdet som i fritiden i håb om at opnå en følelse af betydning.

Jeg går ud fra at det giver mening, hvis man tror på at alle altid kan yde mere, hvis de bliver presset. Men hvem ville presse en væddeløbshest til på den måde konstant at løbe hurtigere, oftere og længere, uden pauser til at restituere? Som jeg ser det, har den neoliberale konkurrencekultur fået hamsterhjulet til at accelerere så voldsomt, at det er næsten umuligt at undgå at blive slynget af i farten.

På gaden passerer vi hinanden uden øjenkontakt, bøjede over vores skærme i alle offentlige rum. Vi behandler hinanden som overflødige. Det breder sig som en virus.  Måske er smartphonen (oveni alt det andet den er) blevet den overflødiggjorte borgers krampagtige forsøg på at signalere – også til sig selv – at man har betydning. At det er magtpåliggende at checke sin telefon, modtage notifikationer og læse beskeder.

Men denne følelse af betydningsfuldhed er desværre et slemt tilfælde af at tisse i bukserne for at holde varmen, når hvert eneste blik på skærmen i praksis er et blik væk fra den nære verden, og de fællesskaber, hvor man faktisk kunne være betydningsfuld.

Omstillingsparat og plastisk som sindet er, accepterer vi langt henad vejen vilkårene. Så længe man har en plads i bussen, skal man ikke risikere noget ved at kritisere eller sætte spørgsmålstegn.  Og hvem kan i øvrigt se det store billede, når man allerede hager sig fast med det sorte af neglene og kæmper for ikke at blive den næste, der ryger af i svinget? Blive en af de tabere, vi ved hvad der sker med – de gamle, de arbejdsløse, de stress-ramte, de psykisk syge, de hjemløse – de udstødte, der ikke har nogen betydning i en kultur, hvor ordet sammenhængskraft er blevet en tom floskel.   Taberne man ikke kan holde ud at se på eller høre om, så længe man er i stand til at opretholde illusionen om at man flyver ved egen kraft – og ikke har lyst at få øje på, at man bare er en af de heldige vindere i et dybt vilkårligt pyramidespil. De, der har været heldige at erobre magt og rigdom støttes i at tro, at de er mere værd end andre – som skattesvindlerne i DRs dokumentar, der sidder på toppen af verden og føler sig hævet over alt og alle. Og alle andre flakser vildt med arme og ben for ikke at synke til bunds i menneskehavet. Den eneste måde at komme op, hvor man kan trække vejret frit, er tilsyneladende at trampe på de andre.

Men en middelklasse, der ikke bare accepterer, men annekterer elitens værdier og menneskesyn, graver sin egen grav. Flertallet har ikke en chance i et samfund, hvor det kun handler om at vinde.

Over hele verden ser vi i denne tid voksende bevægelser af utilfredshed. I forskellige lande tager det forskellige former og får forskellige udtryk. Men set fra helikopteren virker det som om de, der rejser sig, er de altfor store grupper af mennesker, der er blevet overflødiggjort. Dem, der er blevet hægtet af samfundsmaskinen under overgangen fra industrisamfund til globalisering og digitalisering, fordi markedet har fået lov at styre udviklingen og man har undladt at skabe rum til nye meningsfulde livssammenhænge.

Overalt er øget overvågning øjensynlig magthavernes vigtigste tiltag i forhold til at få folk til at føle sig set…. Men hvis vi vil undgå at stadig flere befolkningsgrupper følger ruten fra marginalisering og eksklusion til populisme og radikalisering i den ene eller den anden retning, bliver vi nødt til at få sat en stopper for overflødiggørelsen.

Hvordan kommer vi til at føle os som et fællesskab igen? Ligger svaret ikke ret lige for? Hvis vi lytter til advarslerne om den ulmende klimakatastrofe og sætter alt ind på i fællesskab at skabe den nødvendige omstilling til bæredygtighed, kan alle spille en rolle. I kampen for at ændre kurs inden det er for sent, bliver ingen overflødig. Set i det perspektiv har alt hvad vi foretager os betydning.

Ville det ikke være den mest oplagte måde at slippe konkurrencekulturens destruktive koreografi, og starte en ny dans? En dans i respekt og ærefrygt for vores fælles hjem, planeten. En dans, der anerkender, at mennesket mere end noget andet er et socialt væsen, der på alle måder trives bedst, når vi er tæt forbundet med andre; når vi tør se både hinanden, vores børn og os selv i øjnene.

Det må være den ultimative win-win situation.

Black Friday og udfordringen af den frie vilje

Denne kronik er i Kristeligt Dagblad idag. De også har lavet en video, hvor jeg laver en klovnet parodi på top-10 lister…

 

Der tælles ned til Black Friday. Forbrugskultens sorte messe. Mobile pay, kontaktløs betaling, click-and-get, one-click. Markedet har alle interesser investeret i at overbevise os om, at teknologier, der gør det nemt at købe, giver os mere frihed.

Men forbrug er ikke frihed. Tværtimod. Forbrug er det fængsel, der gør os syge, ensomme, forvirrede og ulykkelige. Black Friday er i sandhed en sort dag. Forbrug er den heroin, som vi er blevet gjort afhængige af. Hooket op døgnet rundt til et intravenøst drop via smartphones med shoppingapps og kviklån.

“Vi giver bare folk det de vil have”, siger man som forklaring på at sælge vold, porno, dårlig kvalitet, hurtige meninger, nemme løsninger osv. Med strømme af top 10 lister, forføres vi til at tro, at alle andre “vil” den forplumrede suppe af rabiate meninger, dårlige produkter, voldsporno osv.

Men hvad er det for et “vil”? Hvad er det for en vilje, der har styret de forbrugsvalg, som algoritmen viser os, at de andre har taget? Tilsyneladende er forskellen mellem impulskøb og velovervejede valg glemt eller gået i opløsning. Hvem tager sig stadig tid til at overveje? Hvem har nok kontrol over deres opmærksomhed til at vælge at overveje?

Med et marked, der har brugt enorme ressourcer på at forske i den neurovidenskab, der skal til for at udføre den mest subtile mindhacking, er der ingen ende på hvor præcist fristelserne med afhængighedsskabende forbrug kan plantes. Jo mere forvirrede og bedøvede vi er, des lettere er det at hijacke vores hjerner til forbrug.

Vi er blevet narret til at forveksle det at følge en impuls, et glimt af begær, med at ville noget. Vi bliver forført af illusionen om at det impulsive køb er et udtryk for handlekraft og effektivitet. Vi føler os kompetente og beslutsomme, når vi klikker køb.

Vi gør det ikke fordi vi er dumme. Vi gør det fordi alle, der vil sælge os noget, har brugt maksimale ressourcer på at hacke vores sind, vores neurokemi, så de ved nøjagtigt hvordan de kan trigge vores begær (bl.a. Ved at fodre vores lave selvværd), aktivere vores handlingsimpuls – og sidst men ikke mindst manipulere hjernen til at springe over den besværlige proces det er at overveje om det nu egentlig er en god ide at følge den impuls og bruge 3000 kroner på en ny køkkenmaskine, når vi lige har fået en ekstra varme-regning, og egentlig havde besluttet, at vi havde brug for at gå ned i tid på jobbet for ikke at gå ned med stress.

Alt er designet til at få os til at droppe den “besværlige omvej” via det præfrontale cortex, der engang var det, der hed det frie valg, den frie vilje. Vi narres til at tro at vi er frie, når vi følger den første den bedste impuls (til at købe), men virkeligheden er tværtimod, at vi mere end nogensinde er slaver af dem, der styrer hvornår og hvordan vores impulser bliver aktiveret.

Indtil for 20 år siden havde man, om ikke andet, mulighed for at mærke sin kerne, for at tænke sig om, når man var på lokum. Med smartphones (der direkte er designet til at skabe afhængighed) i enhver lomme og dermed internettets globale marked lige ved hånden 24/7, kræver det et bevidst, aktivt valg at skabe rum til at lade sit sind finde sin egen vej igennem følelser, tanker, beslutninger – såvel om sit eget liv som om fremtiden for kloden.

Når apps som Wish, der vil sælge dig alt hvad du tror du drømmer om, har direkte adgang til dine virtuelle penge i det splitsekund hvor de har aktiveret impulsen til at købe, har du reelt ingen frihed til at styre hvilket liv du vil leve.

Du klikker, du køber, du mangler penge, du må arbejde mere, du bliver mere stresset, din impulskontrol svækkes yderligere, (samtidig med at din følelse af enten forurettelse over dit elendige job eller din følelse af at have fortjent at blive forkælet vokser, så det føles stadig vigtigere at købe noget), så du køber igen, køber mere og mere og mere.

Når man følger de nyeste tendenser indenfor teknologisk forretningsudvikling, kan man se at der er et ønske om at bringe skærmene endnu tættere ind på os. Hvis vi tillader markedet at fortsætte med at styre den teknologiske udvikling i den retning, er perspektivet at fremtidige generationer ikke har en chance for at vide, at den tekst eller det ikon, der kommer frem inde i brillen, eller på øjets linse, ikke er en del af virkeligheden, men er et indgreb, fra magt eller penge, der vil manipulere vores adfærd, så den plejer deres interesser.

Jo tættere på vi lader de medierende skærme komme, des mindre rum er der tilbage til pauser, hvor man kan genskabe kontakten med sig selv – kontakten med den kerne, som man er nødt til at kunne mærke for at foretage frie valg. For at have en fri vilje.

Læg dertil de miljømæssige konsekvenser af at alt det billige plastic vi føler os frie til at købe, først skal transporteres fra Kina med hvad det har af CO2 omkostninger. Derefter går det snart i stykker og bliver en del af den tsunami af affald, der er ved at oversvømme kloden – dels fordi det er lavet i elendig kvalitet for at blive så billigt, at det går under selvkontrollens radar; dels fordi hele forbrugs- og vækst-maskinen kun fungerer hvis vi kan forføres til at købe en ny igen og igen og igen, med stadig kortere intervaller.

Og så vil jeg undlade at komme ind på de langsigtede sociale og politiske konsekvenser af at mennesker overalt i den 3. verden slider sig op ved at udvinde ressourcer og mineraler til produktionen, mens mennesker i den 2.verden – Kina, Indien osv. – slider sig op ved at sætte plastic og chips sammen på stadig nye måder, for at vi i den 1.verden kan få tilfredsstillet vores umættelige sult.

En sult, der tilsyneladende bare vokser; bliver et bundløst hul i vores sjæl skabt af den akkumulerede frustration, der vokser indeni, når de købte ting aldrig nogensinde kan give os den tilfredsstillelse, som de lokkede med. Fordi den tilfredsstillelse, den lykke vi drømmer om og længes efter,  i virkeligheden er al den ro, det nærvær, den kontakt og intimitet, den meningsfuldhed og eksistentielle fylde, som hele det her cirkus af effektivitet og forbrug har berøvet os.

Black Friday er i sandhed en sort dag, som for (eventuelle) fremtidige civilisationer vil ligne en bizar selvmordskults skræmmende og absurde ritualer.

Hver eneste gang vi klikker “køb” bidrager vi til miseren. Vi bliver nødt til at erstatte vores destruktive konsumkultur med en livsbekræftende kultur. En kultur med værdier, der understøtter vækst i livskvalitetet i stedet for i forbrug.

Hvis vi vil hele os selv og verden, bliver vi nødt til at stoppe det marked, der splitter alting i atomer for at omsætte og tjene penge.

Det er tid for en frihedskamp. En kamp hvor vi først og fremmest generobrer vores egen frie vilje til at vælge. Til at vælge bevidst og reflekteret. Vælge en livsstil, der ikke gør os syge. Vælge en livsform, der ikke suger alt liv ud af planeten.

 

Hvis fremtiden var min coach

Hvad betyder ytringsfrihed,

Hvis der ikke er nogen der lytter?

Hvad betyder fredninger,

Hvis de bare kan ophæves?

Giver det mening at bekymre sig om ulighed,

Hvis alle snart er lige

Døde?

Giver det mening at bekymre sig om menneskelighed,

Hvis menneskeheden….?

Giver det overhovedet mening at bekymre sig om noget,

Når proportionsforvirringen allerede

Har spredt sit skidengule hentehår

Udover det meste af det net,

Der lukker sig stadig strammere om

Halsen på os?

 

 

Hvordan vil vi se

På det liv vi lever nu

Hvis det viser sig

At det her var

Den sidste tid?

 

Tiden hvor vi ikke længere

Kunne se hinanden i øjnene,

Når vi talte om vejret

Eller havet

Eller bierne

Eller demokratiet

Eller fremtiden

 

Alt det vi vidste,

Men ikke kunne se i øjnene,

Fordi det gjorde for ondt.

 

Alt det vi ikke kunne holde ud

At tale om,

Fordi frygten, skammen, skyldfølelsen alt for let

Blev til raseri, som vi kastede

I hovedet på hinanden.

 

Hvordan vi svingede

Som hysteriske penduler

Mellem panik og afmagt.

Hektisk talende for ikke at mærke.

 

Tvunget af selvopholdelsesdriften

Til at knuse de spejle,

Der kunne vise os den rædselsvækkende

Sandhed.

 

Fanget som bedøvede forsøgskaniner

I det umulige paradoks

At det var uudholdeligt at leve

Med gruen for fremtiden,

Men at vi måske ikke fik nogen

Fremtid overhovedet,

Hvis vi ikke så gruen i øjnene.

 

At vi inficerede hinanden

Med lammende afmagt,

Hver gang vi delte et nyt

Dommedagsprofeti,

Men hvis vi tav

Var vi en del af det samme selvbedrag,

Der truede med at blive vores nemesis.

 

Overvældet af den umulige opgave

At gennemskue hvilke trusler

Var reelle og hvilke blot distraktioner

Fra noget endnu værre.

 

At videnskabsfolk og forskere

Kunne skrive hundredevis af hyldemeter

Om de skader vi havde pådraget planeten,

Men først når en 15-årig pige

Med fletninger og alvorlige øjne talte sort-hvidt,

Var der nogen der lyttede.

 

Lyttede, indtil insektdød blev det nye sort.

Indtil en ny krise

Blev mere trendy, gik viralt, toppede listen.

 

At vi brugte tiden til at slå

Hinanden i hovedet med hver

Vores version af dommedag,

Mere optaget af at få ret

End at skifte retning.

 

At behovet for at føle os

Unikke, sku’ forhindre os i at stå

Sammen i kampen for det

der gjaldt os alle;

Det der var så oplagt vigtigt, at det virkede

Banalt, kedeligt, usexet.

 

 

Hvad vil vi sige til os selv

At vi skulle have gjort

Mens tid var?

 

Time Out

 

Gid der var en pause

Mellem fortiden

Og fremtiden.

Bare et kort stop

Hvor man kunne

Stige ud og strække

Benene. Få en kop

Kaffe og måske

En smøg. Veksle

Et par ord. Kigge lidt

På køreplanen. Snuse

Til foråret.

Tage et øjeblik

Til at overveje

Sine planer eller måske

Bare på impulsen fra et

Blik bag vinduet i vognen

På det andet spor

Skifte tog, helt uden at ane

Hvor det kører hen.

Til en by med et ukendt navn.

Eller måske gå

En rask tur rundt

Om stationen. Tage en bid

Mad på en gammeldags

Banegårdsrestaurant og se

På udsigten

På de andre rejsende,

De ventende

Og dem der tilsyneladende

Bor her.

Læse et digt.

Lade toget køre

Og også det næste måske.

Måske vente så længe

At det ikke mere er klart

Hvilken retning man kom fra

Og hvor man var

På vej

Hen

Om vreden – og hvorfor jeg er blevet nødt til at slippe den

Det er længe siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. Jeg vil godt  fortælle lidt om hvorfor, fordi jeg tror det er vigtigt at prøve at indfange den proces, der måske er den nødvendige vej fra en version af virkeligheden til en ny.

Jeg har brugt altfor meget tid og energi på vreden. Selvom jeg stadig føler, at vreden er fuldt berettiget, når jeg ser på de ting, der sker i verden, så har jeg været nødt til at slippe den. Hvor meget jeg end troede, at jeg skulle og kunne bruge vredens vildskab til at skabe forandring i verden, er det langsomt gået op for mig, at det, der skete nærmere var, at jeg blev en fange af vreden. Jo mere vred jeg var, des mere vred blev jeg. En selvforsynende evighedsmaskine af frustration og raseri, der blev stadig mindre konstruktiv. Jeg kunne skrive endeløse strømme af vrede indlæg om de vanvittige, kortsigtede, umenneskelige og destruktive ting, jeg så i verden. Men langsomt gik det op for mig, at det ikke førte til andet end mere vrede. Både hos mig og hos dem, der læste hvad jeg skrev, tror jeg.
Vreden førte tilsyneladende ikke til handling, som jeg havde forestillet mig, men til afmagt.
Måske var det fordi vreden i sig selv var en del af det tankesæt, som gjorde mig vred. Så længe jeg lod mig forføre af vreden, lod mig narre til at blive vred, var jeg ude af stand til at ændre kurs – ude af stand til at gøre noget reelt for forandringen.
Det var svimlende at erkende, at vreden i realiteten ikke var samfundsomvæltende, men tværtimod tilsyneladende decideret system-bevarende.

Men det gav mening, da jeg begyndte at tænke over, at verden kun bliver stadig mere som det vi fortæller, det vi visualiserer. Enhver dystopi fungerer tilsyneladende mere som en arbejdstegning end som en advarsel.
Derfor gik det op for mig, at den eneste vej frem var at prøve at give slip på vreden, og i stedet give mig til at forestille mig hvordan jeg ønskede verden skulle være.
Som enhver, der har været fanget i en håbløs situation, ved, er det noget af en udfordring, at finde modet til at visualisere det, man drømmer om, når man længe har levet i vreden – eller måske ligefrem har identificeret sig med den.
I den atmosfære af kynisk bedrevidenhed, som det kritiske synspunkt, den kritiske indstilling, let skaber, føles det som en stor risiko at formulere en positiv vision. Ligesom det er meget lettere at skrive negative anmeldelser end positive, kan man blive så fanget i det kritisk/kyniske paradigme, at mareridt altid virker mere interessante end drømme.

Jeg ved ikke hvorfor vi har denne tendens til at overfalde enhver positiv vision med anklager om naivitet, manglende realitetssans osv. Det er som om behovet for at fremstå som mere intelligent altid vinder, uanset om vi egentlig kan mærke drømmen klinge ind dybt i vores sjæl. Eller måske netop da? Jo mere vi kan mærke længslen, som drømmen vækker, des stærkere er impulsen til at flå den i småstykker? Som om angsten for at blive skuffet, igen, er for stor til at man tør se sine stærkeste drømme i øjnene?
Det minder lidt om de gamle kostskole-traditioner, hvor hver årgang uvægerligt ville udsætte de nye elever for de samme pinefulde og ydmygende overgangs-ritualer, som de selv var blevet tvunget igennem. Understøttet af lærere, der selv havde fået knækket sjælen i deres egen skoletid. Som om den eneste måde at udholde sin egen lidelse var at give sorteper videre.

Jo mere vi ved om traumer, des mere absurd virker det, at vi ikke tager ansvaret for at standse denne evighedsmaskine, at bryde denne den rationelle arvesynds forbandelse og insistere på retten til at visualisere en bedre verden.
Er det ikke ved at være nu, vi skal finde modet til at bryde den negative arv? Lad os give vores børn retten til at være den generation, der nægter at lade sig fange i kynismens og vredens destruktive fængsler og vælger at tro på, at de kan skabe en ny og bedre verden. Måske har de ikke andet valg efter vi og vores forældre har kørt denne her helt ud til et stykke over kanten.

Hvem vil være med til at kæmpe for håb og handling?