Alt det Siri ikke ved

Selvfølgelig er der ting, som de digitale teknologier har gjort nemmere. Jeg er ikke maskinstormer i den forstand. Jeg ved hvor skønt det er, når noget er nemt. Men den integrering af funktioner, der virkede så praktisk i starten af den digitale tid, gør os meget let til fanger af gadgets og apps.

Hver gang jeg vælger den hurtige nemme løsning, som teknologien tilbyder, er det som om livet mister både dybde og fylde.

Hvis jeg bruger min smartphone til at skrive huskesedler, er jeg forbundet med mit arbejde (og alt muligt andet), selv mens jeg køber ind.

Hvis jeg bruger min smartphone som kamera, kan jeg ikke tage en tur i skoven for at fotografere fugle eller børn uden at have hele verden med i lommen.

Måske er det værd at overveje om alt det, der kalder sig “smart” – smartphone, smartcar, smartcity – overhovedet er ligeså smart for mig, som det er for dem, der kan bruge det til at få adgang til min opmærksomhed, mine penge og mine data.

Jeg tror det er et langt smartere valg, at adskille funktionerne igen, så man selv tager kontrollen over hvilken aktivitet, der skal have hvilken opmærksomhed.

Jo travlere vi har, des mere fristende er det, at tage den nemme vej, via teknologien, men jeg tror det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen: pludselig bliver det meget koldt, når vi opdager at vi har malet os selv op i et hjørne, hvor vi ikke har andre muligheder end de nemme og hurtige fix.

Hvis ikke vi stadig indimellem husker at spørge hinanden i stedet for at spørge Siri; bruge et leksikon i stedet for Google; bruge den lokale boghandel stedet for Amazon, risikerer vi at ende et sted, hvor vi ikke har noget valg, når alle andre veje til viden er kvalt af tech-monopolerne.

Lad os hjælpe hinanden med at huske, at der er ting i livet, Siri ikke ved; ting hun aldrig kommer til at vide; og ting hun ikke bør få adgang til at vide.

Tag livet tilbage

© Githa Linea, 2018

Mens vi allesammen er i fuld samfundsnarkose, bliver sjælen suget ud af os og erstattet med bits og likes.
Alle giver hinanden gavekort til samvær og oplevelser, som ingen har tid til at indløse.
Det føles som om der er så ufatteligt meget vi har mistet allerede – og mister mere af stadig hurtigere. Værdier vi har sluppet, tabt, udliciteret, glemt.
Indimellem er det som om savnet gør så ondt, at man slet ikke kan holde ud at tænke på det eller tale om det. Af angst for at mærke tabet igen? Eller fordi vi ikke kan rumme al den vrede, der er falmet til afmagt?
Hvis vi ikke standser op, før vi definitivt har mistet evnen til at mærke, risikerer vi at vi aldrig opdager hvad vi har mistet – at vi har mistet det, der er det essentielt menneskelige.
Jeg hører folk sige det bare er “udviklingen”. Som om “udviklingen” er et handlende subjekt. Og vi selv ikke andet end sagesløse objekter for dens skalten og valten med verden. Men det er en selvopfyldende dystopi. “Udviklingen” er ikke andet end hvad vi gør den til. Fremtiden har ikke sin egen vilje.
Vi håner tit dem, der taler om det tabte, som bagstræberiske nostalgikere, men jeg vil hellere end gerne gøre mig selv til grin og råbe højt : digitaliseringen har ikke en trevl på kroppen!
Og så vil jeg insistere på at tage opmærksomheden tilbage, fra de medier, der har stjålet den. Tage langsomheden tilbage, tage stilheden tilbage, tage trætheden, søvnen og drømmene tilbage. Jeg vil tage øjeblikkene, mellemrummene, nuancerne og fordybelsen tilbage. Tage sjælen og magien tilbage. Tage myterne tilbage. Tage friheden tilbage og tage smerten og døden tilbage. For jeg tror det er den eneste vej til at få livet tilbage. Og måske finde modet til at tage vreden og handlekraften tilbage, så vi kan blive de handlende subjekter igen?

 

Flere mentale mellemrum

Det er egentlig ufatteligt så svært det kan være at blive i kroppen, i øjeblikket, i sig selv.  Straks sætter auto-piloten i gang med alt muligt. Først og fremmest målrettet aktivitet – læse, overveje, planlægge, skrive.
Men selv hvis det lykkes at overbevise mig selv om, at jeg kan tage en halv time, et kvarter bare, hvor jeg ikke skal arbejde, går der ikke mange sekunder før jeg er revet med af en distraktion – facebook, sudoku, læse, ringe.
Eller også slår sindet sig selv hjem og går direkte til skyldfølelse, selvbebrejdelse eller bekymringer.
Bare at sidde med sindet åbent for dets eget grundstof – uden krav, vurdering eller dom – er en vild udfordring.
Følelsen af travlhed, pligt, nødvendighed og mål har sat sig fast så dybt inde, at det er svært at forestille sig et øjeblik uden at være i denne rastløse drevetheds vold.
Samtidig med at det føles som om der er store kontinenter af mit sind, som jeg derved aldrig kommer i nærheden af. Gad vidst hvor mange Atlantiser af andre mulige versioner af mig selv, der allerede er sunket i havet af bundløs glemsel af den grund?
Hvordan nogen kan tro, at der kan komme interessant og meningsfuld innovation ud af befolkninger, der konstant befinder sig i denne skiftevis målorienterede og distraherede tilstand, er svært at begribe.
Hvis vi skal finde kilderne til virkeligt gavnlige ideer om en bæredygtig udvikling på alle områder, bliver vi nødt til at skabe flere mentale mellemrum, hvor sindet kan åbne sig frit uden forventning om direkte pay-off. Og så komme i gang med at øve os – helt uden krav og ambitioner 😉