Frygtens kultur på steroider

Kronik i Kristeligt Dagblad 1/5 2020 (Uforkortet version)

Forleden stod jeg på mine forældres altan iført en ansigtsmaske fra malerbutikken og prøvede at forklare min mor, der stod 3 meter inde i stuen, hvordan hun skulle indtaste genvejs-numre på den nye mobiltelefon jeg lige var kommet med. Ligegyldigt hvor højt jeg råbte, var det umuligt for hende at høre hvad jeg sagde gennem ansigtsmasken. Situationen var grotesk. Da jeg fortalte historien til mine søstre senere, kom vi til at grine. Men imens var jeg ved at tude af frustration og afmagt.

Det var allerede startet, da jeg sad ude på trappen og prøvede at flytte sim-kortet fra den telefon de havde tabt ned i kaffen (med fløde og sukker) over i den nye, jeg havde været henne og købe til dem. I min iver efter ikke at komme til at sprede nogen mulig smitte til mine sårbare 85-årige forældre, havde jeg på forhånd iført mig ovennævnte (dybest set ubrugelige) støvmaske og et par gummihandsker – ligeledes fra malerbutikken. Men hvis der er en ting, min motorik ikke er gearet til, så ved jeg nu, at det er at skifte sim-kort på en lille Nokia iført gummihandsker.  Med sveden piskende ned over ansigtet, kunne jeg ikke fokusere på andet end at jeg måtte skynde mig.

Måske var det fordi hele kroppen allerede var i fuld alarm efter det mislykkede stop jeg havde  gjort hos boghandleren på vejen.  I håb om at kunne glæde min mor, der siden en hofte-operation før jul ikke har kunnet gå ud, ville jeg lige smutte ind og finde en bog til hende. På døren sidder et fint skilt om at der må være maks. 5 kunder i butikken. Jeg venter et øjeblik til der kommer et par ud, og går så ind og leder efter noget relevant. Men 2 minutter efter kommer en flok på 4 ind, tilsyneladende helt uden at registrere at vi derved er 8-9 kunder i butikken. Anspændt ved tanken om at skulle direkte videre til mine forældre, mærker jeg angst og vrede vælte op i kroppen. Jeg smider den bog, jeg lige har fundet og stryger ud af døren. Udenfor stopper jeg op et øjeblik og kigger tilbage i butikken. Overmandet af infantil vrede hører jeg mig selv råbe et eller andet om egoisme ind af døren.

Mit nervesystem, som allerede kører på konstant high-alert efter at have været i Corona-karantæne fra 8.-20.marts, har tydeligvis ikke skyggen af elastik tilbage.

Da jeg endelig kom hjem efter besøget, brød jeg sammen. Billedet af min mor bag rollatoren, der prøvede at trække sig baglæns, så jeg kunne komme forbi uden at komme for tæt på. Min far, der så ud som om han egentlig syntes det var fuldkommen latterligt at jeg ikke bare satte mig ned og drak kaffe.  Og så alle de uvilkårlige fremskrivninger af dette fortabtheds-billede, som min allerede katastrofe-orienterede hjerne kørte i højtempo på den indre skærm.  Samtidig med at et sammenfiltret tjørnekrat af skam og afmagt og angst og raseri voksede sig stadig højere og tættere op omkring mig, så jeg var ude af stand til at kommunikere med min søn og min kæreste.

Efter en stor whisky og lang tids gråd har fået angsten til at slippe, rammes jeg pludselig af et fandenivoldsk raseri. Når jeg nu ved hvor altafgørende nærvær og kontakt er for livskvaliteten, hvorfor ind i helvede lader jeg så det her ske? Hvad nu hvis jeg kunne tale med mine forældre om sammen at opgive fantasien om at kunne styre døden? Hvad nu hvis vi sammen besluttede, at nærheden er vigtigere end antallet af måneder i den sidste fase af livet? Min overophedede hjerne kører videre : Hvad nu hvis vi sammen valgte at tage risikoen på den måde, at vi sås som altid, og hvis de så blev syge måtte jeg gå i karantæne sammen med dem, og passe dem hjemme til det var slut, så de ikke skulle ende deres dage i isolation omgivet af personale i rumdragter?

Vi er jo for fanden natur, og derfor skal vi jo for fanden dø!

Det tager dog ikke mange minutter før luften fiser ud af denne ballon af en ide. Jeg behøver egentlig bare at huske, hvordan jeg ikke havde mod til at se på det sår min søn havde fået på hånden i går, for at komme i tanker om hvor enestående uduelig jeg ville være som sygehjælper i den dødsproces.

Men alligevel bliver frustrationen over sammenstødet mellem mine værdier og min adfærd ved med at gnave.

Jeg forstår fuldt ud nødvendigheden af at forsinke spredningen, så vi undgår det knæk i tilliden til staten, som et kollaps i sygehusvæsenet ville medføre.

Men samtidig føles det som om vores reaktion på Corona sætter hele vores kulturs til absurditet grænsende dødsangst til skue.

Lige under overfladen har vi alle den urmenneskelige angst for kaos – for at blive spist af vilde dyr, for at spise noget giftigt, for ikke at have noget at spise, for at dø af kulde eller varme, dø af tørst eller drukne, fare vild og aldrig finde hjem, blive ramt af lyn eller væltende træer osv.

Der er ikke noget at sige til at mennesket gav sig til at prøve at kontrollere kaos – at beskytte sig mod trusler fra naturen.

Men uanset hvor meget vores civilisation har gjort for at kontrollere naturen og beskytte os imod dens kaos, forsvinder angsten ikke. Vi ved jo stadig at vi skal dø, vores forældre skal dø, og vores børn skal. Det er det vilkår, vi nok kan drømme om at teknologien skal give os en udvej fra, men som i realiteten også er det, der gør os til mennesker.

I alle kulturer har mennesker brugt kolossale ressourcer og kreativitet til at holde angsten i ave. Vilde myter, ritualer og komplicerede trossystemer, har vi gang på gang udviklet for at finde og skabe mening i det, der ellers kunne føle som galskab og kaos.

I vores ubændige frihedstrang smed vi først ritualerne ud. Senere røg også traditionerne, som vi følte os hævet over. Og nu står vi så, nøgne og hjælpeløse overfor hver eneste af de livskriser, som vi ikke får udryddet, før vi har skiftet os alle ud med robotter og uploadet vores bevidsthed til Skyen…

Vi har intet sprog, ingen omgangsformer, intet fordøjelsessystem, når vi nærmer os mødet med døden, og hvirvles derfor som hjælpeløse fnug ind i forventningen om alle risici kan kontrolleres.

Selvfølgelig vil vi gerne kontrollere det værste kaos. Problemet er, at der tilsyneladende er et kritisk punkt, hvor det tipper over.   Hvor illusionen om at vi kan eliminere al lidelse, gør os stadig dårligere til at håndtere det uundgåelige. Hvor de redskaber vi bruger til at kontrollere risici ender med i sig selv at skabe mere angst.

Corona-virus er en trussel – ingen tvivl om det. Men set i forhold til andre risici, som vi har vænnet os til at leve med – trafikulykker, selvmord, hjertekarsygdomme – kan man spørge om der er et punkt, hvor konsekvenserne af smittekontrollen tipper over og bliver et større problem end sygdommen selv.

Jeg ved godt, at det er nødvendigt at vi passer på hinanden ved at holde afstand og tænke os om. Men det bekymrer mig hvis angsten for smitte kommer til at betyde, at vi mister stadig mere af den kropskontakt, der er nødvendig for at aktivere det livsvigtige hormon oxytocin, og dermed spreder den triste lidelse man kunne kalde IDD – Intimacy Deficit Disorder.

Og det bekymrer mig at vi vænner os til en umenneskeliggørelse, når vi ikke synes vi kan besøge vores gamle; når folk er nødt til at dø alene;  når vi allesammen passerer hinanden med skræmte blikke.

Evolutionært set er et de afgørende spring fra reptiler til pattedyr udviklingen af et nervesystem, der er i stand til at registrere tryghed og slå forsvarsmekanismerne fra. Kun når vi selv føler os trygge, kan vi kommunikere tryghed til andre – og dermed forbinde os.

Som neuro-biologen Stephen Porges har påvist, er nervesystemet sådan udformet, at tryg menneskelig kontakt er en nødvendig forudsætning for såvel mental sundhed som kognitiv og kreativ udfoldelse.

Når vores alarmsystem bliver aktiveret, lukker vi ned for det sociale engagement – for at gå i kamp, flygt eller frys. Og når vi lukker ned for det sociale engagement, ser vi alt og alle som trusler eller forhindringer. Derfor bliver vores adfærd mekanisk – hvorved vi selv kommer til at virke som trusler for andre, hvis alarmsystem derved aktiveres.

På den måde spredes bølger af manglende kontakt, der skaber de dybe følelser af utryghed og adskilthed, der igen fører til mentale livsstilssygdomme som ensomhed, stress, angst, depression osv.

På mange måder er det en frygtens kultur, som har været under udvikling i lang tid. F.eks. har vi siden 9/11 set en endeløs række af sikkerhedsritualer, der i praksis skaber mere angst end tryghed, fordi de ikke er designet med nogen form for indsigt i nervesystemet. Hvis tomme perroner uden billetpersonale gør folk utrygge, så sætter vi da bare overvågningskameraer op – uden den mindste erkendelse af, at dette i sig selv aktiverer frygtsystemet.

Og det er her det føles som om Corona sætter sagen på spidsen og har potentiale til at skabe en frygtens kultur på stereorider.  Det kan godt være vi betragter den rationalistiske videnskab som en radikalt anderledes tankeform end de religiøse strategier vi tidligere brugte til at kontrollere angsten, men på mange måder virker smittekontrollen i disse dage som en absurd kult med sine afvaskningsritualer og sære danse på stier og fortov. Da jeg kigger ud af mit vindue ned i skolegården, og ser de lange rækker af gule streger med numre, der er malet på asfalten i løbet af natten, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om vi virkelig har lyst til at lære vores børn disse undgåelses-danse.

Jeg prøver at finde en balance mellem afstand og nærhed, når jeg afleverer varer til mine forældre, men der er virkelig ingen lette løsninger i denne situation.

Hvis vi lader smitte-angsten holde os fanget i kæmp, flygt eller frys, kan vi risikere at der sættes ny turbo på den udvikling hvor frygten styrer og designer en verden, der skaber stadig mere frygt og ensomhed.

I yderste konsekvens kan man være bekymret for at det vi med et slidt ord kalder populistiske politikere direkte udnytter frygten til at skabe momentum for at bevæge sig skridt for skridt længere over mod overvågning og andre autoritære agendaer. Jo mere skræmte vi bliver, des mere tilbøjelige er vi historisk set til at støtte dem, der præsenterer sig som “stærke mænd”.

Jeg så forleden Svend Brinkmann gøre sig vittig om alle folks ideer om hvad vi kan lære af Corona.  Og ja, det kan godt være han får ret i, at vi ikke kommer til at lære noget af krisen.

Hvis vi allesammen, som han, vælger at rulle ironiens sorte elefanthue nedover vores sårbarhed, så står vi nok bare lammede og traumatiserede bagefter.

Hvis vi ikke gør noget for at fordøje og bearbejde hvad Corona-krisen gør ved os som individer, som familier, som samfund, som civilisation, så kommer vi nok ikke til at lære så meget af den. Hvis vi sidder alene hver især og kæmper med disse reaktioner i den tro, at det er vores personlige svaghed og noget, der skal overvindes, sker der givetvis kun det, at vi graver os endnu længere ned i vores isolerede og polariserende bobler af angst bagefter.

Hvis vi bare bagatelliserer krisens psykiske effekter, når vi ikke får de kram vi har brug for til at berolige vores nervesystem, risikerer vi at stå med tusindvis af mennesker med uerkendt PTSD.

Men hvis vi allesammen sørger for at skabe rum til at fordøje og bearbejde det store kollektive traume, som en katastrofe, der både er global og personlig, aktiverer, tror jeg på at denne radikale rystelse, som enhver anden stor psykisk krise, kan få os til at tage vores værdier og vores livsstil op til revision. Og altså skabe mulighed for at lære noget. Måske noget afgørende for hvordan vi vælger at fortsætte vores liv. Om vi vil blive ved med at understøtte frygtens kultur eller om det er på tide at slippe illusionen om kontrol.

Måske kunne vi vælge at udforske hvordan vi kunne få et mere realistisk og accepterende forhold til døden?

Måske kunne en genopdagelse af vores forbundethed med naturen, gøre det lettere at acceptere døden som vilkår?

Måske kunne vi bruge oplevelsen af afstand og isolation til at minde os om nødvendigheden af nærvær og kontakt?

Måske kunne vi bruge den oplevelse af forbundethed og vores genopdagede samfundssind, som Corona har givet, som inspiration til at skabe en verden, der er mere mentalt og socialt bæredygtig fremfor mindre?

 

 

 

 

Feel free to follow

Én kommentar til “Frygtens kultur på steroider”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *