Rygestop – Flyvestop – Full stop

Kronik i Kristeligt Dagblad 18/3 2020

Hvad sker der indeni, når vi ikke længere bare kan ryge og rejse?

Tirsdag d.10/3 –  Dag 3 i Corona-karantæne. Sammen med min søn på 18, hvis klassekammerat er blevet syg. Vi indretter os. Vi ændrer vaner. Jeg rydder op i de bunker, der har hobet sig op gennem nogle travle måneder…Min søn laver terminsprøver i sit værelse. Indimellem leger vi pludselig, som vi ikke har gjort i mange år. Og indimellem er vi ved at blive tossede over ikke at kunne komme ud og løbe en tur, se nogle andre. Gøre noget som vi plejer. I går nævnte min søn, at det føles ligesom hjemve. Selvom sagen altså er, at vi ikke skal være andet end hjemme de næste 11 dage.

Det giver plads. Plads til at mærke. Mærke hvad man længes efter. Og plads til at tænke over hvorfor. (Det er godt at prøve at tænke. Så er der mindre rum til bekymringen over hvad vi skal stille op, hvis vi bliver syge, og karantænen skal forlænges…)

Jeg kan for eksempel gribe mig selv i at længes efter at flyve.

Efter i mange år at have været frygteligt god til jævnligt at finde en eller anden afgørende grund til, at jeg absolut måtte flyve til Spanien, Marokko, Italien, besluttede jeg for omkring et år siden, at den ikke gik længere, hvis jeg skulle kunne se mig selv i øjnene, når jeg skrev om miljøet. Jeg ville ikke være ultimativ – hvis jeg af arbejdsmæssige årsager pludselig skulle stå i en situation, hvor det var umuligt at undgå, ville jeg stadig flyve. Det var bare alle de dybest set overflødige lystrejser, jeg ville holde op med at tænke som fly-ture. Hvor svært kan det være, tænkte jeg. Det er jo bare en beslutning. Og så bliver det jo skønt at begynde at planlægge rolige togrejser med plads til mindfulness. Slippe for lufthavns-stress og flyskræk. Osv.

Det lignede en win-win situation, og har sådan set også været det. Bare på en lidt anden måde end jeg så for mig på det tidspunkt.

For det, der har vist sig er, at det at holde op med at flyve, på virkelig mange måder lignede det, der skete, da jeg for snart mange år siden holdt op med at ryge. Men det gik egentlig først op for mig forleden, da jeg pludselig mærkede hvordan jeg intenst savnede det uendelige blå over skyerne. Den helt særlige følelse af grænseløs frihed, som jeg kun kender fra det øjeblik, hvor anspændelsen fra take-off har lagt sig, og man kan give sig hen til flyvningens vægtløshed. En følelse, der minder overraskende meget om den tilstand, jeg stadig husker fra øjeblikket efter det første sug af en virkeligt god smøg.

Da først den lighed havde taget form i min bevidsthed, begyndte jeg at få øje på det mønster, jeg har oplevet det sidste år. Mønsteret i hvornår det har været næsten ubeskriveligt svært at holde fingrene fra at klikke på mailen med reward-points og tilbud fra Norwegian eller Momondo. Mønsteret i hvornår længslen efter en uges inspiration i Barcelona, en lang weekends skønhed i Rom, en måneds arbejdsro i de Andalusiske Bjerge, en uges jule-eksil i Marokko, har været så intenst anmassende, at det krævede opbydelsen af al min viljestyrke at holde fast i min beslutning.

Og det mønster viste så, hvordan impulsen til at bestille en rejse var fuldkommen parallel til den impuls til at tage en smøg, som jeg opdagede, da jeg holdt op med at ryge. Når jeg egentlig var vred, men ikke måtte vise det. Når jeg var fanget i en ubehagelig situation, som jeg ikke kunne finde ud af at ændre. Når jeg var stresset og havde brug for at dulme nervesystemet. Dengang det handlede om smøger, var det de små ting. Men da det var flyveture, der fristede, var det lidt større problemer, som strakte sig over tid. Familiekriser, der trak tænder ud, triggede en dyb længsel efter at sidde på havnen i Essaouira i Marokko. Stadigt forstyrrende konflikter, som jeg ikke kunne finde ud af at løse, gjorde det næsten umuligt ikke at overbevise mig selv om, at det ville være langt bedre for mit arbejde at sidde et par uger i en Airbnb i Barcelona og fokusere på at skrive.

Fælles for lysten til at ryge og lysten til at rejse var tydeligvis impulsen til at flygte. Flygte fra noget, der var for stressende eller for følelsesmæssigt intenst, til at jeg kunne rumme det.

Det er jo ikke noget nyt. Masser af rejse-selskaber reklamerer med Great Escapes, Escape Travel, Secret Escapes osv.

Men det som parallellerne mellem de psykiske reaktioner på rygestop og på flyvestop fik mig til at opdage var, at det måske i virkeligheden overhovedet ikke var så fedt med de her escapes, som jeg har gået og bildt mig ind. At det måske tværtimod – nøjagtigt ligesom med smøger – er en ekstremt kortsigtet flugt, man får fra sit livs realiteter, når man flyver væk. En flugt, der i praksis betyder, at man endeløst udskyder muligheden for at se virkeligheden i øjnene. Tage tyren ved hornene og sige fra, i stedet for at tænde en smøg. Indse at jeg har indrettet mit liv på en måde, der får mig til at hade hverdagene intenst, og drømme om en ferie “jeg ikke vil hjem fra”. Overgive mig til at mærke det jeg virkelig føler – og tage ansvar for at tage konsekvensen af det.

Pludselig slår det mig, at vi der lever det privilegerede liv, som de obskønt lave priser på flyrejser har gjort muligt i de seneste 10-15 år, på en bizar måde også er en slags flygtninge. Mentale flygtninge, der flygter fra vores egen uudholdelige stress/konkurrence/accelerations-kultur. Den  hungersnød vi flygter fra, handler ikke om mad men om sjæleføde. De krige vi flygter fra handler ikke om magten over landskaber, men om magten over vores opmærksomhed. Men tilsyneladende føles det næsten ligeså tvingende nødvendigt for os, når man ser hvor højt vi trods al mulig viden om CO2 stadig prioriterer at komme afsted på vores yoga-retreats i Indien, mindfulness i Bali, eventyr i Afrika, druk-ferie i Bulgarien, golf-ferie i Spanien, dykkerferie i Australien osv. osv.

Men alt det sætter Corona-virus lige nu en brutal stopper for. Godt for klimaet, men udover hvor forfærdeligt det er for dem, der bliver syge, er det sikkert hårdt for de mange mennesker, der er afhængige af jet-kicks og great escapes. Pludselig bliver vi allesammen tvunget til at blive hjemme. Noget af en “kold tyrker”.  Men måske kunne vi bruge det som en anledning til at se os selv i øjnene. Indrømme over for os selv, at vi faktisk er fanget i en afhængighed – og tage ansvaret for at finde ud af, hvad det er for følelser, vi bruger rejserne til at undgå. Hvad det er for dimensioner af tilværelsen, som vi bruger vores afhængighed til at beskytte os mod at rydde op i. Hvad det er ved livet i vores ekstremt privilegerede hjørne af kloden, der tvinger os til at flygte til de rester af natur, af simple living, af oprindelig kultur, som andre strømme af mennesker er tvunget til at flygte fra….

Søndag d.15/3 – Dag 8 i isolation

En slags ro efter de sidste par dages konstant nye meldinger. Min søn og jeg er heldige  stadig at være raske, men også stadig i karantæne. Selvom det kan begynde at føles sært efter at situationen og retnings-linierne for alle andre har ændret sig. Men vi kan ikke overskue at forholde os til alle mulige menneskers forslag om hvordan vi skal ændre strategi. Det enkleste er at holde os til de oprindelige forskrifter. Og minde os selv om hvor vigtigt det er for at passe på folk som mine forældre. Vi prøver at lade være med at blive grebet af skræk-scenarier, men det bliver ikke nemmere af at have været afskåret fra normal-liv i 8 dage. Vi tænker på dem, der er eller vil blive rigtigt syge, men det hele har en tendens til at føles enten uvirkeligt – eller så rædselsvækkende, at det ikke er til at holde ud. Jeg prøver at træne mig selv i at se ind i det svære uden at drukne.

Nu hvor det er hele samfundet, der er tvunget på pause, er det som om Corona brutalt har revet Business-as-Usual plasteret af.

Selvfølgelig gør det ondt at miste illusionen om udødelighed. Selvfølgelig er det sorgfuldt at måtte opgive drømmen om at vi kan kontrollere tilværelsen. Selvfølgelig er det fristende at prøve at undgå at mærke både angsten og smerten og sorgen. At distrahere sig, at joke og spille cool, at håne de andre, skælde ud på regeringen osv. Men måske ville det være mere givende at bruge dette uventede, uønskede hul i tiden til at lade smerten og sorgen åbne døren til sjælens rum, hvor mange af os ikke har været i evigheder.

Tænk hvis vi kunne bruge den afbrydelse af festen på Titanic, som Corona påtvinger os, til at komme i gang med den indre omstilling, der er nødvendig, hvis vi skal finde mod og styrke til den ydre omstilling, som kloden og klimaet kræver med stadig større utålmodighed. Lad os bruge pausen til at sørge over tabet af det luksusliv vi har kendt. Lad os bruge stilheden og isolationen til at mærke efter hvad det er vi virkelig savner og længes efter. Las os få ordentligt fat i det, der virkeligt tæller, så vi ikke behøver styrte ud og købe smøger og flyrejser, så snart Corona-alarmen er afblæst. Så vi er klar til at reorientere os mod et nyt, mere bæredygtigt, mere solidarisk liv, når den akutte krise er overstået.

Hvis alle dem, der er så heldige at komme helskindet gennem denne her store fælles tur på rehab, ville beslutte sig for at lade være med at falde tilbage i afhængigheden af flyrejser, overforbrug osv., kan denne krise måske blive muligheden for det kurs-og gear-skift, som kloden har så voldsomt brug.

Feel free to follow

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *