Hver gang jeg hører ordet disruption, mærker jeg uroen komme krybende op ad rygsøjlen. At vi har en regering, der tilsyneladende seriøst tror, at det giver mening at staten approprierer begrebet, burde gøre os dybt bekymrede for rigets tilstand.
I bund og grund handler disruption for mig at se om unge narcissistiske entreprenører, der hensynsløst vil rage til sig ved at bryde alle regler for social samfundsmæssig adfærd. Det er forretningsmæssige metoder, der bygger på den wildwest-kultur, der rådede blandt pionererne, da internettets territorier blev erobret. Guldgravere og banditter fandt her enorme områder udenfor sheriffens jusrisdiktion, hvor de ganske uhindret kunne tage kontrollen og begynde at udvikle stadig mere raffinerede metoder til at udvinde det nyfundne guld. Det guld som primært var at tappe data og sælge det videre. Vinderne i det goldrush blev dem, der fandt de bedst camouflerede måder at narre folk til at træde ind på deres territorium og blive længe nok til at de uafvidende havde efterladt al den viden om sig selv, som der er penge i at sælge videre. Lidt som i gamle kriminalfilm, hvor detektiverne prøvede at holde morderen fast i telefonen, så teknikerne kunne nå at spore opkaldet. Bare omvendt. Her var røverne, der prøvede at få alle oplysningerne.
Disruption har som sit primære formål at skabe kaos ved konstant at udvikle nye forretningsmodeller og nye forretningsområder, som endnu ikke er underlagt regulering. Det er en fordel for guldgravere, der vil presse markedet til det yderste. Men dette kaos betyder bl.a., at ingenting er sikkert for almindelige lønarbejdere. Vi bringes tværtimod i en tilstand af konstant alarm, der gør os til superlet bytte for guldgravernes Weapons of Mass Distraction, der så får endnu lettere adgang til vores data. Vores nervesystem, der allerede er i fuldt alarmberedskab på grund af konkurrencekulturens blinde insisteren på vækst, provokeres yderligere. Den præfrontale styring ligger underdrejet sammen med de andre kognitive ressourcer – og vi er lette ofre for annoncer, impulskøb og populisme.
Man kunne tro, at det var den slags kaos, som man havde staten til at beskytte borgerne imod gennem regulering og sikkerhedsnet i en tid fuld af omvæltninger. Men nej, vi har en regering, der tværtimod gør sig til fortaler for disruption.
Den eneste form for disruption vi kunne have brug for midt under stress-epidemien, er indførelse af borgerløn og en radikal nedsættelse af arbejdstiden. Men lur mig om det er det, der er planen med regeringens disruptionsråd….
Kan man slette sine data på facebook?
Den norske journalist, Per Thorsheim, har prøvet at slette sin facebook-historik, men det er ikke nemt. Hvis man f.eks. får lyst til at slette nogle af de personlige begivenheder, som facebook kan finde på at tilbyde en som en festlig nytårsvideo, er det noget af en opgave. Det kan være et problem, hvis man er bange for hacking – eller bare overhovedet bekymret for at ens oplysninger og præferencer skal blive opsnappet af nogen, der kan finde på at bruge dem mod en. Chrome-browseren har åbenbart en «Social Book Post Manager», der skulle gøre det lidt nemmere, hvis man sætter sig for at slette sin historie på facebook uden at slette sin profil.
– Det er jo umulig å slette alt, det dukker alltid noe nytt opp
Washington Monthly | How to Fix Facebook—Before It Fixes Us
Så kort og præcist kan det siges:
“Whenever you log into Facebook, there are millions of posts the platform could show you. The key to its business model is the use of algorithms, driven by individual user data, to show you stuff you’re more likely to react to. Wikipedia defines an algorithm as “a set of rules that precisely defines a sequence of operations.” Algorithms appear value neutral, but the platforms’ algorithms are actually designed with a specific value in mind: maximum share of attention, which optimizes profits. They do this by sucking up and analyzing your data, using it to predict what will cause you to react most strongly, and then giving you more of that. Algorithms that maximize attention give an advantage to negative messages. People tend to react more to inputs that land low on the brainstem. Fear and anger produce a lot more engagement and sharing than joy. The result is that the algorithms favor sensational content over substance.”
Kilde: Washington Monthly | How to Fix Facebook—Before It Fixes Us
I deleted WhatsApp for a year and here’s what I learned | Technology | The Guardian
Hvoraf kommer naiviteten, der har ladet os overlade vores data til firmaer, der herefter i realiteten kontrollerer vores sociale liv?
“Our default position is to mistrust strangers and governments, but we trust convenient services without really knowing anything about them. We trust that private companies use our data to “improve our lives”, but we hardly reflect on where our lives are taken. Facebook paid $19bn for a company that has encrypted the contents of messages since 2016 and does not advertise.”
Kilde: I deleted WhatsApp for a year and here’s what I learned | Technology | The Guardian
Data is the new lifeblood of capitalism – don’t hand corporate America control | Technology | The Guardian
“The corporate crusade against data governance is only getting started. If it succeeds, the world’s most important resource will be entrusted to the private sector and the profit motive, and the rest of us will have even less power to participate in the decisions that most affect our lives.”
“Data flows enable employers in higher-wage countries to outsource more tasks to workers in lower-wage countries. They help firms coordinate complex supply chains that push manufacturing jobs to the places with the cheapest labor costs. They empower a handful of big companies to dominate markets and monopolize digital infrastructure all over the world.”
Social Media – The Zuckerberg Zone
Helt kort sagt : de såkaldt sociale medier er en genial pengemaskine.
Facebook og Twitter har fundet den lettest tænkelige måde at drive rovdrift på vores sind og sælge hvad de graver op til højestbydende. Opskriften på det vi kunne vælge at kalde the Zuckerberg Zone (herefter kaldet ZZ) er så enkel at det gør ondt :
1) Silicon Valley ved at befolkningerne er ramt af en lang række frustrerende følelser af ensomhed, afmagt, meningsløshed og kedsomhed. De finder ud af at tilbyde os noget, der ligner et mødested, hvor man kan holde kontakten med en masse mennesker, man ikke har haft tid til at opretholde en levende relation med. Og så lader ZZ som om det er et privilegium for os, at vi her kan “dele” det der sker i vores liv – feriebilleder, fødselsdagshilsner, kattevideoer osv. I virkeligheden får ZZ hermed uendelige mængder af indhold fuldkommen gratis og uden copyright.
2) Ved hjælp af viden fra neurovidenskab, udvikler de mest effektive måder at fange og fastholde vores opmærksomhed ved at lade “nyhederne” bevæge sig i en lind strøm, hvor vi hele tiden håber at der vil dukke noget op, der er tilstrækkeligt interessant til at tilfredsstille vores dybe sult efter kontakt og mening. Når noget er sjovt/gribende/eller oprørende nok til at vække vores følelser, får vi en lille dopamin-kick – og skynder os at betale for oplevelsen med et klik. Vi liker og deler for at vise hvem vi er, vise hvad vi kan lide – og tilslutte os noget, der ligner et fællesskab.
3) Samtidig giver vi uden at det er umiddelbart synligt nøjagtigt de samme oplysninger om hvem vi er til ZZ, der hermed kan fuldføre den virkeligt geniale del af forretningsmodellen – nemlig at sælge alle disse uendeligt mange oplysninger om 2 milliarder brugere videre til alle, der har noget at sælge. Så slipper man for at sende annoncer ud i øst og vest, men kan rette dem direkte mod den mest sandsynlige målgruppe. Og det gælder såvel folk, der vil sælge varer, som dem, der bare vil sprede rygter, holdninger eller angst.
Denne forretningsmodel har skaffet Mark Zuckerberg et overskud på$40.65 milliarder 2017.
– penge som i realiteten er tjent ved at lokke folk ind i et afhængighedsforhold, narre dem til selv at pushe det stof, der skal gøre andre afhængige – og så benytte sig af den coma, som stoffet lægger folk i, til at udøve hemmelig mindfracking på dem imens.
Men som om dette raffinerede tyveri af data ikke var slemt nok, er The Zuckerberg Zone også optimeret til :
1) at dræne brugernes selvværd ved at fastholde dem i en mareridtsagtig kæmpe forstørrelse af en highschool med alt hvad det indebærer af sammenligning, perfektionisme, popularitetskonkurrencer, mobning osv.
En effekt, som må være designet udfra et mere eller mindre bevidst kalkuleret rationale om at jo lavere ens selvværd er, des mere behov har man for at få det boostet ved at dele ting, der kan fremprovokere den interaktion fra andre, som er omdrejningspunktet i Zuckerberg-økonomien.
2) at sprede det neoliberalistiske verdensbillede som en orm i alle hjørner af bevidstheden, så vi ikke længere har de mindste mellemrum til at huske at mennesker er noget andet end varer. Valutaen er likes og shares, der giver intravenøse doser af dopamin – og en kort illusion om kontakt og betydning. (Men som på alle andre markeder er der svindlere – og det er de rige, der vinder til sidst. Derfor er der et livligt sort marked under overfladen, hvor den der har råd kan købe virtuelle followers og likes fra firmaer, der dels stjæler profiler, dels udvikler robotprofiler, hvis likes tæller ligeså godt som alle andre.)
3) at fungere som et af de mange Weapons of Mass Distraction, der tvinger alle tanker og al kommunikation ind i en forenkling ad absurdum for at kunne tilpasse sig vores stadig mere begrænsede attention-span. Et sprog og en formidlingsform, der mere end noget andet understøtter populistiske verdensbilleder, hvor det altid er til at få likes ved at sparke på dem, der er svagere og sprede vilkårlig outrage. I the Zuckerberg Zone er det enklere end nogensinde at sprede myter, der distraherer fra de politiske realiteter. Som f.eks. At postulere at “vi er ramt af en voldsom flygtningekrise” og “Europa er ved at blive oversvømmet af flygtninge”. Fortegnede billeder af virkeligheden, der på facebook kommer til at fremstå som fakta, hvis algoritmen har analyseret sig frem til at man er i målgruppen for det narrativ.