Som kultur har vi nedprioriteret væren til fordel for gøren, handlen. Det er ikke nok bare at være. Vi må handle konstant. Handle og gøre ved. Handle os ud af det – ud og handle. Vi har ikke lært bare at være – være os selv, i os selv, i balance, i ro. Vi kan ikke mærke os selv, hvis vi bare er – vi er nødt til at blive set for at føle vi er. Derfor kæmper alle om opmærksomheden. Eller handler.
I overensstemmelse med protestantisk tradition har vi kun ret til at være, hvis vi handler, arbejder. I overensstemmelse med kapitalistisk tradition har vi kun ret til at være en del af samfundet, hvis vi handler – arbejder, producerer, skaber vækst – og ikke mindst forbruger det skidt vi har produceret.
At tage ud i Fields og fylde bilen op med bugnende poser, det kalder vi at handle. Så føler vi at vi lever, at de fyldte poser kan fylde det tomme hul indeni, hvor vi ikke tør være. Fordi vi tror at det ikke er nok bare at være, er vi blevet bange for at mærke, hvad der gemmer sig derinde, hvis vi bare er – uden at handle.