Kronik i Kristeligt Dagblad 13/11 2020
Nu er det ikke sjov længere!
Hvor der i foråret måske var noget spændende, noget eksotisk, ved pandemien, hvor skræmmende det end var, er anden bølge anderledes prosaisk. Jeg husker hvor optaget jeg var af de forskellige faser af den karantæne jeg og min 18-årige søn var i helt tilbage fra d.8.marts. Det var dengang det hele var nyt, og folk kom med mad og sad på trappen og snakkede, og vi sang på altanen om aftenen. Men siden da er man blevet noget slidt. Nu er det bare dybt frustrerende hver gang nogen er nødt til at aflyse alle planer for at gå i isolation, mens de venter på svar på test 1 og test 2. Lige da vi troede, at vi kunne komme igang eller videre med alting, er det næsten ikke til at holde ud at det hele skal gå i stå igen. Tålmodigheden er tyndslidt. De mange falske alarmer har tæret på alarmsystemet. Nogle orker næsten ikke blive bekymrede mere, mens andre aldrig når at falde til ro.
Tilbage i april havde jeg en ide om at arrangere et sorgritual, som skulle afholdes, når pandemien var ovre for at skabe rum til at dele sorgen over alle dem, jeg forestillede mig vi ville have mistet. Men det hele føles meget anderledes nu. Personligt kender jeg ingen der er døde eller bare har hørt om nogen der er det. Selvfølgelig kan de næste måneder jo let ændre på det, men her og nu er det som om den største sorg vi har, er tabet af den ubegrænsede frihed, vi føler vi havde før Corona. Jeg hører mange rette denne sorg som frustration mod politikerne og de begrænsninger de pålægger vores bevægelsesfrihed og forsamlingsfrihed. Vi skyder på budbringeren, fordi den kaotiske naturkraft, som en virus er, ikke er sådan lige at skælde ud på. Det er vel også derfor den kritik, der kommer af beslutningstagernes beslutninger mest bliver en vild fægten med arme og ben – det er svært at beslutte om man er mest frustreret over at indgrebene er for omfattende eller over at de ikke virker.
Men er den dybere sorg, der ligger under og bag vores frustration og “tristesse” ikke den, der skyldes at vi er blevet berøvet vores naive ubekymretheds slør? Sådan en skide virus har med et snuptag revet tæppet væk under troværdigheden af hele vores civilisatoriske projekt med at kontrollere naturen. Pludselig er det ikke kun folk i de varme lande, der kan blive ramt af katastrofer. Den intenst dramatiske virkelighed, hvor det gælder liv&død har trængt sig helt ind i vores trygge, vel-designede fornufts-stat. Ikke på en højlydt og spektakulær måde, men snigende og indtil mundbindene nærmest usynligt, og dermed måske næsten endnu mere forvirrende og skræmmende. Det er da noget at sørge over. Ikke trist og tøsefornærmet brokke sig over, at man ikke må holde fest eller rejse på ferie, men rase og tude over at tryghedens tid er forbi. At vi ikke længere kan opretholde illusionen om, at vi har fuld kontrol over vores skæbne.
Vi har levet så længe med den vækstkultur, der udover at pine livet af kloden, arrogant lader som om den kan udrydde sorg og smerte, mørke og lidelse, at vi har svært ved at rumme det svære.
Man kan blive overfaldet af lysten til at tænde lys alle vegne hele tiden for ikke at forsvinde i mørket, men risikerer så at blive stadig mere mørkeræd og dårlig til at finde vej, når det uvægerligt alligevel bliver mørkt igen. Som det altid gør.
I en kultur hvor sorg er en diagnose; hvor folk har timere til at tænde lys i huset, før de står op; og hvor de eneste ritualer, der er tilbage er dem, der bliver holdt i live af konsumkulturen som shopping-anledninger, er det ikke så sært at vi bliver forvirrede i en situation som denne.
Naturligvis er det meget forskelligt hvordan vi er ramt – selv indenfor Danmark. Chok, kaos, angst, tab, ændrede livsomstændigheder, skilsmisse, arbejdsløshed, fjernarbejde. Og hvad konsekvenserne bliver på den lange bane, med en rystet verdensøkonomi og radikalt ændrede vilkår for globaliseringsprojektet, er umuligt at sige. Angsten og utrygheden og længslen efter at få hverdagen tilbage kan let forføre os til at ønske det Normale tilbage. Til at skrue op for alle vækstkulturens kedler og lægge endnu større afstand til naturen og hinanden end før.
Men samtidig er der stadig flere, der peger på, at det vi tog som Det Normale, dybest set ikke var en ønskværdig tilstand; at det er tvingende nødvendigt at bruge krisens time-out til at tage bestik af hvor vi egentlig vil have verden til at bevæge sig hen. Hvad det er for en verden, vi reelt har lyst til at leve i. Og hvilke ændringer, vi bliver nødt til at foretage for at undgå at ende i stadig flere katastrofale kriser i de kommende år.
På mørke dage ser jeg coronaen som en meget mild forsmag på de udfordringer, vi kommer til at stå overfor, når klimakrisen tager rigtigt fart om 5-10 år. En kostumeprøve, hvor vi lige kan få et glimt af hvordan det føles, når vi ikke længere kan tromle blindt derudaf som om alle ressourcer var uendelige.
Måske kan vi bruge corona-tiden som det nødvendige overgangsritual, der skal til for at få den nordlige halvkugles forkælede teenagere af en befolkning til at blive voksne og begynde at tage ansvar.
Ifølge religions-antropologen Van Gennep består overgangsritualer af 3 faser – i øjeblikket befinder vi os i den såkaldt “liminale” mellemfase, der er kendetegnet ved kaos og forvirring, fordi man befinder sig i grænseområdet mellem en gammel og en ny orden. Den tidligere identitet går i opløsning, hvilket er smertefuldt, men samtidig åbner der sig nye perspektiver.
Hvis man ser sådan på det, åbner der sig helt andre måder at forholde sig til “tristessen”.
Hvad nu hvis vi startede med at slippe forventningen om at vi skal prøve at gennemføre alle de planer vi havde og nå ligeså meget som ellers ? Lad os anerkende at det tager voldsomt på kræfterne at leve i det liminale.
Og hvad hvis vi så tog modet til os, og brugte dette sære efterår til at prøve at favne smerten? I stedet for som vi plejer at kvæle eller bedøve den ved at distrahere os selv med stadig mere frenetisk aktivitet, blinkende lys og hektiske indkøb.
Hvad nu hvis vi brugte den tid vi troede vi skulle tilbringe med at rejse og holde julefrokoster, til at sørge over alt det vores rasende konsumkultur har ødelagt? At se i øjnene at drømmen om at kontrollere naturen reelt har ført til en rovdrift, hvis konsekvenser nu rammer os i nakken.
Måske er det nu vi skal tage afsked med en livsform, der blindt har accepteret f.eks. at mange millioner mink skal leve et liv i bur med det eneste formål at blive pelset.
Og så give os til at overveje hvor det egentlig er vi skal hen bagefter.
Som Rob Hopkins fra den Britiske omstillingsbevægelse Transition Towns siger i bogen “From What Is to What If” :
“We need to be able to imagine positive, feasible, delightful versions of the future before we can create them. Not utopias, but futures where things turned out ok.”
Måske er det nu vi skal bruge vores fantasi til at prøve at forestille os en fremtid med et mere ligebyrdigt og respektfuldt forhold til naturen.
Og måske kan vi bruge den mørke tid i tvungen isolation til at øve os på den mere bæredygtige livsform, som nødvendigvis må blive vores fremtid.
Hvad hvis vi brugte den tid vi ville have brugt på shopping til at stoppe sokker og reparere gamle stole? Til at lave hjemmelavede julegaver?
Til at mærke alle de nærende ting man foretog sig før begrebet oplevelser blev opfundet.
Hvad hvis vi prøvede at træne halvt uddøde færdigheder som ydmyghed, taknemmelighed og fordybelse?
Måske kan dette efterår blive en indvielse til en livsform, hvor vi husker, at livet er hvert øjeblik vi stjæler fra døden?