Hver gang jeg hører ordet disruption, mærker jeg uroen komme krybende op ad rygsøjlen. At vi har en regering, der tilsyneladende seriøst tror, at det giver mening at staten approprierer begrebet, burde gøre os dybt bekymrede for rigets tilstand.
I bund og grund handler disruption for mig at se om unge narcissistiske entreprenører, der hensynsløst vil rage til sig ved at bryde alle regler for social samfundsmæssig adfærd. Det er forretningsmæssige metoder, der bygger på den wildwest-kultur, der rådede blandt pionererne, da internettets territorier blev erobret. Guldgravere og banditter fandt her enorme områder udenfor sheriffens jusrisdiktion, hvor de ganske uhindret kunne tage kontrollen og begynde at udvikle stadig mere raffinerede metoder til at udvinde det nyfundne guld. Det guld som primært var at tappe data og sælge det videre. Vinderne i det goldrush blev dem, der fandt de bedst camouflerede måder at narre folk til at træde ind på deres territorium og blive længe nok til at de uafvidende havde efterladt al den viden om sig selv, som der er penge i at sælge videre. Lidt som i gamle kriminalfilm, hvor detektiverne prøvede at holde morderen fast i telefonen, så teknikerne kunne nå at spore opkaldet. Bare omvendt. Her var røverne, der prøvede at få alle oplysningerne.
Disruption har som sit primære formål at skabe kaos ved konstant at udvikle nye forretningsmodeller og nye forretningsområder, som endnu ikke er underlagt regulering. Det er en fordel for guldgravere, der vil presse markedet til det yderste. Men dette kaos betyder bl.a., at ingenting er sikkert for almindelige lønarbejdere. Vi bringes tværtimod i en tilstand af konstant alarm, der gør os til superlet bytte for guldgravernes Weapons of Mass Distraction, der så får endnu lettere adgang til vores data. Vores nervesystem, der allerede er i fuldt alarmberedskab på grund af konkurrencekulturens blinde insisteren på vækst, provokeres yderligere. Den præfrontale styring ligger underdrejet sammen med de andre kognitive ressourcer – og vi er lette ofre for annoncer, impulskøb og populisme.
Man kunne tro, at det var den slags kaos, som man havde staten til at beskytte borgerne imod gennem regulering og sikkerhedsnet i en tid fuld af omvæltninger. Men nej, vi har en regering, der tværtimod gør sig til fortaler for disruption.
Den eneste form for disruption vi kunne have brug for midt under stress-epidemien, er indførelse af borgerløn og en radikal nedsættelse af arbejdstiden. Men lur mig om det er det, der er planen med regeringens disruptionsråd….
‘Fiction is outperforming reality’: how YouTube’s algorithm distorts truth | Technology | The Guardian
Det er dybt bekymrende hvordan YouTubes algoritmer, der styrer strømmen af automatiske “næste klip” med det formål at fastholde vores opmærksomhed, i høj grad er en kilde til spredning af vold og misinformation.
“There are 1.5 billion YouTube users in the world, which is more than the number of households that own televisions. What they watch is shaped by this algorithm, which skims and ranks billions of videos to identify 20 “up next” clips that are both relevant to a previous video and most likely, statistically speaking, to keep a person hooked on their screen.”
A Call to Cut Back Online Addictions. Pitted Against Just One More Click. – The New York Times
En digital pause kan give muligheden for at genoplive meningsfuldheden i aktivt valgte måder at kommunikere og opretholde sine sociale kontakter.
“I feel more invested in the time I spend with people. And because we interact less frequently, we have this idea that we want to make the most of the experience,” said Ms. Mushakevich, who says she is unlikely to reinstall the Facebook app on her phone. “That makes it seem more meaningful than if we had all of the time in the world, like we do on Facebook.”
Kilde: A Call to Cut Back Online Addictions. Pitted Against Just One More Click. – The New York Times
I deleted WhatsApp for a year and here’s what I learned | Technology | The Guardian
Hvoraf kommer naiviteten, der har ladet os overlade vores data til firmaer, der herefter i realiteten kontrollerer vores sociale liv?
“Our default position is to mistrust strangers and governments, but we trust convenient services without really knowing anything about them. We trust that private companies use our data to “improve our lives”, but we hardly reflect on where our lives are taken. Facebook paid $19bn for a company that has encrypted the contents of messages since 2016 and does not advertise.”
Kilde: I deleted WhatsApp for a year and here’s what I learned | Technology | The Guardian
Early Facebook and Google Employees Form Coalition to Fight What They Built – The New York Times
Startskuddet til en stærk modstandsbevægelse ?
“Facebook appeals to your lizard brain — primarily fear and anger,” he said. “And with smartphones, they’ve got you for every waking moment.”He said the people who made these products could stop them before they did more harm.“This is an opportunity for me to correct a wrong,” Mr. McNamee said.”
Kilde: Early Facebook and Google Employees Form Coalition to Fight What They Built – The New York Times
Digital afhængighed
Diagnosen digital afhængighed og bevidstheden om fænomenet er eksploderet i sidste halvdel af 2017. Kritikken af de digitale mediers indbyggede afhængighedsskabende mekanismer kommer nu også fra en bred vifte af insiders i Silicon Valley. Og når selv Apples egne investorer begynder at kalde på tiltag for at forebygge digital afhængighed, ved vi at det er på tide at kalde til handling. Jeg tror de begynder at se risikoen for at blive bombarderet af sagsanlæg ligesom tobaksindustrien, når folk inden længe i større antal bliver bevidst om hvor alvorlige skader smartphones, sociale medier osv. har forvoldt på det mentale miljø. Hvor invaliderende de mentale livsstilssygdomme, som disse medier er stærkt medvirkende til at fremkalde, er. Og hvor meget vi har mistet i de 10-15 år der er gået siden vi tillod disse medier at få så central en plads i vores liv.
I øjeblikket er der en kærkommen og længe ventet bølge af opmærksomhed på emnet digital afhængighed – og de katastrofale konsekvenser dette misbrug har for vores mentale helbred, vores børns hjerner og den demokratiske udvikling. Det er meget glædeligt og kan forhåbentlig være med til at gøre os allesammen mere bevidste om både vores egen og vores børns adfærd med de afhængighedsskabende smartphones, ipads og sociale medier. Jeg vil her på hjemmesiden og i den tilhørende blog løbende dele ny forskning i emnet.
Men i betragtning af hvilke enorme økonomiske interesser, der ligger bag og hvor hensynsløst de udnytter de nyeste fremskridt indenfor neurovidenskab til at udvikle stadig mere effektive midler til at erobre vores opmærksomhed, skal vi ikke gøre os nogen illusioner om at vi bare kan slukke.
Derfor er det der ligger mig endnu mere på sinde at indkredse årsagerne til at vi er så let bytte for disse Weapons of mass distraction/Weapons of selfdestruction.
Jeg tror det er helt afgørende at vi bliver os disse dybere psyko-sociale sammenhænge bevidst, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at stå imod de digitale mediers stærke tiltrækningskraft.
How a half-educated tech elite delivered us into evil | John Naughton | Opinion | The Guardian
—————-
En måde at se på afhængighed (uanset om det handler om alkohol, gambling eller digitale medier) handler om at en af de vigtigste underliggende årsager er manglen på forbundethed. Og at en af de bedste veje til at gøre sig fri af afhængigheden derfor kan være kontakt og fællesskaber.
Social Media – The Zuckerberg Zone
Helt kort sagt : de såkaldt sociale medier er en genial pengemaskine.
Facebook og Twitter har fundet den lettest tænkelige måde at drive rovdrift på vores sind og sælge hvad de graver op til højestbydende. Opskriften på det vi kunne vælge at kalde the Zuckerberg Zone (herefter kaldet ZZ) er så enkel at det gør ondt :
1) Silicon Valley ved at befolkningerne er ramt af en lang række frustrerende følelser af ensomhed, afmagt, meningsløshed og kedsomhed. De finder ud af at tilbyde os noget, der ligner et mødested, hvor man kan holde kontakten med en masse mennesker, man ikke har haft tid til at opretholde en levende relation med. Og så lader ZZ som om det er et privilegium for os, at vi her kan “dele” det der sker i vores liv – feriebilleder, fødselsdagshilsner, kattevideoer osv. I virkeligheden får ZZ hermed uendelige mængder af indhold fuldkommen gratis og uden copyright.
2) Ved hjælp af viden fra neurovidenskab, udvikler de mest effektive måder at fange og fastholde vores opmærksomhed ved at lade “nyhederne” bevæge sig i en lind strøm, hvor vi hele tiden håber at der vil dukke noget op, der er tilstrækkeligt interessant til at tilfredsstille vores dybe sult efter kontakt og mening. Når noget er sjovt/gribende/eller oprørende nok til at vække vores følelser, får vi en lille dopamin-kick – og skynder os at betale for oplevelsen med et klik. Vi liker og deler for at vise hvem vi er, vise hvad vi kan lide – og tilslutte os noget, der ligner et fællesskab.
3) Samtidig giver vi uden at det er umiddelbart synligt nøjagtigt de samme oplysninger om hvem vi er til ZZ, der hermed kan fuldføre den virkeligt geniale del af forretningsmodellen – nemlig at sælge alle disse uendeligt mange oplysninger om 2 milliarder brugere videre til alle, der har noget at sælge. Så slipper man for at sende annoncer ud i øst og vest, men kan rette dem direkte mod den mest sandsynlige målgruppe. Og det gælder såvel folk, der vil sælge varer, som dem, der bare vil sprede rygter, holdninger eller angst.
Denne forretningsmodel har skaffet Mark Zuckerberg et overskud på$40.65 milliarder 2017.
– penge som i realiteten er tjent ved at lokke folk ind i et afhængighedsforhold, narre dem til selv at pushe det stof, der skal gøre andre afhængige – og så benytte sig af den coma, som stoffet lægger folk i, til at udøve hemmelig mindfracking på dem imens.
Men som om dette raffinerede tyveri af data ikke var slemt nok, er The Zuckerberg Zone også optimeret til :
1) at dræne brugernes selvværd ved at fastholde dem i en mareridtsagtig kæmpe forstørrelse af en highschool med alt hvad det indebærer af sammenligning, perfektionisme, popularitetskonkurrencer, mobning osv.
En effekt, som må være designet udfra et mere eller mindre bevidst kalkuleret rationale om at jo lavere ens selvværd er, des mere behov har man for at få det boostet ved at dele ting, der kan fremprovokere den interaktion fra andre, som er omdrejningspunktet i Zuckerberg-økonomien.
2) at sprede det neoliberalistiske verdensbillede som en orm i alle hjørner af bevidstheden, så vi ikke længere har de mindste mellemrum til at huske at mennesker er noget andet end varer. Valutaen er likes og shares, der giver intravenøse doser af dopamin – og en kort illusion om kontakt og betydning. (Men som på alle andre markeder er der svindlere – og det er de rige, der vinder til sidst. Derfor er der et livligt sort marked under overfladen, hvor den der har råd kan købe virtuelle followers og likes fra firmaer, der dels stjæler profiler, dels udvikler robotprofiler, hvis likes tæller ligeså godt som alle andre.)
3) at fungere som et af de mange Weapons of Mass Distraction, der tvinger alle tanker og al kommunikation ind i en forenkling ad absurdum for at kunne tilpasse sig vores stadig mere begrænsede attention-span. Et sprog og en formidlingsform, der mere end noget andet understøtter populistiske verdensbilleder, hvor det altid er til at få likes ved at sparke på dem, der er svagere og sprede vilkårlig outrage. I the Zuckerberg Zone er det enklere end nogensinde at sprede myter, der distraherer fra de politiske realiteter. Som f.eks. At postulere at “vi er ramt af en voldsom flygtningekrise” og “Europa er ved at blive oversvømmet af flygtninge”. Fortegnede billeder af virkeligheden, der på facebook kommer til at fremstå som fakta, hvis algoritmen har analyseret sig frem til at man er i målgruppen for det narrativ.
Dystopiernes tidsalder
“Black Mirror”, “Handmaids´ tale” osv. Dystopierne boomer på alle platforme. Men den virkelige dystopi er slet ikke fremtiden. Den er her allerede. Vi lever midt i et science fiction-mareridt.
For mig at se lever vi forlængst i en dystopi af den mørkeste slags.
Grådighed, egoisme, umenneskeliggørelse, systemer før mennesker, profit, effektivisering, automatisering, virtualisering, fremmedhad, klimakrise, mentale livsstilssygdomme, stress, depression, angst, robusthedskult, sjæledød, udstødt prækariat, polarisering, radikalisering, ekstremisme, bander, fake news, manipulation, magtkoncentrationer, angstindustri, afhængighedsindustri, weapons of mass distraction.
Men vi har vænnet os til det som kogte frøer – kalder det dagens orden, udviklingen, fremtiden. Vi er allerede så mættet af angst, at det er næsten uudholdeligt at se gruen i øjnene og mærke vores afmagt. Det er svært at holde fast i at være menneske, når alle systemer omkring os gør en til en ting, et nummer, en forbruger.
Det er svært at se dystopien i ens egen tid – bjælken i ens eget øje.
Det bekymrer mig at vores tilpasningsevne, konformisme, usikkerhed og mistede evne til at mærke os selv har fået os til at tillade virkeligheden at glide fra os. Dystopien har sneget sig ind på os uden at vi har opdaget præcis hvor galt det står til. Afmagten tvinger os til at lukke øjnene på uendeligt mange områder – klimakrise, umenneskeliggørelse, epidemier af mentale livsstilssygdomme som stress, angst, depression osv., ulighed, migration, polarisering, radikalisering osv.
Fordi vi stadig opretholder troen på idealer som vækst, fremskridt, teknologi, effektivitet, kontrol, er vi fanget i en umulig situation. At der bliver spildt endeløse ressourcer på at stræbe efter udødelighed, robotter, AI, rumfart, IOT og andre former for teknologisk hybris, er absurd, når verden står på kanten af økologisk kollaps og dramatiske demografiske omrokeringer, der burde have al vores opmærksomhed.
Vi bliver nødt til at opgive illusionen om at det er teknologier, der skal, endsige kan, redde os.
Vi er forlængst gået alt for langt ad den vej.
“Tilbage til naturen” har i mange år været brugt som en hånlig nedgørelse af alternative ideer.
Jeg tror vores eneste mulighed for overlevelse som art er at komme frem til naturen igen.
Indse og forstå, at vi er natur. Vi er dødelige, fejlbarlige og sårbare. Vi er afhængige af naturen – på alle måder – fordi vi er en del af den. Den ernærer os såvel fysisk som mentalt. Når vi mister kontakten med naturen – omkring os og i os selv – mister vi muligheden for mental bæredygtighed.
Vi bliver nødt til at genoprette respekten for naturen i og omkring os.
Tilbage til naturen er ikke en trussel, men et håb – vores eneste.