Udgivet den

Kære unge mennesker!

Tak for den super-klare melding : Hvis 44 % af jer trives så dårligt, at I taber håret, ikke kan sove og generelt plages af ensomhed, angst og bekymringer, bliver det meget tydeligt, at der er noget ravruskende galt.

Men det er ikke jer, der er noget galt med. Det er ikke jer, der burde blive bedre til at være effektive, til at multitaske og være robuste.

Hvis der er noget I skal, må det være at råbe og skrige og gøre oprør! Sige fra og protestere på det kraftigste imod den absurde verden, som vi, der burde have været de voksne, har efterladt jer med.

For at fiske vælgere på temaet om mistrivsel “lover” politikerne nu f.eks. at sætte adgangskravene ned til 10, reducere antallet af elever i klasserne og antallet af tests i skolen. Udmærkede tiltag. Men samtidig absurde småting i forhold til problemets størrelse. En mistrivsel på 44 % blandt unge er en klar påmindelse om at vi er et samfund, der er ude af kurs. Eller måske rettere, er på kurs direkte mod katastrofen. Mod en mangfoldighed af katastrofer.

Derfor ville det nok være en god ide at se denne mistrivsel i et lidt større perspektiv.

Menneskets DNA, vores nervesystem, vores hjerner – alt det grundlæggende, der definerer det at være menneske, var fuldt udviklet for omkring 200.000 år siden.

I de stammesamfund på savannen, hvor vi levede i det første par hundredtusind år vi var mennesker, var det naturligvis naturen, der satte alle rammer og krav.

Udfordringerne var i en vis forstand enkle: find mad, find en partner, beskyt dig selv og din stamme.

Vi var afhængige af en konstant dialog med naturen, at kende sin habitat, lære at genkende dyrespor og planter, hvad er spiseligt og hvad er ikke.

Og vi var totalt afhængige af hinanden, fællesskabet, stammen. Dels direkte som den sikkerhed det giver at være en flok fremfor et individ, når mørket falder på og rovdyrene nærmer sig. Men også som den enhed, der kunne regulere nervesystemet efter kamp, få en til at falde om og hvile efter veloverstået jagt, og skabe  myter og ritualer sammen med, så man havde redskaber til at bearbejde tilværelsens eksistentielle dimensioner.

Sammenlignet med livet på savannen kunne man mene, at vores moderne liv er en vatkugle af tryghed, luksus og lethed. Det er det selvfølgelig også på mange måder, men samtidig er der en række ting i den verden vi har frembragt, der er langt mere udfordrende end som så. I hvert fald for vores mentale helbred – bl.a. måske netop fordi vi bilder os ind, at vi har et “let” liv og derfor synes vi burde være glade og tilfredse dagen lang.

For under overfladen af velstand og komfort er såvel udfordringer og trusler, som fristelser og belønninger i et samfund i accelererende forandring nye hver dag. Og når de helt grundlæggende mekanismer, der styrer vores adfærd, stadig er de samme som i stenalderen, er der en lang række ting, der kan skabe problemer i en kultur, der de seneste par tusind år har været defineret ved at opfatte mennesket som adskilt fra og hævet over naturen.

I en tid hvor vi på stadig flere områder får øjnene op for hvordan vores brutale rovdrift på planeten rammer os i nakken i form af klimaforandringer, biodiversitets-kriser osv, fordi alt i naturen er forbundet og ikke adskilte dele, som vores mekanicistiske verdensbillede har postuleret, var det en ide at prøve at se os selv gennem de samme briller.  At se at også vores natur er forbundethed – helt ind i kernen af vores DNA. Vores instinkt er at føle os forbundet med den natur, der nærer os, og med det fællesskab, der sikrer vores overlevelse. Det er den helhed alle vores mentale kompetencer, vores nervesystem, vores følelsesapparat osv. er udviklet til at indgå i, fordi det er den virkelighed vi som levende kroppe tilhører.

Hvis vi starter med at minde os selv om, at vi ikke er maskiner, der kan optimeres til at blive stadig mere perfekte og effektive, men levende natur, så kan det måske give mening at se på hvordan vi kunne forstå hvad trivsel egentlig er, hvis vi betragter sindet som et økosystem. Et mentalt økosystem, der er tæt og dybt forbundet med de omkringværende naturlige og socio-mentale økosystemer – og underlagt de samme principper, som ifølge teorierne om komplekse, levende systemer gør sig gældende for alle slags økosystemer.

1) Ingen ressourcer er uendelige

Udover den grundlæggende vekslen mellem aktivitet og hvile, kan man se på det mentale økosystems ressourcer som en vifte af akser – tryghed/udfordring, abstrakt/konkret, praktisk/virtuelt, lys/mørke, hurtighed/langsomhed, handlen/væren osv.

Vi kan hver især have tendenser eller præferencer i den ene eller den anden retning på hver af disse akser. Men samtidig har den enkeltes mentale økosystem brug for at der foregår en vis afbalancering mellem de to ender af hver akse for at opnå ligevægt. Som i alle andre økosystemer er vekseldrift det mest bæredygtige. Det er klart at vi har forskellige behov og forskellige ressourcer. Der findes ikke en eller anden perfekt balance, som vi alle sammen skal stræbe efter. Men hvis man udsættes for vedvarende ensidig belastning på en eller flere akser uden mulighed for at regulere, kommer systemet ud af balance.  Hvis vi f.eks. er altfor meget i hovedet, svigter vi behovet for at være i kroppen.  Hvis vi hele tiden er hurtige, risikerer vi at svigte behovet for at være langsomme osv. Så er det man kan føle, at man er ved siden af sig selv, ude af sig selv.

2) Diversitet er en livsnødvendighed – på alle planer

I øjeblikket har vores kultur en klar tendens til at favorisere dem, der kan udholde en maksimal uro i det mentale miljø. De fleste af de egenskaber, som vækstkulturen kræver, peger i den retning – omstillingsparathed, blæksprutte, god til at holde mange bolde i luften osv. Det betyder, at de store dele af befolkningen, hvis grundlæggende mentale tendens eller tyngdepunkt er mere til f.eks. den indadvendte, den langsomme eller den praktisk side, enten vil blive ramt af flere ubalancer og mistrivsel – eller vil fremstå som mindre kompetente. I en kultur, der på den måde har valgt, at kun et ret smalt udsnit af det man kunne kalde neuro-typer er “normale”, ses en bred vifte af variationer som fejl og afvigelser. Alle dem der passer dårligt ind i vores udadvendte skolesystem, vores konkurrence-prægede arbejdsmarked osv., får diagnoser, fordi vi ikke har anerkendt at det socio-mentale økosystem har ligeså meget brug for neurodiversitet, som andre økosystemer har for biodiversitet.

3) For ethvert økosystem gælder, at de måder det er forbundet med andre komplekse systemer, og hvad der udveksles med disse, er afgørende for opretholdelsen af et sundt, velfungerende system.

Den overordnede “kontrol” med hvad vi udveksler med omverdenen varetages af nervesystemet, der på savannen sørgede for at vi kunne registrere mulige farer og reagere passende.

Men sådan som nervesystemet fungerer, opleves også ting som tomme stationer, overvågning, uforståelig teknologi, tests og evaluering ofte som trusler, der sætter alarmen igang. Ligesom naturligvis andre skræmmende oplevelser gør – uanset om det er virkelighed, nyheder i medierne eller virtuelle spil. Vi er klar til at kæmpe, flygte eller spille død.

Når truslen er overstået har vi brug for at systemet falder til ro igen, hvis vi skal undgå at alarmtilstanden udvikler sig til kronisk stress eller angst. Men også fordi nervesystemet er sådan indrettet, at når det er i alarm lukkes der ned for den sociale kommunikation, og andre opfattes som trusler, som fjender, hvorved vi risikerer at ende i tilstande, hvor vi har stadig mere svært ved at forbinde os åbent med andre mennesker. Vi agerer lukket, negativt og afvisende, hvilket igen har tendens til at aktivere andre menneskers alarmsystem. Og så vokser hullerne i det socio-mentale økosystem, der skulle knytte os sammen, sig hurtigt større og større.

4) For at opretholde ligevægten må økosystemet kunne regulere sig selv

For løven er det selvfølgeligt – efter jagten spiser man, og så sover man. Men for mennesket med en højt udviklet hjerne, der gør det muligt at udskyde tilfredsstillelsen af selv grundlæggende behov, fungerer denne regulering ikke bare automatisk.

På savannen sikrede naturlige begrænsninger som nat og dag, skiftende årstider  osv. at reguleringen fungerede og man fik taget de nødvendige hvil, når det var muligt. Og i stammesamfund var ritualer og fester med til at opretholde balancen.

Men i moderne kulturer, hvor lyset aldrig slukker, er reguleringen af de indre økosystemer overladt til den enkelte.

For at sikre den livsvigtige regulering, der skal til for at vi både kommer ud af alarmtilstande og ikke arbejder os ihjel eller bliver ved at sidde ved computerspillet til vi falder døde ned af stolen, er det afgørende :

– At være opmærksom på signalerne i kroppen

– At kunne mærke og identificere sine reelle behov – for hvile, omsorg, intimitet osv.

– At kende bæredygtige måder at tilfredsstille dem

– At have integritet og ressourcer nok til at sørge for at de bliver tilfredsstillet

– At have adgang til det, der er brug for

Jo større grader af kompleksitet det mentale økosystem er nødt til at integrere, des mere brug har det for hvile, pauser, næring og rum til regeneration. Men i en kultur, der har valgt at sætte det målbare over det mærkbare, så vi er lange mere optaget at måle os selv og andre, end at mærke os selv, står det ofte sløjt til med at få hånden af kogepladen i tide.

Alt i alt er det mentale økosystem altså under voldsomt pres i en kultur, der på mange måder misbruger vores dybeste behov og længsler.

En konsumkultur, der lokker os til at jage og samle meget mere end vi har brug for. En konkurrence-kultur, der får os til at sammenligne os med alt for mange, så vi mister troen på os selv og bliver ensomme. En effektiviserings-og kontrol-kultur, der reducerer os til tal og berøver os menneskelig kontakt og forbundethed. Et marked og en underholdnings-industri, der lokker med løfter om erstatning for alt det vores stenalder-sjæl savner – fællesskaber, ritualer, mening, fylde, intensitet, intimitet… Og et massivt bombardement af distraktioner, når vi ikke kan holde ud at mærke den grænseløse længsel, den dybt smertefulde hjemve efter det, vi dårligt nok ved vi har mistet.

Hvis vi tænker os at det, som det menneskelige sind fra naturens hånd dybest set har allermest brug for er :

– At opleve sig selv som en del af den større helhed, som er naturen

– At føle sig som en del af et meningsfuldt overskueligt fællesskab (150 mennesker siges at være nogenlunde så mange, som hjernen kan kapere at forbinde sig levende med)

– At mærke, at der er plads til at man kan yde sit bidrag til helheden og blive anerkendt for det uanset hvem man er og hvad man kan.

Så er det ikke noget under, at vi ser stadig flere mennesker, der føler sig løsrevet, fortabt, uden mål og retning, udenfor og overflødige i en verden som vores. Mennesker, der føler at de står ganske alene med smerten fra den manglende tilfredsstillelse af helt basale behov for mening, forbundethed og intimitet.

På mange måder kunne det derfor se ud til at den udbredte psykiske mistrivsel (undersøgelser tidligere på året sagde 800.000 mennesker) er forårsaget af nøjagtigt de samme mekanismer, som klimakrisen og bio-diversitetskrisen :  et hæmningsløst overforbrug af ressourcer, der aldrig er ubegrænsede, og en hensynsløs mangel på respekt for det levende.

Ligesom vi har presset ressourcer ud af kloden, presser vi os selv og hinanden stadig hårdere i jagten på  acceleration af den vækst, der allerede har bragt de fleste af planetens økosystemer ud af balance. 

Måske skyldes den psykologisering, der angiveligt er en del af årsagen til de unges mistrivsel, i virkeligheden et udbredt fravær af politisk bevidsthed.

Udtryk som præstationssamfund og konkurrencekultur er med til at camouflere, at det er politiske beslutninger om at prioritere økonomisk og materiel vækst, der skaber den acceleration som tvinger os til at præstere og konkurrere. Det er politiske beslutninger, der gør, at der ikke findes noget alternativ for jer unge. At I ikke gives mulige livsvalg, der ikke fordrer næsten umenneskelige præstationer og konstant konkurrence.

Hvad vi må kræve af politikerne er at de begynder at se på helheden.

Corona-krisen tvang os kortvarigt til at sætte farten ned. Klimakrisen har længe indikeret det samme. Nu presser inflation og energikrise os til at skrue radikalt ned for forbruget. Hvis vi sætter den mentale krise med ind i ligningen, kan det være det snart bliver tydeligt for enhver, at det er på høje tid at flytte fokus definitivt fra vækst til omsorg.  Gøre omsorg for økosystemer på alle niveauer til samfundets absolutte omdrejningspunkt. Besinde os på, at det eneste, der virkelig tæller ikke er penge men liv, det levende, de levende.

Udgivet den

Frygtens kultur på steroider

Kronik i Kristeligt Dagblad 1/5 2020 (Uforkortet version)

Forleden stod jeg på mine forældres altan iført en ansigtsmaske fra malerbutikken og prøvede at forklare min mor, der stod 3 meter inde i stuen, hvordan hun skulle indtaste genvejs-numre på den nye mobiltelefon jeg lige var kommet med. Ligegyldigt hvor højt jeg råbte, var det umuligt for hende at høre hvad jeg sagde gennem ansigtsmasken. Situationen var grotesk. Da jeg fortalte historien til mine søstre senere, kom vi til at grine. Men imens var jeg ved at tude af frustration og afmagt.

Det var allerede startet, da jeg sad ude på trappen og prøvede at flytte sim-kortet fra den telefon de havde tabt ned i kaffen (med fløde og sukker) over i den nye, jeg havde været henne og købe til dem. I min iver efter ikke at komme til at sprede nogen mulig smitte til mine sårbare 85-årige forældre, havde jeg på forhånd iført mig ovennævnte (dybest set ubrugelige) støvmaske og et par gummihandsker – ligeledes fra malerbutikken. Men hvis der er en ting, min motorik ikke er gearet til, så ved jeg nu, at det er at skifte sim-kort på en lille Nokia iført gummihandsker.  Med sveden piskende ned over ansigtet, kunne jeg ikke fokusere på andet end at jeg måtte skynde mig.

Måske var det fordi hele kroppen allerede var i fuld alarm efter det mislykkede stop jeg havde  gjort hos boghandleren på vejen.  I håb om at kunne glæde min mor, der siden en hofte-operation før jul ikke har kunnet gå ud, ville jeg lige smutte ind og finde en bog til hende. På døren sidder et fint skilt om at der må være maks. 5 kunder i butikken. Jeg venter et øjeblik til der kommer et par ud, og går så ind og leder efter noget relevant. Men 2 minutter efter kommer en flok på 4 ind, tilsyneladende helt uden at registrere at vi derved er 8-9 kunder i butikken. Anspændt ved tanken om at skulle direkte videre til mine forældre, mærker jeg angst og vrede vælte op i kroppen. Jeg smider den bog, jeg lige har fundet og stryger ud af døren. Udenfor stopper jeg op et øjeblik og kigger tilbage i butikken. Overmandet af infantil vrede hører jeg mig selv råbe et eller andet om egoisme ind af døren.

Mit nervesystem, som allerede kører på konstant high-alert efter at have været i Corona-karantæne fra 8.-20.marts, har tydeligvis ikke skyggen af elastik tilbage.

Da jeg endelig kom hjem efter besøget, brød jeg sammen. Billedet af min mor bag rollatoren, der prøvede at trække sig baglæns, så jeg kunne komme forbi uden at komme for tæt på. Min far, der så ud som om han egentlig syntes det var fuldkommen latterligt at jeg ikke bare satte mig ned og drak kaffe.  Og så alle de uvilkårlige fremskrivninger af dette fortabtheds-billede, som min allerede katastrofe-orienterede hjerne kørte i højtempo på den indre skærm.  Samtidig med at et sammenfiltret tjørnekrat af skam og afmagt og angst og raseri voksede sig stadig højere og tættere op omkring mig, så jeg var ude af stand til at kommunikere med min søn og min kæreste.

Efter en stor whisky og lang tids gråd har fået angsten til at slippe, rammes jeg pludselig af et fandenivoldsk raseri. Når jeg nu ved hvor altafgørende nærvær og kontakt er for livskvaliteten, hvorfor ind i helvede lader jeg så det her ske? Hvad nu hvis jeg kunne tale med mine forældre om sammen at opgive fantasien om at kunne styre døden? Hvad nu hvis vi sammen besluttede, at nærheden er vigtigere end antallet af måneder i den sidste fase af livet? Min overophedede hjerne kører videre : Hvad nu hvis vi sammen valgte at tage risikoen på den måde, at vi sås som altid, og hvis de så blev syge måtte jeg gå i karantæne sammen med dem, og passe dem hjemme til det var slut, så de ikke skulle ende deres dage i isolation omgivet af personale i rumdragter?

Vi er jo for fanden natur, og derfor skal vi jo for fanden dø!

Det tager dog ikke mange minutter før luften fiser ud af denne ballon af en ide. Jeg behøver egentlig bare at huske, hvordan jeg ikke havde mod til at se på det sår min søn havde fået på hånden i går, for at komme i tanker om hvor enestående uduelig jeg ville være som sygehjælper i den dødsproces.

Men alligevel bliver frustrationen over sammenstødet mellem mine værdier og min adfærd ved med at gnave.

Jeg forstår fuldt ud nødvendigheden af at forsinke spredningen, så vi undgår det knæk i tilliden til staten, som et kollaps i sygehusvæsenet ville medføre.

Men samtidig føles det som om vores reaktion på Corona sætter hele vores kulturs til absurditet grænsende dødsangst til skue.

Lige under overfladen har vi alle den urmenneskelige angst for kaos – for at blive spist af vilde dyr, for at spise noget giftigt, for ikke at have noget at spise, for at dø af kulde eller varme, dø af tørst eller drukne, fare vild og aldrig finde hjem, blive ramt af lyn eller væltende træer osv.

Der er ikke noget at sige til at mennesket gav sig til at prøve at kontrollere kaos – at beskytte sig mod trusler fra naturen.

Men uanset hvor meget vores civilisation har gjort for at kontrollere naturen og beskytte os imod dens kaos, forsvinder angsten ikke. Vi ved jo stadig at vi skal dø, vores forældre skal dø, og vores børn skal. Det er det vilkår, vi nok kan drømme om at teknologien skal give os en udvej fra, men som i realiteten også er det, der gør os til mennesker.

I alle kulturer har mennesker brugt kolossale ressourcer og kreativitet til at holde angsten i ave. Vilde myter, ritualer og komplicerede trossystemer, har vi gang på gang udviklet for at finde og skabe mening i det, der ellers kunne føle som galskab og kaos.

I vores ubændige frihedstrang smed vi først ritualerne ud. Senere røg også traditionerne, som vi følte os hævet over. Og nu står vi så, nøgne og hjælpeløse overfor hver eneste af de livskriser, som vi ikke får udryddet, før vi har skiftet os alle ud med robotter og uploadet vores bevidsthed til Skyen…

Vi har intet sprog, ingen omgangsformer, intet fordøjelsessystem, når vi nærmer os mødet med døden, og hvirvles derfor som hjælpeløse fnug ind i forventningen om alle risici kan kontrolleres.

Selvfølgelig vil vi gerne kontrollere det værste kaos. Problemet er, at der tilsyneladende er et kritisk punkt, hvor det tipper over.   Hvor illusionen om at vi kan eliminere al lidelse, gør os stadig dårligere til at håndtere det uundgåelige. Hvor de redskaber vi bruger til at kontrollere risici ender med i sig selv at skabe mere angst.

Corona-virus er en trussel – ingen tvivl om det. Men set i forhold til andre risici, som vi har vænnet os til at leve med – trafikulykker, selvmord, hjertekarsygdomme – kan man spørge om der er et punkt, hvor konsekvenserne af smittekontrollen tipper over og bliver et større problem end sygdommen selv.

Jeg ved godt, at det er nødvendigt at vi passer på hinanden ved at holde afstand og tænke os om. Men det bekymrer mig hvis angsten for smitte kommer til at betyde, at vi mister stadig mere af den kropskontakt, der er nødvendig for at aktivere det livsvigtige hormon oxytocin, og dermed spreder den triste lidelse man kunne kalde IDD – Intimacy Deficit Disorder.

Og det bekymrer mig at vi vænner os til en umenneskeliggørelse, når vi ikke synes vi kan besøge vores gamle; når folk er nødt til at dø alene;  når vi allesammen passerer hinanden med skræmte blikke.

Evolutionært set er et de afgørende spring fra reptiler til pattedyr udviklingen af et nervesystem, der er i stand til at registrere tryghed og slå forsvarsmekanismerne fra. Kun når vi selv føler os trygge, kan vi kommunikere tryghed til andre – og dermed forbinde os.

Som neuro-biologen Stephen Porges har påvist, er nervesystemet sådan udformet, at tryg menneskelig kontakt er en nødvendig forudsætning for såvel mental sundhed som kognitiv og kreativ udfoldelse.

Når vores alarmsystem bliver aktiveret, lukker vi ned for det sociale engagement – for at gå i kamp, flygt eller frys. Og når vi lukker ned for det sociale engagement, ser vi alt og alle som trusler eller forhindringer. Derfor bliver vores adfærd mekanisk – hvorved vi selv kommer til at virke som trusler for andre, hvis alarmsystem derved aktiveres.

På den måde spredes bølger af manglende kontakt, der skaber de dybe følelser af utryghed og adskilthed, der igen fører til mentale livsstilssygdomme som ensomhed, stress, angst, depression osv.

På mange måder er det en frygtens kultur, som har været under udvikling i lang tid. F.eks. har vi siden 9/11 set en endeløs række af sikkerhedsritualer, der i praksis skaber mere angst end tryghed, fordi de ikke er designet med nogen form for indsigt i nervesystemet. Hvis tomme perroner uden billetpersonale gør folk utrygge, så sætter vi da bare overvågningskameraer op – uden den mindste erkendelse af, at dette i sig selv aktiverer frygtsystemet.

Og det er her det føles som om Corona sætter sagen på spidsen og har potentiale til at skabe en frygtens kultur på stereorider.  Det kan godt være vi betragter den rationalistiske videnskab som en radikalt anderledes tankeform end de religiøse strategier vi tidligere brugte til at kontrollere angsten, men på mange måder virker smittekontrollen i disse dage som en absurd kult med sine afvaskningsritualer og sære danse på stier og fortov. Da jeg kigger ud af mit vindue ned i skolegården, og ser de lange rækker af gule streger med numre, der er malet på asfalten i løbet af natten, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om vi virkelig har lyst til at lære vores børn disse undgåelses-danse.

Jeg prøver at finde en balance mellem afstand og nærhed, når jeg afleverer varer til mine forældre, men der er virkelig ingen lette løsninger i denne situation.

Hvis vi lader smitte-angsten holde os fanget i kæmp, flygt eller frys, kan vi risikere at der sættes ny turbo på den udvikling hvor frygten styrer og designer en verden, der skaber stadig mere frygt og ensomhed.

I yderste konsekvens kan man være bekymret for at det vi med et slidt ord kalder populistiske politikere direkte udnytter frygten til at skabe momentum for at bevæge sig skridt for skridt længere over mod overvågning og andre autoritære agendaer. Jo mere skræmte vi bliver, des mere tilbøjelige er vi historisk set til at støtte dem, der præsenterer sig som “stærke mænd”.

Jeg så forleden Svend Brinkmann gøre sig vittig om alle folks ideer om hvad vi kan lære af Corona.  Og ja, det kan godt være han får ret i, at vi ikke kommer til at lære noget af krisen.

Hvis vi allesammen, som han, vælger at rulle ironiens sorte elefanthue nedover vores sårbarhed, så står vi nok bare lammede og traumatiserede bagefter.

Hvis vi ikke gør noget for at fordøje og bearbejde hvad Corona-krisen gør ved os som individer, som familier, som samfund, som civilisation, så kommer vi nok ikke til at lære så meget af den. Hvis vi sidder alene hver især og kæmper med disse reaktioner i den tro, at det er vores personlige svaghed og noget, der skal overvindes, sker der givetvis kun det, at vi graver os endnu længere ned i vores isolerede og polariserende bobler af angst bagefter.

Hvis vi bare bagatelliserer krisens psykiske effekter, når vi ikke får de kram vi har brug for til at berolige vores nervesystem, risikerer vi at stå med tusindvis af mennesker med uerkendt PTSD.

Men hvis vi allesammen sørger for at skabe rum til at fordøje og bearbejde det store kollektive traume, som en katastrofe, der både er global og personlig, aktiverer, tror jeg på at denne radikale rystelse, som enhver anden stor psykisk krise, kan få os til at tage vores værdier og vores livsstil op til revision. Og altså skabe mulighed for at lære noget. Måske noget afgørende for hvordan vi vælger at fortsætte vores liv. Om vi vil blive ved med at understøtte frygtens kultur eller om det er på tide at slippe illusionen om kontrol.

Måske kunne vi vælge at udforske hvordan vi kunne få et mere realistisk og accepterende forhold til døden?

Måske kunne en genopdagelse af vores forbundethed med naturen, gøre det lettere at acceptere døden som vilkår?

Måske kunne vi bruge oplevelsen af afstand og isolation til at minde os om nødvendigheden af nærvær og kontakt?

Måske kunne vi bruge den oplevelse af forbundethed og vores genopdagede samfundssind, som Corona har givet, som inspiration til at skabe en verden, der er mere mentalt og socialt bæredygtig fremfor mindre?

 

 

 

 

Udgivet den

Overmenneske eller overflødig?

Kronik i Politiken i dag

“Er der andre, der har problemer med bananfluer?”

“Hvad er det lige med lugten i opgangen? Er der nogen der har efterladt noget affald?”

Jeg var på sommerferie og fulgte dialogen i andelsforeningens facebook-gruppe fra sidelinjen. Først da jeg nogle uger senere var kommet hjem og så en vogn fra Skadeservice og nogle mænd i sikkerhedsdragter, begyndte det at dæmre.  Det var Lars fra nabo-opgangen, der var død alene i sin lejlighed, og først blevet fundet, da lugten 2 uger senere blev så voldsom, at naboerne slog alarm.

Senere var der en, der delte en opfordring om at gå til begravelsen. Jeg ved ikke om der var nogen, der mødte op. Jeg må indrømme at jeg ikke gjorde. Jeg syntes ikke det gav mening at komme, når jeg ikke kendte ham. I de 5 år, jeg har boet her,  har jeg kun set ham i gården 2-3 gange.

Men bagefter blev jeg ramt af lige dele skam og forundring over, at jeg har accepteret de rammer og normer, der gør, at det føltes normalt ikke at gøre noget for at lære Lars at kende, få hans historie, se hvad han var for et menneske.

Hvordan kunne det blive så nemt for mig at overse, at et andet menneske var ved at gå til grunde i ensomhed? Men endnu mere, hvad er det for et samfund vi har lavet, hvor folk kan falde helt ud mellem sprækkerne på den måde som Lars?

Mennesket er et socialt dyr. Vi har brug for at blive set, mærke at vi hører til, har betydning. Det er deltagelsen i fællesskabet, der skaber dybde, fylde og en følelse af mening i tilværelsen. Menneskets neurobiologi er designet til socialt engagement. Det er vores eneste sikre vej til overlevelse. Som art er vi derfor drevet af et stærkt behov for at være og yde et betydningsfuldt bidrag til fællesskabet.

Men i disse år virker det som om alle de metoder, vi har udviklet til at gøre samfundsmaskinen mere effektiv, har den bagside, at de med nærmest kirurgisk præcision fjerner den enkeltes følelse af betydning.

Ja, for at maskinen rigtigt kan køre, og helst også accelerere, er det tilsyneladende nødvendigt, at det enkelte individ har minimal betydning.

Men hvad sker der med en, hvis alt hvad man møder er mere eller mindre direkte beskeder om at man er udskiftelig, overflødig, at man så let som ingenting kan rationaliseres væk eller ens funktioner nårsomhelst kan blive udliciteret, digitaliseret eller overtaget af en robot? Når alt i arbejdsliv, politik og medier fortæller en, at man ikke er noget værd, at det at være menneske ikke er nok, er det måske ikke sært at mange bliver syge i sjælen. Ikke sært at folk skader sig selv på alle mulige måder. Eller tror at andre mennesker er nogen man frit kan snyde. Frit kan skyde.

Hvordan er det kommet så vidt?

Jeg har lige genset filmen “Moderne Tider” hvor Chaplin med stor skarphed skildrer industrisamfundets absurditeter. Et af højdepunkterne er scenen, hvor hovedpersonen danser ud på gaden efter at være gået over gevind, da tempoet på samlebåndet er blevet øget til det groteske. Med en skruenøgle i hver hånd bliver han ved med at udføre sine mekaniske bevægelser idet han går til angreb på alt fra brandhaner til de møtrikformede knapper på en forbipasserende kvindes bryster. Bevægelsesmønsteret har så at sige brændt sig fast i kroppen på ham.

Chaplins film er fra 1936 og selvom den meget fremsynet har skærme på toilettet, så chefen kan holde øje med medarbejderne, er der selvfølgelig sket meget siden da. Det er på uendeligt mange måder et stort fremskridt, at så mange af os er blevet frigjort fra industri-arbejdets byrde, men når man ser på udbredelsen af stress og andre mentale lidelser, kan man blive grebet af spørgsmålet om vi bare har bevæget os fra en kropsopslidende aske ind i en sjælsfortærende ild?

I vores tid er det ikke så meget et fysisk som et mentalt adfærdsmønster, der brænder sig fast, og er næsten umuligt at slippe når vi har fri. Konkurrencekulturens koreografi, kunne man kalde det.

Fredag morgen på motorvejen mellem Hobro og Århus. Tempoet er hæsblæsende. Det virker som om alle er grebet af følelsen af at være vigtig, usårlig, udødelig, når de kommer med 170 km i timen lige op i bagruden på mig med blinkende lygter for at få mig til at trække ind, så de kan overhale. Konkurrence-adrenalinet for fuld udblæsning

Og så kommer jeg til at tænke på Karinas svoger, lad os kalde ham Frederik, der røg i grøften i forgårs, mens han talte stadig mere sort til en kunde i sin mobiltelefon – om den var håndholdt eller ej er her uden betydning.

Kunden blev i telefonen og talte med Frederik, mens han fik sin kone til at ringe efter hjælp, fordi det lød som om der var noget helt galt med den sorte snak.

Da familien kom frem og fandt bilen i grøftekanten, troede de først at Frederik havde fået en blodprop og var klar til at give hjertemassage til den 35-årige.  Men da hans telefon ringede, mens ambulancefolkene var ved at bugsere ham ud af bilen, gjorde han pludselig voldsomt modstand og insisterede på at tage telefonen. Hvis nu det var vigtigt!

Efter en nat på hospitalet, hvor man konstaterede at han hverken havde blodprop eller hjerneblødning blev han sendt hjem. Uden et ord om at tage en pause. Og selv mente han, at han bare havde haft lidt for travlt på det sidste.

Som jeg sidder der bag rattet på motorvejen, slår det mig, at hvis ikke det er lykkedes for Frederiks familie at tvinge ham til at blive hjemme, kan han være på motorvejen lige nu. Det kan være ham, der kommer tordnende bagfra. Igang med at indhente det forsømte i sin telefon. For at opretholde følelsen af betydning, af at være nødvendig. Det øjeblik han tillod sig at slippe den og blev liggende i sengen, ville han sandsynligvis blive overvældet af den enorme utilstrækkelighedsfølelse, der truer os alle, når vi konstant befinder os i konkurrence-kulturens sammenligningsspor.

Vi bliver konstant fodret med historien om, at det eneste, der tæller er at vinde.  På stort set alle sendeflader presses ethvert emne ind i et konkurrenceformat. De fleste sendes hjem og The winner takes it all!                 Er det i virkeligheden det binære mindset, der er blevet vores tids skruenøgle?

Man kan kun blive enten vinder eller taber. Nr. 1 eller et 0. Overmenneske eller overflødig. Vinderne, der kører derudad med samfundsmaskinen i højeste gear og derfor synes alt ser lyst ud – og taberne, der falder af i stadig større antal. Vinderne er subjekter – dem, der handler i verden; dem, der styrer den maskine, de kalder Udviklingen. Taberne er objekter, reduceret til data – det, der bliver handlet med, og behandlet, og ender i parallelsamfund, som man ikke har en chance for at undslippe.

Og når vi ovenikøbet har ladet forbrug være det tegn på succes, som alle prøver at udleve, har vi opskriften på en global katastrofe.

Den binære konkurrencekultur efterlader tilsyneladende ikke noget rum til at identificere sig som middelmådig, som almindelig, som mellemklasse. Ideen om at leve et almindeligt og tilfredsstillende liv i en jævn og bæredygtig hverdag opleves af mange ikke længere som en realistisk mulighed.

Blandt de 25-34-årige studerende har hver anden kvinde et højt stressniveau – mange taler om at deres egne forventninger om at skulle yde en toppræstation er den primære årsag – sammen med bekymringen for om de har nogen chancer på jobmarkedet, hvis de ikke får topkarakterer.

Når hele den offentlige sektor er underlagt samme konkurrencelogik som det private erhvervsliv, strammer det til. Læreplaner, prøver, tests, dokumentation, evaluering osv. i vuggestuer, børnehaver, skoler og på arbejdspladser er alt sammen pres, der skaber en dyb følelse af at være udsat for en mistillid, der nårsomhelst kan føre til et puf ud over kanten. Enhver der ikke passer ind, får en diagnose og bliver dømt ude. Hvis man viser svaghedstegn, bliver man spurgt om man er sikker på at man virkelig ”vil jobbet”. Det er sjældent arbejdspladsen, der laver ændringer for at tilpasse sig medarbejdernes ressourcer og behov. Den højt besungne fleksibilitet foregår altid på de ansattes bane, på medarbejdernes regning.

Vi er tilsyneladende blevet en kultur, hvor ”human resources” er det anonyme brændstof, der skal skovles ind i fyrrummet i et stadig højere tempo. En kultur, der forguder ”disruption” i en blind mangel på respekt for det grundlæggende menneskelige behov for balance mellem tryghed og udfordring. Og alt sammen skaber det et miljø, der tvinger os til at præstere solen sort såvel på arbejdet som i fritiden i håb om at opnå en følelse af betydning.

Jeg går ud fra at det giver mening, hvis man tror på at alle altid kan yde mere, hvis de bliver presset. Men hvem ville presse en væddeløbshest til på den måde konstant at løbe hurtigere, oftere og længere, uden pauser til at restituere? Som jeg ser det, har den neoliberale konkurrencekultur fået hamsterhjulet til at accelerere så voldsomt, at det er næsten umuligt at undgå at blive slynget af i farten.

På gaden passerer vi hinanden uden øjenkontakt, bøjede over vores skærme i alle offentlige rum. Vi behandler hinanden som overflødige. Det breder sig som en virus.  Måske er smartphonen (oveni alt det andet den er) blevet den overflødiggjorte borgers krampagtige forsøg på at signalere – også til sig selv – at man har betydning. At det er magtpåliggende at checke sin telefon, modtage notifikationer og læse beskeder.

Men denne følelse af betydningsfuldhed er desværre et slemt tilfælde af at tisse i bukserne for at holde varmen, når hvert eneste blik på skærmen i praksis er et blik væk fra den nære verden, og de fællesskaber, hvor man faktisk kunne være betydningsfuld.

Omstillingsparat og plastisk som sindet er, accepterer vi langt henad vejen vilkårene. Så længe man har en plads i bussen, skal man ikke risikere noget ved at kritisere eller sætte spørgsmålstegn.  Og hvem kan i øvrigt se det store billede, når man allerede hager sig fast med det sorte af neglene og kæmper for ikke at blive den næste, der ryger af i svinget? Blive en af de tabere, vi ved hvad der sker med – de gamle, de arbejdsløse, de stress-ramte, de psykisk syge, de hjemløse – de udstødte, der ikke har nogen betydning i en kultur, hvor ordet sammenhængskraft er blevet en tom floskel.   Taberne man ikke kan holde ud at se på eller høre om, så længe man er i stand til at opretholde illusionen om at man flyver ved egen kraft – og ikke har lyst at få øje på, at man bare er en af de heldige vindere i et dybt vilkårligt pyramidespil. De, der har været heldige at erobre magt og rigdom støttes i at tro, at de er mere værd end andre – som skattesvindlerne i DRs dokumentar, der sidder på toppen af verden og føler sig hævet over alt og alle. Og alle andre flakser vildt med arme og ben for ikke at synke til bunds i menneskehavet. Den eneste måde at komme op, hvor man kan trække vejret frit, er tilsyneladende at trampe på de andre.

Men en middelklasse, der ikke bare accepterer, men annekterer elitens værdier og menneskesyn, graver sin egen grav. Flertallet har ikke en chance i et samfund, hvor det kun handler om at vinde.

Over hele verden ser vi i denne tid voksende bevægelser af utilfredshed. I forskellige lande tager det forskellige former og får forskellige udtryk. Men set fra helikopteren virker det som om de, der rejser sig, er de altfor store grupper af mennesker, der er blevet overflødiggjort. Dem, der er blevet hægtet af samfundsmaskinen under overgangen fra industrisamfund til globalisering og digitalisering, fordi markedet har fået lov at styre udviklingen og man har undladt at skabe rum til nye meningsfulde livssammenhænge.

Overalt er øget overvågning øjensynlig magthavernes vigtigste tiltag i forhold til at få folk til at føle sig set…. Men hvis vi vil undgå at stadig flere befolkningsgrupper følger ruten fra marginalisering og eksklusion til populisme og radikalisering i den ene eller den anden retning, bliver vi nødt til at få sat en stopper for overflødiggørelsen.

Hvordan kommer vi til at føle os som et fællesskab igen? Ligger svaret ikke ret lige for? Hvis vi lytter til advarslerne om den ulmende klimakatastrofe og sætter alt ind på i fællesskab at skabe den nødvendige omstilling til bæredygtighed, kan alle spille en rolle. I kampen for at ændre kurs inden det er for sent, bliver ingen overflødig. Set i det perspektiv har alt hvad vi foretager os betydning.

Ville det ikke være den mest oplagte måde at slippe konkurrencekulturens destruktive koreografi, og starte en ny dans? En dans i respekt og ærefrygt for vores fælles hjem, planeten. En dans, der anerkender, at mennesket mere end noget andet er et socialt væsen, der på alle måder trives bedst, når vi er tæt forbundet med andre; når vi tør se både hinanden, vores børn og os selv i øjnene.

Det må være den ultimative win-win situation.