Balancen mellem indre og ydre er presset

En af de største udfordringer som menneske er at finde en balance mellem indre og ydre. Mellem egne behov og andres. Begge dele er nødvendige – at kende og følge vores egen indre stemme, og at føle os som en del af sociale fællesskaber, hvor vi tilpasser os andres behov og ønsker i en levende udveksling.

Det er selv i de bedste perioder en stadig udfordring at få til at balancere.

Derfor er det værd at være opmærksom på hvad der sker med den balance, når forholdet mellem indre og ydre ændres så radikalt som det gør med de digitale teknologiers stadig større tilstedeværelse i vores liv. I stadig flere af døgnets timer befinder vi os i situationer, hvor vi primært bare reagerer på input fra en skærm – åbner mails, læser opslag, svarer, scroller, klikker, deler, indtaster passwords, udfylder formularer osv.

Når konkurrencestaten samtidig har gjort det muligt for markedslogikken at sive ind ad alle sprækker, så vi befinder os i en konstant konkurrencetilstand, hvor ydre vurderinger er afgørende, kan det være meget vanskeligt at holde balancen. Mellemrummene, hvor vi selv kan styre vores tid, vores tanker og vores adfærd indefra, fra vores egne behov, sansninger, længsler, drømme, visioner og værdier, er der stadig længere imellem.

Mange tyr til mindfulness, yoga osv. for at rette op indefra, hvilket kan være helt nødvendigt for at overleve, når stress og andre mentale livsstilssygdomme begynder at trænge sig på. Men jeg tror det er vigtigt at holde sig for øje, at ubalancen mellem indre og ydre også betyder, at man må se nærmere på hvad det er ved de ydre krav, der gør det så svært at holde balancen. Du kan lave nok så meget yoga og meditation, men hvis du igen og igen støder ind i urimelige vilkår på arbejdsmarkedet, er det en umulig stræben efter balance. Og hvis mindfulness bruges af arbejdsgivere til at presse folk til at yde endnu mere, bliver det endnu en kilde til stress.

Vi kan hver især have vores egne historier, der gør det svært at holde fast i vores grænser overfor andres krav. Men det betyder ikke at det er vores eget ansvar, når vi bukker under for urimelige krav.  Hvis vi er nødsaget til at lade os styre af udefrakommende krav, forventninger, fristelser og impulser i størstedelen af tiden, vælter læsset.

Derfor er mental bæredygtighed et forsøg på at se både indad og udad – og gøre det både individuelt og som samfund.

 

Stress

Med et konkurrence-orienteret arbejdsmarked, hvor indtjening er det eneste styrende parameter, og konstant vækst, effektivisering osv. som konsekvens er en selvfølge, frarøves vi stadig mere af vores menneskelighed. Som medarbejder presses man konstant til at gå stadig mere på kompromis med sine værdier. Når sjælen til sidst reagerer på de umenneskelige vilkår, ved at tvinge en til at sige fra med stadig voldsommere fysiske symptomer, kalder vi det stress. Med et snuptag gøres den sunde reaktion på en usund situation til et personligt, individuelt problem. Du får en diagnose, en sygemelding, og en  recept på noget angstdæmpende, noget humørløftende, noget søvndyssende osv.

Ovenstående er et sammenkog af en kronik om stress, jeg havde i Kristeligt Dagblad i oktober 2017  – du kan læse hele kronikken -“Den stressramte er ikke syg – det er vores kultur” –  her.

Jeg var overrasket over hvor meget den blev delt og læst og kommenteret af mennesker fra alle mulige brancher. Og det var en af årsagerne til at jeg har valgt at gå videre med at prøve at artikulere den kritik, som mange åbenbart syntes ramte deres egen oplevelse på kornet.

Der siges og skrives uendeligt meget forskelligt om stress i disse år.  Kloge forskere og behandlere har masser af gode analyser, forklaringer og anvisninger på strategier til at komme videre, når man er blevet så ramt, at man er syg. På disse sider er jeg mere optaget af de dybere samfundsmæssige årsager til at så mange mennesker ikke kan få livet til at hænge sammen og ender med at pådrage sig det jeg kalder mentale livsstilssygdomme. Vi har et sundhedssystem, der ser meget teknisk/biologisk på psykiske sygdomme. Psykiatrien vil gerne have flere penge til forebyggelse, men beskriver stadig psykiske lidelser, som “noget der kommer snigende”. På trods af at antallet af folk med behov for behandling vokser eksplosivt og WHO forudser at depression bliver den mest udbredte sygdom om 10-15 år.

Det er min overbevisning, at denne voldsomme vækst kun kan forstås – og tackles – hvis man begriber og anerkender de helt direkte sammenhænge mellem kultur og sygdom. Og altså begynder at tale om mentale livsstilssygdomme, som noget, der kan forebygges ved at ændre levevilkår – ligesom vi allerede længe har gjort det om de fysiske livsstilssygdomme – fedme, diabetes, hjertesygdomme, lungekræft osv.

Helt kort fortalt opfatter jeg stress – i den form, hvor man “går ned” – som et traume, der bliver ætset ind i nervesystemet. Hvis man er uheldig giver det varige skader på de kognitive funktioner og kan blive noget man må kæmpe med resten af livet. Det er en af grundene til at det er så fuldkommen afgørende, at vi tager epidemien alvorligt. Jo flere der bliver skadet, jo færre kognitive ressourcer har vi som kultur til at løse de problemer, vi har fået skabt.

For mig at se er en af de vigtigste kilder til stress, at såvel konkurrencekulturen som de digitale teknologier misbruger vores nervesystem.

En måde at beskrive nervesystemet på er at det består af 3 grundlæggende funktionaliteter, der skal være nogenlunde i balance for at vi trives :

  • Et trusselssystem, drevet af adrenalin og kortisol, der gør at vi kan reagere på farer, så vi kan sikre vores overlevelse – Fight or Flight
  • Et motivationssystem, drevet af dopamin, der gør at vi har lyst at handle og præstere for at få en belønning – Jagt og konkurrence
  • Et beroligelsessystem, drevet af oxytocin, der sørger for at vi restituerer fysisk, følelsesmæssigt og socialt – Omsorg, kærlighed, fællesskab

Et arbejdsmarked, der har gjort markedsøkonomiens konkurrencekultur til et uomgængeligt vilkår, udnytter konstant såvel motivations- som trussels-systemet. Hvis du ikke klarer mosten, er det ud. Der er ingen flexicurity længere. Ingen plads til at fravælge acceleration, vækst, effektivisering.

Når privatlivets fred derudover uafbrudt bliver forstyrret – dels af flydende grænser mellem arbejde og fritid, dels af fristende distraktions-teknologier, der insisterer på interaktion – er der ikke meget plads til den hvile, intimitet og nærvær, der skal til for at få de vigtige doser af oxytocin, som er nødvendige for et liv i mental balance.

Her er en rask lille video om de måder stress påvirker hjernen, og hvordan en del af konsekvenserne af stress i praksis bliver nedarvet til kommende generationer.

How does stress affect your brain?

How chronic stress can affect your brain's size, structure, and how it functions:

Opslået af Constantly Curious på 10. januar 2018