Velkommen

Velkommen til en levende platform for kritik af en kuldsejlet nutid – og et forum for visioner om en mere bæredygtig fremtid !

Mentalbæredygtighed.nu er et initiativ til at stå imod den afmagtsfølelse, det er let at blive ramt af, når man ser lidt for direkte ind i tidens udfordringer.

Send mig en mail, hvis du er interesseret i at booke et foredrag.

Jeg prøver her på hjemmesiden at samle brikkerne til et klarere billede af sammenhængene i en kaotisk tid, hvor det er altfor let at miste overblikket. Og den der ikke har overblik, taber let muligheden for indflydelse. Men verden ændrer sig så hurtigt i øjeblikket, at også denne side i højere grad er en proces end en facitliste.

Den pandemi af kriser vi i øjeblikket oplever i krydsfeltet mellem klimakrise, øget økonomisk ulighed og en voldsom stigning i mentale livsstilssygdomme, er i realiteten “bare” det seneste – eller det sidste.. – kapitel i historien om menneskers hæmningsløse forsøg på at undertvinge naturen. At overvinde, udnytte og kontrollere den for enhver pris, som vi har gjort med stadig accelererende effektivitet i mindst 500 år. Nu er turen bare kommet til vores sind. Når der ikke er mere vi kan pine ud af dyrene, af skovene, af havene og undergrunden, af de andre – de fremmede, de fattige, de anderledes – er der kun sindet tilbage. Den menneskelige bevidsthed er gennem de seneste 20 år blevet det primære objekt for rovdrift.

Vi lever i en kultur, der har sat marked over menneske og efterladt os med meningstab, afmagt og ensomhed. I forsøget på at indordne os under markedets logik, har vi måttet undertrykke stadig mere af vores menneskelighed, vores natur. Vi har stadig sværere ved at mærke og anerkende hvem vi virkelig er, hvad vi egentlig har brug for. Enhver kritik af strukturelle problemer bliver i disse år vendt til at være et individuelt problem. Som jeg ser det, har den omsiggribende privatisering på alle planer opløst de sidste rester af fællesskab og efterladt alle med en sådan mangel på kontakt, at vi er lette ofre for afhængighed af f.eks de digitale medier, der konstant kæmper om vores opmærksomhed.

Vores hjerner holdes i konstant alarmberedskab af konkurrencesamfundets idealer. Vores nervesystem befinder sig i en evig tilstand af kæmp eller flygt, der reducerer vores evner til såvel refleksion som empati til et minimum.

Jo mere vi bliver behandlet som ting eller maskiner i systemer, institutioner og kalkuler, des mere bliver vi selv som ting og maskiner : sjælløse og uempatiske. Og des mere er vi tilbøjelige til selv at behandle andre som ting og maskiner.
Vi er fanget enten i forsøget på at blive perfekte som maskiner – eller skamme os over ikke at have klaret den.
Vi oplever det  som et individuelt, et personligt problem – ensomheden, meningsløsheden, afmagten, truer med at overvælde os. Fordi selve problemet er netop adskilthed. Hvis vi ikke kan mærke os selv, kan vi heller ikke mærke andre.

Hvad hvis vi i stedet for at være et grænseløst marked for medicin, alkohol, distraktion, coaches, selvhjælpsguruer osv. kunne blive en modstandsgruppe, en bevægelse, et oprør?

Hvad hvis vi afviste privatiseringen af de mentale livsstilssygdomme og i stedet rejste fælles krav om mental bæredygtighed? Krav om at arbejdspladser påtager sig ansvaret for at skabe et bæredygtigt psykisk arbejdsmiljø. Krav om at der undervises i mental bæredygtighed i skoler og på uddannelsesinstitutioner. Krav om at teknologier skal overholde et charter for mental bæredygtighed, der kan forhindre vanedannende funktioner.

Lad os sammen finde mellemrum og strategier for at bryde den selvforstærkende onde cirkel af stress, skam, isolation, afmagt, bedøvelse og digital afhængighed!

Vil du være med til at sige fra ? Gøre modstand ? Lave oprør ? Jeg kan ikke finde ud af at få indsat et kommentarfelt her så abonner på bloggen og skriv kommentarer der 😉


Samfund

På mange måder er det som om vores tilpasningsevne, konformisme, usikkerhed og mistede evne til at mærke os selv har fået os til at lade virkeligheden glide fra os. Dystopien har sneget sig ind på os uden at vi har opdaget præcis hvor galt det står til. Afmagten tvinger os til at lukke øjnene på uendeligt mange område – klimakrise, umenneskeliggørelse, ulighed, migration, polarisering, radikalisering samt ikke mindst epidemier af mentale livsstilssygdomme som stress, angst og depression.
Fordi vi stadig opretholder troen på idealer som vækst, fremskridt, teknologi, effektivitet, kontrol, er vi fanget i en umulig situation.
Markedet er en hård og hensynsløs religion – vækst en grådig og skinsyg guddom, der konstant kræver nye ofre af det troende : frihed, natur, sjæl, menneskelighed….

Det er som om vi allesammen udmærket ved at den er rent gal. Hjernen er konstant på overarbejde, nervesystemet i alarmberedskab. Vores kognitive evner er reduceret, empati og refleksion sat på vågeblus. Hvis forskere ikke har tid til at forske, fordi de tvinges til dokumentation, administration og indtægtsdækket virksomhed; hvis pædagoger ikke har tid til nærvær, fordi inklusionen af børn med deciderede plejebehov kræver deres fulde opmærksomhed; hvis sundhedspersonale ikke har tid til sygepleje; hvis plejepersonale ikke har tid til omsorg – har vi så ikke nået grænsen? Eller et godt stykke ud over grænsen for hvad vi kan forsvare og acceptere som borgere i et moderne samfund?

Er der nogen, der tror på, at man kan skabe et godt psykisk arbejdsmiljø, hvis det eneste der tæller er konkurrence og økonomisk vækst? For mig at se bider problemerne sig selv i halen. I et samfund, der har sat bundlinjen over alle andre værdier, kan man som individ dårligt andet end at føle sig uden kontrol over sit eget liv (hvis man ikke lige tilhører den 1%, der har magten over verdens-økonomien). Og er der en ting, som al stress-forskning viser, så er det at følelsen af manglende kontrol over ens tilværelse er en central stress-faktor.

Jeg rammes igen og igen af lysten til at melde mig ud – men når jeg ser hvordan den neoliberale afvisning af kritik har netop denne afmagt og opgiven som formål, bliver jeg grebet af trods, af raseri. Jeg bliver nødt til at sige hvad jeg ser, uanset hvor meget konkurrencekulturen kan gøre mig bange for at jeg herved fremstår latterlig, som en taber.

Afmagtsfølelsen, når al kritik bliver kvalt i fødslen – eller før man overhovedet har vovet at undfange en kritisk tanke – er lammende for den enkelte – men også invaliderende for et demokratisk samfund.
Afmagten gør en skamfuld, og skammen får en til at isolere sig. Ensomheden vokser – i England har man netop set sig nødsaget til at tage konsekvensen af den eksplosive vækst i antallet af ensomme, og udnævne en Minister for Loneliness.
Det kan godt være at målet med neoliberal minimalstat og privatisering var at reducere umyndiggørelsen af den enkelte. Men i praksis har den altgennemsyrende markedslogik tværtimod ført til en så udbredt følelse af umyndiggørelse, at jeg tror bunden er ved at være nået.
Nu er det nok!
I længden giver det ikke nogen reel frihed at blive identificeret som forbruger i stedet for som borger.

Vi er forlængst gået alt for langt ad den vej.

Nu er det tid at gøre modstand. At tænke bæredygtigt på alle niveauer og skabe fællesskaber, der kan arbejde aktivt på at fremme FNs verdensmål.