Helt kort sagt : de såkaldt sociale medier er en genial pengemaskine.
Facebook og Twitter har fundet den lettest tænkelige måde at drive rovdrift på vores sind og sælge hvad de graver op til højestbydende. Opskriften på det vi kunne vælge at kalde the Zuckerberg Zone (herefter kaldet ZZ) er så enkel at det gør ondt :
1) Silicon Valley ved at befolkningerne er ramt af en lang række frustrerende følelser af ensomhed, afmagt, meningsløshed og kedsomhed. De finder ud af at tilbyde os noget, der ligner et mødested, hvor man kan holde kontakten med en masse mennesker, man ikke har haft tid til at opretholde en levende relation med. Og så lader ZZ som om det er et privilegium for os, at vi her kan “dele” det der sker i vores liv – feriebilleder, fødselsdagshilsner, kattevideoer osv. I virkeligheden får ZZ hermed uendelige mængder af indhold fuldkommen gratis og uden copyright.
2) Ved hjælp af viden fra neurovidenskab, udvikler de mest effektive måder at fange og fastholde vores opmærksomhed ved at lade “nyhederne” bevæge sig i en lind strøm, hvor vi hele tiden håber at der vil dukke noget op, der er tilstrækkeligt interessant til at tilfredsstille vores dybe sult efter kontakt og mening. Når noget er sjovt/gribende/eller oprørende nok til at vække vores følelser, får vi en lille dopamin-kick – og skynder os at betale for oplevelsen med et klik. Vi liker og deler for at vise hvem vi er, vise hvad vi kan lide – og tilslutte os noget, der ligner et fællesskab.
3) Samtidig giver vi uden at det er umiddelbart synligt nøjagtigt de samme oplysninger om hvem vi er til ZZ, der hermed kan fuldføre den virkeligt geniale del af forretningsmodellen – nemlig at sælge alle disse uendeligt mange oplysninger om 2 milliarder brugere videre til alle, der har noget at sælge. Så slipper man for at sende annoncer ud i øst og vest, men kan rette dem direkte mod den mest sandsynlige målgruppe. Og det gælder såvel folk, der vil sælge varer, som dem, der bare vil sprede rygter, holdninger eller angst.
Denne forretningsmodel har skaffet Mark Zuckerberg et overskud på$40.65 milliarder 2017.
– penge som i realiteten er tjent ved at lokke folk ind i et afhængighedsforhold, narre dem til selv at pushe det stof, der skal gøre andre afhængige – og så benytte sig af den coma, som stoffet lægger folk i, til at udøve hemmelig mindfracking på dem imens.
Men som om dette raffinerede tyveri af data ikke var slemt nok, er The Zuckerberg Zone også optimeret til :
1) at dræne brugernes selvværd ved at fastholde dem i en mareridtsagtig kæmpe forstørrelse af en highschool med alt hvad det indebærer af sammenligning, perfektionisme, popularitetskonkurrencer, mobning osv.
En effekt, som må være designet udfra et mere eller mindre bevidst kalkuleret rationale om at jo lavere ens selvværd er, des mere behov har man for at få det boostet ved at dele ting, der kan fremprovokere den interaktion fra andre, som er omdrejningspunktet i Zuckerberg-økonomien.
2) at sprede det neoliberalistiske verdensbillede som en orm i alle hjørner af bevidstheden, så vi ikke længere har de mindste mellemrum til at huske at mennesker er noget andet end varer. Valutaen er likes og shares, der giver intravenøse doser af dopamin – og en kort illusion om kontakt og betydning. (Men som på alle andre markeder er der svindlere – og det er de rige, der vinder til sidst. Derfor er der et livligt sort marked under overfladen, hvor den der har råd kan købe virtuelle followers og likes fra firmaer, der dels stjæler profiler, dels udvikler robotprofiler, hvis likes tæller ligeså godt som alle andre.)
3) at fungere som et af de mange Weapons of Mass Distraction, der tvinger alle tanker og al kommunikation ind i en forenkling ad absurdum for at kunne tilpasse sig vores stadig mere begrænsede attention-span. Et sprog og en formidlingsform, der mere end noget andet understøtter populistiske verdensbilleder, hvor det altid er til at få likes ved at sparke på dem, der er svagere og sprede vilkårlig outrage. I the Zuckerberg Zone er det enklere end nogensinde at sprede myter, der distraherer fra de politiske realiteter. Som f.eks. At postulere at “vi er ramt af en voldsom flygtningekrise” og “Europa er ved at blive oversvømmet af flygtninge”. Fortegnede billeder af virkeligheden, der på facebook kommer til at fremstå som fakta, hvis algoritmen har analyseret sig frem til at man er i målgruppen for det narrativ.
