Flere mentale mellemrum

Det er egentlig ufatteligt så svært det kan være at blive i kroppen, i øjeblikket, i sig selv.  Straks sætter auto-piloten i gang med alt muligt. Først og fremmest målrettet aktivitet – læse, overveje, planlægge, skrive.
Men selv hvis det lykkes at overbevise mig selv om, at jeg kan tage en halv time, et kvarter bare, hvor jeg ikke skal arbejde, går der ikke mange sekunder før jeg er revet med af en distraktion – facebook, sudoku, læse, ringe.
Eller også slår sindet sig selv hjem og går direkte til skyldfølelse, selvbebrejdelse eller bekymringer.
Bare at sidde med sindet åbent for dets eget grundstof – uden krav, vurdering eller dom – er en vild udfordring.
Følelsen af travlhed, pligt, nødvendighed og mål har sat sig fast så dybt inde, at det er svært at forestille sig et øjeblik uden at være i denne rastløse drevetheds vold.
Samtidig med at det føles som om der er store kontinenter af mit sind, som jeg derved aldrig kommer i nærheden af. Gad vidst hvor mange Atlantiser af andre mulige versioner af mig selv, der allerede er sunket i havet af bundløs glemsel af den grund?
Hvordan nogen kan tro, at der kan komme interessant og meningsfuld innovation ud af befolkninger, der konstant befinder sig i denne skiftevis målorienterede og distraherede tilstand, er svært at begribe.
Hvis vi skal finde kilderne til virkeligt gavnlige ideer om en bæredygtig udvikling på alle områder, bliver vi nødt til at skabe flere mentale mellemrum, hvor sindet kan åbne sig frit uden forventning om direkte pay-off. Og så komme i gang med at øve os – helt uden krav og ambitioner 😉