Blog

 

Gid der var en pause

Mellem fortiden

Og fremtiden.

Bare et kort stop

Hvor man kunne

Stige ud og strække

Benene. Få en kop

Kaffe og måske

En smøg. Veksle

Et par ord. Kigge lidt

På køreplanen. Snuse

Til foråret.

Tage et øjeblik

Til at overveje

Sine planer eller måske

Bare på impulsen fra et

Blik bag vinduet i vognen

På det andet spor

Skifte tog, helt uden at ane

Hvor det kører hen.

Til en by med et ukendt navn.

Eller måske gå

En rask tur rundt

Om stationen. Tage en bid

Mad på en gammeldags

Banegårdsrestaurant og se

På udsigten

På de andre rejsende,

De ventende

Og dem der tilsyneladende

Bor her.

Læse et digt.

Lade toget køre

Og også det næste måske.

Måske vente så længe

At det ikke mere er klart

Hvilken retning man kom fra

Og hvor man var

På vej

Hen

Det er længe siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. Jeg vil godt  fortælle lidt om hvorfor, fordi jeg tror det er vigtigt at prøve at indfange den proces, der måske er den nødvendige vej fra en version af virkeligheden til en ny.

Jeg har brugt altfor meget tid og energi på vreden. Selvom jeg stadig føler, at vreden er fuldt berettiget, når jeg ser på de ting, der sker i verden, så har jeg været nødt til at slippe den. Hvor meget jeg end troede, at jeg skulle og kunne bruge vredens vildskab til at skabe forandring i verden, er det langsomt gået op for mig, at det, der skete nærmere var, at jeg blev en fange af vreden. Jo mere vred jeg var, des mere vred blev jeg. En selvforsynende evighedsmaskine af frustration og raseri, der blev stadig mindre konstruktiv. Jeg kunne skrive endeløse strømme af vrede indlæg om de vanvittige, kortsigtede, umenneskelige og destruktive ting, jeg så i verden. Men langsomt gik det op for mig, at det ikke førte til andet end mere vrede. Både hos mig og hos dem, der læste hvad jeg skrev, tror jeg.
Vreden førte tilsyneladende ikke til handling, som jeg havde forestillet mig, men til afmagt.
Måske var det fordi vreden i sig selv var en del af det tankesæt, som gjorde mig vred. Så længe jeg lod mig forføre af vreden, lod mig narre til at blive vred, var jeg ude af stand til at ændre kurs – ude af stand til at gøre noget reelt for forandringen.
Det var svimlende at erkende, at vreden i realiteten ikke var samfundsomvæltende, men tværtimod tilsyneladende decideret system-bevarende.

Men det gav mening, da jeg begyndte at tænke over, at verden kun bliver stadig mere som det vi fortæller, det vi visualiserer. Enhver dystopi fungerer tilsyneladende mere som en arbejdstegning end som en advarsel.
Derfor gik det op for mig, at den eneste vej frem var at prøve at give slip på vreden, og i stedet give mig til at forestille mig hvordan jeg ønskede verden skulle være.
Som enhver, der har været fanget i en håbløs situation, ved, er det noget af en udfordring, at finde modet til at visualisere det, man drømmer om, når man længe har levet i vreden – eller måske ligefrem har identificeret sig med den.
I den atmosfære af kynisk bedrevidenhed, som det kritiske synspunkt, den kritiske indstilling, let skaber, føles det som en stor risiko at formulere en positiv vision. Ligesom det er meget lettere at skrive negative anmeldelser end positive, kan man blive så fanget i det kritisk/kyniske paradigme, at mareridt altid virker mere interessante end drømme.

Jeg ved ikke hvorfor vi har denne tendens til at overfalde enhver positiv vision med anklager om naivitet, manglende realitetssans osv. Det er som om behovet for at fremstå som mere intelligent altid vinder, uanset om vi egentlig kan mærke drømmen klinge ind dybt i vores sjæl. Eller måske netop da? Jo mere vi kan mærke længslen, som drømmen vækker, des stærkere er impulsen til at flå den i småstykker? Som om angsten for at blive skuffet, igen, er for stor til at man tør se sine stærkeste drømme i øjnene?
Det minder lidt om de gamle kostskole-traditioner, hvor hver årgang uvægerligt ville udsætte de nye elever for de samme pinefulde og ydmygende overgangs-ritualer, som de selv var blevet tvunget igennem. Understøttet af lærere, der selv havde fået knækket sjælen i deres egen skoletid. Som om den eneste måde at udholde sin egen lidelse var at give sorteper videre.

Jo mere vi ved om traumer, des mere absurd virker det, at vi ikke tager ansvaret for at standse denne evighedsmaskine, at bryde denne den rationelle arvesynds forbandelse og insistere på retten til at visualisere en bedre verden.
Er det ikke ved at være nu, vi skal finde modet til at bryde den negative arv? Lad os give vores børn retten til at være den generation, der nægter at lade sig fange i kynismens og vredens destruktive fængsler og vælger at tro på, at de kan skabe en ny og bedre verden. Måske har de ikke andet valg efter vi og vores forældre har kørt denne her helt ud til et stykke over kanten.

Hvem vil være med til at kæmpe for håb og handling?

 Hvem har opfundet ordet ”af-fredning”?

Kan du huske dem, der tog en i et-tag-fat, selvom man havde helle? Bøllerne man ikke havde tillid til, fordi de aldrig respekterede hverken ens grænser eller legens regler?

Jeg bor på Vesterbro i København, nærmere bestemt på Enghave Plads. Her har været gang i mange støjende ting de senere år med bl.a. metrobyggeri, distortion og skybrudssikring af Enghave Parken. Derfor har jeg nydt den særlige helle, jeg har fundet ude i Sydhavnen – 8 minutter på cykel og så kan jeg gå tur i den fredelige Fiskerihavn, mærke vandet, himmelen og det stadig levende havnemiljø. Og endnu bedre, tage en runde i det vildtvoksende grønne område, jeg aldrig har vidst havde et navn.

Først da det for nylig blev kendt, at Borgerrepræsentationen har besluttet, at området skal bebygges fra kant til kant med 550 boliger, fandt jeg ud af, at min helle kaldes Stejlepladsen. Og Stejlepladsen er nu blevet del af de mange studehandler for at få indtægter til By og Havn i hus ved at sælge byggegrunde.

I starten af oktober var vi til demonstration på Rådhuspladsen med fiskenet og det hele for at påvirke beslutningen. Stemningen var relativt fortrøstningsfuld: området var jo fredet.

Nu, mindre end en måned senere, har Folketinget på opfordring fra Overborgmesteren vedtaget at igangsætte en såkaldt ”affredning” af området.

Hvordan kan man have tillid til politikere og myndigheder, hvis en fredning med en håndbevægelse kan overtrumfes af en ”af-fredning”? Et ord, der slet ikke burde kunne eksistere, hvis begrebet fredning skal have nogen mening.

Udover at det virker dybt uhensigtsmæssigt på den måde at underminere borgernes tillid til det politiske system, mener jeg også den blinde udfyldning af alle byens mellemrum og heller er uendeligt kortsigtet.

Det er i ukurante mellemrum som Stejlepladsen, Fiskerihavnen og de netop nedrevne Slagtergårdene på Enghavevej, at de uforudsigelige ressourcer skal rummes. Alt det, der får det menneskelige til at udvikle sig ad andet end de kalkulerbare rationelle baner. Alt det, som gør København til en attraktiv by for såvel indbyggere som turister.

Forleden var Frank Jensen på besøg i Sydhavnen og citeres ifølge Politiken for på spørgsmålet om områdets værdier, at have svaret: ”Alle vil jo gerne slås. Det er det gode ved København.” Gad vidst hvor vred man skal være for at blive hørt. Eller er det ligesom bøllerne på legepladsen, der opfattede ofrenes modstand som en anledning til at pine dem endnu mere?

Og afmagtsfølelsen bliver ikke mindre, når det så ikke er muligt at få aviserne til at tage dette debatindlæg….

 

Hvad hvis såvel “fake news” som salg af vores data kun er toppen af isbjerget og det i virkeligheden er sådan, at virtualiteten over en bred kam er ved at æde vores sjæle op?
Hvis alle de virale og epidemiske løgne bare er et symptomatisk klimaks, det sidste skridt på en lang rejse væk fra virkeligheden. En kulmination på den virtualisering, som vi har tilladt at brede sig i stadig flere zoner af tilværelsen.
Dovne drømmere, som forestillede os, at vi kunne opnå et let, et perfekt liv, hvis vi slap for det praktiske, fysiske livs byrder, har vi lidt efter lidt ofret alt for denne forstyrrede fantasi. Alle opgaver, som keder os det mindste, som ikke booster vores ego, er blevet overladt til maskiner – enhver modstand elimineret. Enhver naturlig sammenhæng mellem problem og løsning er udvisket. Opvaskemaskine, vaskemaskine, færdigmad – alt arbejde, der er nødvendigt for det umiddelbare livs opretholdelse, er reduceret til det minimale for at øge effektiviteten i den produktion, der skal skabe såkaldt “vækst”.
Vi kunne ikke affinde os med at leve i balance, cyklisk, nært, men lod os drive frem af forestillingen om mere – ville være rigere, ville udrydde døden, fremtiden skulle altid være bedre. Men undervejs har vi måske sat selve essensen over styr. Har mistet den enkle og basale forbindelse med den natur, vi er en del af – mistet den direkte oplevelse af en fysisk virkeligheds betydning i vores liv. Og har derved tabt kontakten med livets konstante mirakel som en nærværende del af vores hverdag.

Hvert øjeblik på dagen falder lyset fra en ny vinkel og alting kaster andre skygger end kort tid før og kort tid efter. Hver eneste lille detalje er ny – en fugl, der vælger at lette, fordi et vindstød kaster en flue i dens retning; en hund, der gør, fordi lyden fra fuglens vinger får en kat til at spidse øren. Stadig forandring udenfor vores kontrol. Bare det simple faktum, at hver morgen er ny og anderledes end den foregående, burde være en advarsel mod at prøve at gøre alting på samme måde hver dag. Det kan en maskine. Det kan et menneske ikke. Ikke uden at miste evnen til at mærke sig selv. Mærke den kerne af sin væren, der er natur, og derfor, ligesom hver morgen er ny, altid er i stadig bevægelse, i stadig forandring, anderledes hver dag. Det er selve livets essens, det magiske ved at være levende, som vi har ofret for at være effektive som maskiner. Ikke noget under at vi lider.
Kun ved at være tilstede i de stadig skiftende nu-øjeblikke, kan vi være hele, i kontakt med virkeligheden. Alt det andet – fortid, fremtid og virtualitet – er steder vi kun skal besøge kort, hvis vi ikke skal miste os selv og fare vild.
Men det respekterer vi ikke. Altfor meget af vores vågne tid er fyldt ud med gøremål, der ikke er andet end luft og forestillinger – uendelige konstruktioner og postulater om betydning, der blokerer vores muligheder for at forbinde os direkte til den virkelige virkelighed. Den virkelighed, hvor man kan mærke sin krop i direkte forbindelse med den fysiske verden i en meningsfuld udveksling af energi : arbejde og resultat. Stoltheden, værdigheden, tilfredsstillelsen ved at skabe direkte.
Ufattelige mængder af vores liv foregår medieret – gennem skærme og automatiserede processer, hvor vi ikke aner hvad der egentlig sker i rummet mellem os og resultatet.
Vores kommunikation foregår ikke direkte, men via skærme – med venner, med familie, med kolleger og arbejdsgivere, med foreninger, skoler og kommuner.
Vores arbejde har i vidt omfang skærmene som omdrejningspunkt – enten fordi vi direkte arbejder med viden og anden luft, eller fordi vi påtvinges New Public Managements dokumentations-krav, der lidt efter lidt tager mere tid end de praktiske opgaver, vi egentlig er ansat til at udføre.
Vi er nødt til at overgive os i blind tillid til at processerne er programmeret korrekt, så der ikke går noget galt. Man hvad gør det ved os? At befinde os i en konstant tilstand af overgivelse til systemer, som vi ikke forstår? Systemer, som udgiver sig for at være en hjælp, være til for vores skyld – men som i realiteten sandsynligvis er skabt med det formål at spare arbejdsgange, at effektivisere, at kontrollere, at manipulere, at overflødiggøre os. Men når der ikke findes nogen alternativer, ingen andre måder at kommunikere med kommunen, med banken, med lægen, med butikken, så er vi nødt til at håbe det bedste. Nødt til at bilde os selv ind, at det er bedst sådan. Og så ikke forstå hvorfor vi bliver ramt af meningsløshed, desperation, ydmygelse og afmagt, når systemerne laver fejl – eller bare ikke er designet med vores velfærd for øje.

Penge har altid været virtuelle. Boligmarkeder, aktiebobler, valuta-spekulation – altsammen intet andet end indbildning, manipulation og massepsykoser.
Vores synsfelt i det offentlige og det virtuelle rum er dækket med billeder af virtuelle mennesker – retoucheret og boostet af såvel plastickirurger som photoshop.
Vores fritid udspiller sig i de sociale mediers store virtuelle rollespil om status og opmærksomhed. Og endeløse serier på netflix og de andre kanaler
Selvfølgelig har fiktion altid været en legen med det virtuelle. Men bøger er trods alt fysiske genstande, som vores krop kan sætte mærker i – kaffe, æselører, myggeblod, sperm, tårer og syltetøj, der for altid vil forbinde dem til det øjeblik vi læste dem. Og de er ens hver gang vi læser dem, og ens for alle andre også. Ikke som tekster i det digitale rum, der til hver en tid kan ændres uden vi kan se det. Virtuelle tekster, som vi ikke aner om er skabt af algoritmer til at ramme netop os, netop hvor vi er allermest påvirkelige – i fasen før en manisk episode, lige når vi har fået løn, lige før et valg osv.
Alt er skræddersyet, så det ligner virkelighed – men en virkelighed, der kun er vores personlige. Den “virkelighed” naboen bliver præsenteret for ser sandsynligvis helt anderledes ud, skræddersyet til ham – til hans overbevisninger, til hans svagheder, til hans købekraft, til hans begær.
Vi har ingen mulighed for at mærke hvad der er virkelig virkeligt.

Så nærvær er blevet et projekt. Vi gør os umage – tvunget af vores stadig dybere frustration – med at genskabe hjørner af kontakt med vores essens. Mærke kroppen ved at dyrke mere eller mindre ekstrem sport. Mærke sindet ved at dyrke mindfulness. Mærke modstand og grundelementer ved at bage vores eget brød, dyrke en køkkenhave, bygge en carport, holde høns osv. Men så længe det ikke er andet end hobbies, er det dybest set stadig en del af den samme virtualitet, der gør os syge i sjælen. Det er en verden gennemsyret af make-believe, hvor meningsløsheden konstant truer med at invadere os.
Hvordan kan vi genskabe kontakten med en virkelighed vi tør tro på?

Jeg har skrevet en kronik i Kristeligt Dagblad om min frustration over den altgennemgribende digitalisering.

“Jo mere teknologi fylder i vores liv – jo mere af vores tid vi interagerer med maskiner eller gennem maskiner – des større tendens er der tilsyneladende til at vi kommer til at behandle os selv og hinanden som maskiner. Sådan fungerer mennesker. Vi spejler os og afspejler.”

Find den på avisens side.

Eller læs den her.

Selvfølgelig er der ting, som de digitale teknologier har gjort nemmere. Jeg er ikke maskinstormer i den forstand. Jeg ved hvor skønt det er, når noget er nemt. Men den integrering af funktioner, der virkede så praktisk i starten af den digitale tid, gør os meget let til fanger af gadgets og apps.

Hver gang jeg vælger den hurtige nemme løsning, som teknologien tilbyder, er det som om livet mister både dybde og fylde.

Hvis jeg bruger min smartphone til at skrive huskesedler, er jeg forbundet med mit arbejde (og alt muligt andet), selv mens jeg køber ind.

Hvis jeg bruger min smartphone som kamera, kan jeg ikke tage en tur i skoven for at fotografere fugle eller børn uden at have hele verden med i lommen.

Måske er det værd at overveje om alt det, der kalder sig “smart” – smartphone, smartcar, smartcity – overhovedet er ligeså smart for mig, som det er for dem, der kan bruge det til at få adgang til min opmærksomhed, mine penge og mine data.

Jeg tror det er et langt smartere valg, at adskille funktionerne igen, så man selv tager kontrollen over hvilken aktivitet, der skal have hvilken opmærksomhed.

Jo travlere vi har, des mere fristende er det, at tage den nemme vej, via teknologien, men jeg tror det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen: pludselig bliver det meget koldt, når vi opdager at vi har malet os selv op i et hjørne, hvor vi ikke har andre muligheder end de nemme og hurtige fix.

Hvis ikke vi stadig indimellem husker at spørge hinanden i stedet for at spørge Siri; bruge et leksikon i stedet for Google; bruge den lokale boghandel stedet for Amazon, risikerer vi at ende et sted, hvor vi ikke har noget valg, når alle andre veje til viden er kvalt af tech-monopolerne.

Lad os hjælpe hinanden med at huske, at der er ting i livet, Siri ikke ved; ting hun aldrig kommer til at vide; og ting hun ikke bør få adgang til at vide.