Tak for den super-klare melding : Hvis 44 % af jer trives så dårligt, at I taber håret, ikke kan sove og generelt plages af ensomhed, angst og bekymringer, bliver det meget tydeligt, at der er noget ravruskende galt.
Men det er ikke jer, der er noget galt med. Det er ikke jer, der burde blive bedre til at være effektive, til at multitaske og være robuste.
Hvis der er noget I skal, må det være at råbe og skrige og gøre oprør! Sige fra og protestere på det kraftigste imod den absurde verden, som vi, der burde have været de voksne, har efterladt jer med.
For at fiske vælgere på temaet om mistrivsel “lover” politikerne nu f.eks. at sætte adgangskravene ned til 10, reducere antallet af elever i klasserne og antallet af tests i skolen. Udmærkede tiltag. Men samtidig absurde småting i forhold til problemets størrelse. En mistrivsel på 44 % blandt unge er en klar påmindelse om at vi er et samfund, der er ude af kurs. Eller måske rettere, er på kurs direkte mod katastrofen. Mod en mangfoldighed af katastrofer.
Derfor ville det nok være en god ide at se denne mistrivsel i et lidt større perspektiv.
Menneskets DNA, vores nervesystem, vores hjerner – alt det grundlæggende, der definerer det at være menneske, var fuldt udviklet for omkring 200.000 år siden.
I de stammesamfund på savannen, hvor vi levede i det første par hundredtusind år vi var mennesker, var det naturligvis naturen, der satte alle rammer og krav.
Udfordringerne var i en vis forstand enkle: find mad, find en partner, beskyt dig selv og din stamme.
Vi var afhængige af en konstant dialog med naturen, at kende sin habitat, lære at genkende dyrespor og planter, hvad er spiseligt og hvad er ikke.
Og vi var totalt afhængige af hinanden, fællesskabet, stammen. Dels direkte som den sikkerhed det giver at være en flok fremfor et individ, når mørket falder på og rovdyrene nærmer sig. Men også som den enhed, der kunne regulere nervesystemet efter kamp, få en til at falde om og hvile efter veloverstået jagt, og skabe myter og ritualer sammen med, så man havde redskaber til at bearbejde tilværelsens eksistentielle dimensioner.
Sammenlignet med livet på savannen kunne man mene, at vores moderne liv er en vatkugle af tryghed, luksus og lethed. Det er det selvfølgelig også på mange måder, men samtidig er der en række ting i den verden vi har frembragt, der er langt mere udfordrende end som så. I hvert fald for vores mentale helbred – bl.a. måske netop fordi vi bilder os ind, at vi har et “let” liv og derfor synes vi burde være glade og tilfredse dagen lang.
For under overfladen af velstand og komfort er såvel udfordringer og trusler, som fristelser og belønninger i et samfund i accelererende forandring nye hver dag. Og når de helt grundlæggende mekanismer, der styrer vores adfærd, stadig er de samme som i stenalderen, er der en lang række ting, der kan skabe problemer i en kultur, der de seneste par tusind år har været defineret ved at opfatte mennesket som adskilt fra og hævet over naturen.
I en tid hvor vi på stadig flere områder får øjnene op for hvordan vores brutale rovdrift på planeten rammer os i nakken i form af klimaforandringer, biodiversitets-kriser osv, fordi alt i naturen er forbundet og ikke adskilte dele, som vores mekanicistiske verdensbillede har postuleret, var det en ide at prøve at se os selv gennem de samme briller. At se at også vores natur er forbundethed – helt ind i kernen af vores DNA. Vores instinkt er at føle os forbundet med den natur, der nærer os, og med det fællesskab, der sikrer vores overlevelse. Det er den helhed alle vores mentale kompetencer, vores nervesystem, vores følelsesapparat osv. er udviklet til at indgå i, fordi det er den virkelighed vi som levende kroppe tilhører.
Hvis vi starter med at minde os selv om, at vi ikke er maskiner, der kan optimeres til at blive stadig mere perfekte og effektive, men levende natur, så kan det måske give mening at se på hvordan vi kunne forstå hvad trivsel egentlig er, hvis vi betragter sindet som et økosystem. Et mentalt økosystem, der er tæt og dybt forbundet med de omkringværende naturlige og socio-mentale økosystemer – og underlagt de samme principper, som ifølge teorierne om komplekse, levende systemer gør sig gældende for alle slags økosystemer.
1) Ingen ressourcer er uendelige
Udover den grundlæggende vekslen mellem aktivitet og hvile, kan man se på det mentale økosystems ressourcer som en vifte af akser – tryghed/udfordring, abstrakt/konkret, praktisk/virtuelt, lys/mørke, hurtighed/langsomhed, handlen/væren osv.
Vi kan hver især have tendenser eller præferencer i den ene eller den anden retning på hver af disse akser. Men samtidig har den enkeltes mentale økosystem brug for at der foregår en vis afbalancering mellem de to ender af hver akse for at opnå ligevægt. Som i alle andre økosystemer er vekseldrift det mest bæredygtige. Det er klart at vi har forskellige behov og forskellige ressourcer. Der findes ikke en eller anden perfekt balance, som vi alle sammen skal stræbe efter. Men hvis man udsættes for vedvarende ensidig belastning på en eller flere akser uden mulighed for at regulere, kommer systemet ud af balance. Hvis vi f.eks. er altfor meget i hovedet, svigter vi behovet for at være i kroppen. Hvis vi hele tiden er hurtige, risikerer vi at svigte behovet for at være langsomme osv. Så er det man kan føle, at man er ved siden af sig selv, ude af sig selv.
2) Diversitet er en livsnødvendighed – på alle planer
I øjeblikket har vores kultur en klar tendens til at favorisere dem, der kan udholde en maksimal uro i det mentale miljø. De fleste af de egenskaber, som vækstkulturen kræver, peger i den retning – omstillingsparathed, blæksprutte, god til at holde mange bolde i luften osv. Det betyder, at de store dele af befolkningen, hvis grundlæggende mentale tendens eller tyngdepunkt er mere til f.eks. den indadvendte, den langsomme eller den praktisk side, enten vil blive ramt af flere ubalancer og mistrivsel – eller vil fremstå som mindre kompetente. I en kultur, der på den måde har valgt, at kun et ret smalt udsnit af det man kunne kalde neuro-typer er “normale”, ses en bred vifte af variationer som fejl og afvigelser. Alle dem der passer dårligt ind i vores udadvendte skolesystem, vores konkurrence-prægede arbejdsmarked osv., får diagnoser, fordi vi ikke har anerkendt at det socio-mentale økosystem har ligeså meget brug for neurodiversitet, som andre økosystemer har for biodiversitet.
3) For ethvert økosystem gælder, at de måder det er forbundet med andre komplekse systemer, og hvad der udveksles med disse, er afgørende for opretholdelsen af et sundt, velfungerende system.
Den overordnede “kontrol” med hvad vi udveksler med omverdenen varetages af nervesystemet, der på savannen sørgede for at vi kunne registrere mulige farer og reagere passende.
Men sådan som nervesystemet fungerer, opleves også ting som tomme stationer, overvågning, uforståelig teknologi, tests og evaluering ofte som trusler, der sætter alarmen igang. Ligesom naturligvis andre skræmmende oplevelser gør – uanset om det er virkelighed, nyheder i medierne eller virtuelle spil. Vi er klar til at kæmpe, flygte eller spille død.
Når truslen er overstået har vi brug for at systemet falder til ro igen, hvis vi skal undgå at alarmtilstanden udvikler sig til kronisk stress eller angst. Men også fordi nervesystemet er sådan indrettet, at når det er i alarm lukkes der ned for den sociale kommunikation, og andre opfattes som trusler, som fjender, hvorved vi risikerer at ende i tilstande, hvor vi har stadig mere svært ved at forbinde os åbent med andre mennesker. Vi agerer lukket, negativt og afvisende, hvilket igen har tendens til at aktivere andre menneskers alarmsystem. Og så vokser hullerne i det socio-mentale økosystem, der skulle knytte os sammen, sig hurtigt større og større.
4) For at opretholde ligevægten må økosystemet kunne regulere sig selv
For løven er det selvfølgeligt – efter jagten spiser man, og så sover man. Men for mennesket med en højt udviklet hjerne, der gør det muligt at udskyde tilfredsstillelsen af selv grundlæggende behov, fungerer denne regulering ikke bare automatisk.
På savannen sikrede naturlige begrænsninger som nat og dag, skiftende årstider osv. at reguleringen fungerede og man fik taget de nødvendige hvil, når det var muligt. Og i stammesamfund var ritualer og fester med til at opretholde balancen.
Men i moderne kulturer, hvor lyset aldrig slukker, er reguleringen af de indre økosystemer overladt til den enkelte.
For at sikre den livsvigtige regulering, der skal til for at vi både kommer ud af alarmtilstande og ikke arbejder os ihjel eller bliver ved at sidde ved computerspillet til vi falder døde ned af stolen, er det afgørende :
– At være opmærksom på signalerne i kroppen
– At kunne mærke og identificere sine reelle behov – for hvile, omsorg, intimitet osv.
– At kende bæredygtige måder at tilfredsstille dem
– At have integritet og ressourcer nok til at sørge for at de bliver tilfredsstillet
– At have adgang til det, der er brug for
Jo større grader af kompleksitet det mentale økosystem er nødt til at integrere, des mere brug har det for hvile, pauser, næring og rum til regeneration. Men i en kultur, der har valgt at sætte det målbare over det mærkbare, så vi er lange mere optaget at måle os selv og andre, end at mærke os selv, står det ofte sløjt til med at få hånden af kogepladen i tide.
Alt i alt er det mentale økosystem altså under voldsomt pres i en kultur, der på mange måder misbruger vores dybeste behov og længsler.
En konsumkultur, der lokker os til at jage og samle meget mere end vi har brug for. En konkurrence-kultur, der får os til at sammenligne os med alt for mange, så vi mister troen på os selv og bliver ensomme. En effektiviserings-og kontrol-kultur, der reducerer os til tal og berøver os menneskelig kontakt og forbundethed. Et marked og en underholdnings-industri, der lokker med løfter om erstatning for alt det vores stenalder-sjæl savner – fællesskaber, ritualer, mening, fylde, intensitet, intimitet… Og et massivt bombardement af distraktioner, når vi ikke kan holde ud at mærke den grænseløse længsel, den dybt smertefulde hjemve efter det, vi dårligt nok ved vi har mistet.
Hvis vi tænker os at det, som det menneskelige sind fra naturens hånd dybest set har allermest brug for er :
– At opleve sig selv som en del af den større helhed, som er naturen
– At føle sig som en del af et meningsfuldt overskueligt fællesskab (150 mennesker siges at være nogenlunde så mange, som hjernen kan kapere at forbinde sig levende med)
– At mærke, at der er plads til at man kan yde sit bidrag til helheden og blive anerkendt for det uanset hvem man er og hvad man kan.
Så er det ikke noget under, at vi ser stadig flere mennesker, der føler sig løsrevet, fortabt, uden mål og retning, udenfor og overflødige i en verden som vores. Mennesker, der føler at de står ganske alene med smerten fra den manglende tilfredsstillelse af helt basale behov for mening, forbundethed og intimitet.
På mange måder kunne det derfor se ud til at den udbredte psykiske mistrivsel (undersøgelser tidligere på året sagde 800.000 mennesker) er forårsaget af nøjagtigt de samme mekanismer, som klimakrisen og bio-diversitetskrisen : et hæmningsløst overforbrug af ressourcer, der aldrig er ubegrænsede, og en hensynsløs mangel på respekt for det levende.
Ligesom vi har presset ressourcer ud af kloden, presser vi os selv og hinanden stadig hårdere i jagten på acceleration af den vækst, der allerede har bragt de fleste af planetens økosystemer ud af balance.
Måske skyldes den psykologisering, der angiveligt er en del af årsagen til de unges mistrivsel, i virkeligheden et udbredt fravær af politisk bevidsthed.
Udtryk som præstationssamfund og konkurrencekultur er med til at camouflere, at det er politiske beslutninger om at prioritere økonomisk og materiel vækst, der skaber den acceleration som tvinger os til at præstere og konkurrere. Det er politiske beslutninger, der gør, at der ikke findes noget alternativ for jer unge. At I ikke gives mulige livsvalg, der ikke fordrer næsten umenneskelige præstationer og konstant konkurrence.
Hvad vi må kræve af politikerne er at de begynder at se på helheden.
Corona-krisen tvang os kortvarigt til at sætte farten ned. Klimakrisen har længe indikeret det samme. Nu presser inflation og energikrise os til at skrue radikalt ned for forbruget. Hvis vi sætter den mentale krise med ind i ligningen, kan det være det snart bliver tydeligt for enhver, at det er på høje tid at flytte fokus definitivt fra vækst til omsorg. Gøre omsorg for økosystemer på alle niveauer til samfundets absolutte omdrejningspunkt. Besinde os på, at det eneste, der virkelig tæller ikke er penge men liv, det levende, de levende.