Har du set det verserende meme? Hvor nogen trækker tæppet af et monster for at afsløre hvad der ligger bag Corona, og det der viser sig er ZOOM. Den online konference-platform, der har set en eksplosiv vækst siden vi allesammen blev sendt hjem fra arbejde.
Jeg må indrømme, at jeg var på. Jeg deltog i morgendans på Zoom. Jeg mediterede på Zoom. Meget hurtigt oprettede jeg en konto, og havde en fest med at arrangere Zoom-møder. Men næsten ligeså hurtigt blev jeg mæt. Kvalmende mæt og frustreret. For ligeså fantastisk det var at få genoplivet noget af euforien fra Internettets unge dage i halvfemserne, hvor bare det at få forbindelse var et kick. Ligeså tungt ramte frustrationen over hvor lidt næret jeg følte mig efter disse møder. Hvor dybt utilfredsstillende jeg faktisk stadig synes kontakt i cyberspace er. Og hvor intenst den virtuelle kontakt aktiverer savnet af virkelig, kropslig og sjælelig forbundethed.
Samtidig så jeg min søn på 18 sidde inde i det andet værelse og prøve at engagere sig i gymnasiets online-undervisning, mens jeg hørte mine bekendte kæmpe for at holde deres mindre børn underholdt med i-pads, mens de selv forsøgte at gennemføre deres møder fra hjemmearbejdspladsen,
Vi står med generationer af børn og unge, der allerede før Corona havde mindre daglig udetid end de indsatte i fængsler – ramt af det forfatteren Richard Louv kalder “Nature Deficit Disorder”. At forestille sig en fremtid hvor vores allesammens skærmtid skulle øges endnu mere, fik mig til at vågne brat af min Zoom-eufori.
Uanset hvad, har krisen vist os mange ting om os selv – der er mange forskellige mulige læringer. Vi har set hvor hurtigt vi kan reducere CO2 udslip radikalt (hvis vi ikke straks udligner reduktionen fra fly med øget forbrug fra internettet). Vi har set hvor hjælpsomme og offervillige vi kan være, når det virkelig gælder. Vi har set hvor ondt det gør at måtte være langt fra hinanden. Vi er blevet mindet om vores dødelighed.
Men samtidig er der også nogen i den anden ende, der har set hvor meget man kan få os til at indordne os, når vi er bange. Hvor meget man kan få os til at acceptere at blive overvåget digitalt. Hvor meget man kan få os til at ordne hjemmefra computeren, hvis vi bliver tilstrækkeligt bange for hinanden.
På den bane sætter Corona-krisen dybest set bare turbo på en udvikling, der har været igang i lang tid. Selvom man kan spørge sig selv, hvordan vi stiller os til begrebet disruption, når Corona-krisen ebber ud, vil jeg minde om at Disruptionsrådet fornylig anslog at op mod 40% af de samlede arbejdstimer i Danmark kan automatiseres.
Kontaktløs betaling, scan-selv-kasser, personaleløse butikker, biblioteker uden betjening, online læge-konsultation osv. Overflødiggørelsen af menneskelig kontakt har været på vej længe. Hvis vi nu har åbnet ballet for at selv undervisning ligeså godt kan foregå på distancen, er det svært at se hvor grænsen går for stadig reduktion af menneskelig kontakt.
Derfor er det sådan set en lettelse, når jeg nu ser børnene samles (eller spredes) i skolegården igen, selvom det også aktiverer endnu en runde af uvirkelighedsfølelse, når jeg samtidig taler med venner i Spanien, England og USA om hvor intens undtagelsestilstanden er hos dem.
Det er da fantastisk, hvis Danmark virkelig på enestående vis har formået at kontrollere virus, men det er som om det hele snurrer omkring mig hver gang jeg kommer i tanker om hvor uvirkelig virkeligheden er blevet. Selvom det nu er flere uger siden katastrofe-opbremsningen startede, kan jeg stadig høre bremserne hvine. Ligesom de egentlige trafik-uheld jeg har oplevet et par gange i mit liv, er det som om øjeblikket hvor man opdager man har mistet kontrollen og ikke aner hvordan det vil ende, har uendelig udstrækning. Tiden er opløst i et tavst skrig, der strækker sig endeløst i alle dimensioner. Bilen bliver bare ved og ved at snurre om sig selv, ukontrollabelt, svimlende.
Jeg holder vejret på femte uge uden at kunne standse den indre film af katastrofe-scenarier om hvad denne spindende maskine vil ende med at hamre ind i. Mange er stadig i en tilstand af chok og forvirring. Råber og skriger og skælder ud på hinanden. Angst og ø-kuller sætter gang i konspirations-teorier, rygter og beskyldninger om fejl. Altsammen vira, der spreder sig så eksplosivt på nettet, at man kunne ønske sig at der snart kom påbud om virtuel distancing også.
Mens bilen snurrer kan man slå sig selv i hovedet over, at man aldrig fik taget det kursus i glatførekørsel, så man havde haft en ide om hvordan det nu var med at bremse og styre. Men vi ved egentlig godt, at det næppe ville have hjulpet. Når ulykken sker er det i sidste ende hastigheden, der er det afgørende for, hvor alvorlige konsekvenserne bliver.
Så hvad nu hvis vi kunne beslutte os for, at det vigtigste, når denne krise klinger af, ikke skal være at skynde os at sætte farten op igen?
Der er ingen ende på hvor mange wake-up calls vi gennem de sidste år har fået om at den accelererende vækstkultur er på katastrofe-kurs. Klima, biodiversitet, ulighed, mental helbredskrise osv. Hvad nu hvis vi lod være med at trykke snooze denne gang? Hvad nu hvis vi – i stedet for straks at sætte maskinen i gear igen for at indhente “det forsømte” på den økonomiske racerbane – benyttede denne enestående time-out til at omprioritere?
Man kunne argumentere for, at det er altfor tidligt at begynde at tænke fremad. I mellemrummet mellem før og efter kan det være svært at vælge om der skal skrives afslutninger eller begyndelser. Men hvis vi ikke allesammen engagerer os i valget om hvor vi vil hen, risikerer vi at beslutningerne bliver overilede og kortsigtede. Mere styret af frygt og behov for kontrol end af visioner og blik for muligheder.
Sat på spidsen er der to veje at gå efter virusen. En hvor vi skruer op for alle vækstkulturens og digitaliseringens kedler og lægger endnu større afstand til naturen og hinanden end før. Og en hvor vi bruger virusens wake-up call til at gå i gang med at rette op på vores forstyrrede og destruktive forhold til naturen og hinanden.
Da jeg i de første dages karantæne blev ramt af den udbredte Kondo-demi, og gav mig til at rydde op på hylderne, faldt jeg over et par af de gamle bøger om ”Naturfolkenes liv”, som jeg elskede at forsvinde ind i som barn. Og pludselig gik det op for mig, at uanset at ordet ”naturmennesker” givetvis ikke længere er politisk korrekt, så er vores kultur stadig gennemsyret af den tankegang, der skabte det ord – den forestilling, at vi mennesker, som lever i moderne kulturer dybest set ikke er natur. At naturen er ikke bare et sted, men en tilstand vi har forladt. At vi i en eller anden forstand er noget andet – underforstået bedre – end natur.
Og langsomt begyndte jeg at tænke over hvilke historier de kommende Naturmennesker 2.0. i en ikke alt for fjern, forhåbentlig genfortryllet fremtid vil fortælle om “Den Indbildske Art” og dens storhed og fald.
Arten Human Unkind, der i sin egocentrerede vanvidsrus savede alle de grene over, den sad på, så den endte med at styrte i afgrunden.
Der vil være mange sagn om artens sidste dage. Nogle vil fortælle, at de brændte sig selv op, andre at de blev skyllet væk af en enorm flodbølge af smeltevand fra polerne. De kvalte sig selv i røg fra deres egne bål. De blev udslettet af maskiner, de selv havde skabt – maskiner de havde været så dumme at give magten over liv og død.
En særlig gruppe af myter vil fortælle om hvordan de døde af vanvid, ensomme i hver deres hermetisk lukkede betonhule eller jernbur, fordi de havde glemt hvordan man talte sammen og rørte hinanden; fordi de havde glemt at de alle var beslægtet; fordi de var begyndt at tro, at alle andre var imod dem eller efter dem.
Og alle historierne vil være sande.
For Den Indbildske Art havde været på forkert kurs i lang tid. Lige fra dengang de satte sig selv over – og dermed udenfor – naturen. Dengang de gjorde sig selv til herskere over naturen ved at skabe en gud i deres eget billede, der kunne udnævne dem selv til herskere over jordens planter og dyr. Det var det første fatale skridt på vejen væk fra deres dybeste natur, som var at være forbundet til alting gennem sansernes sjæl.
Fra det øjeblik de lod sig forføre af den historie, var de i realiteten dømt til undergang, når de skridt for skridt fornægtede naturens grundlæggende lovmæssigheder og satte fornuft over følelse, adskilthed over forbundethed, vækst over bæredygtighed, marked over værdier, systemer over mennesker.
I den nye tid vil mange diskutere hvordan det kunne være, at en hel art lod sig forføre af den vanvittige fantasi. Det kan godt være arten startede med at være så bange for at blive ædt, at det gav mening at prøve at beskytte sig mod naturen – at prøve at kontrollere kaos. Men at bilde sig ind at de var adskilt fra og hævet over naturen, var begyndelsen til enden. At tro at de ikke bare skulle helbrede og forlænge liv, men ligefrem stræbe efter udødelighed.
Man vil diskutere hvornår overvægten af udfordringer til det menneskelige helbred tippede fra at være naturskabte til at være menneskeskabte: giftstoffer, stress, trafikdrab, mord, krig, terror, sukker, alkohol, narko, medicin, klimaændringer… Og hvordan de kunne finde på alligevel at leve videre som om det vigtigste i verden var at kontrollere naturen.
Hvordan kunne de undgå at indse, at grænseløs vækst ikke var fysisk muligt? Hvordan kunne de finde på at behandle mennesker på måder de aldrig ville behandle dyr? Ingen ville presse en væddeløbshest til konstant at løbe hurtigere, længere og oftere uden pauser til at restituere, men Den Indbildske Art tvang i de sidste år sig selv og hinanden til at accelerere i det uendelige.
Er det mon ikke nu, hvor Coronaen har givet os en time-out, at vi skal se i øjnene, at vi er den indbildske art, der har glemt, eller prøvet at fortrænge, det faktum, at vi er natur ? Os der i vores grænseløse arrogance først godt og vel har taget livet af naturen, og siden med raske skridt prøver at gøre os selv overflødige ved at reducere alt til data og lade som om databehandling er det samme som intelligens. Men databehandling er kun det samme som den intelligens, der har taget livet af naturen. Den isolerede intelligens, der tror at tal er den eneste sandhed, der tror at kontrol, udnyttelse og magt er den eneste vej til overlevelse. Den reducerede og reduktionistiske intelligens, der ikke kan acceptere eller forstå sjælens intelligens, naturens intelligens.
Det er nu vi har chancen for at huske, at den myte om fremskridt, der styrer vores kultur med fast hånd, er født med den tragiske fejl, at den er i modstrid med naturen.
Naturen fungerer ikke lineært men cyklisk, dynamisk, i bølger og spasmer, pulserende og foranderlig.
En myte, der insisterer på fremskridt kan derfor aldrig være andet end første del af en større historie – den velkendte historie om store civilisationers storhed og fald.
Ideen om at vi kan producere os ud af krisen, eller flytte civilisationen til andre planeter er del af samme felt af absurde drengedrømme, som transhumanisternes superheltefantasier om at gøre sig udødelige ved at uploade deres bevidsthed til “skyen”.
Lad os benytte katastrofe-opbremsningen nu til at droppe disse fantasier om menneskelig almægtighed. Fremskridt og vækst er ikke holdbare omdrejningspunkter. Vi har brug for nye mål, nye myter og nye helte.
I Coronaens tid har vi endelig fået øje på vores forbundethed og vores uselviske gen, der har ligget i dvale altfor længe. Det er disse sider af os selv, som vi må satse på, når genopretningen går igang.
”Tilbage til naturen” har i mange år været brugt som hånlig nedgørelse af alternative ideer. Jeg tror vores eneste mulighed for overlevelse som art er at komme “frem til naturen”.
Vi bliver nødt til at genoprette respekten for naturen i og omkring os. Tiden er inde til at indse, at natur hverken er noget vi skal overvinde eller udnytte. Vi er selv natur og før vi kan redde isbjørne, bier og pandaer, er vi nok nødt til at redde os selv ved at favne det faktum, at vi ikke har en chance, hvis vi prøver at gøre os selv til maskiner. Det nytter ikke at spejle os i teknologi og tro, at vi skal leve op til den. Ufejlbarlighed, robusthed, acceleration og fleksibilitet er ikke menneskets natur – men fører til endeløst overforbrug, overbelastning, ubalance, overophedning, udbrændthed – fysisk såvel som mentalt.
Vi må zoome ud og forstå, at vi grundlæggende er én organisme – os og naturen. Vi er dødelige, fejlbarlige og sårbare. Når man er fuldt tilstede i sin krop, kan man mærke det. Vi er afhængige af naturen – på alle måder – fordi vi er en del af den. Når vi mister kontakten med naturen – omkring os, i os selv og i hinanden – lever vi i en tilstand af evigt savn. En dyb følelse af mangel bliver den grundtone, der gør grådighed, konkurrence og egoisme til automat-reaktioner.
Tilbage til naturen er ikke en trussel, men et håb – nok vores eneste.
Det er samme omstilling væk fra det vækstorienterede paradigme, der er nødvendig for at sikre såvel vores egen som de andre dyrs fremtid.
Det er nu vi har chancen for at vælge, om vi vil vokse tættere endnu tættere sammen med skærmene – eller om vi vil gå igang med at udvikle os til Naturmennesker version 2.0., så vi kan forhindre, at næste katastrofeopbremsning bliver fatal.