Hvad hvis såvel “fake news” som salg af vores data kun er toppen af isbjerget og det i virkeligheden er sådan, at virtualiteten over en bred kam er ved at æde vores sjæle op?
Hvis alle de virale og epidemiske løgne bare er et symptomatisk klimaks, det sidste skridt på en lang rejse væk fra virkeligheden. En kulmination på den virtualisering, som vi har tilladt at brede sig i stadig flere zoner af tilværelsen.
Dovne drømmere, som forestillede os, at vi kunne opnå et let, et perfekt liv, hvis vi slap for det praktiske, fysiske livs byrder, har vi lidt efter lidt ofret alt for denne forstyrrede fantasi. Alle opgaver, som keder os det mindste, som ikke booster vores ego, er blevet overladt til maskiner – enhver modstand elimineret. Enhver naturlig sammenhæng mellem problem og løsning er udvisket. Opvaskemaskine, vaskemaskine, færdigmad – alt arbejde, der er nødvendigt for det umiddelbare livs opretholdelse, er reduceret til det minimale for at øge effektiviteten i den produktion, der skal skabe såkaldt “vækst”.
Vi kunne ikke affinde os med at leve i balance, cyklisk, nært, men lod os drive frem af forestillingen om mere – ville være rigere, ville udrydde døden, fremtiden skulle altid være bedre. Men undervejs har vi måske sat selve essensen over styr. Har mistet den enkle og basale forbindelse med den natur, vi er en del af – mistet den direkte oplevelse af en fysisk virkeligheds betydning i vores liv. Og har derved tabt kontakten med livets konstante mirakel som en nærværende del af vores hverdag.
Hvert øjeblik på dagen falder lyset fra en ny vinkel og alting kaster andre skygger end kort tid før og kort tid efter. Hver eneste lille detalje er ny – en fugl, der vælger at lette, fordi et vindstød kaster en flue i dens retning; en hund, der gør, fordi lyden fra fuglens vinger får en kat til at spidse øren. Stadig forandring udenfor vores kontrol. Bare det simple faktum, at hver morgen er ny og anderledes end den foregående, burde være en advarsel mod at prøve at gøre alting på samme måde hver dag. Det kan en maskine. Det kan et menneske ikke. Ikke uden at miste evnen til at mærke sig selv. Mærke den kerne af sin væren, der er natur, og derfor, ligesom hver morgen er ny, altid er i stadig bevægelse, i stadig forandring, anderledes hver dag. Det er selve livets essens, det magiske ved at være levende, som vi har ofret for at være effektive som maskiner. Ikke noget under at vi lider.
Kun ved at være tilstede i de stadig skiftende nu-øjeblikke, kan vi være hele, i kontakt med virkeligheden. Alt det andet – fortid, fremtid og virtualitet – er steder vi kun skal besøge kort, hvis vi ikke skal miste os selv og fare vild.
Men det respekterer vi ikke. Altfor meget af vores vågne tid er fyldt ud med gøremål, der ikke er andet end luft og forestillinger – uendelige konstruktioner og postulater om betydning, der blokerer vores muligheder for at forbinde os direkte til den virkelige virkelighed. Den virkelighed, hvor man kan mærke sin krop i direkte forbindelse med den fysiske verden i en meningsfuld udveksling af energi : arbejde og resultat. Stoltheden, værdigheden, tilfredsstillelsen ved at skabe direkte.
Ufattelige mængder af vores liv foregår medieret – gennem skærme og automatiserede processer, hvor vi ikke aner hvad der egentlig sker i rummet mellem os og resultatet.
Vores kommunikation foregår ikke direkte, men via skærme – med venner, med familie, med kolleger og arbejdsgivere, med foreninger, skoler og kommuner.
Vores arbejde har i vidt omfang skærmene som omdrejningspunkt – enten fordi vi direkte arbejder med viden og anden luft, eller fordi vi påtvinges New Public Managements dokumentations-krav, der lidt efter lidt tager mere tid end de praktiske opgaver, vi egentlig er ansat til at udføre.
Vi er nødt til at overgive os i blind tillid til at processerne er programmeret korrekt, så der ikke går noget galt. Man hvad gør det ved os? At befinde os i en konstant tilstand af overgivelse til systemer, som vi ikke forstår? Systemer, som udgiver sig for at være en hjælp, være til for vores skyld – men som i realiteten sandsynligvis er skabt med det formål at spare arbejdsgange, at effektivisere, at kontrollere, at manipulere, at overflødiggøre os. Men når der ikke findes nogen alternativer, ingen andre måder at kommunikere med kommunen, med banken, med lægen, med butikken, så er vi nødt til at håbe det bedste. Nødt til at bilde os selv ind, at det er bedst sådan. Og så ikke forstå hvorfor vi bliver ramt af meningsløshed, desperation, ydmygelse og afmagt, når systemerne laver fejl – eller bare ikke er designet med vores velfærd for øje.
Penge har altid været virtuelle. Boligmarkeder, aktiebobler, valuta-spekulation – altsammen intet andet end indbildning, manipulation og massepsykoser.
Vores synsfelt i det offentlige og det virtuelle rum er dækket med billeder af virtuelle mennesker – retoucheret og boostet af såvel plastickirurger som photoshop.
Vores fritid udspiller sig i de sociale mediers store virtuelle rollespil om status og opmærksomhed. Og endeløse serier på netflix og de andre kanaler
Selvfølgelig har fiktion altid været en legen med det virtuelle. Men bøger er trods alt fysiske genstande, som vores krop kan sætte mærker i – kaffe, æselører, myggeblod, sperm, tårer og syltetøj, der for altid vil forbinde dem til det øjeblik vi læste dem. Og de er ens hver gang vi læser dem, og ens for alle andre også. Ikke som tekster i det digitale rum, der til hver en tid kan ændres uden vi kan se det. Virtuelle tekster, som vi ikke aner om er skabt af algoritmer til at ramme netop os, netop hvor vi er allermest påvirkelige – i fasen før en manisk episode, lige når vi har fået løn, lige før et valg osv.
Alt er skræddersyet, så det ligner virkelighed – men en virkelighed, der kun er vores personlige. Den “virkelighed” naboen bliver præsenteret for ser sandsynligvis helt anderledes ud, skræddersyet til ham – til hans overbevisninger, til hans svagheder, til hans købekraft, til hans begær.
Vi har ingen mulighed for at mærke hvad der er virkelig virkeligt.
Så nærvær er blevet et projekt. Vi gør os umage – tvunget af vores stadig dybere frustration – med at genskabe hjørner af kontakt med vores essens. Mærke kroppen ved at dyrke mere eller mindre ekstrem sport. Mærke sindet ved at dyrke mindfulness. Mærke modstand og grundelementer ved at bage vores eget brød, dyrke en køkkenhave, bygge en carport, holde høns osv. Men så længe det ikke er andet end hobbies, er det dybest set stadig en del af den samme virtualitet, der gør os syge i sjælen. Det er en verden gennemsyret af make-believe, hvor meningsløsheden konstant truer med at invadere os.
Hvordan kan vi genskabe kontakten med en virkelighed vi tør tro på?