Selvfølgelig er der ting, som de digitale teknologier har gjort nemmere. Jeg er ikke maskinstormer i den forstand. Jeg ved hvor skønt det er, når noget er nemt. Men den integrering af funktioner, der virkede så praktisk i starten af den digitale tid, gør os meget let til fanger af gadgets og apps.
Hver gang jeg vælger den hurtige nemme løsning, som teknologien tilbyder, er det som om livet mister både dybde og fylde.
Hvis jeg bruger min smartphone til at skrive huskesedler, er jeg forbundet med mit arbejde (og alt muligt andet), selv mens jeg køber ind.
Hvis jeg bruger min smartphone som kamera, kan jeg ikke tage en tur i skoven for at fotografere fugle eller børn uden at have hele verden med i lommen.
Måske er det værd at overveje om alt det, der kalder sig “smart” – smartphone, smartcar, smartcity – overhovedet er ligeså smart for mig, som det er for dem, der kan bruge det til at få adgang til min opmærksomhed, mine penge og mine data.
Jeg tror det er et langt smartere valg, at adskille funktionerne igen, så man selv tager kontrollen over hvilken aktivitet, der skal have hvilken opmærksomhed.
Jo travlere vi har, des mere fristende er det, at tage den nemme vej, via teknologien, men jeg tror det er lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen: pludselig bliver det meget koldt, når vi opdager at vi har malet os selv op i et hjørne, hvor vi ikke har andre muligheder end de nemme og hurtige fix.
Hvis ikke vi stadig indimellem husker at spørge hinanden i stedet for at spørge Siri; bruge et leksikon i stedet for Google; bruge den lokale boghandel stedet for Amazon, risikerer vi at ende et sted, hvor vi ikke har noget valg, når alle andre veje til viden er kvalt af tech-monopolerne.
Lad os hjælpe hinanden med at huske, at der er ting i livet, Siri ikke ved; ting hun aldrig kommer til at vide; og ting hun ikke bør få adgang til at vide.
