Mens vi allesammen er i fuld samfundsnarkose, bliver sjælen suget ud af os og erstattet med bits og likes.
Alle giver hinanden gavekort til samvær og oplevelser, som ingen har tid til at indløse.
Det føles som om der er så ufatteligt meget vi har mistet allerede – og mister mere af stadig hurtigere. Værdier vi har sluppet, tabt, udliciteret, glemt.
Indimellem er det som om savnet gør så ondt, at man slet ikke kan holde ud at tænke på det eller tale om det. Af angst for at mærke tabet igen? Eller fordi vi ikke kan rumme al den vrede, der er falmet til afmagt?
Hvis vi ikke standser op, før vi definitivt har mistet evnen til at mærke, risikerer vi at vi aldrig opdager hvad vi har mistet – at vi har mistet det, der er det essentielt menneskelige.
Jeg hører folk sige det bare er “udviklingen”. Som om “udviklingen” er et handlende subjekt. Og vi selv ikke andet end sagesløse objekter for dens skalten og valten med verden. Men det er en selvopfyldende dystopi. “Udviklingen” er ikke andet end hvad vi gør den til. Fremtiden har ikke sin egen vilje.
Vi håner tit dem, der taler om det tabte, som bagstræberiske nostalgikere, men jeg vil hellere end gerne gøre mig selv til grin og råbe højt : digitaliseringen har ikke en trevl på kroppen!
Og så vil jeg insistere på at tage opmærksomheden tilbage, fra de medier, der har stjålet den. Tage langsomheden tilbage, tage stilheden tilbage, tage trætheden, søvnen og drømmene tilbage. Jeg vil tage øjeblikkene, mellemrummene, nuancerne og fordybelsen tilbage. Tage sjælen og magien tilbage. Tage myterne tilbage. Tage friheden tilbage og tage smerten og døden tilbage. For jeg tror det er den eneste vej til at få livet tilbage. Og måske finde modet til at tage vreden og handlekraften tilbage, så vi kan blive de handlende subjekter igen?