Det er ikke teknologi i sig selv, der er problemet. En teknologisk udvikling, der havde klimaet og den mentale bæredygtighed som de vigtigste fokusområder, ville være en gave. Men teknologi for teknologiens egen skyld og for markedets skyld er gift. Når markedsinteresser styrer den teknologiske udvikling og bundlinjen er den højeste dommer, bliver mennesker til tal og objekter, der kan manipuleres efter forgodtbefindende – som data, som forbrugere.
Og når de teknologier, som vi tilbringer stadig flere af døgnets timer med behandler os som objekter, bliver vi selv mere og mere tilbøjelige til at behandle andre på samme måde. Mennesker spejler det de møder – og hvis det er teknologi, bliver vi fanget i den binære maskinlogik, hvor vi tror at vi enten er perfekte eller defekte.
Når størstedelen af vores tid går med primært at reagere på input fra en skærm, bliver mellemrummene hvor der er plads til at styre vores tid og opmærksomhed indefra stadig mindre. Og vi bliver stadig dårligere til at gøre det, når vi endelig har en skærmfri pause. Stadig dårligere til at rumme os selv og hinanden i al vores fejlbarlighed.
Vi glemmer at vi er natur. Vi mister rummet for det særligt menneskelige – intimitet, sårbarhed, fejlbarlighed, uforudsigelighed, tvivl, skam, sjæl.
I realiteten er det langt henad vejen os der er blevet robotter, der bevidstløst gør hvad google, facebook, apple og amazon har programmeret os til.
Når 3 af de største virksomheder i verden – 3 af verdens rigeste mænd – ikke producerer noget fysisk, men udelukkende har indtægter fra at formidle data, burde vi måske tænke os en ekstra gang om. Hvis råstoffet, der skaber forretninger af den størrelsesorden, er vores relationer, vores opmærksomhed og vores data, er det nærliggende at overveje, om ikke der er en forbindelse herfra til epidemien af mentale livsstilssygdomme.
Alt her på siden er øjebliksbilleder. Det er ikke min mission, at holde teknologiske detaljer up to date. Jeg vil ikke tvinge mig selv ind i et absurd kapløb om at “følge med”. Det vigtige for mig er at påpege og inspirere andre til at få øje på det store billede. Den dominerende tendens – og de logikker, der driver den.
Om forholdet mellem mennesker og teknologi
Det kan virke helt banalt og overflødigt at sige det, men jeg vover alligevel et øje – det kan ikke siges for tit, og for tiden får jeg jævnligt mistanke om, at der er nogen, der har glemt det :
Mennesket er andet og mere end maskiner. Vi består ikke af 1 og 0. Vi er ikke binære maskiner, der enten er rigtige eller forkerte.
Vi er natur. Vi er flydende tilstande. Tvivl, sårbarhed, skam, søvnløshed og meget andet er særligt menneskelige egenskaber – ikke fejl, der skal elimineres.
Men jo mere af vores tid vi tilbringer i samkvem med teknologi, des mere kommer dens logik til at gennemsyre vores værdier, vores verdensbilleder, vores etik.
Vi spejler teknologien, tror vi skal være ligesom den – at dens logik er mere sand end vores. Den er så meget stærkere i al sin rigide entydighed.
Og jo bedre pusherne af teknologi bliver til at camouflere teknologien bag menneskelignende overflader som sociale medier for at udnytte vores psykologisk sårbarheder såsom mindreværd og behovet for fællesskab og anerkendelse til at skabe afhængighed, des sværere er det for os at skelne. At huske hvad der er særligt menneskeligt, at genkende det når vi møder det. At værdsætte hvor afgørende forskellen er.
Jeg tror at vores stadig mere konstante interaktion med teknologi giver en meget uhensigtsmæssig spejling, der fremelsker en farlig perfektionisme.
Når vi ser på og behandler hinanden som maskiner, finder fejl ved de andre og skjuler vores egne, bliver vi ensomme. For uden sårbarhed, fejlbarlighed, sjæl, er der ikke mulighed for ægte kontakt. Man efterlades ensom, når der ikke har været et sjælemøde. Det kan godt være Zuckerberg mener at han giver os glæde ved at gøre facebook til en mere social platform, men jeg er overbevist om, at den socialitet, som digitale medier tilbyder, aldrig kan modsvare egentlig kontakt.
“Connection is the only cure against addiction” siger man. Underforstået, at afhængighed skyldes manglende tilknytning og kontakt. Det er en af årsagerne til, at de vanedannende elektroniske medier skaber så voldsom ravage i vores mentale miljø. Jo mere afhængige af dem vi bliver, des mindre tid og evne har vi til egentlig kontakt. Og så er banen kridtet op for en endnu mere alvorlig afhængighed.
Jeg tror det er på høje tid at vi bliver meget skarpe i markeringen af nøjagtigt hvad der er forskellen mellem mennesker og teknologi – hvad der er det særligt menneskelige, som det er fuldkommen afgørende at vi lærer at værdsætte og beskytte, hvis vi vil bevare vores plads på kloden som art.
Inden vi definitivt har opgivet at være andet end bits af de Big Data, som korporationer og magthavere frit kan bruge algoritmernes kunstige intelligens til at jonglere med efter forgodtbefindende og profitmaksimering.