Jeg tror at en af de mindre omtalte årsager til den eksplosivt voksende frustration over facebook er at platformen reelt er en meget præcis manifestation af den konkurrencekultur, som er ved at æde vores samfund op.
Den konstante sociale sammenligning er på mange måder blevet et grundvilkår.
Men det der er sket efter de sociale medier har bredt sig eksplosivt i et allerede stress-plaget miljø er ved at skabe en decideret klima-katastrofe.
Når man har et medie som facebook, der understøtter kommunikation i billeder, bites og memer – og primært er drevet af den helt primitive anglen efter opmærksomhed i form af likes, så går opvarmningen af de mentale verdenshave pludselig meget hurtigt.
Mennesker hvis nervesystem allerede er overbelastet af stress har intet overskud til at reflektere og formulere eller gennemskue kompleksitet – endsige søge forsoning og lignende. Vi smider hurtige, skarpe, humoristiske statements om os uden tøven, som plasticposer i havet.
Jo mere provokerende des flere likes. Facebook er et medie, der fremelsker polarisering.
I sig selv kunne de digitale teknologier have udviklet sig i alle mulige retninger (og gør det heldigvis også i nicher), men på en neoliberal markedsplads, hvor ingen har gjort noget for at regulere de 4 store tech-firmaers magt, er al udvikling styret af markedsinteresser. Det betyder at 4 af verdens største korporationer tjener deres penge på at fange, fastholde, registrere og sælge vores opmærksomhed.
Det giver dem en uforholdsmæssig magt – som George Soros netop har sagt i en tale i Davos.
Og når man tager i betragtning at neurovidenskaben har givet disse industrier alle redskaber til at udvikle stadig nye metoder til at drive rovdrift på sindet, er det svært ikke at blive både vred og bekymret.
Men også i et vist omfang ramt af afmagt.
Digitale teknologier og neoliberalisme er et match made in hell. Gensidigt understøtter og styrker de udfasningen af alle andre værdier end markedet.
Jeg hører stadig folk, der siger jeg bare kan lukke min facebook-profil, hvis jeg ikke kan lide lugten i bageriet. Det synspunkt forekommer mig meget naivt. Eller måske bare neoliberalt.
Når facebook i den grad er blevet et nyhedsmonopol kan jeg nok så meget lukke min lille profil for at sikre min egen mentale balance, men hvis jeg vil gøre mig nogen forhåbninger om at kommunikere også et politisk budskab som Sluk Mobilen eller Boycot Facebook, har jeg ikke længere en chance uden en profil, en tilstedeværelse. Og det er i realiteten netop dette paradoks, der er kernen i problemet med facebook. At størstedelen af vores behov for kommunikation dækkes af et monopol, der gør det sociale liv til et marked, hvor økonomien er likes og shares.
Den selvforstærkende effekt i at mange likes giver flere likes er en af de psykologiske grundsten i såvel celebritykultur som populisme. Af samme grund findes der nu en hel underskov af firmaer, der sælger virtuelle followers til dem, der kan og vil betale for at booste deres tilstedeværelse på facebook og twitter. Med en beskeden investering på 2000$ kan man øge sit antal af følgere med måske 100.000 – og pludselig ligne en stjerne, som det virkelig er værd at følge. I en lang feature i New York Times 28/1 2018 afsløres det hvordan et stort antal amerikanske mediepersoner har benyttet sig af denne mulighed. Direkte spurgt er der en del, der påstår at de troede firmaet faktisk hvervede folk, der reelt var interesseret i at følge dem. Men i realiteten viser det sig at både facebook og twitter bugner af en skøn blanding af falske profiler (profiler, der er stjålet fra virkelige brugere) og deciderede såkaldte bots, der ikke er andet end en bogstavkombination – men det hele tæller i like-økonomien.
Den fordrejning af virkeligheden og manipulation med holdninger, som de digitale platforme muliggør betyder for mig at se at det ikke længere er en privat sag at man bare kan lukke sin profil, hvis man er utilfreds. De mulige konsekvenser for såvel vores kognitive evner som for demokratier gør, at det er nødt til at blive en fælles sag.