Flexisme
Sociologen Rasmus Willig skriver i den vigtige bog “Afvæbnet Kritik” : “I de seneste år har vi oplevet, hvordan menneskets indre ikke længere kan holde til det massive pres om at være mere og mere fleksibel. Ideen om fleksibilitet er i en neoliberal tidsalder blevet et tvangsforhold, og – hvad der er mere bekymrende – neoliberalismen fængsler kritikken på en ny og hidtil uset måde. Ikke ved hjælp af hård brutal fysisk vold, men ved hjælp af blød psykisk vold, når den svarer på kritik, heraf bogens titel, Afvæbnet Kritik.”
Willigs bog er skarp og præcis i sin påvisning af sammenhængen mellem neoliberalismens kultur og den voksende epidemi af stress : “Flere undersøgelser har påpeget, at alt for mange sygeplejersker, lærere og pædagoger … oplever, at deres ytringsfrihed er under angreb. Desuden påpeger nyere forskning, at selvcensur leder til det, der kan betegnes som moralsk stress, dvs. at de, der oplever, at deres ytringer censureres, udsættes for en signifikant negativ stressbelastning, fordi de oplever ikke at kunne tale om de kritisable forhold, som de erfarer i deres arbejdsliv.”
Det svarer fuldkommen til de reaktioner jeg fik, efter jeg havde skrevet kronik om stress i Kristeligt Dagblad. Hvor jeg prøvede at beskrive stress som sjælens besked om at det var på tide at sige fra, svarede mange mennesker, at problemet jo netop ofte var, at man ikke turde sige fra af angst for at blive fyret. Kritik opleves ganske enkelt ikke som en reel mulighed for den enkelte. Hvilket er en af mange grunde til at jeg gerne vil være med til at starte en folkebevægelse, der kan skabe momentum for en bred kritik af det skred i værdier, der påtvinger folk en umenneskelig grad af fleksibilitet – og undertrykker al dialog.
For mig at se er selve begrebet stress i vid udstrækning et socialt undertrykkende retorisk greb, der har til formål at vende mulig kritik til selvkritik.
Som Rasmus Willig siger det : “Kommercialiseringen, dvs. neoliberaliseringen af følelseslivet, leder til et falsk selvforhold, fordi strukturelle problemer individualiseres, således at ydre problemer går fri af kritik og reproduceres uden at blive genstand for kritik, korrektion eller politik.”
Du ved du lever i en neoliberalistisk tidsalder når :
– staten vil samle alle borgeres DNA-oplysninger for at sælge dem til BigPharma
– der ikke længere er nogen, der undrer sig over, at vi bliver kaldt forbrugere i stedet for borgere