Kvadratisch, praktisch, gut kan være meget fint for chokolade og mange andre ting – men for mennesker vil det uvægerligt blive et fængsel.
Mennesker er runde, forskellige, svingende, strømmende naturfænomener fulde af sjæl. Og selvom vi er sindssygt gode til at tilpasse os alle mulige og umulige omstændigheder for at overleve, er denne fleksibilitet en ressource, som vi er ved at have brugt op. Når vi lever i en kultur, der konstant kræver at vi skal bo og tænke firkantet, lineært og ligesom alle andre, kommer der et punkt, hvor vi får nok. Hvor sjælen siger fra på den ene eller den anden måde, og vi bliver nødt til at vende hjem til os selv, til vores egen kerne, vores egne værdier, for at få en følelse af mening med tilværelsen igen.
Jeg bruger udtrykket “mental bæredygtighed” som et forsøg på at sætte ord på noget vi egentlig allerede ved – dybest nede, inderst inde, hver især. Men som vi både som individer og som kultur har en tendens til at underprioritere. Nogen gange ser det ud som om vi har ofret den sunde fornuft i vores blinde rationalitetskult. Derfor kan det lyde på en gang meget banalt og meget mystisk, hvis man prøver at beskrive det særligt menneskelige, som vi bliver nødt til at tage vare på, hvis vi skal have standset epidemien af mentale livsstilssygdomme.
At der er gode måder og dårlige måder at indrette sit liv, sine hverdage. At der er vaner, der gør en godt, rutiner man trives med. Og andre, der får ens nervesystem til at befinde sig i en tilstand af konstant alarmberedskab.
Vores verden er i stadig større omfang struktureret som systemer – i tid, rum og relationsformer. Systemer, der handler om effektivitet, målrettethed og kontrol. Det betyder, at det jævnligt er nødvendigt at automatisere sine handlinger, bedøve sine følelser, undertrykke sine værdier og integritet – og overskride sine egne grænser fysisk, psykisk og etisk. Altsammen ting, der gør det svært at opretholde sin menneskelighed – og dermed endnu mere sin medmenneskelighed.
Mental bæredygtighed handler om at stile efter en større balance mellem menneske og natur. At opnå en større mental balance ved at anerkende, at mennesket er natur og ikke teknologi. At vi kun kan trives hvis vi anerkender, at vi er en del af naturen – ikke adskilt fra den eller hævet over den.
Næsten alt i vores tilværelse er blevet underlagt en lineær tidsopfattelse, der understøtter idealer om vækst og fremskridt. Men i sin essens er denne måde at se tiden, en fornægtelse af kernen i vores natur – at vi er dødelige. Det betyder at vi lige under overfladen befinder os i konstant konflikt med os selv og vores natur. Vi hader vores sårbarhed, vores skrøbelighed, vores træthed, forkølelser, energi- og humør-svingninger – altsammen ting som vi har tendens til at opfatte som vores individuelle udfordringer. Hvis vi i stedet prøver at være opmærksomme på naturens cirkulære tid, hvor fødsel og død er i stadigt flow, kan vi måske finde måder at acceptere og tilgive os selv, at vi ikke konstant bliver bedre, stærkere, sundere og mere effektive, men tværtimod er underlagt udsving, der er udenfor vores kontrol. Udsving, som vi bliver nødt til at finde en måde at rumme – både personligt i vores eget liv, men måske i endnu højere grad også på arbejdsmarkedet.
Vi må anerkende vores naturlige behov for hvile, pauser, stilhed osv. som kvaliteter – og ikke fejl, der skal overkommes eller undertrykkes.
Den eneste vej ud er ind i kernen af vores væsen!