Hvad er det særligt menneskelige?
Det lyder måske tosset, men jeg tror det er på tide, at vi gør os nogle seriøse overvejelser om det spørgsmål. Vi har brug for en ny terminologi om det særligt menneskelige, for at blive i stand til at danne et positivt modbillede af en fremtid med en anden relation mellem menneske og teknologi – og mellem menneske og natur.
I en tid hvor markedet har valgt at gøre teknologi til gud, bliver det stadig mere afgørende, at vi prøver at forstå konsekvenserne. Forstå hvad det er vi mister, når vi konstant spejler os i teknologi og vælger digitalisering, kunstig intelligens osv.
Det kan virke helt banalt og overflødigt at sige det, men jeg vover alligevel et øje – det kan ikke siges for tit, og for tiden får jeg jævnligt mistanke om, at der er nogen, der har glemt det :
Mennesket er andet og mere end maskiner. Vi består ikke af 1 og 0. Vi er ikke binære maskiner, der enten er rigtige eller forkerte.
Vi er natur. Vi er flydende tilstande. Tvivl, sårbarhed, skam, søvnløshed og meget andet er særligt menneskelige egenskaber – ikke fejl, der skal elimineres.
Men jo mere af vores tid vi tilbringer i samkvem med teknologi, des mere kommer dens logik til at gennemsyre vores værdier, vores verdensbilleder, vores etik.
Vi spejler teknologien, tror vi skal være ligesom den – at dens logik er mere sand end vores. Den er så meget stærkere i al sin rigide entydighed.
Og jo bedre pusherne af teknologi bliver til at camouflere teknologien bag menneskelignende overflader som sociale medier for at udnytte vores psykologisk sårbarheder såsom mindreværd og behovet for fællesskab og anerkendelse til at skabe afhængighed, des sværere er det for os at skelne. At huske hvad der er særligt menneskeligt, at genkende det når vi møder det. At værdsætte hvor afgørende forskellen er.
Jeg tror at vores stadig mere konstante interaktion med teknologi giver en meget uhensigtsmæssig spejling, der fremelsker en farlig perfektionisme.
Når vi ser på og behandler hinanden som maskiner, finder fejl ved de andre og skjuler vores egne, bliver vi ensomme. For uden sårbarhed, fejlbarlighed, sjæl, er der ikke mulighed for ægte kontakt. Man efterlades ensom, når der ikke har været et sjælemøde. Det kan godt være Zuckerberg mener at han giver os glæde ved at gøre facebook til en mere social platform, men jeg er overbevist om, at den socialitet, som digitale medier tilbyder, aldrig kan modsvare egentlig kontakt.
“Connection is the only cure against addiction” siger man. Det er en af årsagerne til, at de vanedannende elektroniske medier skaber så voldsom ravage i vores mentale miljø. Jo mere afhængige af dem vi bliver, des mindre tid og evne har vi til egentlig kontakt. Og så er banen kridtet op for en endnu mere alvorlig afhængighed.
Jeg tror det er på høje tid at vi bliver meget skarpe i markeringen af nøjagtigt hvad der er forskellen mellem mennesker og teknologi – hvad der er det særligt menneskelige, som det er fuldkommen afgørende at vi lærer at værdsætte og beskytte, hvis vi vil bevare vores plads på kloden som art.
Inden vi definitivt har opgivet at være andet end bits af de Big Data, som korporationer og magthavere frit kan bruge algoritmernes kunstige intelligens til at jonglere med efter forgodtbefindende og profitmaksimering.
Jeg mener helt alvorligt, at det er nødvendigt at udvikle et charter for hvordan vi sikrer overlevelsen af den truede art, som mennesket er.