Det bliver stadig sværere at finde mellemrum. Mellemrum i tid og rum, hvor der er plads til at finde/ mærke sin sjæl. Mellemrum, der ikke er fyldt af planer, funktioner, formål, retning, krav og valg.
Mellemrum, hvor der ikke er nogen, der prøver at overbevise en om noget eller sælge en noget.
Mellemrum, hvor vi ikke opfordres til at måle og veje os selv og vores præstationer. Hvor vi ikke behøver at spejle og sammenligne os.
En by som København er snart klinisk renset for ustrukturerede, frie rum. Funktionaliteten er optimeret, bebyggelsesprocenten massiv, ejendomspriserne i top, så hver kvadratmeter skal fyldes med rentable aktiviteter. Havnen bliver skjult bag glas. Enhver rest af strandeng eller lav, skæv, slidt bebyggelse, som f.eks. Slagtergårdene er under angreb. De nødvendige huller mellem husene bliver designet til døde.
Og fuldkommen parallelt er det mentale rum efterhånden støvsuget for mellemrum. Effektivitets-optimeret arbejdsliv, perfektionistisk familieliv, målorienteret fritidsliv – og så en massiv strøm af “tilbud”, der kæmper om vores opmærksomhed i resten af døgnets vågne timer.
Vi har mistet de rum i byen, såvel som i sindet, hvor vi kunne slippe målrettetheden og mærke vores sjæl. Pauserne, hvor der er plads til at se det hele lidt på afstand, mærke efter og reflektere over, om det her virkelig er det liv, den verden vi vil have.
Det hele er solgt til højestbydende. Kvadratmeterprisen i vores mentale rum er så høj, at vi ikke selv har en chance for at få så meget som et frimærke, hvor vi kan boltre vores sjæl. At lægge små områder brak for at give sindet ro til at regenerere og skabe mulighed for en større grad af mental diversitet, er for de fleste utænkeligt – eller kræver en kraftanstrengelse og en retfærdiggørende etikette som mindfulness, der i realiteten betyder, at også dette yderste mellemrum nu er udlagt til formålstjenlig aktivitet.
Efterhånden som naturen på planeten er presset til det yderste af erobring, produktion og forbrug, er det eneste rum for fortsat vækst det menneskelige sind. Det virtuelle. Myterne om The New Economy, der skabte internetboblen omkring årtusindskiftet, var den første indikator af de forventninger investorerne havde til dette tilsyneladende grænseløse marked.
I det rum er tiden er den eneste begrænsede ressource. Døgnet har kun 24 timer. Hvert enkelt menneske har kun et vist mål af opmærksomhed. Det er den kampen står om nu.
Opmærksomheden er det territorium alle kæmper om, den ressource alle prøver at erobre adgangen til med alle tænkelige kneb og våben – weapons of mass distraction.
Ligesom vi har ladet kommercielle interesser drive rovdrift på det fysiske miljø med en global klimakrise som konsekvens, lader vi nu i stadig større omfang markedskræfterne okkupere det mentale rum til stor skade for det mentale klima. Vi bliver nødt til at forstå hvilke kræfter det er, der truer vores mentale bæredygtighed – både individuelt og som samfund.
Selvfølgelig kan og skal vi hver især prøve at slukke, men når vi ser hvor stærke midler, der bliver brugt for at fange os, er det nok også på tide, at der bliver taget politisk stilling.