Det føles stadig mere som om vi har mistet kontrollen. Som om vi har affundet os med at se udviklingen som en selvkørende, førerløs bil, vi er hjælpeløse ofre for.
Vintermorgen. Sjælen gør vild modstand mod at slippe drømmenattens erobringer og efterlade halvfærdige erkendelser til at blive ædt af støvmiderne i det lune sengetøj.
Dagene føles som endeløse platforms-spil ala SuperMario, hvor jeg falder gennem et hul eller rammer en bombe, hver gang jeg lige er nået et trin op, drevet frem af håbet om at få point nok til at komme op på det næste level – hvis jeg bare lige får trænet min robusthed. Ingen mellemrum, hvor jeg kunne komme til at mærke nogle af alle de andre måder sindet kan arbejde, lege, strømme. Inden nervesystemet når at komme ned i et gear, hvor det kan finde sin egen rytme, afbrydes det af en ny notifikation.
I stadig flere af døgnets timer befinder jeg mig i situationer, hvor jeg primært bare reagerer på inputs fra en skærm – åbner mails, læser opslag, svarer, klikker, deler, aflægger rapport, dokumenterer, udfylder formularer, indtaster passwords og koder osv. Hvis vi kunne opgøre hvor lidt af vores tid vi tilbringer med at vælge indefra – og hvor meget vi er reduceret til blot at reagere på inputs – tror jeg vi ville blive chokerede.
Jeg rammes af en intens lyst til bare at gå i stå. Tanken om den dag alle systemerne går ned – forældreintra, netbank, sundhedsplatformen, hele internettet – føles ikke længere som en skræmmende dystopi. Hvad har jeg reelt at tabe på det eksistentielle område, hvis samfundsboblen kollapser og vi bliver nødt til at “vende tilbage til naturen”? Tværtimod kan den tanke fylde mig med en dyb længsel efter at melde mig ud. Hvis bare jeg kunne finde sluk-knappen.
Det lignede engang sådan en god ide, at udvikle teknologi, der kunne hjælpe os til at kontrollere en uregerlig og farlig natur. Men nu er det som om vi har nået et punkt, hvor dette projekt rammer os hårdt i nakken, og det er blevet teknologien, der styrer os. Os, der er den farlige natur, som teknologien styrer.
Når man ved hvor central oplevelsen af ikke at have kontrol over sit liv er for udviklingen af stress, er det nærliggende at spørge sig selv om ikke den enorme magt teknologien har fået, er en centralt medvirkende faktor til den drastiske forværring af det mentale helbred vi ser i øjeblikket.
Efter en lang dag med computerarbejde er det som om jeg er faldet helt ud af mig selv. Kan ikke mærke hvad jeg har brug for eller lyst til. Kan ikke mærke at jeg elsker min kæreste. Kan ikke mærke meningen med noget. Laver mad, handler på automatpilot, føler mig helt tom mens jeg spiser. Om aftenen kollapser jeg foran skærmen. Netflix kører derudaf uden stopping-cues og starter næste afsnit, før jeg har så meget som overvejet at få fat i fjernkontrollen.
Orker ikke at mærke ind i frustrationen over en dag, hvor alt hvad jeg har foretaget mig har været at reagere. Som at spille bordtennis med en, der er klasser bedre end en selv. Har du udfyldt feltet korrekt? Kom med koden! Hurtig, hurtig, hurtig. Indtil maskinen fryser og jeg venter, venter, venter på den, fordi intet kan komme ud af stedet, før den er klar. Og fejlen er uforklarlig, jeg ændrer ordren, ændrer rækkefølgen, genstarter printeren, slukker programmet og genåbner. Det er så ubeskriveligt meningsløst, at der ikke engang er noget at tale om. 1 times spildt liv. Ikke en alvorlig klage sammenlignet med så meget andet. Men akkumuleret, mængden af timer, for mig, og for milliarder af mennesker? Hvad sker der med al den sjæl, der står på standby i de uendeligt mange timer, hvor vi lader maskiner styre vore aktiviteter? Pjat søde, sjæle går ikke på standby, det er jo netop forskellen på mennesker og maskiner. Men hvad sker der så? Går sjælen i dvale? Eller sygner den hen, skrumper ind og bliver lille og ømfindtlig? Tynd og gennemsigtig, så man slet ikke kan finde den, når man endelig kommer i tanke om, at det da kunne være rart at gå en tur i skoven med den. Så føles alt bare tomt og meningsløst uden at man forstår hvorfor. Hos lægen udfylder man et skema, som fortæller lægen, at man har en depression, som giver én ret til en recept på en rask lille pille. Eller samtaler hos en psykolog, der instruerer én i at kode sin hjerne på en anden måde, så man ikke kommer ind i de negative tankespor. Og så vågner jeg hver nat mellem 2 og 3 og ligger søvnløs med hovedet dunkende af de bekymringer jeg ikke har orket at se på om dagen….
I øjeblikket er der en kærkommen og længe ventet bølge af opmærksomhed på emnet digital afhængighed – og de katastrofale konsekvenser det har for vores mentale helbred, vores børns hjerner og den demokratiske udvikling. Det er meget glædeligt og kan forhåbentlig være med til at gøre os allesammen mere bevidste om både vores egen og vores børns adfærd. Det er godt at få sat fokus på hvordan den opmærksomhed, som vi skulle bruge til at mærke os selv, lytte til vores børn, skelne mellem godt og ondt – og generelt orientere os på en empatisk, etisk og bæredygtig måde i tilværelsen – bliver stjålet af big tech, der har hacket vores nervesystem, så de ved hvordan de skal gøre os afhængige af konstante små doser, der pirrer vores behov for mere – distraktion, underholdning, øjeblikkelig behovstilfredsstillelse, spejling osv. Hvorpå de sælger passwordet til vores opmærksomhed videre til annoncører.
Men jeg tror det er vigtigt ikke at overse, at smartphones og sociale medier reelt kun er toppen af isbjerget – de sidste allermest groteske udslag af den gennemgribende digitalisering, der har taget kontrollen over vores liv. Men måske kan denne synlige top gøre, at vi indser hvad det er for et isbjerg vi er skræmmende tæt på at kollidere med – så vi kan nå at ændre kurs inden vi helt er blevet robotter, der bevidstløst gør hvad Silicon Valley har programmeret os til – og rent har glemt hvad det kunne være, at være menneske.
Jo mere teknologi fylder i vores liv – jo mere af vores tid vi interagerer med maskiner eller gennem maskiner, des større tendens er der tilsyneladende til at vi kommer til at behandle os selv og hinanden som maskiner. Sådan fungerer mennesker. Vi spejler os og afspejler.
Vi bliver fanget enten i forsøget på at blive perfekte som maskiner – eller skamme os over ikke at have klaret den.
Og så bliver der stadig mindre af den direkte intime kontakt mellem mennesker som netop er kendetegnet ved alt det ikke-maskinagtige ved os: fejlbarlighed, sårbarhed, uforudsigelighed osv. Den kontakt, der er sjælens vigtigste næringsstof – den eneste virksomme modgift mod afhængighed, ensomhed osv.
Vi bliver nødt til at generobre kontrollen. Holde op med at betragte os selv som hjælpeløse objekter for ”udviklingen”. Sætte spørgsmålstegn ved den teknodeterminisme, der tager det for givet at digitalisering på alle områder er et must.
Det kan være svært at se hvad vi kan gøre for at tage serven tilbage, men det er i hvert fald helt afgørende at tale om problemet, så vi ikke alle sammen bliver lammet af afmagt.
632000 med ondt i sjælen må være mere end nok.
Mental bæredygtighed må være højeste prioritet inden det mentale klima når det tipping point, hvor vi ikke længere har kognitive ressourcer til at erkende nødvendigheden af at skifte kurs og komme ud af den katastrofale pendulfart mellem skiftevis overfokusering på skærme i arbejdstiden og zombificeret distraktion i fritiden.