Selvom man er kommet godt i gang med at skrue ned for travlheden og den ydre støj, kan man opleve, at der opstår nye udfordringer i mødet med den indre støj. Det er vigtigt ikke at lade denne indre støj ødelægge projektet. For på mange måder er det lige præcis en af de dårlige mentale vaner vi har, der gør os afhængige af den ydre støj.
Derfor er det vigtigt at være særligt opmærksom, når behovet for at komme ud af sig selv – som i stilhed, uden tanker, i frihed for selv og spekulationer – bliver stadig mere intenst. Behovet for at tømme hovedet, slippe tankerne eller gå ind i et andet mentalt rum. Der er så meget mental støj, der bliver ved med at forfølge en og blænde for udsynet. Det kan være en klaustrofobisk fornemmelse, når det bliver ved at mase sig på. Selv når man ikke er presset af deadlines og vanskelige beslutninger, kan det være blevet en indre normal-tilstand. En måde at fokusere, overfokusere – tillade hvad som helst at fange ens opmærksomhed derinde, så de mekaniske automatiske tanker får urimeligt meget rum. I stedet for at man selv styrer indhold og retning.
Det er jo egentlig et ufatteligt spild af ressourcer. Og ikke så sært at man kan komme til at længes helt vildt efter at finde et flow at hoppe på, hvor et eller andet fagligt optager sindet tilstrækkeligt, til at der kan fokuseres på det – og støjlaget kan glide i baggrunden eller helt tie. Så der opstår så at sige næsten en afhængighed af det stærke mentale pres af faglige udfordringer og snævre deadlines, der tvinger hjernen til at fokusere.
Men det har omkostninger på den måde konstant at lade sin hjerne arbejde under en slags tvang, hvor en hel del ressourcer er bundet i at holde støjen nede og ude af billedet. Holde de tanker og følelser, der støjer og forstyrrer mest på afstand – nede i maven, omme i ryggen, eller dér lige nedenunder bevidsthedshorisonten, hvor de bare bliver sådan et lidt flaksende lysskær i det perifere syn eller en svag ringen for ørerne, der støt og roligt tænder hovedpine eller migræne.
Så spørgsmålet er om det handler om at give sig tid til faktisk at se på alle disse støjende tanker for at give dem rum til at komme ud af hovedet. Eller om det er den rene sisyfos-opgave – lige meget hvor meget man lytter, vil der stadig dukke nye problemer op – og altid en vis mængde, der vil være uløselige og som derfor reelt kan blive ved med at plage en i en uendelighed, hvis man giver dem lov. Altså må det handle om at blive hersker over det mentale rum. Ikke den hersker, der betvinger og fortrænger de uhensigtsmæssige tanker med andre mere stuerene og produktive. Men en hersker, der kan og tør se hvad der er, og så kan lægge det hele roligt til side for en stund – til fordel for stilheden, det store hvide rum inde i hovedet.
Jo oftere man får den ro i sig selv og mærker den kontakt med det dybeste selv (eller universet), jo bedre vil man være i stand til at tage det der er, som det kommer – tage det der kommer, som det er. Simpelthen i stadig flere situationer være klar og afklaret nok til at handle og tale tydeligt udfra sig selv og sin kerne – i stedet for fra arsenalet af automattanker, reflekser, stivnede principper, teorier, rationelle dogmer etc. Det i sig selv vil betyde, at man vil være fri for en lang række af de indviklede tanker og følelser, der plejer at plage en med slagger fra uforløste konflikter og uforståede situationer, hvor man ikke evnede at være til stede i nuet. Hvis man i størstedelen af tiden lykkes med at handle i overensstemmelse med sig selv – og samtidig i nærværende opmærksomhed på omgivelserne, vil der måske bare ikke være nær så meget støj at blive distraheret af, når man leder efter det hvide rum ?
Så udfordringen er i virkeligheden størst lige i starten, hvor det er så uendeligt svært overhovedet at tro på at det hvide rum eksisterer – for en som en selv og ikke bare lamaer og yogier.
Og selv om man tror på det, kan støjen i starten være så enorm, at det føles som blot endnu et af de overvældende projekter, der blot gør tilværelsen endnu mere uoverskuelig og uoverkommelig – endnu en af de mulige dårlige samvittigheder, skuffelser og nederlag, der kun bidrager til støjen og den deraffølgende smerte/lidelse. Så det allervigtigste er at finde det her arkimediske punkt, hvorfra man virkelig kan tro på at det er indsatsen værd – helt fra første færd. At det virkelig vil være muligt og give mening og nytte noget. For det er klart, at det er svært i den pressede situation, hvor den mentale støj allerede har kørt en helt op i et hjørne, hvor der aldrig er så meget som et øjebliks mentalt overskud til at se det hele fra oven. Det er svært at finde tid, det er svært at finde tro på det, det er svært at vælge hvad der skal gøres – hvis det overhovedet er muligt at få øje på at det skal gøres andet end at slukke de allermest akutte brande.
Og selv når man så er kommet i gang er der andre trusler og indre modstande, som man skal være klar til at parere. Som for eksempel utålmodigheden. Nu har jeg mediteret, gået stavgang eller hvad man nu har i tre dage, og der er stadig ingen forandring ! Her må man lære at sige – ja, og nej :
– Nej, der er ikke den magiske transformation, der ville ændre alt med et trylleslag. Men ville det ikke også være sært – og vel egentlig også pissefrustrerende hvis det viste sig at livet var et eventyr, hvor magiske forandringer kunne ske så let ? Hvis du virkelig havde gået rundt og været forpint i alle de år uden at opdage at der skulle så lidt til at forandre det hele ? Men sådan er det jo ikke. Forandringen kan først ske, når man er klar til den. Og så er den ikke et one-step quickfix, der fjerne problemet – men ellers lader resten af dit liv intakt, så du kan fortsætte fuldkommen som før på alle andre områder.
– Men samtidig, jo, forandringen er i gang, så snart du er i gang med den. Og netop derfor kan det være uendeligt svært at se den undervejs. Ligesom det er meget lettere at se at andres børn vokser – ens egne ser man jo hver dag og kan derfor dårligt få øje på de centimeter, der glidende kommer på (i hvert fald hvis nogen sørgede for at holde dem med bukser, der var lange nok…).
Forandringen er i gang, men for hver millimeter du tager, får du måske ønsker og forventninger om at du skal vokse 10 cm mere. Du bliver fordringsfuld og selvkritisk og lader alle disse krævende stemmer bidrage til koret af mental støj, så der givetvis vil være en periode, hvor det næsten føles som om støjen kun er blevet værre. Og det er den måske også i en overgang – bl.a fordi du nu endelig er blevet opmærksom på den. Sådan er det jo både når vandhanen drypper, underboen borer eller naboen holder fest – så længe man er optaget af noget andet og ikke har registreret lyden, generer den ikke. Men det øjeblik man bliver bevidst om støjen, er den næsten øredøvende. Hvilket ikke skal få lov at være undskyldning for at skrue op for distraktionerne for at undgå at blive opmærksom på den mentale støj, selvom det naturligvis i vidt omfang er det grundlæggende princip i vores kultur.