Det er vigtigt at huske, at for det mentale økosystem kan stress ligeså godt komme indefra som udefra. Hvad vi pålægger os selv af krav og forventninger om at være perfekte, gode osv. lægger ligeså hårdt pres på os som ydre krav. Ligesom undertrykte følelser, der presser sig på, let kan blive en stress-faktor.
For mig er følelser en slags målesystem for hvordan tingene fungerer. De giver besked om hvor der er problemer. Og så gælder det om at lytte og mærke efter og prøve at finde ud af hvad der skal til for at få rettet op på det, der satte følelserne/alarmen i gang.
Nogle gange vælter følelserne sammen i lidt for stor mængde og så skal der lige lukkes lidt luft ud og haves lidt empati for at få målesystemet kalibreret igen. Men det er ikke så farligt. Jo lettere følelserne modtages, des hurtigere klinger de af igen – når de ved signalet er modtaget og taget til efterretning, kan de nemt falde til ro igen.
Dine følelser er altså ikke problemet – de er tværtimod vejvisere til løsningen.
Hver gang du overhører, undertrykker, ignorerer en følelse eller bagatelliserer den som en undtagelse, er det som at overse et skilt på vejen. Selvfølgelig er ikke alle skilte lige vigtige, men hvis du kører i et meget højt tempo, kan det skabe alvorlige problemer, hvis du overser en vigtig afkørsel. Sidste afkørsel før Øresundsbroen – dyrt og besværligt !
Men mange af os har udviklet en skræmmende fartblindhed, der gør det svært at nå at læse skiltene. Fordi alle hele tiden kører stadig hurtigere, kan man føle det som om man selv går i stå, hvis man holder farten fra sidste år.
I stedet for at tro at det vigtige er f.eks. den person, der trigger følelsen, så prøv at se hvad det siger om dig og dit liv, at du får den følelse. Hvis en kollegas besindighed gør dig rasende irriteret, er f.eks. ikke nødvendigvis så vigtigt at fokusere på hans ”fejl”, som på hvordan det kan være, at du har så let ved at blive så irriteret.
Vi er så uendeligt veltrænede i kampen for at overvinde os selv, at vi til sidst dårligt ved hvad vi egentlig føler om en hel masse ting.
Men som Professor i medicin John E. Sarno fra New York University School of Medicine forklarer i bogen ”The Divided Mind”, så er rigtigt mange af de smerter, vi lider af – ryg, hovedpine, migræne, skuldre, ”museskader”, irritabel tyktarm osv. – i realiteten psykosomatiske symptomer. Dvs. at det er fysiske smerter, som sindet sætter i værk for at distrahere os fra de pinefulde følelser, vi ikke orker at mærke eller ikke kan rumme. Vi vil altså jævnt hen opleve flere smerter og andre fysiske symptomer, jo flere emotioner vi undertrykker eller bare ikke har mentalt rum til.
Jo mindre man er i kontakt med sig selv (jo større dele af sit potentiale, sin personlighed, sit væsen man har valgt eller været tvunget til at undertrykke, skjule, ignorere) des mere er man styret af uregulerede følelser.
Styret af angst for at miste kontrollen over alt det undertrykte, men også over alt det andet i verden, der kommer til at virke uforståeligt og truende, når man kun er nærværende med en brøkdel af sin opmærksomhed.
Styret af vrede. Vrede, der kan rette sig mod alt og alle, men i bund og grund vel er raseri over de mennesker og regler, der har berøvet en ens udfoldelsesmuligheder – eller manipuleret en til at begrænse sig selv.
Og styret af sorg. Sorgen over hver dag det liv, man kunne have levet forsvinder mellem fingrene på en, drøner forbi udenfor vinduet på bussen. Sorgen over det man har mistet allerede – og det man ved man aldrig får, ligegyldigt hvor vildt man kæmper.
For det ubevidste liv bliver også styret af kamp, en håbløs kamp, fordi den virkelige modstander aldrig identificeres. Den virkelige kamp skulle udkæmpes med ens egen indre modstand mod at se sig selv fuldt i øjnene. Men da det er for ladet med angst og smerte, sætter vi os konstant en endeløs række af ydre mål, som vi tror vi skal nå for at blive hele, lykkelige, perfekte. Vi kæmper som besatte mod indre og ydre dæmoner – og mærker ingen forløsning når vi vinder. Snarere tværtimod, når vi i stilheden efter kampen atter hører den samme længsel efter noget, vi ikke ved hvad er. Så rammer skuffelsen over de spildte kræfter og de tomme håb hårdere og hårdere for hver gang vi tager turen.
Det nemmeste er at bruge mad, og alkohol og andre nydelsesmidler som kompensation, trøst, trods. ”Hvis ikke jeg skal have lov at være lykkelig, skal jeg i det mindste have lov at have det rart.” ”Det her kan ingen tage fra mig.” Vi oplever trodsen mod sundhedsregler som en sidste frihed, hvor vi glemmer at det vi ødelægger ikke er naboens ruder men vores eget helbred. Som at tisse i bukserne for at få varmen, æder vi som svin for at fylde hullet indeni og dulme den gnavende længsel efter det tabte og savnede. Men når måltidet er ovre og bukserne begynder at blive kolde, er vi kun kommet endnu længere væk fra os selv.