Kriserne vi står midt i er så komplekse, at afmagten truer hver gang vi vover at løfte blikket fra vores egen hverdag og se et par skridt frem i tiden. Hver og en af kriserne virker så overvældende og udenfor vores indflydelse, at det er svært ikke bare at holde sig for øjnene. Hver gang man kommer til at se direkte på fremtidsscenarierne for klimaet, for det mentale miljø, for demokratiet, for humanismen bliver man let ramt af prætraumatisk stress og starter en ny serie på netflix for at glemme hvad man har set.
Det virker uoverskueligt og forvirrende, når man ser på hver krise isoleret. Jeg ved, at det ikke er tillokkende at se på endnu flere kriser end dem, der allerede overvælder en. Dem man synes scorer højest, dem man slår de andre i hovedet med, som de mest alvorlige.
Men jeg tror der måske er en vej ud af afmagten, hvis man løfter sig lidt op i helikopteren, hvor det bliver tydeligt hvordan kriserne er direkte forbundne. Så kriserne i stedet for at konkurrere om vores opmærksomhed, kan motivere os til et mere direkte oprør.