Hvad hvis “fake news” bare er toppen af isbjerget? Et symptomatisk klimaks på en lang rejse væk fra virkeligheden?
Jeg har mærket det før, men forleden blev det ekstremt. Da Kim sammenlignede top-mødet med en science-fiction film – og Trump promoverede sin agenda med en trailer til en Hollywood-film. Jeg bliver jævnligt overfaldet af en svimlende følelse af uvirkelighed. En følelse, der har været forbundet med dyb skam, og angst for at jeg var ved at miste fodfæstet. Men nu er jeg begyndt at opdage, at jeg ikke er den eneste. Stadig flere jeg møder, fortæller om lignende oplevelser. Følelsen af at bevæge sig på en skrøbelig overflade, der når som helst kan briste under en, og afsløre en mørk, svimlende afgrund. Følelsen af at befinde sig indeni en gennemsigtig boble, altid på afstand af andre mennesker. Eller have så mange billeder og strømme af tekst kørende inde i hovedet, at man er i tvivl om man sover eller er vågen. Eller en konstant sitren i kroppen og en følelse af ikke at kunne mærke sine hænder og fødder. Eller panikanfaldet, når man ikke kan begribe hvordan man skulle kunne bevæge denne krop, man ikke kan mærke, tværs over et stort trafikeret vejkryds.
Men det er ikke noget vi taler om, så mange tror de er alene. Syge og alene.
Måske er “fake news” bare det sidste skridt på en lang rejse væk fra virkeligheden? En kulmination på den virtualisering, som vi har tilladt at brede sig i stadig flere zoner af tilværelsen.
Dovne drømmere, som vi er, som forestillede os, at vi kunne opnå et let, et perfekt liv, hvis vi slap for det praktiske, fysiske livs byrder, har vi lidt efter lidt ofret alt for denne forstyrrede fantasi. Alle opgaver, som keder os det mindste, som ikke booster vores ego, er blevet overladt til maskiner – enhver modstand elimineret. Enhver naturlig sammenhæng mellem problem og løsning er blevet udvisket – opvaskemaskiner, færdigmad osv. Alt arbejde, der er nødvendigt for det umiddelbare livs opretholdelse, er blevet reduceret til det minimale i forventning om at øge effektiviteten for at skabe den vækst, der er vores kulturs guldkalv. Vi kunne ikke affinde os med at leve med naturens cyklus, men har ladt os drive frem af forestillingen om mere – vi ville være rigere, udrydde døden, fremtiden skulle altid være bedre. Men undervejs har vi måske sat selve essensen over styr. Mistet den enkle og basale forbindelse med den natur, vi er en del af – mistet den direkte oplevelse af en fysisk virkeligheds betydning i vores liv. Og derved mistet kontakten med livets konstante mirakel som en nærværende del af vores hverdag.
Hvert øjeblik på dagen falder lyset fra en ny vinkel og alting kaster andre skygger end lige før og kort tid efter. Hver eneste detalje er ny – en fugl, der vælger at lette, fordi et vindstød kaster en flue i dens retning; en hund, der gør, fordi lyden fra fuglens vinger får en kat til at spidse øren. Stadig forandring udenfor vores kontrol. Bare det simple faktum, at hver morgen er anderledes end den foregående, burde være en advarsel mod at prøve at gøre alting på samme måde hver dag. Det kan en maskine. Det kan et menneske ikke. Ikke uden at miste evnen til at mærke sig selv. Mærke den kerne af sin væren, der er natur, og derfor, ligesom hver morgen er ny, altid er i stadig bevægelse, i stadig forandring, anderledes hver dag. Det er selve livets essens, det magiske ved at være levende, som vi har ofret for at være effektive som maskiner. Ikke noget under at vi lider.
Kun ved at være tilstede i de stadig skiftende nu-øjeblikke, kan vi være hele, i kontakt med virkeligheden. Alt det andet – fortid, fremtid og virtualitet – er steder vi kun skal besøge kort, hvis vi ikke skal miste os selv og fare vild.
Men det respekterer vi ikke. Skræmmende mange er nødt til at tilbringe det meste af deres vågne liv med gøremål, der ikke er andet end luft – uendelige konstruktioner og postulater om betydning, der blokerer vores muligheder for at forbinde os til den fysiske virkelighed. Den virkelighed, hvor man kan mærke sin krop i direkte forbindelse med verden i en meningsfuld udveksling af energi – arbejde og resultat. Stoltheden og tilfredsstillelsen ved at skabe direkte.
Ufattelige mængder af vores liv foregår medieret – gennem skærme og automatiserede processer, hvor vi ikke egentlig ved hvad der sker i rummet mellem os og resultatet.
Vi er nødt til at overgive os i blind tillid til at processerne er programmeret korrekt. Man hvad gør det ved os? At befinde os i en konstant tilstand af overgivelse til systemer, som vi ikke forstår? Systemer, som udgiver sig for at være til for vores skyld – men som i realiteten sandsynligvis er skabt med det formål at spare arbejdsgange, at effektivisere, at kontrollere, at manipulere, at overflødiggøre os. Men når der ikke findes nogen andre måder at kommunikere med kommunen, med banken, med lægen, med butikken, så er vi nødt til at håbe det bedste. Nødt til at bilde os selv ind, at det er bedst sådan. Og så undrer vi os over hvorfor vi bliver ramt af meningsløshed, desperation, ydmygelse og afmagt, når systemerne laver fejl – eller bare ikke er designet med vores velfærd for øje?
Vores synsfelt er dækket med billeder af virtuelle mennesker – retoucheret og boostet af såvel plastickirurger som photoshop. Vores fritid går med computerspil, iscenesat ”reality”-tv og sociale mediers virtuelle rollespil, der er en lang konkurrence om status og opmærksomhed.
Selvfølgelig har fiktion altid været en legen med det virtuelle. Men bøger er fysiske genstande, som vores krop kan sætte mærker i – æselører, myggeblod, sperm, tårer og syltetøj, der for altid vil forbinde dem til det øjeblik vi læste. Og de er ens hver gang vi læser dem, og ens for alle andre også. Ikke som tekster i det digitale rum, der til hver en tid kan ændres uden vi ved det. Virtuelle tekster, som vi ikke aner om er skabt af algoritmer til at ramme netop os, hvor vi er allermest påvirkelige – i fasen før en manisk episode, lige når vi har fået løn, lige før et valg osv.
Alt er skræddersyet, så det ligner virkelighed – men en virkelighed, der kun er designet til os. Den virkelighed, naboen bliver præsenteret for, ser sandsynligvis helt anderledes ud, skræddersyet til ham – til hans overbevisninger, til hans svagheder, til hans købekraft.
Vi har ingen mulighed for at se hvad der virkelig er virkeligt.
Og det hjælper ikke når medierne viser verdensledere, der tilsyneladende heller ikke ved om de befinder sig i en science-fiction film eller et reality show.
Ikke sært at nærvær er blevet et projekt. Vi gør os umage, tvunget af vores stadig dybere frustration, med at genskabe hjørner af kontakt med vores essens. Mærke kroppen ved at dyrke ekstrem sport, opleve modstand ved at bage vores eget brød, dyrke en køkkenhave, bygge en carport, holde høns osv. Men så længe det ikke er andet end hobbies, er det på mange måder stadig en del af den samme virtualitet, der gør os syge i sjælen. Det er en verden gennemsyret af make-believe, hvor meningsløsheden konstant truer med at invadere os.
Jeg kan sagtens se det besnærende ved at forsvinde ind i virtuelle verdner, når vi har smadret den fysiske godt og grundigt med vores konsum-materialisme, men jeg tror vi bliver nødt at tage det alvorligt, at store dele af den stress, depression, angst og ensomhed, der plager os, måske skyldes en dyb længsel efter virkelig virkelighed. Lad os flygte over stok og sten fra den eskapisme, vi er blevet forført af.