Efterlader de digitale medier os i hvert vores “Truman Show” ?

Supermarkeder har altid brugt tricket med at placere hylderne med slik lige der, hvor man står i kø til kassen, så fristelsen er effektiv netop når blodsukkeret er lavt og børnene trætte. Med digitale mediers markedsføring er der bare blevet sat trumf på. Fordi de har samlet læssevis af data om min adfærd og mine præferencer fra sporene af mit liv på nettet, ved de lige præcis om det er gummibamser eller lakridskonfekt, der skal ligge ved udgangen for at jeg er lettest at friste. Og de har min opmærksomhed i langt flere timer end Føtex har. Derfor ved de også præcis hvornår jeg er mest tilbøjelig til at købe tøj, fordi jeg er trist, eller hvornår jeg er lettest at forføre til at bestille rejser, medicin – eller våben for den sags skyld.  Og hvis ikke jeg er meget opmærksom og bevidst, er der ikke noget som helst, der afslører at alt dette er omhyggeligt designet til at ramme netop mine svage punkter.

I praksis lever vi mere og mere som Jim Carrey i filmen “The Truman Show” – i en stor iscenesættelse, som ligner virkelighed så meget, at vi ikke kan se forskel. Og ikke et sekund er der grund til at overveje, at alle andre befinder sig i hver deres helt anderledes, men ligeså specifikt og troværdigt designede personlige virkelighed.

Fra markedets og vækstideologiens synspunkt er det naturligvis genialt. Men når de skræddersyede varer vi tilbydes i det digitale rum er holdninger og politiske budskaber, bliver det problematisk, hvis vi ikke opdager, at de andre ikke ser den samme virkelighed som os. Og at den virkelighed vi præsenteres for i vores newsfeed, i annoncer og i vores søgninger på google, er subtilt og nøjagtigt designet til at ramme vores mest følsomme steder. Det er en dybt uholdbar situation for demokratiet.

Og gad vidst hvilke konsekvenser det har vores mentale helbred, at oplevelsen af en fælles virkelighed langsomt går i opløsning – uden at vi kan sætte fingeren på at og hvordan det sker. Hvis vi aldrig opdager andet end at det er stadig sværere at forstå hinandens virkelighedsopfattelse, kunne man let forestille sig, at det kunne virke nedbrydende på mennesker med lavt selvværd.

Feel free to follow

Det skyggeløse menneske

The ego has the special ability to temporarily suppress, by means of concentration, those thoughts, feelings, and impulses that might be disruptive of an immediate task, despite the fact that such contents are also part of the psychic totality. With growing fatigue, those previously suppressed contents can enter consciousness – that is, the focal point of the axis shifts towards the self, creating a change in the relationship between the ego and the unconscious; in sleep, the ego pole is temporarily suspended, so to speak. ” s.54
”Individuation and narcissism” Mario Jacoby, 1990,

Vores vækst-orienterede kalkulation får os til at presse denne evne stadig længere, til at udnytte denne koncentration til det yderste for at optimere produktiviteten og effektiviteten, hvorved vi over stadig længere stræk tvinges til at undertrykke alt det ufokuserede eller besværlige fra underbevidstheden, der kunne afbryde det målrettede arbejde. Med den effekt over tid, at vi bliver stadig bedre til at gennemføre denne undertrykkelse og fortrængning uden at registrere symptomerne på at vi overskrider vores egne grænser. Og på den måde ophobes stadig mere undertrykt følelse, der truer med at overvælde os, hvis vi slipper arbejdet, så vi er nødt til ty til bedøvelser, hvis vi skal føle at vi slapper af. Hvorved vi endnu engang forpasser muligheden for at tillade vores skyggesider at komme frem i lyset, blive luftet, anerkendt og få lukket trykket ud. Så vi i stedet ender med at blive hvæsende tryk-kedler, der får stadig flere revner og sprækker, hvor alt det fortrængte fiser ud i form af alverdens fysiske og psykiske symptomer.
Sålænge vi lader egoet og dets målrettede og kalkulerende aktiviteter styre og vokse på bekostning af selvets helhedssøgende og ufokuserede tendenser, kan det ikke blive anderledes.
At vi betragter det som sammenbruds- eller sygdomstegn, når ufokuserede tanker og fantasier endelig trænger sig igennem, er jo en katastrofe. At vi har været i stand til i den grad at nedvurdere nødvendige dele af den psykiske helhed, til fordel for det målrettede, er i det lange løb livsfarligt for os som individer såvel som kultur.
At behandle symptomerne på at undertrykkelsen til tider svigter, så vores effektivitet falder, med f.eks sovemedicin eller lykkepiller, er jo en fuldkommen grotesk mangel på opmærksomhed overfor hvad det er disse symptomer forsøger at fortælle os.
At vi har et sundhedsvæsen, der i den grad støtter egoets destruktive monopolisering af selvet, er skræmmende.
Tænk hvis vi i stedet havde læger, der turde tage det omsorgsfulde ansvar for patienter, der kom og klagede over at søvnløshed skadede deres effektivitet, og i stedet for at give dem sovemedicin, anviste metoder til at forholde sig konstruktivt til det, som selvet søgte at fortælle een i de søvnløse nætter.

Feel free to follow

Forholdet mellem menneske og natur

Bierne dør, vi er midt i den 6. massedød af arter, polerne smelter osv.  Strømmen af skræmmende information om klodens tilstand er stadig tiltagende.

Helt grundlæggende er problemet, at vi har gjort os så afhængige af forbrug og vækst, at vi har svært ved at forestille os en verden uden. Vores civilisation bygger på en myte om vækst, om fremskridt, der igen bygger på en myte om at vi, homo sapiens, står over naturen. Med de monoteistiske religioners opfindelse af en gud i menneskets billede grundlagde vi en katastrofal adskillelse mellem menneske og natur. I stedet for at være en integreret del af naturen, bildte vi os ind, at være sat på jorden for at herske over naturen. Konsekvenserne af denne megalomane hybris rammer os i disse år på alle fronter.

På den ene side er de ændringer af naturen, som menneskets hæmningsløse adfærd har forårsaget – det vi for at skubbe gruen lidt på afstand med et pænt  ord kalder det antropocæne – i fuld gang med at indhente os med oversvømmelser, bidød, storme, skovbrande osv.

På den anden side er de psykiske konsekvenser af adskillelsen mellem menneske  og natur ved at antage epidemiske proportioner. Det problematiske er både manglen på kontakt med fri natur, og vores manglende respekt for det faktum, at vi selv er natur med de fordele og ulemper det  indebærer. Symptomerne er ved at blive så alvorlige, at WHO sætter stress og andre mentale livsstilssygdomme på top 5 af trusler mod helbredet.

Vi ved (de fleste af os), at der må gøres noget – eller også er vi blevet ramt af følelsen af at det allerede er for sent. Det er et konstant dilemma hvordan man skal formidle de bekymrende forskningsresultater, så de vækker nok opmærksomhed til at føre til handling – uden samtidig at sprede så meget håbløshed, at folk i stedet rammes af afmagt og såkaldt klimaangst (når angsten for klodens fremtid bliver så overvældende, at det fører til deciderede angstanfald og depression, som det er udbredt blandt klimaforskere.)

En vej at gå er måske, at gøre mental  bæredygtighed til det omdrejningspunkt, der kan gøre det tydeligt, at de holdnings-og adfærdsændringer vi bliver nødt til at gennemgå, hvis vi skal bremse klimaændringerne, i realiteten også er de ændringer, der vil være mest hensigtsmæssige for vores mentale helbred. Sagt på en anden måde : det er det samme teknologi-fikserede vækst-ideal, der skader klimaet, som ligger til grund for vores mentale livsstilssygdomme. Det er de samme adfærdsændringer, der skal til for at gavne miljøet, der ville hjælpe os selv til at finde veje ud af stress, angst og depression.

Kun ved at finde frem til en mere harmonisk relation mellem menneske og natur, kan vi opnå såvel økologisk som mental bæredygtighed.

 

 

Feel free to follow

Stress

Med et konkurrence-orienteret arbejdsmarked, hvor indtjening er det eneste styrende parameter, og konstant vækst, effektivisering osv. som konsekvens er en selvfølge, frarøves vi stadig mere af vores menneskelighed. Som medarbejder presses man konstant til at gå stadig mere på kompromis med sine værdier. Når sjælen til sidst reagerer på de umenneskelige vilkår, ved at tvinge en til at sige fra med stadig voldsommere fysiske symptomer, kalder vi det stress. Med et snuptag gøres den sunde reaktion på en usund situation til et personligt, individuelt problem. Du får en diagnose, en sygemelding, og en  recept på noget angstdæmpende, noget humørløftende, noget søvndyssende osv.

Ovenstående er et sammenkog af en kronik om stress, jeg havde i Kristeligt Dagblad i oktober 2017  – du kan læse hele kronikken -“Den stressramte er ikke syg – det er vores kultur” –  her.

Jeg var overrasket over hvor meget den blev delt og læst og kommenteret af mennesker fra alle mulige brancher. Og det var en af årsagerne til at jeg har valgt at gå videre med at prøve at artikulere den kritik, som mange åbenbart syntes ramte deres egen oplevelse på kornet.


Der siges og skrives uendeligt meget forskelligt om stress i disse år.  Kloge forskere og behandlere har masser af gode analyser, forklaringer og anvisninger på strategier til at komme videre, når man er blevet så ramt, at man er syg. På disse sider er jeg mere optaget af de dybere samfundsmæssige årsager til at så mange mennesker ikke kan få livet til at hænge sammen og ender med at pådrage sig det jeg kalder mentale livsstilssygdomme. Vi har et sundhedssystem, der ser meget teknisk/biologisk på psykiske sygdomme. Psykiatrien vil gerne have flere penge til forebyggelse, men beskriver stadig psykiske lidelser, som “noget der kommer snigende”. På trods af at antallet af folk med behov for behandling vokser eksplosivt og WHO forudser at depression bliver den mest udbredte sygdom om 10-15 år.

Det er min overbevisning, at denne voldsomme vækst kun kan forstås – og tackles – hvis man begriber og anerkender de helt direkte sammenhænge mellem kultur og sygdom. Og altså begynder at tale om mentale livsstilssygdomme, som noget, der kan forebygges ved at ændre levevilkår – ligesom vi allerede længe har gjort det om de fysiske livsstilssygdomme – fedme, diabetes, hjertesygdomme, lungekræft osv.

Helt kort fortalt opfatter jeg stress – i den form, hvor man “går ned” – som et traume, der bliver ætset ind i nervesystemet. Hvis man er uheldig giver det varige skader på de kognitive funktioner og kan blive noget man må kæmpe med resten af livet. Det er en af grundene til at det er så fuldkommen afgørende, at vi tager epidemien alvorligt. Jo flere der bliver skadet, jo færre kognitive ressourcer har vi som kultur til at løse de problemer, vi har fået skabt.


For mig at se er en af de vigtigste kilder til stress, at såvel konkurrencekulturen som de digitale teknologier misbruger vores nervesystem.

En måde at beskrive nervesystemet på er at det består af 3 grundlæggende funktionaliteter, der skal være nogenlunde i balance for at vi trives :

  • Et trusselssystem, drevet af adrenalin og kortisol, der gør at vi kan reagere på farer, så vi kan sikre vores overlevelse – Fight or Flight
  • Et motivationssystem, drevet af dopamin, der gør at vi har lyst at handle og præstere for at få en belønning – Jagt og konkurrence
  • Et beroligelsessystem, drevet af oxytocin, der sørger for at vi restituerer fysisk, følelsesmæssigt og socialt – Omsorg, kærlighed, fællesskab

Et arbejdsmarked, der har gjort markedsøkonomiens konkurrencekultur til et uomgængeligt vilkår, udnytter konstant såvel motivations- som trussels-systemet. Hvis du ikke klarer mosten, er det ud. Der er ingen flexicurity længere. Ingen plads til at fravælge acceleration, vækst, effektivisering.

Når privatlivets fred derudover uafbrudt bliver forstyrret – dels af flydende grænser mellem arbejde og fritid, dels af fristende distraktions-teknologier, der insisterer på interaktion – er der ikke meget plads til den hvile, intimitet og nærvær, der skal til for at få de vigtige doser af oxytocin, som er nødvendige for et liv i mental balance.


Her er en rask lille video om de måder stress påvirker hjernen, og hvordan en del af konsekvenserne af stress i praksis bliver nedarvet til kommende generationer.

How does stress affect your brain?

How chronic stress can affect your brain's size, structure, and how it functions:

Opslået af Constantly Curious på 10. januar 2018

Feel free to follow