Det skyggeløse menneske

The ego has the special ability to temporarily suppress, by means of concentration, those thoughts, feelings, and impulses that might be disruptive of an immediate task, despite the fact that such contents are also part of the psychic totality. With growing fatigue, those previously suppressed contents can enter consciousness – that is, the focal point of the axis shifts towards the self, creating a change in the relationship between the ego and the unconscious; in sleep, the ego pole is temporarily suspended, so to speak. ” s.54
”Individuation and narcissism” Mario Jacoby, 1990,

Vores vækst-orienterede kalkulation får os til at presse denne evne stadig længere, til at udnytte denne koncentration til det yderste for at optimere produktiviteten og effektiviteten, hvorved vi over stadig længere stræk tvinges til at undertrykke alt det ufokuserede eller besværlige fra underbevidstheden, der kunne afbryde det målrettede arbejde. Med den effekt over tid, at vi bliver stadig bedre til at gennemføre denne undertrykkelse og fortrængning uden at registrere symptomerne på at vi overskrider vores egne grænser. Og på den måde ophobes stadig mere undertrykt følelse, der truer med at overvælde os, hvis vi slipper arbejdet, så vi er nødt til ty til bedøvelser, hvis vi skal føle at vi slapper af. Hvorved vi endnu engang forpasser muligheden for at tillade vores skyggesider at komme frem i lyset, blive luftet, anerkendt og få lukket trykket ud. Så vi i stedet ender med at blive hvæsende tryk-kedler, der får stadig flere revner og sprækker, hvor alt det fortrængte fiser ud i form af alverdens fysiske og psykiske symptomer.
Sålænge vi lader egoet og dets målrettede og kalkulerende aktiviteter styre og vokse på bekostning af selvets helhedssøgende og ufokuserede tendenser, kan det ikke blive anderledes.
At vi betragter det som sammenbruds- eller sygdomstegn, når ufokuserede tanker og fantasier endelig trænger sig igennem, er jo en katastrofe. At vi har været i stand til i den grad at nedvurdere nødvendige dele af den psykiske helhed, til fordel for det målrettede, er i det lange løb livsfarligt for os som individer såvel som kultur.
At behandle symptomerne på at undertrykkelsen til tider svigter, så vores effektivitet falder, med f.eks sovemedicin eller lykkepiller, er jo en fuldkommen grotesk mangel på opmærksomhed overfor hvad det er disse symptomer forsøger at fortælle os.
At vi har et sundhedsvæsen, der i den grad støtter egoets destruktive monopolisering af selvet, er skræmmende.
Tænk hvis vi i stedet havde læger, der turde tage det omsorgsfulde ansvar for patienter, der kom og klagede over at søvnløshed skadede deres effektivitet, og i stedet for at give dem sovemedicin, anviste metoder til at forholde sig konstruktivt til det, som selvet søgte at fortælle een i de søvnløse nætter.

Feel free to follow

Hævnen fra det indre barn

Når du har ladet pligten styre – eller måske bare gået imod dit temperament og tvunget dig selv til udadvendthed, handling, fart osv. – i længere tid, vil det indre barn til sidst have opsamlet så meget raseri, at selvet er nødt til at finde på alle mulige distraktioner for at holde al den smerte væk fra bevidstheden. Den sætter gang i psykosomatiske smerter og lidelser; den skaber problemer i dit parforhold; den drikker eller det der er værre – og den prøver bare generelt at holde din opmærksomhed fanget med alle tænkelige distraktioner. Der er et kæmpemarked, der lever alene af at tilfredsstille dette behov.
Men hvis du bliver ved med at undgå at mærke den smerte, sorg, raseri, der presser sig på, vil den blive ved med at hjemsøge dig – enten som forskudt vrede i form af road rage osv – eller i form af stress, depression, angst, psykosomatiske lidelser, parforholdsproblemer, afhængigheder osv.
Den bæredygtige strategi er i stedet at begynde at give det indre barn den omsorg, det kalder på – at give det chancen for at gøre sorgen om.
På mange måder er det indre barn et væsen, der må behandles som et almindeligt barn. Hvis man ignorerer, svigter, bebrejder, skammer det osv. kommer det tilbage med en grusom pubertet, spisevægring eller anden selvskadende adfærd osv.
Vi må i stedet lære at brug Plan B og give det indre barn de nødvendige kompetencer til at udtrykke sine følelser mere adækvat.

Feel free to follow

Digital afhængighed

Diagnosen digital afhængighed og bevidstheden om fænomenet er eksploderet i sidste halvdel af 2017.  Kritikken af de digitale mediers indbyggede afhængighedsskabende mekanismer kommer nu også fra en bred vifte af insiders i Silicon Valley. Og når selv Apples egne investorer begynder at kalde på tiltag for at forebygge digital afhængighed, ved vi at det er på tide at kalde til handling.  Jeg tror de begynder at se risikoen for at blive bombarderet af sagsanlæg ligesom tobaksindustrien, når folk inden længe i større antal bliver bevidst om hvor alvorlige skader smartphones, sociale medier osv. har forvoldt på det mentale miljø. Hvor invaliderende de mentale livsstilssygdomme, som disse medier er stærkt medvirkende til at fremkalde, er. Og hvor meget vi har mistet i de 10-15 år der er gået siden vi tillod disse medier at få så central en plads i vores liv.

I øjeblikket er der en  kærkommen og længe ventet bølge af opmærksomhed på emnet digital afhængighed – og de katastrofale konsekvenser dette misbrug har for vores mentale helbred, vores børns hjerner og den demokratiske udvikling. Det er meget glædeligt og kan forhåbentlig være med til at gøre os allesammen mere bevidste om både vores egen og vores børns adfærd med de afhængighedsskabende smartphones, ipads og sociale medier. Jeg vil her på hjemmesiden og i den tilhørende blog løbende dele ny forskning i emnet.

Men i betragtning af hvilke enorme økonomiske interesser, der ligger bag og hvor hensynsløst de udnytter de nyeste fremskridt indenfor neurovidenskab til at udvikle stadig mere effektive midler til at erobre vores opmærksomhed, skal vi ikke gøre os nogen illusioner om at vi bare kan slukke.

Derfor er det der ligger mig endnu mere på sinde at indkredse årsagerne til at vi er så let bytte for disse Weapons of mass distraction/Weapons of selfdestruction.

Jeg tror det er helt afgørende at vi bliver os disse dybere psyko-sociale sammenhænge bevidst, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at stå imod de digitale mediers stærke tiltrækningskraft.



 

How a half-educated tech elite delivered us into evil | John Naughton | Opinion | The Guardian

There are six core components of any addiction, according to James Roberts’ book ‘Too Much of a Good Thing: Are You Addicted to Your Smartphone?’

  1. Integration: how ever-present the behavior is in daily life.
  2. Euphoria: whether there is a feeling of anticipation or excitement around the behavior.
  3. Tolerance: the need for an ever-increasing ‘dose’ of the behavior to achieve the desired ‘high.’
  4. Withdrawal symptoms: feelings of irritability, stress, anxiousness, desperation and even panic that arise when not engaged in the behavior.
  5. Conflict: the degree to which the behavior impedes relationships with other people.
  6. Relapse: the degree to which attempts to limit the behavior fail.

Read more: http://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-5147871/Social-networking-sites-controlling-mind.html#ixzz53sP79Y1F 

 —————-
En måde at se på afhængighed (uanset om det handler om alkohol, gambling eller digitale medier) handler om at en af de vigtigste underliggende årsager er manglen på forbundethed. Og at en af de bedste veje til at gøre sig fri af afhængigheden derfor kan være kontakt og fællesskaber.

 

Kontakt, fællesskaber, nærvær

 

Feel free to follow

Stress

Med et konkurrence-orienteret arbejdsmarked, hvor indtjening er det eneste styrende parameter, og konstant vækst, effektivisering osv. som konsekvens er en selvfølge, frarøves vi stadig mere af vores menneskelighed. Som medarbejder presses man konstant til at gå stadig mere på kompromis med sine værdier. Når sjælen til sidst reagerer på de umenneskelige vilkår, ved at tvinge en til at sige fra med stadig voldsommere fysiske symptomer, kalder vi det stress. Med et snuptag gøres den sunde reaktion på en usund situation til et personligt, individuelt problem. Du får en diagnose, en sygemelding, og en  recept på noget angstdæmpende, noget humørløftende, noget søvndyssende osv.

Ovenstående er et sammenkog af en kronik om stress, jeg havde i Kristeligt Dagblad i oktober 2017  – du kan læse hele kronikken -“Den stressramte er ikke syg – det er vores kultur” –  her.

Jeg var overrasket over hvor meget den blev delt og læst og kommenteret af mennesker fra alle mulige brancher. Og det var en af årsagerne til at jeg har valgt at gå videre med at prøve at artikulere den kritik, som mange åbenbart syntes ramte deres egen oplevelse på kornet.


Der siges og skrives uendeligt meget forskelligt om stress i disse år.  Kloge forskere og behandlere har masser af gode analyser, forklaringer og anvisninger på strategier til at komme videre, når man er blevet så ramt, at man er syg. På disse sider er jeg mere optaget af de dybere samfundsmæssige årsager til at så mange mennesker ikke kan få livet til at hænge sammen og ender med at pådrage sig det jeg kalder mentale livsstilssygdomme. Vi har et sundhedssystem, der ser meget teknisk/biologisk på psykiske sygdomme. Psykiatrien vil gerne have flere penge til forebyggelse, men beskriver stadig psykiske lidelser, som “noget der kommer snigende”. På trods af at antallet af folk med behov for behandling vokser eksplosivt og WHO forudser at depression bliver den mest udbredte sygdom om 10-15 år.

Det er min overbevisning, at denne voldsomme vækst kun kan forstås – og tackles – hvis man begriber og anerkender de helt direkte sammenhænge mellem kultur og sygdom. Og altså begynder at tale om mentale livsstilssygdomme, som noget, der kan forebygges ved at ændre levevilkår – ligesom vi allerede længe har gjort det om de fysiske livsstilssygdomme – fedme, diabetes, hjertesygdomme, lungekræft osv.

Helt kort fortalt opfatter jeg stress – i den form, hvor man “går ned” – som et traume, der bliver ætset ind i nervesystemet. Hvis man er uheldig giver det varige skader på de kognitive funktioner og kan blive noget man må kæmpe med resten af livet. Det er en af grundene til at det er så fuldkommen afgørende, at vi tager epidemien alvorligt. Jo flere der bliver skadet, jo færre kognitive ressourcer har vi som kultur til at løse de problemer, vi har fået skabt.


For mig at se er en af de vigtigste kilder til stress, at såvel konkurrencekulturen som de digitale teknologier misbruger vores nervesystem.

En måde at beskrive nervesystemet på er at det består af 3 grundlæggende funktionaliteter, der skal være nogenlunde i balance for at vi trives :

  • Et trusselssystem, drevet af adrenalin og kortisol, der gør at vi kan reagere på farer, så vi kan sikre vores overlevelse – Fight or Flight
  • Et motivationssystem, drevet af dopamin, der gør at vi har lyst at handle og præstere for at få en belønning – Jagt og konkurrence
  • Et beroligelsessystem, drevet af oxytocin, der sørger for at vi restituerer fysisk, følelsesmæssigt og socialt – Omsorg, kærlighed, fællesskab

Et arbejdsmarked, der har gjort markedsøkonomiens konkurrencekultur til et uomgængeligt vilkår, udnytter konstant såvel motivations- som trussels-systemet. Hvis du ikke klarer mosten, er det ud. Der er ingen flexicurity længere. Ingen plads til at fravælge acceleration, vækst, effektivisering.

Når privatlivets fred derudover uafbrudt bliver forstyrret – dels af flydende grænser mellem arbejde og fritid, dels af fristende distraktions-teknologier, der insisterer på interaktion – er der ikke meget plads til den hvile, intimitet og nærvær, der skal til for at få de vigtige doser af oxytocin, som er nødvendige for et liv i mental balance.


Her er en rask lille video om de måder stress påvirker hjernen, og hvordan en del af konsekvenserne af stress i praksis bliver nedarvet til kommende generationer.

How does stress affect your brain?

How chronic stress can affect your brain's size, structure, and how it functions:

Opslået af Constantly Curious på 10. januar 2018

Feel free to follow