After Globalization, a New Specter Could Feed Populist Politics – The New York Times

Hmm, pludselig begynder jeg at se nye positive perspektiver i udviklingen indenfor Artificial Intelligence….. 😉

“A world in which immigration is on the decline yet some Google technology is taking the jobs of truckers and cashiers sounds compatible with a leftist policy platform that takes on Wall Street and corporate behemoths. That is a world in which, say, Bernie Sanders would thrive. And that alone could give the cocktail class that gathered in Davos something to worry about.”

Kilde: After Globalization, a New Specter Could Feed Populist Politics – The New York Times

Feel free to follow

Social Media – The Zuckerberg Zone

Helt kort sagt : de såkaldt sociale medier er en genial pengemaskine.
Facebook og Twitter har fundet den lettest tænkelige måde at drive rovdrift på vores sind og sælge hvad de graver op til højestbydende. Opskriften på det vi kunne vælge at kalde the Zuckerberg Zone (herefter kaldet ZZ) er så enkel at det gør ondt :
1) Silicon Valley ved at befolkningerne er ramt af en lang række frustrerende følelser af ensomhed, afmagt, meningsløshed og kedsomhed. De finder ud af at tilbyde os noget, der ligner et mødested, hvor man kan holde kontakten med en masse mennesker, man ikke har haft tid til at opretholde en levende relation med. Og så lader ZZ som om det er et privilegium for os, at vi her kan “dele” det der sker i vores liv – feriebilleder, fødselsdagshilsner, kattevideoer osv. I virkeligheden får ZZ hermed uendelige mængder af indhold fuldkommen gratis og uden copyright.
2) Ved hjælp af viden fra neurovidenskab, udvikler de mest effektive måder at fange og fastholde vores opmærksomhed ved at lade “nyhederne” bevæge sig i en lind strøm, hvor vi hele tiden håber at der vil dukke noget op, der er tilstrækkeligt interessant til at tilfredsstille vores dybe sult efter kontakt og mening. Når noget er sjovt/gribende/eller oprørende nok til at vække vores følelser, får vi en lille dopamin-kick – og skynder os at betale for oplevelsen med et klik. Vi liker og deler for at vise hvem vi er, vise hvad vi kan lide – og tilslutte os noget, der ligner et fællesskab.
3) Samtidig giver vi uden at det er umiddelbart synligt nøjagtigt de samme oplysninger om hvem vi er til ZZ, der hermed kan fuldføre den virkeligt geniale del af forretningsmodellen – nemlig at sælge alle disse uendeligt mange oplysninger om 2 milliarder brugere videre til alle, der har noget at sælge. Så slipper man for at sende annoncer ud i øst og vest, men kan rette dem direkte mod den mest sandsynlige målgruppe. Og det gælder såvel folk, der vil sælge varer, som dem, der bare vil sprede rygter, holdninger eller angst.

Denne forretningsmodel har skaffet Mark Zuckerberg et overskud på$40.65 milliarder 2017.
– penge som i realiteten er tjent ved at lokke folk ind i et afhængighedsforhold, narre dem til selv at pushe det stof, der skal gøre andre afhængige – og så benytte sig af den coma, som stoffet lægger folk i, til at udøve hemmelig mindfracking på dem imens.
Men som om dette raffinerede tyveri af data ikke var slemt nok, er The Zuckerberg Zone også optimeret til :
1) at dræne brugernes selvværd ved at fastholde dem i en mareridtsagtig kæmpe forstørrelse af en highschool med alt hvad det indebærer af sammenligning, perfektionisme, popularitetskonkurrencer, mobning osv.
En effekt, som må være designet udfra et mere eller mindre bevidst kalkuleret rationale om at jo lavere ens selvværd er, des mere behov har man for at få det boostet ved at dele ting, der kan fremprovokere den interaktion fra andre, som er omdrejningspunktet i Zuckerberg-økonomien.
2) at sprede det neoliberalistiske verdensbillede som en orm i alle hjørner af bevidstheden, så vi ikke længere har de mindste mellemrum til at huske at mennesker er noget andet end varer. Valutaen er likes og shares, der giver intravenøse doser af dopamin – og en kort illusion om kontakt og betydning. (Men som på alle andre markeder er der svindlere – og det er de rige, der vinder til sidst. Derfor er der et livligt sort marked under overfladen, hvor den der har råd kan købe virtuelle followers og likes fra firmaer, der dels stjæler profiler, dels udvikler robotprofiler, hvis likes tæller ligeså godt som alle andre.)
3) at fungere som et af de mange Weapons of Mass Distraction, der tvinger alle tanker og al kommunikation ind i en forenkling ad absurdum for at kunne tilpasse sig vores stadig mere begrænsede attention-span. Et sprog og en formidlingsform, der mere end noget andet understøtter populistiske verdensbilleder, hvor det altid er til at få likes ved at sparke på dem, der er svagere og sprede vilkårlig outrage. I the Zuckerberg Zone er det enklere end nogensinde at sprede myter, der distraherer fra de politiske realiteter. Som f.eks. At postulere at “vi er ramt af en voldsom flygtningekrise” og “Europa er ved at blive oversvømmet af flygtninge”. Fortegnede billeder af virkeligheden, der på facebook kommer til at fremstå som fakta, hvis algoritmen har analyseret sig frem til at man er i målgruppen for det narrativ.

Feel free to follow

Stress

Med et konkurrence-orienteret arbejdsmarked, hvor indtjening er det eneste styrende parameter, og konstant vækst, effektivisering osv. som konsekvens er en selvfølge, frarøves vi stadig mere af vores menneskelighed. Som medarbejder presses man konstant til at gå stadig mere på kompromis med sine værdier. Når sjælen til sidst reagerer på de umenneskelige vilkår, ved at tvinge en til at sige fra med stadig voldsommere fysiske symptomer, kalder vi det stress. Med et snuptag gøres den sunde reaktion på en usund situation til et personligt, individuelt problem. Du får en diagnose, en sygemelding, og en  recept på noget angstdæmpende, noget humørløftende, noget søvndyssende osv.

Ovenstående er et sammenkog af en kronik om stress, jeg havde i Kristeligt Dagblad i oktober 2017  – du kan læse hele kronikken -“Den stressramte er ikke syg – det er vores kultur” –  her.

Jeg var overrasket over hvor meget den blev delt og læst og kommenteret af mennesker fra alle mulige brancher. Og det var en af årsagerne til at jeg har valgt at gå videre med at prøve at artikulere den kritik, som mange åbenbart syntes ramte deres egen oplevelse på kornet.


Der siges og skrives uendeligt meget forskelligt om stress i disse år.  Kloge forskere og behandlere har masser af gode analyser, forklaringer og anvisninger på strategier til at komme videre, når man er blevet så ramt, at man er syg. På disse sider er jeg mere optaget af de dybere samfundsmæssige årsager til at så mange mennesker ikke kan få livet til at hænge sammen og ender med at pådrage sig det jeg kalder mentale livsstilssygdomme. Vi har et sundhedssystem, der ser meget teknisk/biologisk på psykiske sygdomme. Psykiatrien vil gerne have flere penge til forebyggelse, men beskriver stadig psykiske lidelser, som “noget der kommer snigende”. På trods af at antallet af folk med behov for behandling vokser eksplosivt og WHO forudser at depression bliver den mest udbredte sygdom om 10-15 år.

Det er min overbevisning, at denne voldsomme vækst kun kan forstås – og tackles – hvis man begriber og anerkender de helt direkte sammenhænge mellem kultur og sygdom. Og altså begynder at tale om mentale livsstilssygdomme, som noget, der kan forebygges ved at ændre levevilkår – ligesom vi allerede længe har gjort det om de fysiske livsstilssygdomme – fedme, diabetes, hjertesygdomme, lungekræft osv.

Helt kort fortalt opfatter jeg stress – i den form, hvor man “går ned” – som et traume, der bliver ætset ind i nervesystemet. Hvis man er uheldig giver det varige skader på de kognitive funktioner og kan blive noget man må kæmpe med resten af livet. Det er en af grundene til at det er så fuldkommen afgørende, at vi tager epidemien alvorligt. Jo flere der bliver skadet, jo færre kognitive ressourcer har vi som kultur til at løse de problemer, vi har fået skabt.


For mig at se er en af de vigtigste kilder til stress, at såvel konkurrencekulturen som de digitale teknologier misbruger vores nervesystem.

En måde at beskrive nervesystemet på er at det består af 3 grundlæggende funktionaliteter, der skal være nogenlunde i balance for at vi trives :

  • Et trusselssystem, drevet af adrenalin og kortisol, der gør at vi kan reagere på farer, så vi kan sikre vores overlevelse – Fight or Flight
  • Et motivationssystem, drevet af dopamin, der gør at vi har lyst at handle og præstere for at få en belønning – Jagt og konkurrence
  • Et beroligelsessystem, drevet af oxytocin, der sørger for at vi restituerer fysisk, følelsesmæssigt og socialt – Omsorg, kærlighed, fællesskab

Et arbejdsmarked, der har gjort markedsøkonomiens konkurrencekultur til et uomgængeligt vilkår, udnytter konstant såvel motivations- som trussels-systemet. Hvis du ikke klarer mosten, er det ud. Der er ingen flexicurity længere. Ingen plads til at fravælge acceleration, vækst, effektivisering.

Når privatlivets fred derudover uafbrudt bliver forstyrret – dels af flydende grænser mellem arbejde og fritid, dels af fristende distraktions-teknologier, der insisterer på interaktion – er der ikke meget plads til den hvile, intimitet og nærvær, der skal til for at få de vigtige doser af oxytocin, som er nødvendige for et liv i mental balance.


Her er en rask lille video om de måder stress påvirker hjernen, og hvordan en del af konsekvenserne af stress i praksis bliver nedarvet til kommende generationer.

How does stress affect your brain?

How chronic stress can affect your brain's size, structure, and how it functions:

Opslået af Constantly Curious på 10. januar 2018

Feel free to follow

Samfund

På mange måder er det som om vores tilpasningsevne, konformisme, usikkerhed og mistede evne til at mærke os selv har fået os til at lade virkeligheden glide fra os. Dystopien har sneget sig ind på os uden at vi har opdaget præcis hvor galt det står til. Afmagten tvinger os til at lukke øjnene på uendeligt mange område – klimakrise, umenneskeliggørelse, ulighed, migration, polarisering, radikalisering samt ikke mindst epidemier af mentale livsstilssygdomme som stress, angst og depression.
Fordi vi stadig opretholder troen på idealer som vækst, fremskridt, teknologi, effektivitet, kontrol, er vi fanget i en umulig situation.
Markedet er en hård og hensynsløs religion – vækst en grådig og skinsyg guddom, der konstant kræver nye ofre af det troende : frihed, natur, sjæl, menneskelighed….

Det er som om vi allesammen udmærket ved at den er rent gal. Hjernen er konstant på overarbejde, nervesystemet i alarmberedskab. Vores kognitive evner er reduceret, empati og refleksion sat på vågeblus. Hvis forskere ikke har tid til at forske, fordi de tvinges til dokumentation, administration og indtægtsdækket virksomhed; hvis pædagoger ikke har tid til nærvær, fordi inklusionen af børn med deciderede plejebehov kræver deres fulde opmærksomhed; hvis sundhedspersonale ikke har tid til sygepleje; hvis plejepersonale ikke har tid til omsorg – har vi så ikke nået grænsen? Eller et godt stykke ud over grænsen for hvad vi kan forsvare og acceptere som borgere i et moderne samfund?

Er der nogen, der tror på, at man kan skabe et godt psykisk arbejdsmiljø, hvis det eneste der tæller er konkurrence og økonomisk vækst? For mig at se bider problemerne sig selv i halen. I et samfund, der har sat bundlinjen over alle andre værdier, kan man som individ dårligt andet end at føle sig uden kontrol over sit eget liv (hvis man ikke lige tilhører den 1%, der har magten over verdens-økonomien). Og er der en ting, som al stress-forskning viser, så er det at følelsen af manglende kontrol over ens tilværelse er en central stress-faktor.

Jeg rammes igen og igen af lysten til at melde mig ud – men når jeg ser hvordan den neoliberale afvisning af kritik har netop denne afmagt og opgiven som formål, bliver jeg grebet af trods, af raseri. Jeg bliver nødt til at sige hvad jeg ser, uanset hvor meget konkurrencekulturen kan gøre mig bange for at jeg herved fremstår latterlig, som en taber.

Afmagtsfølelsen, når al kritik bliver kvalt i fødslen – eller før man overhovedet har vovet at undfange en kritisk tanke – er lammende for den enkelte – men også invaliderende for et demokratisk samfund.
Afmagten gør en skamfuld, og skammen får en til at isolere sig. Ensomheden vokser – i England har man netop set sig nødsaget til at tage konsekvensen af den eksplosive vækst i antallet af ensomme, og udnævne en Minister for Loneliness.
Det kan godt være at målet med neoliberal minimalstat og privatisering var at reducere umyndiggørelsen af den enkelte. Men i praksis har den altgennemsyrende markedslogik tværtimod ført til en så udbredt følelse af umyndiggørelse, at jeg tror bunden er ved at være nået.
Nu er det nok!
I længden giver det ikke nogen reel frihed at blive identificeret som forbruger i stedet for som borger.

Vi er forlængst gået alt for langt ad den vej.

Nu er det tid at gøre modstand. At tænke bæredygtigt på alle niveauer og skabe fællesskaber, der kan arbejde aktivt på at fremme FNs verdensmål.

Feel free to follow