Tag livet tilbage

© Githa Linea, 2018

Mens vi allesammen er i fuld samfundsnarkose, bliver sjælen suget ud af os og erstattet med bits og likes.
Alle giver hinanden gavekort til samvær og oplevelser, som ingen har tid til at indløse.
Det føles som om der er så ufatteligt meget vi har mistet allerede – og mister mere af stadig hurtigere. Værdier vi har sluppet, tabt, udliciteret, glemt.
Indimellem er det som om savnet gør så ondt, at man slet ikke kan holde ud at tænke på det eller tale om det. Af angst for at mærke tabet igen? Eller fordi vi ikke kan rumme al den vrede, der er falmet til afmagt?
Hvis vi ikke standser op, før vi definitivt har mistet evnen til at mærke, risikerer vi at vi aldrig opdager hvad vi har mistet – at vi har mistet det, der er det essentielt menneskelige.
Jeg hører folk sige det bare er “udviklingen”. Som om “udviklingen” er et handlende subjekt. Og vi selv ikke andet end sagesløse objekter for dens skalten og valten med verden. Men det er en selvopfyldende dystopi. “Udviklingen” er ikke andet end hvad vi gør den til. Fremtiden har ikke sin egen vilje.
Vi håner tit dem, der taler om det tabte, som bagstræberiske nostalgikere, men jeg vil hellere end gerne gøre mig selv til grin og råbe højt : digitaliseringen har ikke en trevl på kroppen!
Og så vil jeg insistere på at tage opmærksomheden tilbage, fra de medier, der har stjålet den. Tage langsomheden tilbage, tage stilheden tilbage, tage trætheden, søvnen og drømmene tilbage. Jeg vil tage øjeblikkene, mellemrummene, nuancerne og fordybelsen tilbage. Tage sjælen og magien tilbage. Tage myterne tilbage. Tage friheden tilbage og tage smerten og døden tilbage. For jeg tror det er den eneste vej til at få livet tilbage. Og måske finde modet til at tage vreden og handlekraften tilbage, så vi kan blive de handlende subjekter igen?

 

Feel free to follow

Flere mentale mellemrum

Det er egentlig ufatteligt så svært det kan være at blive i kroppen, i øjeblikket, i sig selv.  Straks sætter auto-piloten i gang med alt muligt. Først og fremmest målrettet aktivitet – læse, overveje, planlægge, skrive.
Men selv hvis det lykkes at overbevise mig selv om, at jeg kan tage en halv time, et kvarter bare, hvor jeg ikke skal arbejde, går der ikke mange sekunder før jeg er revet med af en distraktion – facebook, sudoku, læse, ringe.
Eller også slår sindet sig selv hjem og går direkte til skyldfølelse, selvbebrejdelse eller bekymringer.
Bare at sidde med sindet åbent for dets eget grundstof – uden krav, vurdering eller dom – er en vild udfordring.
Følelsen af travlhed, pligt, nødvendighed og mål har sat sig fast så dybt inde, at det er svært at forestille sig et øjeblik uden at være i denne rastløse drevetheds vold.
Samtidig med at det føles som om der er store kontinenter af mit sind, som jeg derved aldrig kommer i nærheden af. Gad vidst hvor mange Atlantiser af andre mulige versioner af mig selv, der allerede er sunket i havet af bundløs glemsel af den grund?
Hvordan nogen kan tro, at der kan komme interessant og meningsfuld innovation ud af befolkninger, der konstant befinder sig i denne skiftevis målorienterede og distraherede tilstand, er svært at begribe.
Hvis vi skal finde kilderne til virkeligt gavnlige ideer om en bæredygtig udvikling på alle områder, bliver vi nødt til at skabe flere mentale mellemrum, hvor sindet kan åbne sig frit uden forventning om direkte pay-off. Og så komme i gang med at øve os – helt uden krav og ambitioner 😉

Feel free to follow

Balancen mellem indre og ydre er presset

En af de største udfordringer som menneske er at finde en balance mellem indre og ydre. Mellem egne behov og andres. Begge dele er nødvendige – at kende og følge vores egen indre stemme, og at føle os som en del af sociale fællesskaber, hvor vi tilpasser os andres behov og ønsker i en levende udveksling.

Det er selv i de bedste perioder en stadig udfordring at få til at balancere.

Derfor er det værd at være opmærksom på hvad der sker med den balance, når forholdet mellem indre og ydre ændres så radikalt som det gør med de digitale teknologiers stadig større tilstedeværelse i vores liv. I stadig flere af døgnets timer befinder vi os i situationer, hvor vi primært bare reagerer på input fra en skærm – åbner mails, læser opslag, svarer, scroller, klikker, deler, indtaster passwords, udfylder formularer osv.

Når konkurrencestaten samtidig har gjort det muligt for markedslogikken at sive ind ad alle sprækker, så vi befinder os i en konstant konkurrencetilstand, hvor ydre vurderinger er afgørende, kan det være meget vanskeligt at holde balancen. Mellemrummene, hvor vi selv kan styre vores tid, vores tanker og vores adfærd indefra, fra vores egne behov, sansninger, længsler, drømme, visioner og værdier, er der stadig længere imellem.

Mange tyr til mindfulness, yoga osv. for at rette op indefra, hvilket kan være helt nødvendigt for at overleve, når stress og andre mentale livsstilssygdomme begynder at trænge sig på. Men jeg tror det er vigtigt at holde sig for øje, at ubalancen mellem indre og ydre også betyder, at man må se nærmere på hvad det er ved de ydre krav, der gør det så svært at holde balancen. Du kan lave nok så meget yoga og meditation, men hvis du igen og igen støder ind i urimelige vilkår på arbejdsmarkedet, er det en umulig stræben efter balance. Og hvis mindfulness bruges af arbejdsgivere til at presse folk til at yde endnu mere, bliver det endnu en kilde til stress.

Vi kan hver især have vores egne historier, der gør det svært at holde fast i vores grænser overfor andres krav. Men det betyder ikke at det er vores eget ansvar, når vi bukker under for urimelige krav.  Hvis vi er nødsaget til at lade os styre af udefrakommende krav, forventninger, fristelser og impulser i størstedelen af tiden, vælter læsset.

Derfor er mental bæredygtighed et forsøg på at se både indad og udad – og gøre det både individuelt og som samfund.

 

Feel free to follow