Det skyggeløse menneske

The ego has the special ability to temporarily suppress, by means of concentration, those thoughts, feelings, and impulses that might be disruptive of an immediate task, despite the fact that such contents are also part of the psychic totality. With growing fatigue, those previously suppressed contents can enter consciousness – that is, the focal point of the axis shifts towards the self, creating a change in the relationship between the ego and the unconscious; in sleep, the ego pole is temporarily suspended, so to speak. ” s.54
”Individuation and narcissism” Mario Jacoby, 1990,

Vores vækst-orienterede kalkulation får os til at presse denne evne stadig længere, til at udnytte denne koncentration til det yderste for at optimere produktiviteten og effektiviteten, hvorved vi over stadig længere stræk tvinges til at undertrykke alt det ufokuserede eller besværlige fra underbevidstheden, der kunne afbryde det målrettede arbejde. Med den effekt over tid, at vi bliver stadig bedre til at gennemføre denne undertrykkelse og fortrængning uden at registrere symptomerne på at vi overskrider vores egne grænser. Og på den måde ophobes stadig mere undertrykt følelse, der truer med at overvælde os, hvis vi slipper arbejdet, så vi er nødt til ty til bedøvelser, hvis vi skal føle at vi slapper af. Hvorved vi endnu engang forpasser muligheden for at tillade vores skyggesider at komme frem i lyset, blive luftet, anerkendt og få lukket trykket ud. Så vi i stedet ender med at blive hvæsende tryk-kedler, der får stadig flere revner og sprækker, hvor alt det fortrængte fiser ud i form af alverdens fysiske og psykiske symptomer.
Sålænge vi lader egoet og dets målrettede og kalkulerende aktiviteter styre og vokse på bekostning af selvets helhedssøgende og ufokuserede tendenser, kan det ikke blive anderledes.
At vi betragter det som sammenbruds- eller sygdomstegn, når ufokuserede tanker og fantasier endelig trænger sig igennem, er jo en katastrofe. At vi har været i stand til i den grad at nedvurdere nødvendige dele af den psykiske helhed, til fordel for det målrettede, er i det lange løb livsfarligt for os som individer såvel som kultur.
At behandle symptomerne på at undertrykkelsen til tider svigter, så vores effektivitet falder, med f.eks sovemedicin eller lykkepiller, er jo en fuldkommen grotesk mangel på opmærksomhed overfor hvad det er disse symptomer forsøger at fortælle os.
At vi har et sundhedsvæsen, der i den grad støtter egoets destruktive monopolisering af selvet, er skræmmende.
Tænk hvis vi i stedet havde læger, der turde tage det omsorgsfulde ansvar for patienter, der kom og klagede over at søvnløshed skadede deres effektivitet, og i stedet for at give dem sovemedicin, anviste metoder til at forholde sig konstruktivt til det, som selvet søgte at fortælle een i de søvnløse nætter.

Feel free to follow