Forholdet mellem menneske og natur

Bierne dør, vi er midt i den 6. massedød af arter, polerne smelter osv.  Strømmen af skræmmende information om klodens tilstand er stadig tiltagende.

Helt grundlæggende er problemet, at vi har gjort os så afhængige af forbrug og vækst, at vi har svært ved at forestille os en verden uden. Vores civilisation bygger på en myte om vækst, om fremskridt, der igen bygger på en myte om at vi, homo sapiens, står over naturen. Med de monoteistiske religioners opfindelse af en gud i menneskets billede grundlagde vi en katastrofal adskillelse mellem menneske og natur. I stedet for at være en integreret del af naturen, bildte vi os ind, at være sat på jorden for at herske over naturen. Konsekvenserne af denne megalomane hybris rammer os i disse år på alle fronter.

På den ene side er de ændringer af naturen, som menneskets hæmningsløse adfærd har forårsaget – det vi for at skubbe gruen lidt på afstand med et pænt  ord kalder det antropocæne – i fuld gang med at indhente os med oversvømmelser, bidød, storme, skovbrande osv.

På den anden side er de psykiske konsekvenser af adskillelsen mellem menneske  og natur ved at antage epidemiske proportioner. Det problematiske er både manglen på kontakt med fri natur, og vores manglende respekt for det faktum, at vi selv er natur med de fordele og ulemper det  indebærer. Symptomerne er ved at blive så alvorlige, at WHO sætter stress og andre mentale livsstilssygdomme på top 5 af trusler mod helbredet.

Vi ved (de fleste af os), at der må gøres noget – eller også er vi blevet ramt af følelsen af at det allerede er for sent. Det er et konstant dilemma hvordan man skal formidle de bekymrende forskningsresultater, så de vækker nok opmærksomhed til at føre til handling – uden samtidig at sprede så meget håbløshed, at folk i stedet rammes af afmagt og såkaldt klimaangst (når angsten for klodens fremtid bliver så overvældende, at det fører til deciderede angstanfald og depression, som det er udbredt blandt klimaforskere.)

En vej at gå er måske, at gøre mental  bæredygtighed til det omdrejningspunkt, der kan gøre det tydeligt, at de holdnings-og adfærdsændringer vi bliver nødt til at gennemgå, hvis vi skal bremse klimaændringerne, i realiteten også er de ændringer, der vil være mest hensigtsmæssige for vores mentale helbred. Sagt på en anden måde : det er det samme teknologi-fikserede vækst-ideal, der skader klimaet, som ligger til grund for vores mentale livsstilssygdomme. Det er de samme adfærdsændringer, der skal til for at gavne miljøet, der ville hjælpe os selv til at finde veje ud af stress, angst og depression.

Kun ved at finde frem til en mere harmonisk relation mellem menneske og natur, kan vi opnå såvel økologisk som mental bæredygtighed.

 

 

Feel free to follow

Velkommen

Velkommen til en levende platform for kritik af en kuldsejlet nutid – og et forum for visioner om en mere bæredygtig fremtid !

Mentalbæredygtighed.nu er et initiativ til at stå imod den afmagtsfølelse, det er let at blive ramt af, når man ser lidt for direkte ind i tidens udfordringer.

Hvis du er interesseret i at booke et foredrag, kan du se mine forskellige forslag på min profil på foredragslisten.


Jeg prøver her på hjemmesiden at samle brikkerne til et klarere billede af sammenhængene i en kaotisk tid, hvor det er altfor let at miste overblikket. Og den der ikke har overblik, taber let muligheden for indflydelse. Men verden ændrer sig så hurtigt i øjeblikket, at også denne side i højere grad er en proces end en facitliste.

Den pandemi af kriser vi i øjeblikket oplever i krydsfeltet mellem klimakrise, øget økonomisk ulighed og en voldsom stigning i mentale livsstilssygdomme, er i realiteten “bare” det seneste – eller det sidste.. – kapitel i historien om menneskers hæmningsløse forsøg på at undertvinge naturen. At overvinde, udnytte og kontrollere den for enhver pris, som vi har gjort med stadig accelererende effektivitet i mindst 500 år. Nu er turen bare kommet til vores sind. Når der ikke er mere vi kan pine ud af dyrene, af skovene, af havene og undergrunden, af de andre – de fremmede, de fattige, de anderledes – er der kun sindet tilbage. Den menneskelige bevidsthed er gennem de seneste 20 år blevet det primære objekt for rovdrift.

Vi lever i en kultur, der har sat marked over menneske og efterladt os med meningstab, afmagt og ensomhed. I forsøget på at indordne os under markedets logik, har vi måttet undertrykke stadig mere af vores menneskelighed, vores natur. Vi har stadig sværere ved at mærke og anerkende hvem vi virkelig er, hvad vi egentlig har brug for. Enhver kritik af strukturelle problemer bliver i disse år vendt til at være et individuelt problem. Som jeg ser det, har den omsiggribende privatisering på alle planer opløst de sidste rester af fællesskab og efterladt alle med en sådan mangel på kontakt, at vi er lette ofre for afhængighed af f.eks de digitale medier, der konstant kæmper om vores opmærksomhed.

Vores hjerner holdes i konstant alarmberedskab af konkurrencesamfundets idealer. Vores nervesystem befinder sig i en evig tilstand af kæmp eller flygt, der reducerer vores evner til såvel refleksion som empati til et minimum.

Jo mere vi bliver behandlet som ting eller maskiner i systemer, institutioner og kalkuler, des mere bliver vi selv som ting og maskiner : sjælløse og uempatiske. Og des mere er vi tilbøjelige til selv at behandle andre som ting og maskiner.
Vi er fanget enten i forsøget på at blive perfekte som maskiner – eller skamme os over ikke at have klaret den.
Vi oplever det  som et individuelt, et personligt problem – ensomheden, meningsløsheden, afmagten, truer med at overvælde os. Fordi selve problemet er netop adskilthed. Hvis vi ikke kan mærke os selv, kan vi heller ikke mærke andre.

Hvad hvis vi i stedet for at være et grænseløst marked for medicin, alkohol, distraktion, coaches, selvhjælpsguruer osv. kunne blive en modstandsgruppe, en bevægelse, et oprør?

Hvad hvis vi afviste privatiseringen af de mentale livsstilssygdomme og i stedet rejste fælles krav om mental bæredygtighed? Krav om at arbejdspladser påtager sig ansvaret for at skabe et bæredygtigt psykisk arbejdsmiljø. Krav om at der undervises i mental bæredygtighed i skoler og på uddannelsesinstitutioner. Krav om at teknologier skal overholde et charter for mental bæredygtighed, der kan forhindre vanedannende funktioner.

Lad os sammen finde mellemrum og strategier for at bryde den selvforstærkende onde cirkel af stress, skam, isolation, afmagt, bedøvelse og digital afhængighed!

Vil du være med til at sige fra ? Gøre modstand ? Lave oprør ? Jeg kan ikke finde ud af at få indsat et kommentarfelt her så abonner på bloggen og skriv kommentarer der 😉


Feel free to follow

Natur/Klima

Bierne dør, vi er midt i den 6. massedød af arter, polerne smelter osv.  Strømmen af skræmmende information om klodens tilstand er stadig tiltagende. Vi ved (de fleste af os), at der må gøres noget – eller også er vi blevet ramt af følelsen af at det allerede er for sent. Det er et konstant dilemma hvordan man skal formidle de bekymrende forskningsresultater, så de vækker nok opmærksomhed til at føre til handling – uden samtidig at sprede så meget håbløshed, at folk i stedet rammes af afmagt og såkaldt klimaangst (når angsten for klodens fremtid bliver så overvældende, at det fører til deciderede angstanfald og depression, som det er udbredt blandt klimaforskere.)

Helt grundlæggende er problemet, at vi har gjort os så afhængige af forbrug og vækst, at vi ikke kan forestille os en verden uden. Vores civilisation bygger på en myte om vækst, om fremskridt, der igen bygger på en myte om at vi, homo sapiens, står over naturen. Med de monoteistiske religioners opfindelse af en gud i menneskets billede grundlagde vi den katastrofale adskillelse mellem menneske og natur. I stedet for at være en integreret del af naturen, bildte vi os ind, at være sat på jorden for at herske over naturen. Konsekvenserne af denne megalomane hybris er nu i fuld gang med at ramme os på alle fronter.

På den ene side er de ændringer af naturen, som menneskets hæmningsløse adfærd har forårsaget – det vi for at skubbe gruen lidt på afstand med et pænt  ord kalder det antropocæne – stille og roligt på vej til at indhente os med oversvømmelser, bidød, storme, skovbrande osv.

På den anden side er de psykiske konsekvenser af adskillelsen mellem menneske  og natur langsomt ved at blive så alvorlige, at WHO sætter stress og andre mentale livsstilssygdomme på top 5 af trusler mod helbredet.

Feel free to follow