Forholdet mellem menneske og natur

Bierne dør, vi er midt i den 6. massedød af arter, polerne smelter osv.  Strømmen af skræmmende information om klodens tilstand er stadig tiltagende.

Helt grundlæggende er problemet, at vi har gjort os så afhængige af forbrug og vækst, at vi har svært ved at forestille os en verden uden. Vores civilisation bygger på en myte om vækst, om fremskridt, der igen bygger på en myte om at vi, homo sapiens, står over naturen. Med de monoteistiske religioners opfindelse af en gud i menneskets billede grundlagde vi en katastrofal adskillelse mellem menneske og natur. I stedet for at være en integreret del af naturen, bildte vi os ind, at være sat på jorden for at herske over naturen. Konsekvenserne af denne megalomane hybris rammer os i disse år på alle fronter.

På den ene side er de ændringer af naturen, som menneskets hæmningsløse adfærd har forårsaget – det vi for at skubbe gruen lidt på afstand med et pænt  ord kalder det antropocæne – i fuld gang med at indhente os med oversvømmelser, bidød, storme, skovbrande osv.

På den anden side er de psykiske konsekvenser af adskillelsen mellem menneske  og natur ved at antage epidemiske proportioner. Det problematiske er både manglen på kontakt med fri natur, og vores manglende respekt for det faktum, at vi selv er natur med de fordele og ulemper det  indebærer. Symptomerne er ved at blive så alvorlige, at WHO sætter stress og andre mentale livsstilssygdomme på top 5 af trusler mod helbredet.

Vi ved (de fleste af os), at der må gøres noget – eller også er vi blevet ramt af følelsen af at det allerede er for sent. Det er et konstant dilemma hvordan man skal formidle de bekymrende forskningsresultater, så de vækker nok opmærksomhed til at føre til handling – uden samtidig at sprede så meget håbløshed, at folk i stedet rammes af afmagt og såkaldt klimaangst (når angsten for klodens fremtid bliver så overvældende, at det fører til deciderede angstanfald og depression, som det er udbredt blandt klimaforskere.)

En vej at gå er måske, at gøre mental  bæredygtighed til det omdrejningspunkt, der kan gøre det tydeligt, at de holdnings-og adfærdsændringer vi bliver nødt til at gennemgå, hvis vi skal bremse klimaændringerne, i realiteten også er de ændringer, der vil være mest hensigtsmæssige for vores mentale helbred. Sagt på en anden måde : det er det samme teknologi-fikserede vækst-ideal, der skader klimaet, som ligger til grund for vores mentale livsstilssygdomme. Det er de samme adfærdsændringer, der skal til for at gavne miljøet, der ville hjælpe os selv til at finde veje ud af stress, angst og depression.

Kun ved at finde frem til en mere harmonisk relation mellem menneske og natur, kan vi opnå såvel økologisk som mental bæredygtighed.

 

 

Feel free to follow

Neoliberalisme

Flexisme

Sociologen Rasmus Willig skriver i den vigtige bog “Afvæbnet Kritik” : “I de seneste år har vi oplevet, hvordan menneskets indre ikke længere  kan holde til det massive pres om at være mere og mere fleksibel. Ideen om fleksibilitet er i en neoliberal tidsalder blevet et tvangsforhold, og – hvad der er mere bekymrende – neoliberalismen fængsler kritikken på en ny og hidtil uset måde. Ikke ved hjælp af hård brutal fysisk vold, men ved hjælp af blød psykisk vold, når den svarer på kritik, heraf bogens titel, Afvæbnet Kritik.

Willigs bog er skarp og præcis i sin påvisning af sammenhængen mellem neoliberalismens kultur og den voksende epidemi af stress :    “Flere undersøgelser har påpeget, at alt for mange sygeplejersker, lærere og pædagoger … oplever, at deres ytringsfrihed er under angreb. Desuden påpeger nyere  forskning, at selvcensur leder til det, der kan betegnes som moralsk stress, dvs. at de, der oplever, at deres ytringer censureres, udsættes for en signifikant negativ stressbelastning, fordi de oplever ikke at kunne tale om de kritisable forhold, som de erfarer i deres arbejdsliv.”

Det svarer fuldkommen til de reaktioner jeg fik, efter jeg havde skrevet kronik om stress i Kristeligt Dagblad. Hvor jeg prøvede at beskrive stress som sjælens besked om at det var på tide at sige fra, svarede mange mennesker, at problemet jo netop ofte var, at man ikke turde sige fra af angst for at blive fyret. Kritik opleves ganske enkelt ikke som en reel mulighed for den enkelte. Hvilket er en af mange grunde til at jeg gerne vil være med til at starte en  folkebevægelse, der kan skabe momentum for en bred kritik af det skred i værdier, der påtvinger folk en umenneskelig grad af fleksibilitet – og undertrykker al dialog.

For mig at se er selve begrebet stress i vid udstrækning et socialt undertrykkende retorisk  greb, der har til formål at vende mulig kritik til selvkritik.

Som Rasmus Willig siger det : “Kommercialiseringen, dvs. neoliberaliseringen af følelseslivet, leder til et falsk selvforhold, fordi strukturelle problemer individualiseres, således at ydre problemer går fri af kritik og reproduceres uden at blive genstand for kritik, korrektion eller politik.”

Du ved du lever i en neoliberalistisk tidsalder når :

– staten vil samle alle borgeres DNA-oplysninger for at sælge dem til BigPharma

– der ikke længere er nogen, der undrer sig over, at vi bliver kaldt forbrugere i stedet for borgere

Feel free to follow