A Call to Cut Back Online Addictions. Pitted Against Just One More Click. – The New York Times

En digital pause kan give muligheden for at genoplive meningsfuldheden i aktivt valgte måder at kommunikere og opretholde sine sociale kontakter.

“I feel more invested in the time I spend with people. And because we interact less frequently, we have this idea that we want to make the most of the experience,” said Ms. Mushakevich, who says she is unlikely to reinstall the Facebook app on her phone. “That makes it seem more meaningful than if we had all of the time in the world, like we do on Facebook.”

Kilde: A Call to Cut Back Online Addictions. Pitted Against Just One More Click. – The New York Times

I deleted WhatsApp for a year and here’s what I learned | Technology | The Guardian

Hvoraf kommer naiviteten, der har ladet os overlade vores data til firmaer, der herefter i realiteten kontrollerer vores sociale liv?

“Our default position is to mistrust strangers and governments, but we trust convenient services without really knowing anything about them. We trust that private companies use our data to “improve our lives”, but we hardly reflect on where our lives are taken. Facebook paid $19bn for a company that has encrypted the contents of messages since 2016 and does not advertise.”

Kilde: I deleted WhatsApp for a year and here’s what I learned | Technology | The Guardian

Digital afhængighed

Diagnosen digital afhængighed og bevidstheden om fænomenet er eksploderet i sidste halvdel af 2017.  Kritikken af de digitale mediers indbyggede afhængighedsskabende mekanismer kommer nu også fra en bred vifte af insiders i Silicon Valley. Og når selv Apples egne investorer begynder at kalde på tiltag for at forebygge digital afhængighed, ved vi at det er på tide at kalde til handling.  Jeg tror de begynder at se risikoen for at blive bombarderet af sagsanlæg ligesom tobaksindustrien, når folk inden længe i større antal bliver bevidst om hvor alvorlige skader smartphones, sociale medier osv. har forvoldt på det mentale miljø. Hvor invaliderende de mentale livsstilssygdomme, som disse medier er stærkt medvirkende til at fremkalde, er. Og hvor meget vi har mistet i de 10-15 år der er gået siden vi tillod disse medier at få så central en plads i vores liv.

I øjeblikket er der en  kærkommen og længe ventet bølge af opmærksomhed på emnet digital afhængighed – og de katastrofale konsekvenser dette misbrug har for vores mentale helbred, vores børns hjerner og den demokratiske udvikling. Det er meget glædeligt og kan forhåbentlig være med til at gøre os allesammen mere bevidste om både vores egen og vores børns adfærd med de afhængighedsskabende smartphones, ipads og sociale medier. Jeg vil her på hjemmesiden og i den tilhørende blog løbende dele ny forskning i emnet.

Men i betragtning af hvilke enorme økonomiske interesser, der ligger bag og hvor hensynsløst de udnytter de nyeste fremskridt indenfor neurovidenskab til at udvikle stadig mere effektive midler til at erobre vores opmærksomhed, skal vi ikke gøre os nogen illusioner om at vi bare kan slukke.

Derfor er det der ligger mig endnu mere på sinde at indkredse årsagerne til at vi er så let bytte for disse Weapons of mass distraction/Weapons of selfdestruction.

Jeg tror det er helt afgørende at vi bliver os disse dybere psyko-sociale sammenhænge bevidst, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at stå imod de digitale mediers stærke tiltrækningskraft.



 

How a half-educated tech elite delivered us into evil | John Naughton | Opinion | The Guardian

There are six core components of any addiction, according to James Roberts’ book ‘Too Much of a Good Thing: Are You Addicted to Your Smartphone?’

  1. Integration: how ever-present the behavior is in daily life.
  2. Euphoria: whether there is a feeling of anticipation or excitement around the behavior.
  3. Tolerance: the need for an ever-increasing ‘dose’ of the behavior to achieve the desired ‘high.’
  4. Withdrawal symptoms: feelings of irritability, stress, anxiousness, desperation and even panic that arise when not engaged in the behavior.
  5. Conflict: the degree to which the behavior impedes relationships with other people.
  6. Relapse: the degree to which attempts to limit the behavior fail.

Read more: http://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-5147871/Social-networking-sites-controlling-mind.html#ixzz53sP79Y1F 

 —————-
En måde at se på afhængighed (uanset om det handler om alkohol, gambling eller digitale medier) handler om at en af de vigtigste underliggende årsager er manglen på forbundethed. Og at en af de bedste veje til at gøre sig fri af afhængigheden derfor kan være kontakt og fællesskaber.

 

Kontakt, fællesskaber, nærvær

 

Samfund

På mange måder er det som om vores tilpasningsevne, konformisme, usikkerhed og mistede evne til at mærke os selv har fået os til at lade virkeligheden glide fra os. Dystopien har sneget sig ind på os uden at vi har opdaget præcis hvor galt det står til. Afmagten tvinger os til at lukke øjnene på uendeligt mange område – klimakrise, umenneskeliggørelse, ulighed, migration, polarisering, radikalisering samt ikke mindst epidemier af mentale livsstilssygdomme som stress, angst og depression.
Fordi vi stadig opretholder troen på idealer som vækst, fremskridt, teknologi, effektivitet, kontrol, er vi fanget i en umulig situation.
Markedet er en hård og hensynsløs religion – vækst en grådig og skinsyg guddom, der konstant kræver nye ofre af det troende : frihed, natur, sjæl, menneskelighed….

Det er som om vi allesammen udmærket ved at den er rent gal. Hjernen er konstant på overarbejde, nervesystemet i alarmberedskab. Vores kognitive evner er reduceret, empati og refleksion sat på vågeblus. Hvis forskere ikke har tid til at forske, fordi de tvinges til dokumentation, administration og indtægtsdækket virksomhed; hvis pædagoger ikke har tid til nærvær, fordi inklusionen af børn med deciderede plejebehov kræver deres fulde opmærksomhed; hvis sundhedspersonale ikke har tid til sygepleje; hvis plejepersonale ikke har tid til omsorg – har vi så ikke nået grænsen? Eller et godt stykke ud over grænsen for hvad vi kan forsvare og acceptere som borgere i et moderne samfund?

Er der nogen, der tror på, at man kan skabe et godt psykisk arbejdsmiljø, hvis det eneste der tæller er konkurrence og økonomisk vækst? For mig at se bider problemerne sig selv i halen. I et samfund, der har sat bundlinjen over alle andre værdier, kan man som individ dårligt andet end at føle sig uden kontrol over sit eget liv (hvis man ikke lige tilhører den 1%, der har magten over verdens-økonomien). Og er der en ting, som al stress-forskning viser, så er det at følelsen af manglende kontrol over ens tilværelse er en central stress-faktor.

Jeg rammes igen og igen af lysten til at melde mig ud – men når jeg ser hvordan den neoliberale afvisning af kritik har netop denne afmagt og opgiven som formål, bliver jeg grebet af trods, af raseri. Jeg bliver nødt til at sige hvad jeg ser, uanset hvor meget konkurrencekulturen kan gøre mig bange for at jeg herved fremstår latterlig, som en taber.

Afmagtsfølelsen, når al kritik bliver kvalt i fødslen – eller før man overhovedet har vovet at undfange en kritisk tanke – er lammende for den enkelte – men også invaliderende for et demokratisk samfund.
Afmagten gør en skamfuld, og skammen får en til at isolere sig. Ensomheden vokser – i England har man netop set sig nødsaget til at tage konsekvensen af den eksplosive vækst i antallet af ensomme, og udnævne en Minister for Loneliness.
Det kan godt være at målet med neoliberal minimalstat og privatisering var at reducere umyndiggørelsen af den enkelte. Men i praksis har den altgennemsyrende markedslogik tværtimod ført til en så udbredt følelse af umyndiggørelse, at jeg tror bunden er ved at være nået.
Nu er det nok!
I længden giver det ikke nogen reel frihed at blive identificeret som forbruger i stedet for som borger.

Vi er forlængst gået alt for langt ad den vej.

Nu er det tid at gøre modstand. At tænke bæredygtigt på alle niveauer og skabe fællesskaber, der kan arbejde aktivt på at fremme FNs verdensmål.