Hævnen fra det indre barn

Når du har ladet pligten styre – eller måske bare gået imod dit temperament og tvunget dig selv til udadvendthed, handling, fart osv. – i længere tid, vil det indre barn til sidst have opsamlet så meget raseri, at selvet er nødt til at finde på alle mulige distraktioner for at holde al den smerte væk fra bevidstheden. Den sætter gang i psykosomatiske smerter og lidelser; den skaber problemer i dit parforhold; den drikker eller det der er værre – og den prøver bare generelt at holde din opmærksomhed fanget med alle tænkelige distraktioner. Der er et kæmpemarked, der lever alene af at tilfredsstille dette behov.
Men hvis du bliver ved med at undgå at mærke den smerte, sorg, raseri, der presser sig på, vil den blive ved med at hjemsøge dig – enten som forskudt vrede i form af road rage osv – eller i form af stress, depression, angst, psykosomatiske lidelser, parforholdsproblemer, afhængigheder osv.
Den bæredygtige strategi er i stedet at begynde at give det indre barn den omsorg, det kalder på – at give det chancen for at gøre sorgen om.
På mange måder er det indre barn et væsen, der må behandles som et almindeligt barn. Hvis man ignorerer, svigter, bebrejder, skammer det osv. kommer det tilbage med en grusom pubertet, spisevægring eller anden selvskadende adfærd osv.
Vi må i stedet lære at brug Plan B og give det indre barn de nødvendige kompetencer til at udtrykke sine følelser mere adækvat.

Feel free to follow

Samfund

På mange måder er det som om vores tilpasningsevne, konformisme, usikkerhed og mistede evne til at mærke os selv har fået os til at lade virkeligheden glide fra os. Dystopien har sneget sig ind på os uden at vi har opdaget præcis hvor galt det står til. Afmagten tvinger os til at lukke øjnene på uendeligt mange område – klimakrise, umenneskeliggørelse, ulighed, migration, polarisering, radikalisering samt ikke mindst epidemier af mentale livsstilssygdomme som stress, angst og depression.
Fordi vi stadig opretholder troen på idealer som vækst, fremskridt, teknologi, effektivitet, kontrol, er vi fanget i en umulig situation.
Markedet er en hård og hensynsløs religion – vækst en grådig og skinsyg guddom, der konstant kræver nye ofre af det troende : frihed, natur, sjæl, menneskelighed….

Det er som om vi allesammen udmærket ved at den er rent gal. Hjernen er konstant på overarbejde, nervesystemet i alarmberedskab. Vores kognitive evner er reduceret, empati og refleksion sat på vågeblus. Hvis forskere ikke har tid til at forske, fordi de tvinges til dokumentation, administration og indtægtsdækket virksomhed; hvis pædagoger ikke har tid til nærvær, fordi inklusionen af børn med deciderede plejebehov kræver deres fulde opmærksomhed; hvis sundhedspersonale ikke har tid til sygepleje; hvis plejepersonale ikke har tid til omsorg – har vi så ikke nået grænsen? Eller et godt stykke ud over grænsen for hvad vi kan forsvare og acceptere som borgere i et moderne samfund?

Er der nogen, der tror på, at man kan skabe et godt psykisk arbejdsmiljø, hvis det eneste der tæller er konkurrence og økonomisk vækst? For mig at se bider problemerne sig selv i halen. I et samfund, der har sat bundlinjen over alle andre værdier, kan man som individ dårligt andet end at føle sig uden kontrol over sit eget liv (hvis man ikke lige tilhører den 1%, der har magten over verdens-økonomien). Og er der en ting, som al stress-forskning viser, så er det at følelsen af manglende kontrol over ens tilværelse er en central stress-faktor.

Jeg rammes igen og igen af lysten til at melde mig ud – men når jeg ser hvordan den neoliberale afvisning af kritik har netop denne afmagt og opgiven som formål, bliver jeg grebet af trods, af raseri. Jeg bliver nødt til at sige hvad jeg ser, uanset hvor meget konkurrencekulturen kan gøre mig bange for at jeg herved fremstår latterlig, som en taber.

Afmagtsfølelsen, når al kritik bliver kvalt i fødslen – eller før man overhovedet har vovet at undfange en kritisk tanke – er lammende for den enkelte – men også invaliderende for et demokratisk samfund.
Afmagten gør en skamfuld, og skammen får en til at isolere sig. Ensomheden vokser – i England har man netop set sig nødsaget til at tage konsekvensen af den eksplosive vækst i antallet af ensomme, og udnævne en Minister for Loneliness.
Det kan godt være at målet med neoliberal minimalstat og privatisering var at reducere umyndiggørelsen af den enkelte. Men i praksis har den altgennemsyrende markedslogik tværtimod ført til en så udbredt følelse af umyndiggørelse, at jeg tror bunden er ved at være nået.
Nu er det nok!
I længden giver det ikke nogen reel frihed at blive identificeret som forbruger i stedet for som borger.

Vi er forlængst gået alt for langt ad den vej.

Nu er det tid at gøre modstand. At tænke bæredygtigt på alle niveauer og skabe fællesskaber, der kan arbejde aktivt på at fremme FNs verdensmål.

Feel free to follow

Mentale livsstilssygdomme

Alle statistikker peger på en eksplosiv vækst i tilfældene af stress, depression og angst.

I en kultur der er gennemsyret af neoliberalistisk konkurrencelogik, er det blevet en selvfølge, at al kritik, der tidligere ville have været rettet mod systemer og strukturelle problemer, vendes tilbage mod individet. Det er dig, der ikke er tilstrækkeligt robust, forandringsvillig, fleksibel, omstillingsparat osv.  Kritik bliver til selvkritik. Og skammen over ikke at kunne klare mosten kaster stadig mere kortisol på bålet – med udbrændthed som den naturlige konsekvens.

Hvad hvis vi i stedet betragtede den epidemiske bølge af mentale lidelser som en konsekvens af et sundhedsskadeligt mentalt miljø? Hvis vi kaldte disse lidelser “mentale livsstilssygdomme” i stedet for at betragte dem som individuelle og forårsaget af personlige psykiske problemer?

 

—-

Mængden af forskning, der påviser hvordan digital afhængighed påvirker det mentale helbred negativt, eksploderer i denne tid.

Phone Addiction Is Real — And So Are Its Mental Health Risks – forbes 11/12 2017

Samtidig med at det er stadig mere anerkendt at se kontakt som den eneste kur mod afhængighed.

 

 

 

 

Feel free to follow