Washington Monthly | How to Fix Facebook—Before It Fixes Us

Så kort og præcist kan det siges:

“Whenever you log into Facebook, there are millions of posts the platform could show you. The key to its business model is the use of algorithms, driven by individual user data, to show you stuff you’re more likely to react to. Wikipedia defines an algorithm as “a set of rules that precisely defines a sequence of operations.” Algorithms appear value neutral, but the platforms’ algorithms are actually designed with a specific value in mind: maximum share of attention, which optimizes profits. They do this by sucking up and analyzing your data, using it to predict what will cause you to react most strongly, and then giving you more of that. Algorithms that maximize attention give an advantage to negative messages. People tend to react more to inputs that land low on the brainstem. Fear and anger produce a lot more engagement and sharing than joy. The result is that the algorithms favor sensational content over substance.”

Kilde: Washington Monthly | How to Fix Facebook—Before It Fixes Us

Feel free to follow

Hævnen fra det indre barn

Når du har ladet pligten styre – eller måske bare gået imod dit temperament og tvunget dig selv til udadvendthed, handling, fart osv. – i længere tid, vil det indre barn til sidst have opsamlet så meget raseri, at selvet er nødt til at finde på alle mulige distraktioner for at holde al den smerte væk fra bevidstheden. Den sætter gang i psykosomatiske smerter og lidelser; den skaber problemer i dit parforhold; den drikker eller det der er værre – og den prøver bare generelt at holde din opmærksomhed fanget med alle tænkelige distraktioner. Der er et kæmpemarked, der lever alene af at tilfredsstille dette behov.
Men hvis du bliver ved med at undgå at mærke den smerte, sorg, raseri, der presser sig på, vil den blive ved med at hjemsøge dig – enten som forskudt vrede i form af road rage osv – eller i form af stress, depression, angst, psykosomatiske lidelser, parforholdsproblemer, afhængigheder osv.
Den bæredygtige strategi er i stedet at begynde at give det indre barn den omsorg, det kalder på – at give det chancen for at gøre sorgen om.
På mange måder er det indre barn et væsen, der må behandles som et almindeligt barn. Hvis man ignorerer, svigter, bebrejder, skammer det osv. kommer det tilbage med en grusom pubertet, spisevægring eller anden selvskadende adfærd osv.
Vi må i stedet lære at brug Plan B og give det indre barn de nødvendige kompetencer til at udtrykke sine følelser mere adækvat.

Feel free to follow

Stress

Med et konkurrence-orienteret arbejdsmarked, hvor indtjening er det eneste styrende parameter, og konstant vækst, effektivisering osv. som konsekvens er en selvfølge, frarøves vi stadig mere af vores menneskelighed. Som medarbejder presses man konstant til at gå stadig mere på kompromis med sine værdier. Når sjælen til sidst reagerer på de umenneskelige vilkår, ved at tvinge en til at sige fra med stadig voldsommere fysiske symptomer, kalder vi det stress. Med et snuptag gøres den sunde reaktion på en usund situation til et personligt, individuelt problem. Du får en diagnose, en sygemelding, og en  recept på noget angstdæmpende, noget humørløftende, noget søvndyssende osv.

Ovenstående er et sammenkog af en kronik om stress, jeg havde i Kristeligt Dagblad i oktober 2017  – du kan læse hele kronikken -“Den stressramte er ikke syg – det er vores kultur” –  her.

Jeg var overrasket over hvor meget den blev delt og læst og kommenteret af mennesker fra alle mulige brancher. Og det var en af årsagerne til at jeg har valgt at gå videre med at prøve at artikulere den kritik, som mange åbenbart syntes ramte deres egen oplevelse på kornet.


Der siges og skrives uendeligt meget forskelligt om stress i disse år.  Kloge forskere og behandlere har masser af gode analyser, forklaringer og anvisninger på strategier til at komme videre, når man er blevet så ramt, at man er syg. På disse sider er jeg mere optaget af de dybere samfundsmæssige årsager til at så mange mennesker ikke kan få livet til at hænge sammen og ender med at pådrage sig det jeg kalder mentale livsstilssygdomme. Vi har et sundhedssystem, der ser meget teknisk/biologisk på psykiske sygdomme. Psykiatrien vil gerne have flere penge til forebyggelse, men beskriver stadig psykiske lidelser, som “noget der kommer snigende”. På trods af at antallet af folk med behov for behandling vokser eksplosivt og WHO forudser at depression bliver den mest udbredte sygdom om 10-15 år.

Det er min overbevisning, at denne voldsomme vækst kun kan forstås – og tackles – hvis man begriber og anerkender de helt direkte sammenhænge mellem kultur og sygdom. Og altså begynder at tale om mentale livsstilssygdomme, som noget, der kan forebygges ved at ændre levevilkår – ligesom vi allerede længe har gjort det om de fysiske livsstilssygdomme – fedme, diabetes, hjertesygdomme, lungekræft osv.

Helt kort fortalt opfatter jeg stress – i den form, hvor man “går ned” – som et traume, der bliver ætset ind i nervesystemet. Hvis man er uheldig giver det varige skader på de kognitive funktioner og kan blive noget man må kæmpe med resten af livet. Det er en af grundene til at det er så fuldkommen afgørende, at vi tager epidemien alvorligt. Jo flere der bliver skadet, jo færre kognitive ressourcer har vi som kultur til at løse de problemer, vi har fået skabt.


For mig at se er en af de vigtigste kilder til stress, at såvel konkurrencekulturen som de digitale teknologier misbruger vores nervesystem.

En måde at beskrive nervesystemet på er at det består af 3 grundlæggende funktionaliteter, der skal være nogenlunde i balance for at vi trives :

  • Et trusselssystem, drevet af adrenalin og kortisol, der gør at vi kan reagere på farer, så vi kan sikre vores overlevelse – Fight or Flight
  • Et motivationssystem, drevet af dopamin, der gør at vi har lyst at handle og præstere for at få en belønning – Jagt og konkurrence
  • Et beroligelsessystem, drevet af oxytocin, der sørger for at vi restituerer fysisk, følelsesmæssigt og socialt – Omsorg, kærlighed, fællesskab

Et arbejdsmarked, der har gjort markedsøkonomiens konkurrencekultur til et uomgængeligt vilkår, udnytter konstant såvel motivations- som trussels-systemet. Hvis du ikke klarer mosten, er det ud. Der er ingen flexicurity længere. Ingen plads til at fravælge acceleration, vækst, effektivisering.

Når privatlivets fred derudover uafbrudt bliver forstyrret – dels af flydende grænser mellem arbejde og fritid, dels af fristende distraktions-teknologier, der insisterer på interaktion – er der ikke meget plads til den hvile, intimitet og nærvær, der skal til for at få de vigtige doser af oxytocin, som er nødvendige for et liv i mental balance.


Her er en rask lille video om de måder stress påvirker hjernen, og hvordan en del af konsekvenserne af stress i praksis bliver nedarvet til kommende generationer.

How does stress affect your brain?

How chronic stress can affect your brain's size, structure, and how it functions:

Opslået af Constantly Curious på 10. januar 2018

Feel free to follow

Samfund

På mange måder er det som om vores tilpasningsevne, konformisme, usikkerhed og mistede evne til at mærke os selv har fået os til at lade virkeligheden glide fra os. Dystopien har sneget sig ind på os uden at vi har opdaget præcis hvor galt det står til. Afmagten tvinger os til at lukke øjnene på uendeligt mange område – klimakrise, umenneskeliggørelse, ulighed, migration, polarisering, radikalisering samt ikke mindst epidemier af mentale livsstilssygdomme som stress, angst og depression.
Fordi vi stadig opretholder troen på idealer som vækst, fremskridt, teknologi, effektivitet, kontrol, er vi fanget i en umulig situation.
Markedet er en hård og hensynsløs religion – vækst en grådig og skinsyg guddom, der konstant kræver nye ofre af det troende : frihed, natur, sjæl, menneskelighed….

Det er som om vi allesammen udmærket ved at den er rent gal. Hjernen er konstant på overarbejde, nervesystemet i alarmberedskab. Vores kognitive evner er reduceret, empati og refleksion sat på vågeblus. Hvis forskere ikke har tid til at forske, fordi de tvinges til dokumentation, administration og indtægtsdækket virksomhed; hvis pædagoger ikke har tid til nærvær, fordi inklusionen af børn med deciderede plejebehov kræver deres fulde opmærksomhed; hvis sundhedspersonale ikke har tid til sygepleje; hvis plejepersonale ikke har tid til omsorg – har vi så ikke nået grænsen? Eller et godt stykke ud over grænsen for hvad vi kan forsvare og acceptere som borgere i et moderne samfund?

Er der nogen, der tror på, at man kan skabe et godt psykisk arbejdsmiljø, hvis det eneste der tæller er konkurrence og økonomisk vækst? For mig at se bider problemerne sig selv i halen. I et samfund, der har sat bundlinjen over alle andre værdier, kan man som individ dårligt andet end at føle sig uden kontrol over sit eget liv (hvis man ikke lige tilhører den 1%, der har magten over verdens-økonomien). Og er der en ting, som al stress-forskning viser, så er det at følelsen af manglende kontrol over ens tilværelse er en central stress-faktor.

Jeg rammes igen og igen af lysten til at melde mig ud – men når jeg ser hvordan den neoliberale afvisning af kritik har netop denne afmagt og opgiven som formål, bliver jeg grebet af trods, af raseri. Jeg bliver nødt til at sige hvad jeg ser, uanset hvor meget konkurrencekulturen kan gøre mig bange for at jeg herved fremstår latterlig, som en taber.

Afmagtsfølelsen, når al kritik bliver kvalt i fødslen – eller før man overhovedet har vovet at undfange en kritisk tanke – er lammende for den enkelte – men også invaliderende for et demokratisk samfund.
Afmagten gør en skamfuld, og skammen får en til at isolere sig. Ensomheden vokser – i England har man netop set sig nødsaget til at tage konsekvensen af den eksplosive vækst i antallet af ensomme, og udnævne en Minister for Loneliness.
Det kan godt være at målet med neoliberal minimalstat og privatisering var at reducere umyndiggørelsen af den enkelte. Men i praksis har den altgennemsyrende markedslogik tværtimod ført til en så udbredt følelse af umyndiggørelse, at jeg tror bunden er ved at være nået.
Nu er det nok!
I længden giver det ikke nogen reel frihed at blive identificeret som forbruger i stedet for som borger.

Vi er forlængst gået alt for langt ad den vej.

Nu er det tid at gøre modstand. At tænke bæredygtigt på alle niveauer og skabe fællesskaber, der kan arbejde aktivt på at fremme FNs verdensmål.

Feel free to follow

Mentale livsstilssygdomme

Alle statistikker peger på en eksplosiv vækst i tilfældene af stress, depression og angst.

I en kultur der er gennemsyret af neoliberalistisk konkurrencelogik, er det blevet en selvfølge, at al kritik, der tidligere ville have været rettet mod systemer og strukturelle problemer, vendes tilbage mod individet. Det er dig, der ikke er tilstrækkeligt robust, forandringsvillig, fleksibel, omstillingsparat osv.  Kritik bliver til selvkritik. Og skammen over ikke at kunne klare mosten kaster stadig mere kortisol på bålet – med udbrændthed som den naturlige konsekvens.

Hvad hvis vi i stedet betragtede den epidemiske bølge af mentale lidelser som en konsekvens af et sundhedsskadeligt mentalt miljø? Hvis vi kaldte disse lidelser “mentale livsstilssygdomme” i stedet for at betragte dem som individuelle og forårsaget af personlige psykiske problemer?

 

—-

Mængden af forskning, der påviser hvordan digital afhængighed påvirker det mentale helbred negativt, eksploderer i denne tid.

Phone Addiction Is Real — And So Are Its Mental Health Risks – forbes 11/12 2017

Samtidig med at det er stadig mere anerkendt at se kontakt som den eneste kur mod afhængighed.

 

 

 

 

Feel free to follow