Fri os fra algoritmerne

(Må for en ordens skyld lige nævne, at denne tekst er skrevet i december 2017 – altså før afsløringerne om Cambridge Analytica).

Cookies, anyone?

Vi siger kækt “ja til cookies”, når vi bliver spurgt på en hjemmeside, uden at ane hvad det i praksis betyder. Hvem siger nej til cookies ? Algoritmer, big data, data mining – fantastiske ord med en aura ophøjet videnskabelighed, som ingen har lyst til at afsløre de ikke forstår en lyd af.
Altsammen veldesignet magt-sprog, der camouflerer hvad det i virkeligheden drejer sig om. Det er måder at sætte data sammen, som firmaer, der kan tjene penge på resultatet har programmeret deres computer med, så de kan tracke vores adfærd, analysere sig frem til vores behov og præferencer – og sælge denne viden til højestbydende – annoncører osv.
Dine behov, begær og længsler bliver omhyggeligt kortlagt, så man ved præcis hvad der skal til for at få dig til at punge ud – eller hvad man nu har til hensigt at manipulere dig til. Store koncerner samler enorme formuer i skattely ved at samle og sælge denne viden om dig. Jo mere de ved, des rigere bliver de. Hver gang du giver dem oplysninger som – “jeg er her” – lægger du penge i lommen på dem.

Alle de spor du sætter uden at vide det:
– Film du ser, eller søger, på Netflix
– Hvilke steder du søger på maps eller gps
– Hvilke steder du siger til facebook at du befinder dig
– Hvilke varer du køber – på Amazon og alle mulige andre steder
– Hvad du spørger Siri om
– Hvilke billeder, artikler, videoer du liker, deler, ser på facebook, instagram, snapchat, linkedin osv.
– Hvad du søger på Google, Wikipedia (?) osv.
– Hvilke videoer du ser (og søger) på Youtube, kanaler du abonnerer på
– Hvor du hæver penge
– Hvor du bruger mobilepay
– Hvilke apps du køber
– Hvilke online-spil du spiller – og hvor god du er
– Hvilke bets du placerer, hvis du er på online-betting
– Hvilken e-sport du dyrker
– Hvilke dating-sider du bruger – og hvordan du præsenterer dig…
– Hvilke rejser du søger og bestiller

Stadig mere udbredt bliver også digitale assistenter, der kan finde alt hvad du interesserer dig for – som Siri på mobile Applegadgets, som skolebørn har vældigt meget fis af på deres Ipads…
Drømme-scenariet – for industrien – er tilsyneladende en funktion, der “hurtigt vil lære dig at kende bedre end du selv gør” ved at akkumulere data om al din adfærd i det digitale rum. Ideen sælges til brugerne som en feature, der kan gøre livet nemmere. Men spørgsmålet er om det ikke primært bliver nemmere at sælge dig ting?

Tilsammen skaber alle disse cookie-krummer du efterlader på din vej gennem den digitale skov så mange sigtepunkter, at du står fanget som et rådyr i billygterne, hvis der er nogen der vælger at bruge det imod dig.
For dem, der kan bruge at vide hvem du er, står du lysende klart og tydeligt frem.
Bedre end fingeraftryk, bedre end DNA, fordi det fortæller alt om dig – og ikke bare er en teknisk beskrivelse.
Det kan godt være Apple stadig nægter at åbne låste telefoner for kriminelle efterforskninger, men det betyder vel dybest set kun, at det er fuldkommen afgørende for deres forretningsmodel, at folk bevarer tilliden og bliver ved med at lade Apple tracke al deres adfærd – til kommercielle formål.

Forestil dig at al den viden om dig er samlet i en stor computer (eller “skyen” som man så poetisk kalder det for tiden), der udfra alle de oplysninger kan udregne med ekstremt stor præcision nøjagtigt hvilke varer, ydelser, aktiviteter og holdninger det kan betale sig at foreslå dig, fordi der er en stor sandsynlighed for at du kan lide hvad du ser. Customisering kaldte man det i starten – og så lød det attraktivt, som at have sin egen skrædder, der syede tøj til en. Og hvis nettet stadig kun optog en brøkdel af din tid – var et hjørne af din kontakt med andre, af dine nyheder, at dine indkøb – så var det jo fjing-fjong.
Men når vi i stadig større omfang lægger størstedelen af alle disse aktiviteter på nettet, betyder det at mængden af tilfældigheder, af den sjæle-nærende serendipity, bliver begrænset til et minimum. Du ser kun det, du allerede forventes at have lyst til at se. Tror du virkelig stadig du er fri?
Verden bliver større, tænker vi – men samtidig bliver vi selv muligvis stadig mindre indeni, hvis vi aldrig udsættes for andet en nøjagtigt målrettede budskaber – info, annoncer, viden, fakta, holdninger.
What you want is what you get – lyder måske som et drømmescenarie, men er det i virkeligheden en dødsdom for en art, der er besjælet med et dybt behov for nødvendighed og mening?

Enhver menneskelig svaghed er døren til et muligt marked.
Det er derfor det man kalder data-mining er så stor en trussel mod vores integritet.
I den analoge verden er det naturligvis den samme grundmekanisme, der styrer markedet – man henvender sig til folks forfængelighed, angst, lave selvværd, statusbehov – og sælger alt fra undertøj og parfume til biler og våben på løfter om skønhed, ungdom, sikkerhed, tryghed osv.
Hvor idiotisk, nedværdigende og destruktivt man end kan synes det er på den måde konstant at fodre angst og lavt selvværd for at få folk til at fortsætte et forbrug, som vi allesammen ved at kloden ikke kan bære, så foregår det i princippet i det åbne.
Problemet når hele denne manipulations-maskine bevæger sig ind i det digitale rum er, at vi forestiller os, at vi har samme relative frihed til at købe eller lade være, som vi har når vi går en tur i Fields eller på Strøget. Eller at den demokratiske proces – debat, valgkamp osv. – er ligesom en gade med valgplakater og et forsamlingshus med valgtaler, hvor vi selv kan vælge frit hvad vi ser på, hvem vi lytter til.
Men i den digitale verden, som vi har ladt den udvikle sig, med store korporationer som Google og Facebook, der har stort set uhindret adgang til at samle alle typer af oplysninger om os – om vores adfærd og de svagheder den afslører – er mulighederne for at manipulere med os ubegrænsede og i vidt omfang usynlige.
Undersøgelser viser at der ikke skal mere end 3 likes til for at Facebooks algoritmer med stor sikkerhed kan afgøre om du er homoseksuel. Teknisk er det muligt at målrette annoncer efter f.eks, facebook-brugeres mentale tilstand – lavt selvværd, depression, angst osv. Her og nu har facebook igangsat en metode til at benytte disse data til selvmordsforebyggende arbejde, hvilket naturligvis er en smuk tanke. Men spørgsmålet er hvorvidt et kommercielt monopol som facebook har nogen grund til at begrænse brugen af denne viden til filantropi.

Der opstår de vildeste selvforstærkende feedback-loops, når enhver stigning i efterspørgslen på f.eks. overlevelsespakker på det digitale marked bliver registreret fra sekund til sekund og straks besvares af et massivt boom i udbud, fordi man øjner gode fortjenester. Udbuddet markedsføres målrettet til dem, hvis angst og bekymring man allerede har registreret udfra deres tidligere søgninger, likes og køb på nettet. Hvilket naturligvis igen gøder angsten – og dermed sandsynligheden for en handel. Med lidt snilde kan man også sørge for at et par nyhedshistorier vinkles på en særligt angstprovokerende måde – og placeres strategisk i nyheds-strømmen hos den dokumenteret ængstelige målgruppe. Og så ruller forretningen. Der i praksis ligeså godt kunne være en politisk bevægelse, der er ude for at skabe opbakning med løfter om tryghed gennem f.eks hårdere straffe etc.
Der er med digitale medier og adfærdstracking ved hånden ikke noget enklere i verden end at udnytte de psykologiske mekanismer vi kender fra f.eks. børskrak, hvor der ikke skal meget mere til end en bekymret gruppe, der pludselig sælger ud, for at hele markedet vælter i et anfald af panik – en massepsykotisk domino-effekt.
Jo mere viden om vores svagheder vi tillader de digitale monopoler at samle om os, des mere sårbare bliver vi som demokrati over for manipulation og massepsykoser.
Hvis nogen ser en politisk fordel i at gøre dig vred – f.eks op til en afstemning om løsrivelse fra EU, uafhængighed eller noget andet (se Brexit, Catalonien, Trump-valg, det tyske valg osv.) – fordi de, som f.eks. Rusland kan have interesser i et ustabilt EU, så er det ikke svært at skaffe sig viden om hvad der skal til for at få dit pis i kog. Hvad har du disliket? Hvilke artikler om korruption har du ukritisk liket – måske uden at læse dem eller uden at checke om de var faktuelle og velunderbyggede?
Al den adfærd kombineret med oplysninger om din bopæl, din ægteskabelige status, jobstatus osv. giver de politiske annoncørers algoritmer mere end nok viden til at sørge for, at du ser netop de annoncer – og artikler og opslag – der gør dig til en nyttig aktør i en ny bølge af radikalisering – eller bare stemmekvæg, der nyder at føle dig som en del af noget, der ligner en anti-elitær bevægelse, selvom det muligvis kun eksisterer som et fatamorgana på nettet.

Jeg hører tit folk sige, at det er ligesom aviser altid har været – fulde af manipulation – og at vi bare må træne vores kritiske sans og færdigheder stadig mere.
Det er for mig at se en naiv forestilling, der dels glemmer at populisme, polarisering og politisk ukorrekthed netop ikke taler til segmenter, der hylder – eller overhovedet kender – begrebet kildekritik.
Derudover skaber algoritmerne en afgørende forskel. Du ser kun den information, som er rettet mod dig og tilpasset netop dit kritiske potentiale, dine kompetencer eller fravær af samme.
Med adgang til ubegrænset information om dig, og uendelig databehandlingskraft til at bearbejde denne viden til at at målrette alle budskaber minutiøst efter dine svage, letpåvirkelige punkter, er “kritisk sans” i traditionel forstand for mig at se en illusion, et naivt selvbedrag.

De kritiske filtre må derfor nødvendigvis installeres på et overordnet niveau. Det er virkelig ikke fordi jeg er en stærk fortaler for kontrol og centralisering, men med de risici, som jeg ser fra et monopoliseret kommercielt net med fri adgang til alle vores data, kan jeg ikke se andet håb for vores frihed og vores demokrati end gennem love og regulativer at begrænse indsamlingen og salget af vores data.

Ligger der ikke den vildeste undertrykkelse i at holde os fast i troen om, at det er håbløst at gøre modstand. At det er omsonst at sige fra. At der ikke er nogen alternativer. At dette er Udviklingen – i bestemt form. Jeg hører jævnligt folk sige ting som “i fremtiden vil…” – som om manuskriptet er skrevet forlængst og udenfor redigeringsmæssig rækkevidde.
Der er altid alternativer – vi er mennesker, vi har et valg.
Der er mange mulige udviklinger på ethvert givet tidspunkt, hvis vi vælger at have modet til at tage ansvar for fremtiden. Her og nu. Hver især.