Dystopiernes tidsalder

“Black Mirror”, “Handmaids´ tale” osv. Dystopierne boomer på alle platforme. Men den virkelige dystopi er slet ikke fremtiden. Den er her allerede. Vi lever midt i et science fiction-mareridt.

For mig at se lever vi forlængst i en dystopi af den mørkeste slags.
Grådighed, egoisme, umenneskeliggørelse, systemer før mennesker, profit, effektivisering, automatisering, virtualisering, fremmedhad, klimakrise, mentale livsstilssygdomme, stress, depression, angst, robusthedskult, sjæledød, udstødt prækariat, polarisering, radikalisering, ekstremisme, bander, fake news, manipulation, magtkoncentrationer, angstindustri, afhængighedsindustri, weapons of mass distraction.
Men vi har vænnet os til det som kogte frøer – kalder det dagens orden, udviklingen, fremtiden. Vi er allerede så mættet af angst, at det er næsten uudholdeligt at se gruen i øjnene og mærke vores afmagt. Det er svært at holde fast i at være menneske, når alle systemer omkring os gør en til en ting, et nummer, en forbruger.
Det er svært at se dystopien i ens egen tid – bjælken i ens eget øje.

Det bekymrer mig at vores tilpasningsevne, konformisme, usikkerhed og mistede evne til at mærke os selv har fået os til at tillade  virkeligheden at glide fra os. Dystopien har sneget sig ind på os uden at vi har opdaget præcis hvor galt det står til. Afmagten tvinger os til at lukke øjnene på uendeligt mange områder – klimakrise, umenneskeliggørelse, epidemier af mentale livsstilssygdomme som stress, angst, depression osv., ulighed, migration, polarisering, radikalisering osv.
Fordi vi stadig opretholder troen på idealer som vækst, fremskridt, teknologi, effektivitet, kontrol, er vi fanget i en umulig situation. At der bliver spildt endeløse ressourcer på at stræbe efter udødelighed, robotter, AI, rumfart, IOT og andre former for teknologisk hybris, er absurd, når verden står på kanten af økologisk kollaps og dramatiske demografiske omrokeringer, der burde have al vores opmærksomhed.
Vi bliver nødt til at opgive illusionen om at det er teknologier, der skal, endsige kan, redde os.
Vi er forlængst gået alt for langt ad den vej.

“Tilbage til naturen” har i mange år været brugt som en hånlig nedgørelse af alternative ideer.
Jeg tror vores eneste mulighed for overlevelse som art er at komme frem til naturen igen.
Indse og forstå, at vi er natur. Vi er dødelige, fejlbarlige og sårbare. Vi er afhængige af naturen – på alle måder – fordi vi er en del af den. Den ernærer os såvel fysisk som mentalt. Når vi mister kontakten med naturen – omkring os og i os selv – mister vi muligheden for mental bæredygtighed.
Vi bliver nødt til at genoprette respekten for naturen i og omkring os.

Tilbage til naturen er ikke en trussel, men et håb – vores eneste.

 

Feel free to follow

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *