Diagnosekultur

Der er boom i de mentale lidelser. Antallet stiger. Både af lidelser og af lidende.Stress, depression, angst, ADHD, Asperger, OCD, anorexi, bulimi, selvskadende adfærd, hypersensitivitet, hyperaktivitet, irritabel tyktarm osv. osv.

Diskussionen ruller. Er der flere, der er syge, eller er vi bare blevet mere aktive med diagnoserne ? Svært, umuligt at sige.

Helt pragmatisk set : Hvis en diagnose gør at nogen, der har det skidt får det bedre, er diagnosen en god ting. Hvis diagnosen stigmatiserer, problematiserer, passiviserer, og patientgør et menneske, der med en anden tilgang til sine lidelser/sine udfordringer kunne have gået en proaktiv, self-empowering vej, der havde øget selvværdet og skabt et helt og funktionelt individ, så var diagnosen måske en dårlig ting.

Jeg afviser ikke, at man kan aflæse typiske mønstre i en hjernescanning, hos de der f.eks har symptomer på ADHD.

Jeg afviser ikke, at der kan findes medicin, der kan lindre symptomerne.

Jeg afviser ikke, at det kan være en befrielse at få en diagnose (ligesom det kan være en befrielse  at tro på gud).

Fordelene er klare :

– at kunne slippe skyld og skam for års svigt og utilstrækkelighed

– at føle sig set og forstået – omsider

– at føle sig anerkendt

– at blive del af et fællesskab

– at få ord til at tale om problemet

– at få argumenter for at bede om hjælp

– at få redskaber til at indrette sit liv mere hensigtsmæssigt.

Men samtidig vil jeg gerne se hvad der sker, hvis vi vender billedet på hovedet. Ikke bare for at vende det på hovedet, men fordi det på trods af fordelene ved diagnose og medicinering, måske i det lange løb vil være mere hensigtsmæssigt og løsningsorienteret at ophæve (eller i hvert fald begrænse) privatiseringen af disse symptomer – og i stedet vende blikket mod de kulturelle tendenser, der fremprovokerer og forværrer symptomerne hos stadig flere.

Hvad hvis vi holder op med at betragte diagnosen som en beskrivelse af hvem vi er, men i stedet betragter den som en måde at beskrive en gruppe af symptomer, der kan have en række forskellige årsager?

Hvad nu hvis alle hjerner (ligesom alle kroppe) er forskellige?

Vi har forskellige anlæg, forskellige styrker, forskellige svagheder.

Under visse forhold er der nogen, der udvikler visse lidelser – eller måske bare visse symptomer.   Nogen kan spise alt, andre har en mere følsom mave.   Det plejer vi ikke at lægge nogen til last.   Og ligedan med hjernen. Nogen påvirkes mere end andre af det, hjernen udsættes for.

Og når man scanner dem, ser hjernen sikkert også anderledes ud (i hvert fald, når de er begyndt at have symptomer på overbelastning). Og måske kan medicin som f.eks ritalin dæmpe uro og andre symptomer – ligesom pantoprazol kan dæmpe smerter og ubehag forvoldt af syre i maven. Men i sidste ende handler problemet om det, der er kommet ind. Det ses tydeligt på rådene til både børn og voksne ADHD’er, til stressramte osv. Ro, rutine, forudsigelighed, struktur og fysisk aktivitet  osv. er den bedste forebyggelse af symptomer.

For om det ender med diagnosen stress, depression, ADHD, angst, irritabel tyktarm eller noget helt sjette kunne se ud til i høj grad at afhænge af hvornår præcis man knækker sammen – hvilke symptomer man lider mest under og hvem man vælger at søge hjælp hos – altså hvem man giver retten (og magten) til at definere en.

Når man ser overordnet på forløb og symptomer, ligner det mere end noget andet et stort, diffust felt, hvor det er tilfældigheder, der afgør hvor præcis man bliver placeret.

Kernen i det hele er et mentalt overload, der skaber alverdens fysiske, kognitive og følelsesmæssige symptomer.

Var det så ikke mere interessant at se på det mentale overload, end på pilleriet om denne ene diagnose er mere ”sand” end den anden ?

I realiteten er diagnosen kun interessant for den enkelte som billet til anerkendelse og hjælp.

På alle andre måder handler diagnoserne om at privatisere et samfundsproblem – og skabe nye markeder for medicin-industrien.