Gøren eller væren?

Som kultur har vi nedprioriteret væren til fordel for gøren, handlen. Det er ikke nok bare at være. Vi må handle konstant. Handle og gøre ved. Handle os ud af det – ud og handle. Vi har ikke lært bare at være – være os selv, i os selv, i balance, i ro. Vi kan ikke mærke os selv, hvis vi bare er – vi er nødt til at blive set for at føle vi er. Derfor kæmper alle om opmærksomheden. Eller handler.

I overensstemmelse med protestantisk tradition har vi kun ret til at være, hvis vi handler, arbejder. I overensstemmelse med kapitalistisk tradition har vi kun ret til at være en del af samfundet, hvis vi handler – arbejder, producerer, skaber vækst – og ikke mindst forbruger det skidt vi har produceret.

At tage ud i Fields og fylde bilen op med bugnende poser, det kalder vi at handle. Så føler vi at vi lever, at de fyldte poser kan fylde det tomme hul indeni, hvor vi ikke tør være. Fordi vi tror at det ikke er nok bare at være, er vi blevet  bange for at mærke, hvad der gemmer sig derinde, hvis vi bare er – uden at handle.

Dystopiernes tidsalder

“Black Mirror”, “Handmaids´ tale” osv. Dystopierne boomer på alle platforme. Men den virkelige dystopi er slet ikke fremtiden. Den er her allerede. Vi lever midt i et science fiction-mareridt.

For mig at se lever vi forlængst i en dystopi af den mørkeste slags.
Grådighed, egoisme, umenneskeliggørelse, systemer før mennesker, profit, effektivisering, automatisering, virtualisering, fremmedhad, klimakrise, mentale livsstilssygdomme, stress, depression, angst, robusthedskult, sjæledød, udstødt prækariat, polarisering, radikalisering, ekstremisme, bander, fake news, manipulation, magtkoncentrationer, angstindustri, afhængighedsindustri, weapons of mass distraction.
Men vi har vænnet os til det som kogte frøer – kalder det dagens orden, udviklingen, fremtiden. Vi er allerede så mættet af angst, at det er næsten uudholdeligt at se gruen i øjnene og mærke vores afmagt. Det er svært at holde fast i at være menneske, når alle systemer omkring os gør en til en ting, et nummer, en forbruger.
Det er svært at se dystopien i ens egen tid – bjælken i ens eget øje.

Det bekymrer mig at vores tilpasningsevne, konformisme, usikkerhed og mistede evne til at mærke os selv har fået os til at tillade  virkeligheden at glide fra os. Dystopien har sneget sig ind på os uden at vi har opdaget præcis hvor galt det står til. Afmagten tvinger os til at lukke øjnene på uendeligt mange områder – klimakrise, umenneskeliggørelse, epidemier af mentale livsstilssygdomme som stress, angst, depression osv., ulighed, migration, polarisering, radikalisering osv.
Fordi vi stadig opretholder troen på idealer som vækst, fremskridt, teknologi, effektivitet, kontrol, er vi fanget i en umulig situation. At der bliver spildt endeløse ressourcer på at stræbe efter udødelighed, robotter, AI, rumfart, IOT og andre former for teknologisk hybris, er absurd, når verden står på kanten af økologisk kollaps og dramatiske demografiske omrokeringer, der burde have al vores opmærksomhed.
Vi bliver nødt til at opgive illusionen om at det er teknologier, der skal, endsige kan, redde os.
Vi er forlængst gået alt for langt ad den vej.

“Tilbage til naturen” har i mange år været brugt som en hånlig nedgørelse af alternative ideer.
Jeg tror vores eneste mulighed for overlevelse som art er at komme frem til naturen igen.
Indse og forstå, at vi er natur. Vi er dødelige, fejlbarlige og sårbare. Vi er afhængige af naturen – på alle måder – fordi vi er en del af den. Den ernærer os såvel fysisk som mentalt. Når vi mister kontakten med naturen – omkring os og i os selv – mister vi muligheden for mental bæredygtighed.
Vi bliver nødt til at genoprette respekten for naturen i og omkring os.

Tilbage til naturen er ikke en trussel, men et håb – vores eneste.

 

Retten til at vælge

Det er på tide at gøre os klart, at vi må kæmpe for retten til at vælge i hvilket omfang vores liv skal underkastes digitale teknologier.

Jeg vil have ret til at være fri for en smartphone, fri for at min hjem bliver fyldt med apparater, der er hooket op på internettet, fri for at mit DNA skal gemmes i et centralt register, fri for at min adfærd bliver overvåget og registreret i byen, ved min computer, fra min telefon.

Jeg har virkelig svært ved at forstå, hvordan vi har kunnet lade det komme så vidt, at jeg føler det allerede er for sent, at insistere på denne ret.

2 Buddhistiske munke er ude at gå en tur…

Der findes en gammel Buddhistisk historie (eller det burde der i hvert fald gøre) om to munke, der er ude at gå langs en vild flod. Pludselig hører de et råb og ser en mand, der kæmper hjælpeløst mod den stærke strøm. Munkene vader ud og redder manden i land, men mens de er ved at tage sig af ham, hører de et nyt råb ude fra floden. En kvinde er ved at drukne i strømmen, og straks springer munkene ud for at redde hende. Men de har dårligt fået hende op på bredden, før de ser en hel gruppe mennesker, der kæmper for livet ude i floden. Den ene munk er allerede på vej ud i vandet for at redde dem, da han opdager at den anden munk ikke er med, men løber op langs bredden. “Hvad laver du? Disse mennesker har brug for hjælp!” råber han. Uden at standse råber den anden munk tilbage over skulderen “Jeg skal op og finde det svin, der smider dem i vandet!”