Forholdet mellem menneske og natur

Bierne dør, vi er midt i den 6. massedød af arter, polerne smelter osv.  Strømmen af skræmmende information om klodens tilstand er stadig tiltagende.

Helt grundlæggende er problemet, at vi har gjort os så afhængige af forbrug og vækst, at vi har svært ved at forestille os en verden uden. Vores civilisation bygger på en myte om vækst, om fremskridt, der igen bygger på en myte om at vi, homo sapiens, står over naturen. Med de monoteistiske religioners opfindelse af en gud i menneskets billede grundlagde vi en katastrofal adskillelse mellem menneske og natur. I stedet for at være en integreret del af naturen, bildte vi os ind, at være sat på jorden for at herske over naturen. Konsekvenserne af denne megalomane hybris rammer os i disse år på alle fronter.

På den ene side er de ændringer af naturen, som menneskets hæmningsløse adfærd har forårsaget – det vi for at skubbe gruen lidt på afstand med et pænt  ord kalder det antropocæne – i fuld gang med at indhente os med oversvømmelser, bidød, storme, skovbrande osv.

På den anden side er de psykiske konsekvenser af adskillelsen mellem menneske  og natur ved at antage epidemiske proportioner. Det problematiske er både manglen på kontakt med fri natur, og vores manglende respekt for det faktum, at vi selv er natur med de fordele og ulemper det  indebærer. Symptomerne er ved at blive så alvorlige, at WHO sætter stress og andre mentale livsstilssygdomme på top 5 af trusler mod helbredet.

Vi ved (de fleste af os), at der må gøres noget – eller også er vi blevet ramt af følelsen af at det allerede er for sent. Det er et konstant dilemma hvordan man skal formidle de bekymrende forskningsresultater, så de vækker nok opmærksomhed til at føre til handling – uden samtidig at sprede så meget håbløshed, at folk i stedet rammes af afmagt og såkaldt klimaangst (når angsten for klodens fremtid bliver så overvældende, at det fører til deciderede angstanfald og depression, som det er udbredt blandt klimaforskere.)

En vej at gå er måske, at gøre mental  bæredygtighed til det omdrejningspunkt, der kan gøre det tydeligt, at de holdnings-og adfærdsændringer vi bliver nødt til at gennemgå, hvis vi skal bremse klimaændringerne, i realiteten også er de ændringer, der vil være mest hensigtsmæssige for vores mentale helbred. Sagt på en anden måde : det er det samme teknologi-fikserede vækst-ideal, der skader klimaet, som ligger til grund for vores mentale livsstilssygdomme. Det er de samme adfærdsændringer, der skal til for at gavne miljøet, der ville hjælpe os selv til at finde veje ud af stress, angst og depression.

Kun ved at finde frem til en mere harmonisk relation mellem menneske og natur, kan vi opnå såvel økologisk som mental bæredygtighed.

 

 

Tech Backlash Grows as Investors Press Apple to Act on Children’s Use – The New York Times

Når selv Apples egne investorer begynder at kalde på tiltag for at forebygge digital afhængighed, ved vi at det er på tide at kalde til handling. Udbredt i tech-miljøet er skepsisen vokset over det monster Silicon Valley har skabt. Jeg tror de begynder at se risikoen for at blive bombarderet af sagsanlæg ligesom tobaksindustrien, når folk inden længe bliver bevidst om hvor alvorlige skader smartphones, sociale medier osv. har forvoldt på det mentale miljø. Hvor invaliderende de mentale livsstilssygdomme, som disse medier er stærkt medvirkende til at fremkalde, er.

Kilde: Tech Backlash Grows as Investors Press Apple to Act on Children’s Use – The New York Times

Vejen frem må være at gøre mental bæredygtighed til et krav på linje med social responsibility og grøn bæredygtighed – fra såvel investorer som forbrugere!

“Apple shareholders Jana Partners and the California State Teachers’ Retirement System are urging the smartphone maker to take steps to address what they say is a growing problem of young people getting addicted to Apple’s iPhones, Jana partner Charles Penner said.”

https://www.cnbc.com/2018/01/07/jana-and-calstrs-apple-should-address-iphone-addiction-among-youths.html

Gøren eller væren?

Som kultur har vi nedprioriteret væren til fordel for gøren, handlen. Det er ikke nok bare at være. Vi må handle konstant. Handle og gøre ved. Handle os ud af det – ud og handle. Vi har ikke lært bare at være – være os selv, i os selv, i balance, i ro. Vi kan ikke mærke os selv, hvis vi bare er – vi er nødt til at blive set for at føle vi er. Derfor kæmper alle om opmærksomheden. Eller handler.

I overensstemmelse med protestantisk tradition har vi kun ret til at være, hvis vi handler, arbejder. I overensstemmelse med kapitalistisk tradition har vi kun ret til at være en del af samfundet, hvis vi handler – arbejder, producerer, skaber vækst – og ikke mindst forbruger det skidt vi har produceret.

At tage ud i Fields og fylde bilen op med bugnende poser, det kalder vi at handle. Så føler vi at vi lever, at de fyldte poser kan fylde det tomme hul indeni, hvor vi ikke tør være. Fordi vi tror at det ikke er nok bare at være, er vi blevet  bange for at mærke, hvad der gemmer sig derinde, hvis vi bare er – uden at handle.

Dystopiernes tidsalder

“Black Mirror”, “Handmaids´ tale” osv. Dystopierne boomer på alle platforme. Men den virkelige dystopi er slet ikke fremtiden. Den er her allerede. Vi lever midt i et science fiction-mareridt.

For mig at se lever vi forlængst i en dystopi af den mørkeste slags.
Grådighed, egoisme, umenneskeliggørelse, systemer før mennesker, profit, effektivisering, automatisering, virtualisering, fremmedhad, klimakrise, mentale livsstilssygdomme, stress, depression, angst, robusthedskult, sjæledød, udstødt prækariat, polarisering, radikalisering, ekstremisme, bander, fake news, manipulation, magtkoncentrationer, angstindustri, afhængighedsindustri, weapons of mass distraction.
Men vi har vænnet os til det som kogte frøer – kalder det dagens orden, udviklingen, fremtiden. Vi er allerede så mættet af angst, at det er næsten uudholdeligt at se gruen i øjnene og mærke vores afmagt. Det er svært at holde fast i at være menneske, når alle systemer omkring os gør en til en ting, et nummer, en forbruger.
Det er svært at se dystopien i ens egen tid – bjælken i ens eget øje.

Det bekymrer mig at vores tilpasningsevne, konformisme, usikkerhed og mistede evne til at mærke os selv har fået os til at tillade  virkeligheden at glide fra os. Dystopien har sneget sig ind på os uden at vi har opdaget præcis hvor galt det står til. Afmagten tvinger os til at lukke øjnene på uendeligt mange områder – klimakrise, umenneskeliggørelse, epidemier af mentale livsstilssygdomme som stress, angst, depression osv., ulighed, migration, polarisering, radikalisering osv.
Fordi vi stadig opretholder troen på idealer som vækst, fremskridt, teknologi, effektivitet, kontrol, er vi fanget i en umulig situation. At der bliver spildt endeløse ressourcer på at stræbe efter udødelighed, robotter, AI, rumfart, IOT og andre former for teknologisk hybris, er absurd, når verden står på kanten af økologisk kollaps og dramatiske demografiske omrokeringer, der burde have al vores opmærksomhed.
Vi bliver nødt til at opgive illusionen om at det er teknologier, der skal, endsige kan, redde os.
Vi er forlængst gået alt for langt ad den vej.

“Tilbage til naturen” har i mange år været brugt som en hånlig nedgørelse af alternative ideer.
Jeg tror vores eneste mulighed for overlevelse som art er at komme frem til naturen igen.
Indse og forstå, at vi er natur. Vi er dødelige, fejlbarlige og sårbare. Vi er afhængige af naturen – på alle måder – fordi vi er en del af den. Den ernærer os såvel fysisk som mentalt. Når vi mister kontakten med naturen – omkring os og i os selv – mister vi muligheden for mental bæredygtighed.
Vi bliver nødt til at genoprette respekten for naturen i og omkring os.

Tilbage til naturen er ikke en trussel, men et håb – vores eneste.

 

Retten til at vælge

Det er på tide at gøre os klart, at vi må kæmpe for retten til at vælge i hvilket omfang vores liv skal underkastes digitale teknologier.

Jeg vil have ret til at være fri for en smartphone, fri for at min hjem bliver fyldt med apparater, der er hooket op på internettet, fri for at mit DNA skal gemmes i et centralt register, fri for at min adfærd bliver overvåget og registreret i byen, ved min computer, fra min telefon.

Jeg har virkelig svært ved at forstå, hvordan vi har kunnet lade det komme så vidt, at jeg føler det allerede er for sent, at insistere på denne ret.